18.10.2015

De blå partier har intet fælles værdigrundlag. Det startede, da Anders Fogh Rasmussen diskret aflivede den ideologiske modstand mod velfærdsstaten.

ANALYSE af Esben Schjørring

”Brian! Brian! Brian!” KU’erne råbte taktfast på Brian Mikkelsen, mens han banede sig vej op mod scenen på spillestedet Jazzhouse i København. Og han kvitterede med en sejrherres tale. Kun få kilometer derfra knyttede Inger Støjberg næverne i triumf, mens Kristian Jensen udvekslede fem høje med glade partifæller til Venstres valgfest på Christiansborg.

Vidste man ikke bedre, ville man tro, at Venstre og De Konservative 18. juni vandt en historisk sejr. Mens De Konservative på deres tredje formand siden 2008 ikke har kunnet stoppe derouten mod spærregrænsen, fik Venstre sit dårligste folketingsvalg i 20 år. Siden den historiske aften i 2001, da Anders Fogh Rasmussen hjemtog mere end 31 pct. af stemmerne, har partiet tabt hver tredje vælger. Dengang kunne VK mobilisere over 40 pct. af vælgerne – i dag kan de ikke engang komme over 23 pct. Lægger man LA’s stemmer til, når man kun lige over 30 pct. Det borgerlige Danmark er med andre ord gået 10 procentpoint tilbage på 15 år – hvoraf man selv har stået ved regeringsroret i de ti.

Lars Løkke Rasmussen lider stadig af det syndrom, der i slutningen af nullerne gav ham øgenavnet ”Vikaren” – han har svært ved at blive statsminister ved egen kraft, og kun med Dansk Folkepartis overraskende mandatfremgang fik han nøglerne til Slotholmens ministerkontorer tilbage.

Da Fogh og hans tro væbner Claus Hjort Frederiksen efter det millimeterknappe nederlag ved valget i 1998 afløste Uffe Ellemann-Jensen, satte de sig et mål. Både indadtil og udadtil fastslog de, at Venstre skulle være det 21. århundredes dominerende og definerende parti på samme måde, som Socialdemokratiet havde været det i det århundrede, der lakkede mod enden.

15 år senere står projektet ramponeret tilbage. Ja, Lars Løkke Rasmussen havde overtræk på kontoen for personlig troværdighed, og ja, det er et problem, når de partipolitiske forskelle er så små, at de nærmest ikke engang lever op til betegnelsen narcissistiske. Men nej, det er ikke den grundlæggende forklaring på, at Løkke og Venstre tabte 13 mandater. Forklaringen er – heldigvis – politisk. Og den har nærmest alt at gøre med Lars Løkke Rasmussens forgænger, Anders Fogh Rasmussen, der stadig kaster lange skygger ind over dansk politik. Men analysen peger også på et mere generelt problem for dansk politik.

De sidste borgerlige borgerlige
I 1990 udgav en af de få virkelige borgerlige intellektuelle, Danmark har haft, chefredaktør for Berlingske Tidende og for Berlingske Aftenavis (den senere Weekendavis) litteraten Henning Fonsmark, bogen Historien om den danske utopi. Den er vel – sammen med Rune Lykkebergs Kampen om sandhederne – en af de bedste samlende analyser af dansk mentalitetshistorie og politik i efterkrigstiden. Bogen var (selvfølgelig) et intellektuelt livtag med kulturradikalismen og velfærdsstaten, men den var lige så meget en analyse, der rejste et gravmæle over det borgerlige projekt.

Historien om Fogh Rasmussens vej til statsministeriet er efterhånden fortalt mange gange – idealisten, der gik på kompromis med sig selv for at få magten – med Svend Aukens udtryk: fra hulemand til julemand.
____________________

 

Det endte ifølge Fonsmark i 1971, hvor den daværende VKR-regering efter tre år tabte regeringsmagten efter at have hævet skatterne, udvidet den offentlige sektor, ladet de studerende få magten over universitetet og sluppet pornoen fri. Velfærdsstaten vandt, og de borgerlige tabte til kulturradikalismen på den grimmest tænkelige måde – man internaliserede den.

Fonsmark var både en dreven tænker og en formidabel skribent. Men det kritiske omdrejningspunkt i bogen formulerer han faktisk ikke selv: Han citerer den konservative partiformand Poul Møller – far til tidligere udenrigs- og kulturminister Per Stig Møller – der i et lille essay i en debatbog fra 1962 kaldet Velfærdsteori og velfærdsstat formulerede den borgerlige kritik af den dengang gryende velfærdsstat.

Der var to momenter. På den ene side frygtede Møller, at en stærkt udbygget velfærdsstat finansieret gennem omfattende omfordeling ville føre til, at værdier som ”flid og sparsommelighed og evner som fantasi og initiativ” ville forsvinde fra samfundet med den konsekvens, at fremdrift og fremskridt – altså økonomisk vækst – ville blive svækket. På den anden side så han et farligt paradoks tegne sig i horisonten: Hvordan kunne man i en velfærdsdagligdag behandle folk, som om de ikke havde et personligt ansvar for deres eget liv og levned, men så på valgdagen tiltro dem det politiske ansvar for landet?

Det ledte Møller til at konkludere, at: ”Folkestyret må og kan derfor kun baseres på tilliden til menneskets fornuft og på det ansvarsgrundlag, der klart fastslår, at det enkelte menneske mere end noget andet er ansvarlig for sin egen skæbne […] Et hvilketsomhelst andet grundlag vil – om ikke formelt – så reelt føre frem til en enevælde, hvor den politiske magthavers ”Vi alene vide, hvad der tjener folket bedst” bliver folkestyrets svanesang.”

På mindre end 20 sætninger fik Møller i sit essay forklaret den borgerlige kritik af og modstand mod velfærdsstaten. Velfærdsstaten er ikke bare dybt økonomisk uansvarlig, den er en værdipolitisk undergravning både af borgernes adfærd og af demokratiets basale forudsætninger. Det var det, de borgerlige politikere glemte under VKR. Og for den sylespidse, egensindige Fonsmark var der i 1990 ikke andet at gøre end at læne sig tilbage og vente på, at velfærdsstaten ville bryde sammen under vægten af sin dårlige økonomi.

En bittersød tone klinger gennem hele bogen – modsat mange borgerlige debattører af i dag er han hverken vred eller snerrende. Snarere er der en spiddende og dødsforagtende humor, der luner sig fatalistisk ved de flammer, som er ved at brænde velfærdsstaten op indefra.

Allerede i 1993 udkom en bog, der nægtede at gå ned med skibet. Med en indædt tro på egne overtalelsesevner og en nærmest brandstiftende retorik kastede Venstres unge næstformand, Anders Fogh Rasmussen, sig ud i et totalopgør med velfærdsstaten og den ”kollektivistiske” ideologi, der havde båret den frem.

I Fra socialstat til minimalstat stod alt for skud. Børnepasning, undervisning, pension samt kunst- og kulturpolitik skulle så vidt muligt overdrages til det frie marked. Enerne skulle dyrkes, og skatten skulle så langt ned, at staten kun tog, hvad der skulle til for at opretholde de mest basale funktioner og sikre borgernes rettigheder. Ja, selv Grundloven overvejede Fogh Rasmussen at lave om, så skatteskruen aldrig mere kunne strammes og velfærdsstaten aldrig genopstå.

I stedet for at stå frem som en politiker med en alternativ vision træder Fogh frem som en manager, der bedre end sin modstander kan effektivisere, løfte og modernisere serviceniveauet i velfærdsvirksomheden Danmark.
____________________

 

Velfærdsdanskerne blev kaldt for ”hunde”, ”statsslaver” og ”narkomaner” og karakteriseret som ”tæmmede” og ”lydige dyr”, og den velfærdsstat, der af mange blev og bliver anset for at være et moralsk og civilisatorisk fremskridt, bliver beskrevet som ”undertrykker”, der som en anden ”herre” og ”foged” uddeler ”nådens brød” til gengæld for borgerens ”underkastelse”. Det var ikke for ingenting, at Fogh Rasmussen i den her periode udnævnte sig selv til ”revolutionær”.

Men hvor voldsom og ekstrem minimalstatsbogen end er, hviler den på præcis den samme grundlæggende tankegang som Møllers i 1962 – at der er en helt afgørende sammenhæng mellem borgernes værdier og den førte økonomiske politik, og at velfærdsstaten ikke alene er økonomisk uforsvarlig, men at der er et dybt misforhold mellem velfærdsstatens menneskesyn og demokratiets forudsætninger om frie, myndige og ansvarlige borgere.

”I et frit samfund er der ikke plads til andet end en minimalstat,” som Fogh Rasmussen skrev. ”Fra socialstat til minimalstat” er alt det, alle siden har efterspurgt fra danske politikere – en ideologisk konfrontation med de store tænkere og begreber fra idéhistorien og med store danske intellektuelle som Grundtvig og Kierkegaard sammentænkt med en markant økonomisk politik, en bevægelse fra den store samfundskritik til de konkrete politiske løsninger, først opgør og så opbyggelighed. En politisk vision simpelthen.

Minimalstatsbogens tanker kom til at sætte tydeligt præg på Venstres politiske program og kampagne i de følgende år frem til 1998. Men det er også en utopi – et ungborgerligt drømmebillede, der aldrig krydsede grænsen til virkeligheden. Og det skyldes mere end nogen anden Fogh Rasmussen selv. Ganske få år senere reducerede han nemlig på egen hånd sine revolutionære tanker til fantasterier fra Skals.

Historien om Fogh Rasmussens vej til statsministeriet er efterhånden fortalt mange gange – idealisten, der gik på kompromis med sig selv for at få magten – med Svend Aukens udtryk: fra hulemand til julemand. Men man skal tættere på for at se, at Fogh Rasmussen blev statsminister ved at aflive den borgerlige – og sin egen – grundtænkning helt inde ved roden.

Fra frihedsproblem til serviceproblem
Allerede få dage efter at han i marts 1998 har overtaget formandsposten i Venstre og taget pladsen som det borgerlige Danmarks statsministerkandidat, dukker der en sentens op, Fogh Rasmussen siden gentager i forskellige aftapninger i næsten alle de interviews om Venstres forhold til velfærdsstaten, han laver frem mod folketingsvalget i 2001: ”Vi vil ikke finde os i, at vi betaler verdens højeste skat, og så får vi kun en tredje- eller fjerdeklasses service.”

Det er en sætning, der indfanger hele det ideologiske og strategiske retningsskift, som Fogh Rasmussen foretager på vegne af Venstre og hele den borgerlige alliance. Kun på overfladen er der stadig tale om en borgerlig modstand mod velfærdsstaten og dens høje skattetryk, for læser man efter, kan man se, at det ikke længere er principielt og værdipolitisk begrundet. Derimod handler det nu om, hvad borgerne FÅR for deres skatteindbetaling.

Velfærdsstaten har ikke længere et frihedsproblem, som Fogh Rasmussen ellers selv havde vist i minimalstatsbogen. Den har et serviceproblem. I stedet for at stå frem som en politiker med en alternativ vision træder Fogh frem som en manager, der bedre end sin modstander kan effektivisere, løfte og modernisere serviceniveauet i velfærdsvirksomheden Danmark. Og som en naturlig følge holder han også op med at adressere vælgerne som borgere, der skal tage stilling til samfundets indretning. De er forbrugere, der har købt en vare.

Et interview med Berlingske Tidende fra januar 1999 er symptomatisk for den nye kurs. Efter at have slået fast, at velfærdsydelserne har et passende niveau, som han lover ikke at ville ændre på, sætter Fogh Rasmussen fokus på, hvad hans projekt som mulig ny statsminister er.

”Hovedpunktet for en borgerlig regering” lyder: ”Over en bred front skal befolkningen have mere frihed og flere valgmuligheder, og vi politikere har en pligt til at finde nye måder at organisere den offentlige service på, så vi får mere ud af de samme skattekroner […] Forholdet mellem borgeren og det offentlige bør være som mellem en kunde og en privat virksomhed – man får ret til noget andet, hvis man ikke får varen.”

Venstre har simpelthen mere end nogen anden blåstemplet DF og ikke sjældent på bekostning af de historiske samarbejdspartnere i De Konservative
____________________

 

Her forvandler Fogh Rasmussen det borgerlige frihedsbegreb til en forbrugerrettighed for velfærdsdanskeren. Det er de senere berømte fritvalgsordninger, han taler om, og som mange Venstre-folk stadig henviser til som bevis for, at de stadig er borgerlige. Problemet er selvfølgelig, at de jo stadig er offentligt betalte. Det kan Fogh Rasmussens kritikere i Venstre – de såkaldte tesemagere – med Søren Pind i spidsen, ikke lade være med at påpege. Dem kvaser Fogh dog så let som ingenting. Og ved at skifte den ideologiske kritik, der vil afskaffe velfærden, ud med en administrativ kritik, der sigter på at optimere servicen til velfærdsforbrugeren, finder Fogh den helt særlige dobbeltposition, der gør ham uovervindelig som formand for Venstre.

Nu kan han forene det borgerlige mishag ved velfærden med den brede befolknings opbakning til samme. På en og samme tid kritisere dens centralisering og stivhed og sværge evig og ubrydelig troskab til den. Dobbeltpositionen finder sit mest konkrete udtryk i det ”skattestop”, som Fogh Rasmussen lancerer i 1999. På overfladen fastholder han en klassisk borgerlig kritik af stigende skatter, men synspunktet leder ikke til, at skatten så skal sættes ned og velfærden rulles tilbage.

Der er en masse strategiske fordele ved den position. Som det første bliver det nu Socialdemokraternes lod at forklare, hvorfor skatterne skal stige, i stedet for at Venstre skal forklare, hvor i velfærden de vil skære. Det bringer Venstre ud af det skisma mellem velfærd og skattelettelser, som man ganske vist selv havde talt ud fra, men som Socialdemokratiet havde vundet på i årtier.

Fogh fastholder ganske vist, at hans mål stadig er at lette skattetrykket, men kun på den betingelse, at det kan ske inden for den eksisterende velfærdsramme – dvs. kun som der gradvist bliver penge tilovers – og først når man har afdraget på udlandsgælden, og renteudgifterne dermed er reduceret: ”Forudsætningen for skattelettelser er imidlertid, at der sker en stadig nedbringelse af den offentlige gæld,” som det hedder i regeringsgrundlaget i 2001.

De potentielle skattelettelser, Fogh taler om her, er logisk nok ret beskedne – og de er heller ikke rigtige borgerlige skattelettelser. For med dem følger ikke mere personligt ansvar for egen tilværelse, ikke mere myndighed og autoritet. De giver bare mulighed for øget forbrug – en ferie til, en bil nummer to eller, som det ofte blev i nullerne, et nyt køkken.

Den gamle forbindelse mellem borgernes værdier og adfærd samt forudsætningerne for demokratiet på den ene side og den økonomiske politik på den anden, som var kernen i den borgerlige kritik af velfærdsstaten for Møller og Fonsmark – og for den unge Anders Fogh Rasmussen selv – er nu brudt.

Et par år inde i sin første periode hæver Fogh selv adskillelsen mellem værdipolitik og økonomisk politik op til at være selve princippet for sin statsministergerning. ”Jeg har faktisk den opfattelse, at det at sætte dagsordenen i værdidebatten ændrer samfundet meget mere end de der lovgivningsændringer. Nu taler jeg kultur i bred forstand: Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik.”

Mens velfærdsstaten var intakt, ville man slås for borgerlige værdier andre steder – i kultur-, udenrigs- og udlændingepolitikken. Her havde man et ”værdifællesskab” med DF, som Hjort Frederiksen erklærede i 2006. Modsat den hårdhændede behandling, Socialdemokraterne med jævne mellemrum udsætter deres parlamentariske grundlag i SF og Enhedslisten for, fik DF i nullerne uhørt meget opmærksomhed. For DF havde slået hul til Socialdemokraternes vælgerbase – og leverede dermed det stabile flertal, Fogh anså for den bastion, hvorfra Venstre kunne forsvare regeringsmagten som sin ejendom. Det levede Venstre højt på i nullerne, hvor man vandt historiske tre valg i træk, hvilket ikke var lykkedes en Venstre-statsminister i 100 år.

Men undervejs lod Fogh skattetrykket sætte danmarksrekord og den offentlige sektor vokse i en takt, der oversteg Nyrups og Lykketofts beregninger. Kort før Lars Løkke Rasmussen tvunget af finanskrisen alligevel kastede sig ud i en dagpengereform, fortalte han i helsidesannoncer, hvor mange FLERE offentligt ansatte der var blevet hyret på hans vagt.

Pagten
Med 2015-valget har pagten med Dansk Folkeparti nu vist sine ligheder med den handel, Goethes Faust indgik, da han solgte sin sjæl til Djævlen. Først afgav Venstre ideologien, så skred det reelle styrkeforhold partierne imellem. At det er lykkedes Kristian Thulesen Dahl og DF at blive større end Venstre, skyldes ikke mindst det mere end ti år lange og meget tætte samarbejde op gennem nullerne med netop Venstre.

Venstre har simpelthen mere end nogen anden blåstemplet DF og ikke sjældent på bekostning af de historiske samarbejdspartnere i De Konservative, som gang på gang gennem nullerne måtte finde sig ydmyget af folkepartisterne med Venstres tavse billigelse. Venstre kom De Konservative til undsætning, da DF krævede, at Fogh skulle holde partiet ude af regeringen i 2001.

Men det gjorde de ikke, da De Konservative i 2003 først krævede dagpengereform og siden måtte æde forslaget igen i fuld offentlighed, og heller ikke da den senere partiformand og daværende minister for familie- og forbrugeranliggender, Lars Barfoed, ved DF’s mellemkomst blev sat fra bestillingen i december 2006 i kølvandet på den såkaldte kødskandale.

Skal ”rigtig” borgerlige vælgere i stedet glæde sig over, at Liberal Alliance toner mere rent flag? Nej. For det, der engang var en fælles platform for borgerlige partier – lav skat og en langt mindre offentlig sektor, der ikke blander sig i borgernes privatliv – er i dag reduceret til et særstandpunkt for aficionadoer med hang til Børsens lyserøde avispapir, filosoffen Ayn Rand og en årlig ironman.

Det er en af de ufortalte, men vigtige nyheder fra folketingsvalget i 2015, at DF er gået fra at være Socialdemokratiets store hovedpine til at blive Venstres.
____________________

 

LA er selve udtrykket for, at der ikke længere er et bredt forankret fælles udgangspunkt for de borgerlige partier i Danmark. Valgkampen i 2015 blev i sig selv et bevis på den pointe. I den indledende uge forsøgte Lars Løkke Rasmussen og Venstre sig – for første gang siden 1998 – med en (omend meget moderat) borgerlig kampagne. Man talte om mådehold i det offentlige forbrug i almindelighed (nulvækst eller udgiftsstop), om at bremse de sociale ydelser i særdeleshed (kontanthjælpsloft) og om lavere skat – ganske vist kun på de lave indkomster, men dog alligevel.

Det gik direkte imod den lære, Fogh og Hjort Frederiksen drog i dagene efter det famøse valgnederlag i 1998. Dengang lærte de, at Venstre taber, når man går ind i en åben fordelingspolitisk slagudveksling med Socialdemokraterne, der til gengæld kan nedkæmpes på den værdipolitiske flanke.

Den morale blev bekræftet i valgkampens første uge, hvor V ganske vist havde held til at sætte dagsordenen, men jo samtidig bekræftede Socialdemokraternes påstand om, at valget var et dilemma mellem skattelettelser og velfærd. Det var ikke kun, fordi Løkke havnede i dokumentationsproblemer (Panorama-sagen), at Helle Thorning-Schmidt pludselig fik momentum og siden tog føringen i meningsmålingerne.

Hver gang Løkke lagde den borgerlige trompet til munden for at udbasunere sit budskab, lagde DF så tykt et forbehold på, at tonerne – om lavere skat og en mere mærkbar difference mellem løn og forsørgelse – blev en næsten uhørlig piben. Thulesen Dahl gik endda så vidt som til at true med at gro vinger og erklære sig som en ”fri fugl”, hvis ikke Løkke droppede nulvæksttankerne.

Dermed fordampede provenuet til skattelettelserne, og bunden røg ud af det første spæde forsøg på en klassisk borgerlig valgkampagne i 17 år. Thulesen Dahl indgik herefter en dagpengeaftale med SF’s Pia Olsen Dyhr, som Løkke Rasmussen nu på den ene eller den anden måde bliver nødt til at finde pengene til – særligt efter at Socialdemokraternes nye formand, Mette Frederiksen, ikke længere kategorisk afviser et dyrere system. Var uge 1 en katastrofe, søgte man i uge 2 og 3 tilbage på velbetrådte stier.

Strategerne i Venstre støvede hurtigt Hjort Frederiksens gamle visdom af – man hentede de udlændingepolitiske stramninger frem fra gemmerne, ovenikøbet tilsat EU-skeptisk støtte til briterne, der gerne vil slå streger i sandet, når det kommer til såkaldt velfærdsturisme. Og man sluttede af med bannerannoncer på avisernes hjemmesider, der opfordrede vælgerne til at ”vælge det sikre” og sige ”ja til velfærd”. Det virkede. Meningsmålingerne trak i blå retning igen.

Problemet var bare, at fremgangen ikke bestod i øget opbakning til Venstre, men til DF. Iagttagere undrede sig undervejs over, at DF, der meget karakteristisk havde valgt det tilsyneladende intetsigende slogan, at vælgerne jo godt ”ved, hvad vi står for”, lå så forholdsvis brak i løbet af valgkampen. Den anden og tredje valgkampsuge viste hvorfor: Hvorfor skråle højest, når alle andre i kor alligevel synger den sang, man selv har skrevet?

Hos DF’s strateger ved man udmærket, at når dagsordenen er præget af velfærd, udlændinge og EU-skepsis, lander mange krydser helt automatisk ved liste O. Når man ikke engang føler det nødvendigt at sætte ord på sin egen politik, og man stadig vokser med 50 pct., er man altså magtfuld på et helt særligt niveau. Det er en af de ufortalte, men vigtige nyheder fra folketingsvalget i 2015, at DF er gået fra at være Socialdemokratiets store hovedpine til at blive Venstres. Indtil videre er den konflikt kun ulmende.

Man fornemmer en vis strategisk ubekvemhed hos DF’erne over allerede nu at være større end Venstre – det er jo svært at fremstille sig som den lille mands parlamentariske overbygning, når man nu er større end statsministerens parti. Men bliver DF’erne presset i meningsmålingerne af samarbejdet med V-regeringen, kommer Thulesens Dahl til at gøre alvor af sine bevingede trusler, ikke mindst på velfærdspolitikken.

Ledestjerner
Konklusionen på valget i 2015 er, at det strategiske fundament, Fogh Rasmussen overlod til Venstre, nu viser sig som en forgiftet arv – hvad der engang tog sig så løfterigt og uovervindeligt ud, ligner i dag mere en spændetrøje, der konstant strammer til.

Bevægelsesfriheden er kraftigt reduceret, og det er svært at trække vejret. Det har ikke mindst vist sig med Løkkes vanskeligheder med den ”kontraktpolitik”, Fogh Rasmussen kronede sig selv med. Det er, som om Løkke hele tiden leder efter et dansk ord for et løfte, man kan få point for at udstede, som ikke fratrækkes igen, når man ikke indfrier det alligevel.

I øjeblikket dyrker statsministeren så begrebet ”ledestjerner”, altså noget, man styrer efter, men aldrig når ud til.
____________________

 

Der var det berømte klip med TV 2-journalisten Knud Brix, hvor Løkke – som i en dansk udgave af den tidligere amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfelds filosofiforelæsninger om ”unknown knowns” – kastede sig ud i en mildt sagt svært forståelig semantisk analyse af adskillelsen mellem holdninger, man IKKE havde ændret, og standpunkter, som man havde ændret. Så blev ordet ”retning” brugt rigtig meget – fulgt op af besværgelsen om ikke at ville være statsminister for enhver pris.

I øjeblikket dyrker statsministeren så begrebet ”ledestjerner”, altså noget, man styrer efter, men aldrig når ud til. Og helt i tråd med Fogh Rasmussens annullering af det borgerlige projekt var de (top)skattelettelser, som LA fik truet sig til i regeringsgrundlaget, ikke at finde på Løkkes nattehimmel.

Men i stedet for at harcelere over Løkke Rasmussen personligt kunne man også tage disse retoriske vanskeligheder alvorligt som udtryk for en mere generel krise – at velfærdssamfundet i vidt omfang synes uden for politisk-ideologisk rækkevidde. Det er ikke længere muligt at grundlægge en politik ud fra store idéer om, hvad menneske, samfund, frihed, lighed og retfærdighed er. Derfor bliver det svært at love noget.

I stedet foreskriver velfærdsstaten sine økonomiske nødvendigheder til det politiske system og overlader det til parlamentarikerne efterfølgende at finde en nogenlunde passende forklaring. Det er det, der ligger bag de seneste årtiers reformer af velfærden, der gennemføres, uanset om det så er borgerlige eller socialdemokratiske regeringer, der forestår dem.

Visionerne overlades til protestpartier, der som SF splintres, det øjeblik de træder ind i magtens maskinrum. Politik er blevet en reaktiv affære, hvor man sætter sin lid til, at statskundskabsuddannede teknokrater, som ingen har valgt, kan reagere hurtigt og effektivt på udviklingen. Det kan meget let blive et stort problem.

Hvis man ikke kan forankre store og vanskelige beslutninger i en forudgående fælles diskussion – i politisk strid, simpelthen – forsvinder opbakningen til dem, når det bliver hårdt og svært. I stedet får man politikerleden og protester mod ”systemet” og ”eliten”. For de borgerlige vælgere synes der ikke så meget andet at gøre end at indtage redaktør Fonsmarks position: sagtmodigt afventende sammenbruddet. ◼

Esben Schjørring (f. 1980), journalist, der skriver om politik, idéer og kultur. Fra 2009 til 2015 var han ansat på Berlingske, og i dag er han freelance. Følg ham på Twitter: @esben_schj.

ILLUSTRATION: Daværende NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen under besøg hos statsminister Lars Løkke Rasmussen, august 2010 [foto: Polfoto/Jens Dresling]