16.10.2015

ANALYSE af Claus Strue Frederiksen, Vincent F. Hendricks og David Budtz Pedersen

Corporate social responsibility (CSR) er en betegnelse for de tiltag, virksomheder iværksætter for at handle socialt og miljømæssigt ansvarligt – og inden for de seneste år er CSR blevet et af de mest fremtrædende buzzwords i erhvervslivet. Især oprettelsen af FN’s Global Compact, der er verdens største initiativ på området, har for alvor sat skub i udviklingen.

FN-initiativet blev oprettet i 2000 på baggrund af et oplæg fra forhenværende generalsekretær Kofi Annan ved et møde i World Economic Forum. I talen opfordrede han verdens virksomhedsledere til at danne et forum med udgangspunkt i fælles principper og værdier, der kunne give det globale marked et mere menneskeligt ansigt.

I dag har Global Compact over 12.000 medlemmer, hvoraf en stor andel er multinationale virksomheder som Novo Nordisk, Shell og Unilever. Som medlem forpligter man sig til at efterleve Global Compacts ti principper vedrørende ansvarlig forretningsdrift, herunder principper vedrørende arbejdstagerrettigheder og miljø.

Samvittigheden aflægger rapport
En af hjørnestenene i Global Compact er rapportering. Virksomheder, der ikke årligt rapporterer om deres sociale og miljømæssige indsats, bliver smidt ud. Og rapporteringstendensen synes at have bredt sig langt ud over FN-systemet. På verdensplan er det efterhånden reglen snarere end undtagelsen, at store virksomheder har en CSR-politik, som hvert år afrapporteres.

I en hvidbog fra 2013 konkluderer revisionshuset KPMG, at 71 pct. af verdens store virksomheder årligt rapporterer om CSR. I en del lande, herunder Danmark og Frankrig, er rapporteringsprocenten tæt på 100. Det skyldes, at det i disse lande er lovpligtigt for store virksomheder at rapportere om deres arbejde med CSR – og EU-Kommissionen har for nylig foreslået, at CSR-rapportering bliver lovpligtigt i hele EU fra 2017.

Antallet af CSR-rapporter formodes derfor at stige kraftigt de kommende år med en hel underindustri af nye redskaber til at opgøre virksomhedernes sociale ansvar. Og hovedparten af alle CSR-rapporter udarbejdes i overensstemmelse med en eller anden international rapporteringsstandard. Den mest anerkendte er Global Reporting Initiative (GRI), der præsenterede sin første komplette rapporteringsvejledning i 2000.

GRI er desuden en af de mest omfattende vejledninger, der omfatter hele 150 rapporteringsområder, herunder emner som vandforbrug og arbejdsmiljø, og mere end 500 specifikke rapporteringsanbefalinger. Ligesom finansielle årsregnskaber er de fleste CSR-rapporter revisorpåtegnede.

Umiddelbart fremstår CSR-rapportering som et yderst reguleret og standardiseret område. Det er imidlertid langtfra tilfældet. Den nuværende rapporteringspraksis er nemlig kendetegnet ved, at den hverken gør læseren i stand til at vurdere eller sammenligne virksomheders CSR-indsats. Kort sagt: CSR-rapporter er generelt kendetegnede ved at være stort set ubrugelige.

For det første er det værd at bemærke, at CSR-rapporter på trods af lovgivning og standardiseringer er ganske forskellige i både indhold og omfang. På trods af at de fleste beskæftiger sig med sociale og miljømæssige hensyn, er der stor forskel på, hvor fokus rettes hen. Ikke overraskende har legetøjsproducenter således særligt fokus på børn, fødevarevirksomheder centrerer sig om folkesundhed, computerproducenter har særligt fokus på energiforbrug osv.

Umiddelbart fremstår CSR-rapportering som et yderst reguleret og standardiseret område. Det er imidlertid langtfra tilfældet.
____________________

 

Derudover er der forskel på, hvilke data der bruges. Nogle virksomheder opgiver fx, hvor meget de betaler i skat (og i hvilket land), eller hvor meget de samlet set donerer til forskellige velgørende formål, mens andre er mere hemmelighedsfulde. Når det kommer til omfang, spænder rapporterne fra det nærmest overdrevent voluminøse – således var Nestlés seneste rapport på 284 sider – til den mere afdæmpede stil som fx Shell, der nøjes med 60 sider.

Et større og mere grundlæggende problem omhandler det sociale og miljømæssige materiale, der præsenteres af virksomhederne. At være i stand til at vurdere en virksomheds sociale ansvar forudsætter kendskab til relevante baselines, dvs. kendskab til, hvornår en given social eller miljømæssig indsats er prisværdig eller uacceptabel. At en virksomhed bruger x antal kubikmeter vand eller udleder x antal tons CO2 om året, siger i sig selv intet om, hvorvidt og i hvilken grad virksomheden påtager sig et socialt og miljømæssigt ansvar.

Det er således utilstrækkeligt blot at fremlægge data fx for vandforbrug eller CO2-udledning, hvis det ikke ledsages af velbegrundede baselines, der angiver det acceptable niveau. Og bortset fra enkelte undtagelser, herunder brug af tvangsarbejde, er det i de fleste tilfælde uhyre vanskeligt at angive det acceptable niveau for sociale og miljømæssige tiltag for specifikke virksomheder.

Det vil hver gang kræve en grundig diskussion af, hvad socialt og miljømæssigt ansvarlig virksomhedsdrift mere grundlæggende implicerer. Er det eksempelvis mere acceptabelt at bruge knappe ressourcer som vand på at producere livsvigtig medicin end på at producere kalorieholdige læskedrikke? Og hvor meget – eller rettere hvor lidt – vand bør en given medicinalvirksomhed bruge, hvis den ønsker at opføre sig ansvarligt? Ingen har indtil nu været i stand til at udvikle et troværdigt værktøj, der er i stand til at angive sådanne sociale og miljømæssige værdier.

Det betyder ikke nødvendigvis, at virksomheder bør afholde sig fra at rapportere om deres arbejde med CSR, eller at regeringer bør afskaffe rapporteringskravet. Hvis de mange CSR-rapporter blot gjorde det muligt at sammenligne de forskellige virksomheders CSR-indsats, ville de være anderledes nyttige (og sammenlignelighed forudsætter ikke kendskab til relevante baselines – det kræver kun et værktøj til at rangere virksomhedernes indsats).

Sammenlignelige CSR-rapporter ville betyde, at man som kunde kan fravælge produkter fra visse virksomheder, fordi virksomhederne opfører sig mindre socialt og miljømæssigt ansvarligt end deres konkurrenter. På samme måde kunne virksomheders arbejde med CSR indgå i overvejelserne i forbindelse med offentlige indkøb eller pensionskassernes milliardinvesteringer.

Den nuværende rapporteringspraksis umuliggør imidlertid sammenligning af forskellige virksomheder. Det kræver, at der bruges sammenlignelige data, hvilket sjældent er tilfældet. Det forhold, at Danfoss har flere arbejdsulykker end Danske Bank, synes ikke at betyde, at Danske Bank på dette punkt opfører sig mere socialt ansvarligt end Danfoss, da de to virksomheder er så forskellige, at deres data på dette område ikke kan sammenlignes direkte. Æbler og appelsiner ligner kun hinanden derved, at de begge er runde.

Dertil kommer hele problematikken vedrørende såkaldte inkommensurable værdier – dvs. værdier, der ikke kan rangeres på en fælles skala. Modsat finansielle regnskaber, hvor aktiver og udgifter omregnes til penge, findes der ingen fælles valuta inden for CSR. Det skyldes, at der (endnu) ikke er udviklet en metode til at omskrive data for eksempelvis arbejdsulykker og affaldshåndtering til en fælles valuta, hvilket gør det yderligere vanskeligt at sammenligne virksomheders sociale og miljømæssige indsats.

Helt ubrugeligt eller bedre end ingenting?
Alt dette leder frem til et grundlæggende spørgsmål. Hvorfor bliver der til stadighed produceret flere og mere omfangsrige CSR-rapporter, når de stort set ikke gør os klogere? Eller rettere: Hvorfor bliver virksomhederne ved med at producere ubrugelige rapporter, og hvorfor fortsætter politikerne med at stille krav herom?

Et svar er at benægte spørgsmålets relevans – altså afvise, at CSR-rapporter overhovedet skal gøre interessenter i stand til at vurdere eller sammenligne virksomheders CSR-indsats. En sådan argumentation hævder ikke, at den nuværende praksis rent faktisk skaber reel indsigt i virksomhedernes arbejde med CSR – det standpunkt synes ingen at være rede til at forsvare. Det hævdes blot, at den form for indsigt slet ikke er formålet.

Hvorfor bliver virksomhederne ved med at producere ubrugelige rapporter, og hvorfor fortsætter politikerne med at stille krav herom?
____________________

 

Men spørger man til, hvad formålet med de mange og ganske omfangsrige rapporter så ellers kunne være, bliver talen straks mere ulden. Hvis man overhovedet får et svar, er det som regel på et helt andet spørgsmål – og ofte mumles der noget i retning af, at etik er subjektivt, og at det derfor ikke er muligt at afgøre, hvilke faktorer der er væsentlige.

Den form for etisk subjektivisme er imidlertid særdeles vanskelig at forsvare – de fleste af os mener jo netop, at slaveri og børnemishandling er uacceptabelt og ikke blot et spørgsmål om smag og behag. En udbredt respons består i at medgive, at der synes at være et problem, men at den nuværende rapporteringspraksis er den mindst ringe løsning.

Lidt forenklet kan man sige, at denne position bygger på to antagelser: først at den nuværende rapporteringspraksis er bedre end før, hvor virksomhederne slet ikke rapporterede om sociale og miljømæssige forhold, og dernæst at det er umuligt at udarbejde CSR-rapporter, som gør omverdenen i stand til at vurdere eller sammenligne virksomheders arbejde med CSR. I den forbindelse henvises der ofte til de nævnte problemer vedrørende inkommensurable værdier og vanskeligheden ved at skabe en CSR-valuta.

Umiddelbart har vi stor sympati for påstanden om, at den nuværende praksis er bedre end ingenting, da CSR-rapportering i et vist omfang tvinger virksomhederne til at tænke over sociale og miljømæssige forhold. Men den udstrakte mulighed for at manipulere med både tal, rammer og fortællinger har desværre gjort CSR-rapportering til et cirkus, hvor mange virksomheder fremstiller sig selv som ansvarlige, selvom det ikke er tilfældet. Os bekendt konkluderer ingen CSR-rapporter, at virksomheden opfører sig uansvarligt.

Dette indikerer i sig selv, at den nuværende rapporteringspraksis ikke virker – medmindre man ligefrem accepterer, at alle virksomheder opfører sig socialt og miljømæssigt ansvarligt, hvilket forekommer en anelse naivt.

Ingen vej uden om nye værktøjer
På det seneste er toneangivende personer i CSR-miljøet da også begyndt at efterspørge bedre rapporteringsværktøjer. I rapporten Next Sustainable Business fra 2015, der er udarbejdet for FN’s Global Compact, fremgår det, at mange topledere, professorer samt repræsentanter for diverse NGO’er efterspørger værktøjer til at sammenligne og vurdere virksomheders sociale og miljømæssige indsats.

Påstanden: Da ingen virksomheder ønsker at ligge i bunden af listen, VIL sammenlignelighed styrke incitamentet til at arbejde seriøst med CSR. Og løsningen ligger derude. Første skridt vedrører lovgivningen. Den danske regnskabslov og International Financial Reporting Standards (sidstnævnte er en regnskabsstandard, der gælder for børsnoterede selskaber i hele EU) udstikker klare retningslinjer for indholdet i virksomheders finansielle årsregnskaber.

I modsætning hertil er et af kendetegnene ved lovgivning vedrørende CSR, at den er overordentlig elastisk. Den enkelte virksomhed kan stort set rapportere, som den vil. Fx er de eneste konkrete krav i Danmark, at virksomhederne forholder sig til menneskerettigheder og klima. Og her er det værd at bemærke, at da der ikke findes noget lovkrav, der tilsiger, at virksomheder SKAL arbejde med CSR, kan de virksomheder, der ikke har en politik på området, blot anføre dette i deres ledelsesberetning.

En måde at løse lovgivningsproblematikken på er ved at forlange, at virksomheder rapporterer i overensstemmelse med en internationalt anerkendt standard. Her synes GRI, der som nævnt er den mest udbredte rapporteringsstandard på CSR-området, måske umiddelbart at være et godt bud. GRI har da også en klar målsætning om, at deres retningslinjer skal gøre interessenter i stand til at vurdere og sammenligne virksomheders CSR-indsats. Problemet er imidlertid, at GRI ikke i dag formår at løse den opgave, da de hverken præsenterer relevante baselines eller vejledning i, hvordan forskellige virksomheders CSR-rapporter kan sammenlignes.

GRI er heldigvis ikke mejslet i granit og kan således sagtens revideres. I den forbindelse foreslår vi, at man søger at inkorporere sociale og miljømæssige bundlinjer, der gør det muligt direkte at sammenligne virksomheders CSR-indsats. Selvom idéerne om sociale og miljømæssige bundlinjer langtfra er nye – de spiller fx en central rolle i Elkingtons berømte bog om ’den tredelte bundlinje’ fra 1997 – er udtrykkene hidtil blevet brugt mere som metaforer end som egentlige bundlinjer.

Ingen virksomheder – eller internationale rapporteringsstandarder – opererer med formelle bundlinjer på CSR-området, hvilket formodentlig skyldes, at mange mener, at det slet ikke kan lade sig gøre at definere dem. Formodningen om, at det er umuligt at definere miljømæssige og sociale bundlinjer, er dog i konflikt med virkeligheden. Fx har FN siden 1990 anvendt the Human Development Index (HDI) til at rangere landes udviklingsniveau.

HDI er udviklet af den indiske økonom og nobelpristager Amartya Sen i samarbejde med den indflydelsesrige pakistanske økonom Mahbub ul Haq og bygger på en mængde udvalgte data vedrørende sundhed, uddannelse og levestandard, der via en bestemt formel fører til en social bundlinje, som gør det muligt at sammenligne landes udviklingsniveau.

Ifølge det seneste indeks er Norge det mest udviklede land i verden (og Danmark er nummer 10). HDI er blevet udsat for en del kritik. Kritikernes hovedanklage lyder, at HDI bygger på en begrænset mængde data inden for udvalgte områder – dataselektionen indebærer således risiko for, at væsentlige elementer udelades, hvorved indekset ikke formår at give et nøjagtigt billede af de enkelte landes udvikling.

Tilhængerne af HDI har forsøgt at imødekomme kritikken ved at udvikle yderligere indekser som supplement til HDI, herunder indekser, der tager højde for ulighed i velstand. Tanken er, at de andre indekser kan bidrage til at give et mere nuanceret billede af landes udviklingsniveau. Eksempelvis falder USA, der er nummer 5 på HDI, hele 23 pladser ned ad listen og må nøjes med en 28.-plads på det indeks, der tager højde for ulighed i velstand (mens både Norge og Danmark bevarer de oprindelige pladser som nummer 1 og 10).

Alene den kendsgerning – ikke alt, hvad der er væsentligt, kan måles – betyder, at HDI og de supplerende indekser naturligvis ikke formår at indfange alle relevante data. Men her er det vigtigt at huske på, at økonomiske bundlinjer heller ikke formår at indfange alle relevante forhold. Og modsat HDI er økonomiske bundlinjer notorisk problematiske, i den forstand at de blot omhandler økonomi og derved på forhånd fravælger andre relevante faktorer, herunder sociale og miljømæssige forhold.

CSR-rapportering i den nuværende form er i bedste fald ubrugelig
____________________

 

HDI illustrerer, at det faktisk er muligt at konstruere pålidelige sociale bundlinjer, der gør det muligt at sammenligne landes udviklingsniveau. Det forekommer rimeligt at antage, at noget tilsvarende er muligt i forbindelse med CSR. Men det er klart, at det ikke er i alles interesse.

Uansvarlige virksomheder, der i dag udgiver CSR-rapporter, som stiller dem i et gunstigt lys, er naturligvis meget interesserede i at bevare dén mulighed. Desuden er ansvarlige virksomheder nervøse for, at dele af deres nuværende CSR-indsats ikke tillægges tilstrækkelig værdi, hvorved de vil opnå en dårligere CSR-score, end de reelt fortjener.

Som nævnt er unøjagtighed et reelt problem, men det bør ikke afholde os fra at konstruere sociale og miljømæssige bundlinjer, der kan udbygge den nuværende forståelse af virksomheders CSR-indsats. Desuden overskygges vanskelighederne vedrørende unøjagtighed af et endnu større problem, nemlig at CSR-rapportering i den nuværende form i bedste fald er ubrugelig.

Dette er et kæmpe problem for de ansvarlige virksomheder, der således ikke er i stand til at høste den genvist, deres CSR-indsats berettiger dem til. Der er derfor ingen vej udenom – den nuværende rapporteringspraksis bør revideres, så interessenterne kan blive i stand til faktisk at sammenligne virksomheders CSR-indsats.

Udvikling af sådanne bundlinjer kræver, at både politikere og erhvervsliv holder op med at betragte CSR-rapportering som noget, der helt kan overlades til den enkelte virksomhed. Alternativet er, at tilliden til virksomhedernes samvittighedsfuldhed bliver stadig mindre – og selve CSR-begrebet stadig mere ubrugeligt. ◼

Claus Strue Frederiksen (f. 1973), Vincent F. Hendricks (f. 1970) og David Budtz Pedersen (f. 1980) er forskere ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet.

FOTO: Keoni Cabral]