VU-formand: Vækstpakken er ligegyldig og uambitiøs
18.06.2014
.Dansk økonomi er presset, og initiativerne i Vækstpakken svarer til at skovle vand ud af Titanic med en teske. Det er konklusionen på en vækstpakke, der er ekstremt uambitiøs, mener Jens Husted.
OPINION af Jens Husted, formand for Venstres Ungdom
I går indgik regeringen og Venstre aftale om en ny vækstpakke. Aftalen spænder vidt og dækker blandt andet over en lettelse af PSO’en på 13 milliarder, en stigning i bundskatten på 0,28 pct. samt en afskaffelse af forsyningssikkerhedsafgiften.
Flere af disse tiltag er udmærkede. Det er sund fornuft at lempe PSO’en med 13 milliarder kroner, så danske virksomheder bliver mere konkurrencedygtige i forhold til deres udenlandske konkurrenter. De danske energiafgifter er grotesk høje, så det er et (lille) skridt i den rigtige retning.
Det er også et skridt i den rigtige retning, at regeringen og Venstre kigger på forsyningssikkerhedsafgiften, der vel står som en af de værste horeunger i dansk klima- og miljøpolitik. Ros til regeringen og Venstre for dette tiltag. Det er endnu et (lille) skridt i den rigtige retning.
Endelig er det også fornuftigt, at der spares på beskæftigelsesindsatsen. Dette afviste regeringen tidligere. På trods af Mette Frederiksens modvilje er det alligevel lykkes at finde over en milliard kroner. Selvom der burde spares mere, så er det altid noget, at der nu tages fat.
Samlet set betyder aftalen, at en funktionærfamilie får 3.000 kroner mere om året. Det er 250 kroner om måneden. Det er jo ikke ligefrem alverden. Faktisk er det nærmest ligegyldigt. Det er desværre meget symptomatisk for vækstpakken. Der er for lidt af det gode.
Når jeg mener, at vækstpakken generelt er både ligegyldig og uambitiøs, så skyldes det, at afgiftslettelserne er peanuts. PSO’en lettes med omkring to milliarder om året frem til 2020. Bevares, det er fornuftigt – men det er ærlig talt ikke vanvittig ambitiøst. Danske virksomheder er udfordret af den globale konkurrence, og en lille afgiftslettelse svarer altså til at skovle vand ud af Titanic med en teske. Intentionerne er, som sådan, fine nok – men der skal meget mere til.
Venstre og regeringen har som et led i vækstplanen også aftalt, at bundskatten skal stige med 0,28 pct. Det er dybt absurd. Danskerne betaler i forvejen grotesk høje skatter ved at gå på arbejde, og Socialdemokratiet og Venstre hæver nu marginalskatten yderligere. Det er helt i skoven, at skattestigninger skal finansiere vækstpakken. En ting er, at Socialdemokratiet elsker at hæve skatterne, men hvorfor Venstre – der indtil for nyligt ellers mente, at den høje bundskat var problematisk – nu er med til at hæve den, det forstår jeg simpelthen ikke.
Det kan ikke være rigtigt, at de afgiftslettelser, der i sig selv er fornuftige nok, skal finansieres ved højere skatter på arbejde. I stedet burde Venstre have insisteret på, at lettelserne i afgifterne skulle finansieres ved et lavere offentligt forbrug. Det skriger til himlen, at hårdtarbejdende danskere skal betale mere i skat, fordi regeringen og Venstre ikke har modet til at skære i verdens største offentlige sektor. Det kan gøres bedre. Meget bedre.
Konklusionen på vækstpakken er derfor klar. Afgiftslettelserne er små og uambitiøse. Skattestigningerne er absurde. Dommen over vækstpakken må derfor være, at den desværre er både uambitiøs og ligegyldig.
Jens Husted (f. 1989) er landsformand for Venstres Ungdom. Har en bachelor fra Aarhus Universitet, hvor han er i gang med specialet. Sidder i Venstres Forretningsudvalg, ligesom han er medlem af styrelsen hos Dansk Ungdoms Fællesråd. Oprindeligt fra Randers og student fra Randers Statsskole – Jens Otto Krags gamle gymnasium.