10.12.2014

Søndag d. 14 skal japanerne til valgurnerne efter bare to år. Udskrivelsen af valg kom som en overraskelse for de fleste, særligt fordi den nuværende regering har haft stor folkelig opbakning. Men permierminister Shinzo Abe ved efter alt at dømme præcist, hvad han gør.

ANALYSE af Asger Røjle, Tokyo

Japans premierminister, Shinzo Abe, har opløst underhuset og udskrevet et lynvalg på søndag. Abe havde ellers to år tilbage af sin regeringstid, han har i forvejen et klart flertal, og han har gennem to år stort set konstant haft et lige så klart flertal i alle meningsmålinger.

Men nu viser økonomiske nøgletal, at Japan er i økonomisk recession igen. I to kvartaler i træk har væksten været negativ. Og nu begynder Abe-regeringen at vise sårbarhed i meningsmålingerne. Politiske skandaler af den slags, som hans ministre rystede af sig som støvfnug i de første par år af hans regeringstid, tvang ham i november til at udskifte to ministre under stor ballade. Alligevel har han valgt at udskrive valg lige præcis nu, hvor tingene ellers begynder at gå skævt for ham. Og alligevel står han til sejr.

Spørgsmålet er tilsyneladende kun, om Abes liberal-demokratiske regeringsparti, LDP, vinder en stor eller en kæmpestor valgsejr på søndag. Mange af os vil på valgnatten holde øje med, om LDP alene vil sætte sig på de magiske to tredjedele af mandaterne i underhuset. Et sådant flertal vil på flere områder sætte partiet i stand til at få sin politik vedtaget, selv om der en dag måtte blive et flertal mod den i overhuset.
Det valgresultat, som tegner sig, kan på baggrund af regeringens aktuelle problemer kun beskrives som ”mærkeligt”, erkender Michael Cucek, der er ekspert i japansk politik og tilknyttet Temple-universitetet i Tokyo. Og det kan kun forklares med ét ord, fortæller han: ”Fremmøde”. Der er udsigt til en rekordlav valgdeltagelse på søndag, og det er helt entydigt i Shinzo Abes og hans partis interesse.

Da partiet, som har stået i spidsen for stort set samtlige japanske regeringer siden 1955, på dramatisk vis mistede magten i 2009, stemte 25,6 mio. vælgere på LDP-kandidater i den del af valget, der foregår i enkeltmandskredse. Det gav partiet 64 underhusmandater. Da partiet tre år senere gjorde et dramatisk comeback og med Shinzo Abe i spidsen generobrede regeringsmagten, var der i de samme enkeltmandskredse 27 mio. vælgere, som stemte på LDP. Altså ikke engang halvanden mio. flere. Men det gav pludselig et mandattal på 227.
I mellemtiden havde en masse af de reformorienterede byvælgere, som i 2009 havde stemt Det Demokratiske Parti til magten, mistet enhver tro på, at deres stemme nyttede noget som helst – og de blev bare hjemme i 2012. Det var den store forskel.

Og hvis man skal tro forudsigelserne, så bliver valgdeltagelsen ved 2014-valget den laveste siden LDP’s dannelse i 1955. Formentlig under 50 pct. Det, oppositionen har brug for, hvis den skal spolere Abes planer, er, at ti mio. ekstra vælgere med Michael Cuceks ord ”hæver sig fra badekarret og går hen og stemmer på oppositionen”. Og det vil ikke ske med så kort varsel. Abe har med sit lynvalg med andre ord taget oppositionen med bukserne nede. Den har været splittet og forvirret siden det store valgnederlag for tre år siden, og den har ikke formået at samle sig endnu. Indtil for få uger siden drømte den ikke om, at valget ville komme allerede nu.

Abenomics og en uforberedt opposition
Når nu situationen endte med at blive så håbløst defensiv, kan man ikke sige andet, end at oppositionen faktisk har gjort mange ting rigtigt i den igangværende valgkamp. Oppositionen består af Japans Demokratiske Parti, DPJ, som var i regering i tre år fra 2009 til 2012, og desuden af en broget buket af reformpartier på højre og venstre fløj, som alle har deres basis i de store byer.
Nogle af de små nye partier, som for tre år siden stormede frem på baggrund af en karismatisk partileders popularitet, har venligt opløst sig selv, og flere af politikerne fra disse partier er sivet til DPJ. Samtidig har DPJ i mange valgkredse formået at koordinere sin opstilling med andre oppositionspartier, så man undgår at konkurrere mod hinanden og derved gøre det for nemt for LDP at vinde kredsene. En form for samarbejde, som slet ikke fandt sted for tre år siden.

Men det er alt sammen ting, som man gør for at begrænse et nederlag. Ikke noget, man gør for at vinde. Hvis man satser på at vinde, stiller man op for fuld kraft i alle valgkredse, og det er der slet ikke tale om. Der har aldrig tidligere været så få kandidater ved et japansk underhusvalg, som der er ved dette.
Shinzo Abe har igennem det meste af sine to år ved magten redet på en bølge af selvtillid. Hans recept på en økonomisk redningsplan for Japan, der smart blev døbt abenomics, har givet ham stor succes. En del af det har været hype, og en anden del har været god PR, og det begynder at knibe nu. Men så længe oppositionen ikke kan præsentere et alternativ, virker det godt nok til endnu en valgsejr.

I begyndelsen af Abes regeringstid så det ud, som om recepten gav mere gang i økonomien, ikke mindst fordi prisen på den japanske yen faldt med en tredjedel – og man lod den falde. Nogle eksportindustrier fik større overskud, nogle industriarbejdere i byerne fik mere i løn, og nogle butikker oplevede en større omsætning.
Men den økonomiske effekt af abenomics nåede aldrig ud til alle, den nåede aldrig ud på landet, og da den japanske moms i april blev hævet fra fem til otte pct., reagerede både husholdninger og virksomheder med sådan en skræmt forsigtighed, at den økonomiske vækst gik helt i stå. Det var udsættelsen af den næste momsstigning med halvandet år, som var Shinzo Abes formelle begrundelse for at udskrive søndagens valg.

Fire år mere
Nu er der altså meget, der tyder på, at Abe i næste uge kan se fremad mod fire nye år som regeringschef i Japan med et endnu større flertal bag sig. Det kan han også godt få brug for, har flere af hans rådgivere sikkert fortalt ham. Det er godt at have et solidt flertal at tære på. For der er mange upopulære beslutninger i den politiske kalender i Japan, som vil gøre det vanskeligt for regeringen at bevare sine relativt positive tal i meningsmålingerne.Først og fremmest vil man genåbne nogle af reaktorerne på Japans atomkraftværker, som har stået stille siden Fukushima-ulykken i 2011. Det er mange vælgere ikke glade for. Man vil indføre konkrete lovændringer, der skal muliggøre ”kollektivt selvforsvar”, dvs. at japanske soldater kan deltage i militære operationer uden for landets grænser. Det er mange vælgere ikke glade for.

Samtidig bliver det tydeligere og tydeligere for vælgerne, at fordelene ved abenomics kun kommer en begrænset del af befolkningen til gode. Så Abe-regeringen står i den paradoksale situation, at regeringen er mere populær i befolkningen, end nogle af dens centrale politikpunkter er. Regeringen har stadig flertal i de fleste meningsmålinger, men et flertal vender sig mod dens atompolitik, mod dens forsvarspolitik, mod dens industripolitik og mod den udsatte momsstigning. Det holder ikke evigt – slet ikke hvis oppositionen gør alvor af at begynde at samle sig. Foreløbig skal Abe og hans fæller have overstået valget på søndag. Det bliver en kæmpe triumf, men samtidig rummer triumfen i sig kimen til, at det bliver langt sværere for Abe, næste gang han beslutter sig for at udskrive valg.

Asger Røjle Christensen (f. 1956) er journalist og analytiker, bosat i Tokyo. Han har fulgt udviklingen i Japan og Østasien i 30 år. Illustration: „Abenomics‟. Foto: Miki Yoshihito