07.03.2014

Datoerne for det indiske valg er blevet offentliggjort, og de første meningsmålinger er begyndt at tikke ind. Mastodontvalget kommer til at strække sig fra d. 7. april til d. 12. maj, hvor delstaterne på skift går til stemmeboksen. RÆSON forklarer, hvorfor du skal holde øje med det indiske valg – også selv om du ikke er en af de 815 millioner stemmeberettigede.

Af Christiane Bjerglund Andersen

1) Alt kan ske: Det kan blive nogle intense måneder i takt med, at valgkampen spidser til. Det største oppositionsparti, Bharatiya Janata Party (BJP, ’det indiske folkeparti’), har trukket fra i meningsmålingerne siden delstatsvalgene i december 2013, hvor det siddende Kongresparti (Indian National Congress Party, populært bare kaldet Congress) måtte se sig slået i 4 ud af 5 delstater. Men det ville ikke være første gang Kongrespartiet trodser forventningerne. Ved valget i 2009 vandt Kongrespartiet og dets allierede en overraskende klar sejr, på trods af lunkne meningsmålinger og ekspertudsagn. Desuden kan hverken BJP eller Kongrespartiet danne en flertalsregeringen på egen hånd – afgørelsen kommer derved til at ske på forhandlingsbordet med mindre partier. Endelig har en tredje koalition – simpelthen kaldet den Tredje Front – meldt sig på banen.

2) Nyt line-up – Rahul vs. NaMo: To skikkelser dominerer det indiske valg, der for første gang er begyndt at minde om et amerikansk inspireret præsidentvalg. Rahul Gandhi fra Kongrespartiet er det seneste skud på den magtfulde Nehru-Gandhi-familie. Hans oldefar, hans bedstemor og hans far har alle ledt Indien som premierministre; hans mor, den italienskfødte Sonia Gandhi, bliver ofte anset som Indiens egentlige leder. Problemet med Rahul er, at han efter godt et årti år i politik, stadig ikke virker som om, at han egentlig vil magten. Det vil hans modstander Narendra Modi fra BJP til gengæld. Modis problem er til gengæld, at beskyldningerne om hans medvirken i eller i det mindste stiltiende samtykke til grusomme udryddelser af muslimer i 2002 stadig klynger sig til ham – f.eks. har USA i flere år nægtet ham indrejse til landet. Samtidig gør Modis dominerende personlighed ham upopulær blandt flere af BJP’s alliancepartnere.

3) Delstaterne bliver afgørende: Valget er den bedste anledning, du kan få til at forstå, hvordan Indien er skruet sammen. Indien består af 27, snart 28, delstater, og som Milan Vaishnav fornyligt fortalte RÆSON (red. se interview i RÆSON17) er det her, at de afgørende kampe udspiller sig. Flere af staterne har deres egne regionale partier med store ambitioner om at sætte den nationale dagsorden. Det kan derfor blive lokale ledere som Mamata Benerjee i West Bengal eller J. Jayalalithaa i Tamil Nadu, der kaster det endelige lod på vægtskålen.

4) Aam Admi-faktoren: Anti-korruptionspartiet Aam Admi Party (AAP, ’den almindelige mands parti’) skabte overskrifter, da partiet kortvarigt dannede regering i Delhi (der, i stil med Washington D.C., er sit eget territorium på linje med delstaterne). Nu stiller AAP’s nyslåede kandidater op i over 300 distrikter (ud af 543 mulige) over hele Indien, inklusive i Tamil Nadu, Kerala, og den helt nye stat Telangana. Kan AAP gøre en forskel? Tre faktorer taler imod: For det første stiller AAP’s svingende præstation i Delhi efter valget alvorlige spørgsmålstegn ved partiets politiske driftsikkerhed. For det andet kan det blive svært at finde kandidater af en høj nok kaliber på relativt kort tid. For det tredje er valgsystemet ikke indrettet til udfordrerens fordel. Indien har, i lighed med USA og Storbritannien og i modsætning til f.eks. Danmark, et first-past-the-post system, som betyder at den kandidat, der opnår et flest stemmer i valgdistriktet, vinder hele distriktets mandat. Dette gør det traditionelt svært for mindre eller uprøvede partier at trænge igennem. Men en vigtigt faktor tæller i AAP’s favør: Det indiske folks voksende afsky og utålmodighed overfor korruption.

5) Paradigmeskift på vej: Kaste, religion og identitetspolitik er stadigvæk en afgørende faktor i indiske valg, men som Manoj Joshi fra den anerkendte tænketank Observer Research Foundation skriver, kan vi stå over for et skift væk fra den gruppebaserede politik, som har defineret det politiske landskab siden 1990’erne. Partier som tidligere har taget stemmer hjem på at appellere til specifikke kaster og andre grupperinger, kan få sig en grim overraskelse, hvis Joshis forudsigelser holder stik.

6) Udskiftning i magtens korridorer: BJP er stadig favorit til at danne regering efter valget – og det ville betyde, at det hindunationalistiske parti er tilbage ved magten for første gang i 10 år. Dengang lykkedes det Atal Bihari Vajpayees regering at genstarte forholdet til USA, Kina og selv Pakistan efter en lynkrig i bjergdistriktet Kargil, samt at bibeholde en relativ liberal økonomisk politik. I dag står Indien overfor lignende udfordringer – men det er sværere at forudsige hvordan BJP, der har været gennem adskillige interne stridigheder i de senere år, vil reagere denne gang.

7) Økonomi skriger på et kursskifte: Uanset hvilket parti, eller gruppering af partier, der kommer til magten, bliver den største udfordring at få gang i Indiens økonomi. Selvom væksten endnu ikke er faldet til start-90’erne slunkne ’Hindu Growth Rate’, er der flere faresignaler, og Indien er sammen med Brasilien, Indonesien, Sydafrika og Tyrkiet udråbt til en af ”the Fragile Five”. Indien har et enormt potentiale som udviklingsøkonomi og kan spille en vigtig rolle i verdensøkonomien fremover, men lige nu lever Indiens politiske ledelse (på tværs ad partier) ikke op til det medfølgende ansvar. Spørgsmålet er måske i mindre grad, om det bliver Kongrespartiet, BJP, eller for den sags skyld et tredje parti, der danner regering, men om det bliver en stærk regering, der kan sætter de nødvendige økonomiske reformer i værk.

8) Der er brug for en sikker hånd i en urolig region: Indien ser sig selv som den dominerende magt i den region, der populært kaldes Sydasien, dvs. området fra Sri Lanka til Afghanistan og fra Maldiverne til Myanmar. Men Indiens indflydelse har været faldende i de senere år, samtidig med at flere naboerne har store interne problemer. Bangladesh har netop været igennem en blodig valgkamp, hvor Sheikh Hasina sikrede sig en kontroversiel tredje periode. Nepals vej mod større stabilitet er endnu usikker i efterdønningerne af flere års maoistiske uroligheder og afskaffelsen of monarkiet. I Sri Lanka nægter Rajapaksa-regeringen fortsat en reel forsoning med landets tamilske befolkning efter den brutale afslutning på borgerkrigen mod de Tamilske Tigere. Ligesom på det økonomiske område bliver det afgørende, om det indiske valg er i stand til at producere en effektiv, handledygtig regering.

9) Verdens største valg – og et af de yngste: 814,591,184 individer, plus/minus, er registreret til at stemme i det indiske valg. Til sammenligning bor der ca. 503 millioner i EU, ifølge Eurostat. Siden 1950 har inderne igen og igen fornyet den demokratiske pagt – og i modsætning til det gængse billede i Vesten, er det ikke de uddannede, de velinformerede, de formuende, der stemmer. Det er derimod de fattigste grupper, primært i landområderne – dem, som har mindst at tabe men, måske, mest at vinde. Ud af de næsten 815 millioner er 23 millioner førstegangsvælgere mellem 18 og 19. Den, som vinder Indiens største ungdomsgeneration, kan afgøre valget.

10) Det er bedre end The West Wing: Indisk politik byder på et forrygende persongalleri, fuld af store personligheder fra filmstjerner til Oxbridge-økonomer, gangstere til husmødre, poeter til bønder, kommunister til guruer. En gang imellem bliver alle regler brudt: Man kan f.eks. godt gå på barrikaderne for at demonstrere mod magthaverne, hvis man selv er chief minister, som Arvind Kejriwal gjorde i januar 2014. Samtidig har dramaet en kerne af tungtvejende politiske overvejelser, når over 1.2 milliarders menneskers velfærd og levevilkår skal afgøres.

Christiane Bjerglund Andersen skriver speciale om indiske valgkampagner og begynder en PhD om indisk koalitionspolitik i 2014. Hun har arbejdet i tænketanken European Council on Foreign Relations, Integrationsministeriet, Copenhagen Business School, og den danske ambassade i New Delhi. Christiane er MSc International Public Policy (UCL), BSc International Business & Politics (CBS), og BA Medievidenskab (KU).

FOTO: Congress Door by Carol Mitchell via Flickr