20.05.2014

Sådan siger den ene af Europa-Parlamentets spidskandidater til posten som kommissionsformand efter Jose Manuel Barroso. Jean-Claude Juncker fra den kristelig-konservative gruppe er den første i en serie på fire RÆSON-interviews med spidskandidaterne, som udover Juncker er: Guy Verhofstadt, Ska Keller og Martin Schulz.

Af Ole Aabenhus, RÆSONs Europa-redaktør.

”Jeg er brobygger”, siger Jean-Claude Juncker om sig selv. Og han er overbevist både om sine chancer og om sine evner på posten som formand for den Europa-Kommission, der skal vælges hen over sommeren, så snart det ny Europa-Parlament er på plads efter valget på søndag.

Indtil for kort tid siden var han statsminister i Luxembourg og formand for eurogruppen. ”Så jeg ved, hvad det er, at regere i krisetider”, siger han i dette interview med RÆSON, hvor han svarer på ti standardspørgsmål, vi har stillet til spidskandidaterne for de fire vigtigste grupperinger i Europa-Parlamentet.

Når Juncker føler sig ret sikker på at blive valgt, skyldes det hans partitilhør som medlem af den kristelig-konservative gruppe. Den tegner i øjeblikket til at blive lidt større end socialdemokraternes (212 mod 209 pladser i det ny parlament, red.). Men desuden vil han have et forspring, mener han, fordi de kristelig-konservative også har flertal blandt de 28 stats- og regeringschefer i Det europæiske Råd.

”Jeg vil være sikker på støtte fra alle politiske ledere i EPP-familien – fra den finske statsminister Jyrki Katainen, over det lettiske Valdis Dombrovskis, den spanske Mariano Rajoy, og den græske Antonis Samaras”, siger Juncker.

Men han springer mindst én over, den stærkeste af dem alle: Angela Merkel.

Juncker og Merkel har haft dårlig kemi siden årene, da Angela Merkel var oppositionsleder i Tyskland, mens socialdemokraten Gerhard Schröder var kansler, og Juncker blev beskyldt for ikke at informere sit tyske søsterparti, CDU, om nogle tys-tys forhandlinger om europæisk forsvar. Merkel menes at foretrække Christine Lagarde, tidligere fransk finansminister, nu chef for Den internationale Valutafond. Men hun accepterede ikke desto mindre Junckers udnævnelse til EPP-spidskandidat ved partigruppens kongres i Dublin i marts.

Det handler for Juncker om at få sig placeret, så han kan samle en koalition bag sig a la den, man har i Tyskland, mellem det kristelig-konservative parti CDU og socialdemokraterne. Det har han på den anden side mulighed for – bl.a. fordi han i en del år har regeret Luxembourg i en koalitionsregering med lilleputstatens arbejderparti.

Af de 13 danskere, der sidder i Europa-Parlamentet i dag, er det kun Bent Bendtsen fra de konservative, der sidder i EPP.

Ti spørgsmål til Jean-Claude Juncker

RÆSON: Hvad er EU’s vigtigste opgaver i den nærmeste tid?
JUNCKER: Det vigtigste, lige meget hvem der bliver valgt til formand for Den europæiske Kommission, vil være at få gang i vækst og beskæftigelse. Seks millioner mennesker har mistet deres job under krisen, så det er på tide nu, for både EUs institutioner og de nationale regeringer, at få skabt ny vækst og nye jobmuligheder. Men det skal ske som “smart” vækst uden at forøge gælden.

En vigtig kilde til vækst kunne være at bruge it og digitalisering til at modernisere Europas industri, både for at reducere transaktionsomkostningerne og for at åbne nye markeder. En anden kilde vil være energi – på den ene side bedre forbindelsesnetværk mellem de nationale energisystemer, på den anden side en styrkelse af Europas rolle som kontinentet for bæredygtig energi. En tredje vigtig kilde til vækst kunne være handel. I øjeblikket må danske virksomheder stadig betale tre procent i told, når de eksporterer til USA. Det er jo en anakronisme! Spanske og italienske biler, produceret i fuld overensstemmelse med europæiske sikkerhedsstandarder, skal stadig gennem et ekstra sikkerhedstjek, før de kan blive solgt på det amerikanske marked.

Derfor mener jeg, at de planlagte frihandelsforhandlinger mellem EU og USA – som de 28 medlemslande allerede har givet Kommissionen mandat til at føre – skal i hus i den næste Kommissions periode. Men det skal selvfølgelig ske uden at sænke europæiske standarder og gennemføres i fuld åbenhed.

RÆSON: Hvad vil du kunne gennemføre i 2014-20, hvis du bliver valgt til Kommissionsformand?
JUNCKER: Jeg vil genforene Europa. Krisen har skabt et Europa, hvor det er Nord mod Syd, Øst mod Vest. Jeg vil bygge nye broer og stå fast mod nationalisme og fremmedhad. Den slags bør ikke kunne findes på vort kontinent. Tilsvarende vil jeg arbejde for et Europa i bæredygtig vækst, og et Europa, hvor bankerne er stabile og tjener den virkelige økonomi og ikke spekulanterne, og hvor alle – ikke mindst de unge – kan få job.

Og, jo, jeg tror på nytten af finansiel disciplin og økonomiske reformer, men jeg vil også arbejde for et Europa, hvor reformomkostningerne i hovedsagen ikke skal bæres af folk med lave eller mellemindkomster, mens finansspekulanter og skibsværftsejere kan flerdoble profitten. Europa bliver nødt til at respektere den sociale markedsøkonomis grundlæggende værdier. Det er, hvad jeg står for.

Jeg vil arbejde for et enklere, mindre bureaukratisk og mere effektivt Europa. Fremtidens Europa skal være “stort på store ting” – som økonomi og pengepolitik, energi, klimaforandringer, international handel og migration. Til gengæld skal Europa ikke fortabe sig i småting, så folk får indtryk af, at Bruxelles hele tiden blander sig i hverdagen.

RÆSON: Hvordan vil du beskrive dine stærke og dine svage sider som Kommissionsformand?
JUNCKER: En af mine vigtigste kvalifikationer er, at jeg har den erfaring, der skal til for at lede Den europæiske Kommission – som er dér, hvor alle EUs initiativer udgår fra, hvor EUs budget bliver ført ud i livet, og hvor alle økonomiske og finansielle beslutninger bliver lagt klar. I den periode, da Europa var i vanskeligheder, var jeg statsminister i Luxembourg og formand for eurogruppen. Så jeg ved, hvad det er, at regere i krisetider. Det er denne erfaring og viden om europæiske emner, jeg gerne vil stille til rådighed for europæerne. Dertil kommer, at jeg som luxembourger er vant til at skulle skabe enighed mellem lande af forskellig størrelse, med politikere, der taler forskellige sprog, og med forskellige ideologiske holdninger, ikke mindst når det handler om økonomi. Jeg har evnen til at forlige Europa med dets folk og genforene et Europa, der er splittet efter krisen.

For mig er det ikke bare noget symbolsk, at jeg er blevet udpeget af Det europæiske Folkeparti (European People’s Party, EPP, der rummer kristendemokrater og konservative. red.) og det græske Nea Demokratia parti. Jeg vil arbejde for et Europa, som grækere, tyskere og alle andre EU-borgere kan identificere sig med. Jeg er brobygger.

Min svaghed er, at jeg, ligesom Europa, ikke er perfekt. På trods af min lange erfaring lærer jeg stadig nyt om Europas forskelligartethed og kompleksitet. For eksempel her under Ukraine-krisen går det op for mig, hvor forskelligt krisen og det nødvendige europæiske svar opfattes i de baltiske lande og i Polen sammenlignet med Frankrig og Italien. Jeg tror, det ville være godt for alle europæiske politikere at indrømme denne svaghed: Bliv ved med at lære om Europa og EUs medlemsstater og giv ikke op over for fristelsen til at finde uigennemarbejdede og simplistiske svar, når det gælder vort komplekse kontinent.

RÆSON: Hvorfor skulle vi – vælgerne – føle os overbevist om, at det bliver dig eller en anden af Parlamentets kandidater, der vil ende med at få posten som Kommissionsformand?
JUNCKER: Den næste Kommissionsformand skal vælges af Det europæiske Parlament. Det vil sige, at ingen kan blive formand uden at samle et flertal i Parlamentet bag sig. 376 MEP’er skal stemme for den ny Kommissionsformand. Det er klart, at kandidaten skal foreslås af de 28 stats- og regeringsledere, som skal vedtage det med kvalificeret flertal. Men det er meget vanskeligt at forestille sig, at stats- og regeringslederne vil foreslå en kandidat, som ikke allerede støttes af et flertal i Det europæiske Parlament, for en sådan person har ingen chance for at blive valgt.

Det er derfor, det er så vigtigt, at man nu har fået spidskandidater (til posten som Kommissionsformand, red.) for de europæiske partigrupper. Alle regeringsledere i Europa er medlemmer af den ene eller den anden politiske familie (partigruppe, red.), og har derfor allerede stemt på en af spidskandidaterne. På den baggrund kan jeg være sikker på støtte fra alle politiske ledere i EPP-familien – fra den finske statsminister Jyrki Katainen, over det lettiske Valdis Dombrovskis, den spanske Mariano Rajoy, og den græske Antonis Samaras. Hvis min partigruppe, Det europæiske Folkeparti, går ud af valget som den stærkeste, vil jeg have meget gode chancer for at blive den næste Kommissionsformand.

Én ting står klart: Med den udpegning af spidskandidater, der nu finder sted, er det slut med forhandlinger bag lukkede døre. Demokrati er som tandpasta – når det én gang er sluppet ud af tuben, er det svært at få det tilbage igen!

RÆSON: Vil Ukraine være EU-medlem om 10-15 år? Vil du arbejde for det – og hvordan?
JUNCKER: Jeg tror i dag, at Europa må sætte en bremse for udvidelserne. På 10 år har vi fået 13 nye medlemsstater. Det er en bedrift i sig selv, men nu må vi koncentrere os om at skabe orden i eget hus, før vi inviterer naboerne indenfor. Som jeg ser det, bør der ikke være flere udvidelser inden for de næste fem år.

Vi skal ikke afgive falske løfter. Ukraine vil ikke blive medlem inden for de næste fem år. Det er hverken EU eller Ukraine klar til. Det udelukker naturligvis ikke en intensivering af de økonomiske og politiske bånd med vort naboland, Ukraine. Associeringsaftalen mellem EU og Ukraine, som nu snart skulle træde i kraft, viser en fælles europæisk forpligtelse til at stabilisere Ukraines økonomi, men også en insisteren på behovet for demokratiske forandringer, kamp mod korruptionen, respekt for loven og mindretalsrettigheder.

RÆSON: Vil Tyrkiet være medlem om 10-15 år?
JUNCKER: Et land, der blokerer for sociale medier er bestemt ikke klart til at blive medlem af EU. Og det vil det heller ikke være i en rum tid. Så jeg kan ikke se et Tyrkiet for mig som medlem af EU inden for dette årti.

RÆSON: Vil der blive etableret en frihandelsaftale mellem EU-USA i løbet af den kommende formandsperiode? Og vil du arbejde for den?
JUNCKER: Det vil være en af mine vigtigste opgaver i min periode som kommissionsformand at få afsluttet en frihandelsaftale med USA. Sammen repræsenterer EU og USA 50 procent af verdens bruttonationalprodukt og 1/3 af verdenshandelen. En EU-USA handelsaftale vil betyde, at der udveksles varer og tjenester for 13,5 mia. kroner hver eneste dag. Det vil betyde en stigning på 0,5 procent i EUs bruttonationalprodukt i 2027 – svarende til 4.100 kroner mere om året for hver eneste europæisk familie. Aftalen kan skabe 200.000 nye job i Tyskland, 140.000 nye job i Spanien og det samme i Italien.

Men jeg vil ikke ofre Europas standarder inden for sundhed, social sikkerhed, datasikkerhed eller kulturel mangfoldighed på frihandlens alter. Ikke mindst de fødevarer, vi indtager, og beskyttelsen af europæeres persondata vil ikke stå til forhandling med mig som Kommissionsformand. Jeg vil insistere på øget gennemsigtighed i forhandlingerne. Det virker som om, at nogle i de nationale hovedstæder har glemt, at handelsaftalen med USA til syvende og sidst skal godkendes af Det europæiske Parlament. Som kommissionsformand vil jeg derfor kun afslutte handelsforhandlingerne, hvis der er stærk offentlig opbakning. Det gælder om at opnå en afbalanceret aftale, som er god for vækst og beskæftigelse, og som sikrer EU-borgernes interesser.

RÆSON: Hovedemner i den debat, der finder sted lige nu, drejer sig om arbejdskraftens fri bevægelighed og sociale ydelser. Hvad vil være din politik på de områder?
JUNCKER: Den fri bevægelighed er en hovedhjørnesten i EU-samarbejdet og en af de fundamentale fire friheder. Man kan ikke have fri udveksling af varer, tjenester og kapital uden også at have det for mennesker. Det ligger i både traktatens ånd og bogstav.

Folk var bange for portugiserne, da Portugal kom med i 1986, de var bange for polakkerne, da Polen kom med i 2004, og nu er de bange for rumænere og bulgarer, fordi overgangsperioden for de to lande udløb 1. januar 2014. Men der har ikke været tale om massive vandringer på tværs af det europæiske kontinent! Tværtimod er vi glade for i dag at have mange højt kvalificerede portugisere, polakker, rumænere og bulgarer, der kan bidrage til vækst og job, overalt i Europa.

Hvor der er beviser på sager om individuelt kriminelt bedrageri, skal de sager forfølges håndfast på nationalt niveau. Det er der EU-lovgivning, der klart giver adgang til. Jeg tror på en Europæisk Union, der står fast på sine værdier. En Union, der sikrer de værdier, den er dannet på, og som ikke bøjer sig for skræmmekampagner. Hvis vi først indlader os på at forhandle om de fire friheder, ender vi med ingen frihed at have.

RÆSON: Hvilke EU-lande kender du dårligst?
JUNCKER: Det er ikke meget af Europa, jeg ikke kender. Jeg kender og jeg værdsætter alle 28 medlemslande, men jeg lærer stadig nyt hver dag om deres kulturer og om borgernes politiske ønsker. I løbet af min kampagne som EPPs spidskandidat har jeg besøgt 18 forskellige lande på 30 dage – fra Finland til Portugal, fra Holland til Cypern. Og jeg er sikker på, at jeg som kommissionsformand fortsat vil skulle lære – for den, der hører op med at lære, vil aldrig forstå vort kontinent.

RÆSON: Danske vælgere giver på den ene side kraftig støtte til EU. På den anden side er der en stor skeptisk gruppe i Danmark. Hvilket budskab vil du sende til de danske vælgere?
JUNCKER: Jeg tror, at Europa som helhed har mistet sin stolthed under krisen. Men vi bør aldrig glemme, at vi europæere har skabt noget ekstraordinært, noget vi alt for sjældent føler os stolte af – 507 millioner mennesker, et helt kontinent forenet i fred og frihed. Det må være vort udgangspunkt.

Selv er jeg naturligvis også kritisk over for mange ting. Ellers ville jeg ikke stille op til posten som kommissionsformand. Jeg stiller op, fordi jeg mener, der er ting, som skal forbedres, og fordi jeg ønsker at forbedre dem. Men Europa er et kompliceret kontinent. Der er ingen enkle svar. Jeg vil sige til danske vælgere, og vælgere overalt i Europa, at de skal stemme på partier, der kommer med levedygtige løsninger på Europas aktuelle problemer og ikke på partier, der kun peger på problemerne, men hverken er villige til eller i stand til at levere en løsning på dem.

FOTO: Jean-Claude Juncker af Nicolas Kovarik via Flickr