26.08.2014

„USA har ikke fra officielt hold ønsket at indtage positioner, der kan tolkes som bidragende til disintegreringen af Irak. Det forhold at USA faktisk har beskyttet territorierne under det kurdiske KRG’s jurisdiktion giver dog også et indtryk af, at man er bevidste om, at Irak ex officio kan falde fra hinanden – og at der i så fald er der mest værdi at redde i den kurdiske region.‟

ANALYSE af Afshin Berahmand & Rand Barawy

I kølvandet på Islamisk Stats (IS, tidligere ISIL/ISIS) offensiv mod kurderne i irakisk Kurdistan engagerede USA sig militært i konflikten. Præsident Obamas ordre om luftangreb mod IS i det nordlige Irak og i grænseområdet til den kurdiske region strider imod hans egen ikke-interventions doktrin, og mange har efterfølgende spurgt sig selv, hvad der fik Obama til at intervenere da Erbil var truet, og ikke da IS voksede sig stærkere i Syrien, eller da de invaderede den irakiske storby Mosul.

Et truet Kurdistan vækker amerikanerne
Da bevæbnede jihadister fra IS stod 50 km syd for hovedstaden i irakisk Kurdistan, Erbil, tændtes advarselslamperne i Washington. Efter et halvanden time langt møde i sikkerhedsrummet i Det Hvide Hus beordrede Barack Obama et luftangreb mod IS i områderne nær grænsen til irakisk Kurdistan, hvor IS senest har vundet terræn. Denne beslutning er svært forenelig med det faktum, at USA over de seneste par år kategorisk har udøvet en ikke-interventions politik i Irak.

Obama forklarede for den 7. august i en tale til nationen, at man vil assistere KRG (den kurdiske regering, red) blandt andet på grund af den humanitære krise i Sinjar-området vest for Mosul, hvor tusindvis af Yazidi-troende kurdere er flygtet fra IS. Ifølge Business Insider har gruppen indtil videre dræbt 500 og fordrevet op imod 70.000 personer, der er knyttet til denne oldgamle, præ-islamiske religion.

Der er dog formentlig mere og andet på spil end Yazidi-kurdernes skæbne. USA handlede, fordi IS banker på døren til Kurdistans hovedstad, Erbil, hvor der er amerikanske diplomater og militærpersonel udstationeret. Da Obama den 7. august 2014 annoncerede, at USA ville iværksætte et luftangreb, udtalte han efterfølgende i et eksklusivt interview med Thomas Friedman fra New York Times, at Kurdistan-regionen, udover at være en vigtig allieret, er stabil, funktionel og tolerant overfor etniske og religiøse minoriteter og udgør et eksempel på det, man gerne ser i det øvrige Irak. Det kurdiske lederskab har gentagne gange vist loyalitet overfor USA, og kurderne er derfor en mere pålidelig allieret end centralregeringen i Bagdad, som under al-Malikis lederskab blev mere og mere autoritær, korrupt og uforudsigelig. Det forklarer måske også, hvorfor USA ikke er kommet ofrene i byen Amerli, som ligger tæt på den shia-arabiske Diyala provins, til undsætning. Her har IS i to måneder holdt 20.000 irakiske turkmenere fanget og udsættes for lignende overgreb, som Yazidierne beretter om. Altså, hvis årsagen var humanitær, hvorfor har Obama ikke reageret tidligere?

Sikkerhedspolitisk vurderes et tiltagende stærkt IS, med deres ekstreme fortolkning af sunni-islam, også at være en trussel mod den vestlige verden og vestlige interesser i Mellemøsten. Irakisk Kurdistan har derudover en geopolitisk vigtig placering, idet regionen grænser sig op til Iran, Tyrkiet og Syrien samt sidder på store mængder olie og gas.

Olie- og gasmastodonter, som ExxonMobil og Chevron (begge amerikanske), har olieboringsenheder i regionen, og disse enheder ønsker amerikanerne at beskytte. Som den amerikanske journalist Steve Coll skriver i The New Yorker, kan USA’s beskyttelse af Kurdistan betragtes som en de facto anerkendelse af en geopolitisk belejligt placeret olierig stat, der, med hjælp fra Tyrkiet, på lang sigt kan udgøre et ikke-russisk alternativ til energi- og olieforsyning for Europa.

Den kurdiske lobby i Washington
Udover ovenstående årsager til den amerikanske intervention må betydningen af den kurdiske lobby i Washington også nævnes. Ifølge flere artikler, blandt andet i Foreign Policy bruger KRG lobbyer til at påvirke beslutninger i Washington. Lobbyerne bruges primært til at skabe sympati for den kurdiske sag og kurdisk løsrivelse fra Irak. Kurderne bruger ifølge amerikanske estimater over én million dollar om året på lobbyvirksomhed. I kølvandet på IS’s overraskelsesangreb på kurdiske styrker i de omstridte områder syd for KRG, kom kurdisk lobbyindflydelse til udtryk. Flere tidligere topfolk i Washington, herunder Iraks tidligere ambassadør, Zalmay Khalilzad, ytrede med det samme, at kurderne bør støttes militært og uden tøven.

Kompliceret våbeneksport
KRG har anmodet USA og det resterende internationale samfund om mere avancerede våben i kampen mod IS, der efter erobringen af Mosul fik adgang til amerikanske våben og udstyr, herunder tungt artilleri. Hidtil er al våbensalg gået gennem Bagdad, men på grund af de dårlige relationer mellem Bagdad og Erbil har kurderne ifølge dem selv ikke modtaget hverken våben eller ammunition. Regionen ønsker at blive bevæbnet af amerikanerne udenom Bagdad, og ifølge kilder i Washington sker det nu. Og Washington er ikke ene om at bevæbne kurderne. Efter et ekstraordinært møde for EU-landenes udenrigsministre i Bruxelles, fredag den 15. august, forlød det, at mange lande støttede op om indsatsen i irakisk Kurdistan. Frankrig lader til at være meget engageret i støtten til kurderne og i at presse andre EU-lande til også at støtte på den ene eller anden måde. Danmark har indtil videre meldt ud, at man ønsker at deltage i den humanitære indsats i området.

Selvom USA og EU lader til at have indset, hvor stor en trussel IS er imod sikkerheden og vestlige interesser er der samtidig et opråb til irakiske ledere om at få skabt et mere bæredygtigt Irak, hvor alle grupperinger på tværs af landet inkluderes. Præsident Obama er således meget interesseret i at få dannet en ny enhedsregering i Bagdad hurtigst muligt. På den ene side ønsker Obama altså et forenet, bæredygtigt Irak, på den anden side føler han sig nødsaget til at styrke og støtte kurderne militært i deres kamp mod islamisterne – noget mange mener på sigt kan øge kurdernes drømme og ambitioner om selvstændighed. Med øgede militære kapabiliteter og udsigten til økonomisk uafhængighed grundet bestræbelser på selvstændig eksport af olie og gas, mener mange eksperter, at muligheden for en selvstændig kurdisk stat i irakisk Kurdistan aldrig har været større.

I kampen mod IS har peshmergaerne (kurdiske sikkerhedsstyrker) dog vist sig at være overraskende ineffektive, og flere kurdiske medier beretter om én afgørende faktor, der ligger til grund for at kurderne har kunnet holde stand mod IS: PKK (kurdisk oprørsgruppe). Man risikerer med øget våbentilførsel derfor at bevæbne PKK, som indtil videre mildest sagt har været ildesete i Vesten – og ikke mindst i Tyrkiet. De store kurdiske medier, herunder mediekoncernen Rudaw, beretter om PKK-enheders heltemodige indsats imod IS i byerne Makhmur og Sinjar. Præsidenten for Kurdistan-regionen, Massoud Barzani, har sågar personligt besøgt PKK-guerillaerne i Makhmur og takket dem for indsatsen. PKK’s guerillaenhed, HPG, havde taget den lange tur fra grænselandet mellem Tyrkiet og Irak for at assistere peshmergaerne i kampene mod IS. Samtidig sendte YPG (PKK’s syriske guerillaenhed) krigere til Sinjar-området for at evakuere Yazidi-kurdere og give IS så meget modstand som muligt. YPG har to års guerillakrigs erfaring fra Syrien, og HPG har adskillige årtiers erfaring fra krigene mod det tyrkiske militær, og de to grupper har sammen med den PUK-orienterede gruppe (soldater tilhørende partiet PUK) blandt peshmergaerne været den bærende årsag til, at kurderne kunne holde IS fra at vinde yderligere territorium.

Tyrkiet er naturligvis ikke tilfredse med, at PKK skal have nogen form for heltestatus, men man har ikke officielt reageret på gruppens aktuelle indblanding i irakiske affærer. Tyrkerne fremstår en anelse handlingslammede. Om det skyldes, at man har haft travlt med det nyligt afholdte præsidentvalg er ikke til at vide, men bemærkelsesværdigt er det, at tyrkerne i et stykke tid har forhandlet direkte med PKK’s fængslede leder Abdullah Öcalan. Den politiske stemning i landet peger mod en løsning af det kurdiske spørgsmål, hvilket tyrkernes samhandel med kurderne i irakisk Kurdistan unægteligt påvirker. Således er cirka 80 pct. af alle varer, der bliver solgt i Kurdistan importeret fra Tyrkiet, og i 2013 konstaterede man eksistensen ca. 1500 tyrkiske selskaber i regionen, dvs. at over 65 pct. af al udenlandsk virksomhedsdrift i irakisk Kurdistan er tyrkisk. Tyrkiet har for nyligt opfordret USA til at fjerne det forbud, en amerikansk domstol for nylig har nedsat mod selvstændig kurdisk olieeksport udenom Bagdad. Det er derfor i tyrkisk interesse, at regionen forbliver sikker og måske endda, om nødvendigt, selvstændig.

Maliki tilbagetrådt: Kan Irak limes sammen?
For få dage siden beordrede den nu afgåede irakiske premiereminister, Nuri al-Maliki, loyale sikkerhedstropper rundt om Bagdad med trussel om at bevare sin position om nødvendigt med magt. Men han har sidenhen mistet støtte både i Washington og i Teheran og ikke mindst af Iraks mest nævneværdige shiitiske prædikant Ali al-Sistani. Den upopulære Maliki, der i de sidste to regeringsperioder, har formået at få sunnier, kurdere og dele af shiiterne imod sig trak sig således officielt tilbage fra posten og den nyvalgte kurdiske præsident i Irak, Fouad Mahsum, nominerede derpå Haider al-Abadi fra samme parti (Dawa), som nu har 26 dage (den 15.august) til at forme en ny regering. Al Abadi har hidtil ageret talsmand for den irakiske regering og har som led i sin profession gentagende gange forhandlet politiske aftaler med sunnitter og kurdere.

Det vil alt andet lige kræve et overordentligt stykke politisk arbejde at forene de tre grupper under en samlet irakisk fane. Al-Abadi, der betragtes som moderat og kommer fra en prominent anti-Baathist-familie kan, nu hvor Erbil og Bagdad har en fælles fjende i IS, måske have held til at samle Irak under samme vilkår som hidtil, men formentlig kun for en stund. Indledningsvist spås det, at han skal give forsvars- og indenrigsministerposterne til arabiske sunnitter, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at tilnærme sig denne gruppe. De kræver disse poster, fordi de arabiske sunnitter føler sig ekskluderet fra topposter i disse vigtige ministerier, og fordi de hævder, at al-Maliki har brugt ministerierne imod dem ved at stramme grebet om det sunnitiske civilsamfund. Herudover kan det måske trække nogle af de sunni-arabiske oprørere væk fra IS. Men det virker som en umulig opgave. Som Gareth Stansfield fra Exeter University skriver i ” Centrifugal forces are irresistible and the West should accept the fact,” er afstanden og mistilliden mellem sunnitter, shiitter og kurdere kun blevet større, som tiden er gået. Opfordringen fra USA og UK til at bevare Iraks territoriale integritet afspejler simpelthen ikke realiteterne på landjorden. Derudover beskrives de sekteriske skel i Irak, som værende så stærke, at der reelt ikke eksisterer en samlet national identitet længere, hvis der da nogensinde reelt har gjort det. Der er altså noget utidssvarende i USA’s fastholdelse af Iraks enhed. På nuværende tidspunkt har både Tyrkiet og Israel, to af USA’s mest pålidelige allierede i Mellemøsten, og sågar et par af de olierige golfstater, tilkendegivet sympati overfor kurdisk løsrivelse, mens Washington, kun bakket op af Iran, modsætter sig dette. For nyligt udtalte Zalmay Khalilzad til New York Times, at det ideelle på nuværende tidspunkt er en irakisk konføderation med tre stater, altså en sunni-arabisk, en shia-arabisk og en kurdisk stat. Alternativet hertil er en borgerkrig mellem shiiter og sunnitter og et Kurdistan, der vil løsrive sig og transformere sig fra region til republik, spår han.

Sikkerhed, ikke selvstændighed
USA’s re-orientering i Irak kan forstås på flere måder. Man har ikke fra officielt hold ønsket at indtage positioner, der kan tolkes som bidragende til disintegreringen af Irak, da det vil undergrave forudsætningen for invaderingen af landet. Det forhold at USA faktisk har beskyttet territorierne under KRG’s jurisdiktion giver dog også et indtryk af, at man er bevidste om, at Irak ex officio kan falde fra hinanden, og i så fald er der mest værdi at redde i den kurdiske region.

De seneste ugers begivenheder har således accentueret USA’s prioriteter i Irak generelt og i Kurdistan specifikt. USA kan og vil anvende militærmagt mod dem, som truer den kurdiske region i nord. Der er dog tale om forsigtige politiske tilkendegivelser, da man ganske enkelt ikke ønsker at se Irak falde fra hinanden, selvom det alt andet lige ligner et tvangsægteskab mellem tre grupper, der ikke lader til, at ville hinanden. De nyligt fremsatte krav fra sunni-araberne om øget selvstyre i deres områder kan måske blive amerikanernes redningsbillet. Med autonome sekterisk definerede regioner forbliver Irak de jure et samlet land, som de facto er delt i tre stater og det lader til, at man vil lade kurderne eksportere olie udenom Bagdad.


Afshin Berahmand (f.1987), Bachelor i Jura (Ba.jur.) fra Københavns Universitet, stud.cand.jur, læser på Tillægsuddannelsen i Journalistik ved Aarhus Universitet. Han har tidligere været menneskerettighedspraktikant på Danmarks faste mission ved FN i New York.
Rand Barawy (f.1987) Bachelor i Statskundskab (BSc) fra Københavns Universitet. Læser på Institut for Psykologi på Københavns Universitet. Han er interesseret i Mellemøstlige forhold og har tidligere været i praktik på den danske ambassade i Riyadh, Saudi-Arabien, samt på Christiansborg. [FOTO: Pete Souza/The White House]