03.07.2014

„Der, hvor jeg bliver bekymret, er på demokratiets vegne. Et velfungerende demokrati og samfund er kendetegnet ved, at vi har nogle fælles referencerammer. Hvis vi er på vej ind i en verden, hvor alle vælger det, som de selv interesserer sig for på forhånd, som handler om dem selv, deres eget liv og deres egne interesser…? Det er jo det, der kendetegner stupiditet.‟

Af Emma Høj

RÆSON: Hvad har overrasket dig mest, når man ser på de sidste 10 års udvikling af medierne?
Ulrik Haagerup: Det har hastigheden, hvormed mennesker har ændret medievaner. Normalt siger man, at det tager lang tid at få folk til at ændre vaner, at det er noget af det vanskeligste, men der er blevet udviklet ny teknologi – mobiltelefoner og Ipads som de bedste eksempler – med en tilgængelighed og bekvemmelighed, så alle fra nærmest 1-årige til 100-årige kan benytte den med glæde. Teknologien har meget hurtigt ændret den måde, vi bruger medier på og også vores forventninger til de leverandører, der er. Samtidig er der sket et paradigmeskift, hvis rækkevidde først er ved at gå op for mediechefer nu, nemlig at journalister og medievirksomheders monopol på at fortælle historier er brudt. Alle mennesker kan fortælle historier i tekst, lyd og billede, som er ligeså skarpe teknologisk, som dem de store og gamle medievirksomheder er i stand til at frembringe. Det er i virkeligheden fantastisk og en demokratisering af informationsspredningen, men det stiller omvendt nogle enorme krav til gamle medievirksomheder i forståelsen af, hvad deres rolle er, hvad kravene til dem er, og under hvilke forretningsmodeller, de kan eksistere.


RÆSON: Mener du, at mediecheferne kunne have forudset udviklingen tidligere og have handlet anderledes?
Ulrik Haagerup: Det må man sige. Dagbladene, som jeg jo selv har tilhørt i mange år, har været for dårlige til at forstå, at man ikke var i avisbranchen, men at man var i branchen for historiefortælling, og at historiefortællerens opgave altid har været at flytte sig med sit publikum. Det er meget dumt for historiefortælleren at blive siddende på sin sten ude på en mark, hvis publikum går. Så bliver man nødt til at flytte sig med dem. Rigtig mange medievirksomheder og medieledere har i de sidste 20 år misforstået, hvad deres opgave var, nøjagtigt som man gjorde i musikbranchen. Da musik pludselig kunne distribueres via ny teknologi og ikke kun gennem pladebutikker på strøget, opfattede musikbranchen det som konkurrence, som de forsøgte at beskytte sig mod med rettigheder og advokater, i stedet for at se internettet som en fantastisk mulighed for at distribuere deres kerneydelse, nemlig musik. Det er den samme fejl, som medier har begået over hele verden.

RÆSON: Hvordan skulle de konkret have tilpasset sig udviklingen tidligere?
Ulrik Haagerup: Man skulle have set, at internettet var en fantastisk måde til distribution af de historier, som man gerne vil fortælle. Og man burde måske også have overvejet forretningsmodellen. Den store, strategiske fejl, som dagblade over hele verden har begået, var jo, at forære indhold væk gratis. Det er vigtigt at understrege, at den udvikling, som kom snigende på dagbladsområdet, den kommer nu til at gå meget, meget hurtigere på tv-området. Udviklingen på dagbladene har været som frøen, der blev sat ned i en gryde med koldt vand. Blusset blev tændt, frøen vænnede sig gradvist til temperaturen og til sidst blev den kogt. Mit håb er, at udviklingen i tv-branchen bliver en anden, fordi temperaturstigningen sker så meget hurtigere, at frøen forhåbentlig vågner og hopper op af gryden. Det, der tog omkring 15 år i forhold til at flytte 25 procent af de unges medieforbrug fra analoge medier over til digitale har taget 15 måneder, når det gælder tv.

RÆSON: Hvordan kan de klassiske tv-stationer navigere bedst i forhold til den udvikling?
Ulrik Haagerup: Lige nu kan tv-stationer over hele verden godt se, at antallet af folk, der tilgår deres indhold via streaming og on demand, stiger voldsomt. Men det stiger ikke så voldsomt, at man kan sige, at flow-tv er dødt eller at det kommer til at dø indenfor de næste par år. De bliver derfor nødt til at lave flere ting på én gang. Det er det samme dilemma, som printmedierne har stået i, hvor man blev nødt til at opretholde sit printprodukt, for det er det, man tjener sine penge på, men samtidig blev man nødt til at bruge ressourcer på at udvikle nye tjenester. Det dilemma står alle i lige nu, og ingen ved i virkeligheden, hvor hurtigt udviklingen kommer til at gå.

RÆSON: Er du bekymret for den differentiering, der følger med overgangen fra flow-tv til streaming-tjenester?
Ulrik Haagerup: Først og fremmest synes jeg, det er helt fantastisk, at vi lever i en tid, hvor mulighederne er så mange for brugerne. Og jeg synes, at det er en fantastisk udfordrende tid at være mediechef og journalist i, for jeg er af den opfattelse, at der mere end nogensinde bliver brug for det journalistiske håndværk. I takt med at alle kan fortælle historier, er der kun én ting, som journalister og de virksomheder, de arbejder for, kan klare sig på i fremtiden, og det er fortælle bedre og mere meningsfulde historier end andre. Hvis vores historier ikke er mere troværdige, hvis de ikke giver mere mening, hvis de ikke er bedre fortalt, og hvis de ikke har en større autoritet, end et tilfældigt blogindlæg der ligger på nettet, så er der ingen, der vil bruge os. Udfordringen er, at vores historier skal være bedre, og jeg synes, det er fantastisk, at vi er på vej ind i en tid, hvor det mere end noget andet kommer til at handle om journalistisk kvalitet. Der, hvor jeg bliver bekymret, er på demokratiets vegne. Et velfungerende demokrati og samfund er kendetegnet ved, at vi har nogle fælles referencerammer. At vi kender hinanden, fordi vi har hørt historier om hinanden. Men hvis vi er på vej ind i en verden, hvor alle vælger det, som de selv interesserer sig for på forhånd, som handler om dem selv, deres eget liv og deres egne interesser…? Det er jo det, der kendetegner stupiditet.

RÆSON: Hvad kan medierne gøre for, at det ikke bliver tilfældet?
Ulrik Haagerup: I DR snakker vi meget om, hvad vores opgave er for det danske samfund. Der er ikke meget andet, der binder det danske samfund sammen end os. Da jeg var på Jyllands-Posten havde vi en drøm om, at være en fælles, national referenceramme, som alle danskere, ligegyldigt hvad de stemte, og hvor de boede, syntes, at de kunne regne med og stole på. I dag er alle dagblade jo gået væk fra drømmen om at være en omnibusavis, og over hele verden ser man, at medievirksomheder indsnævrer sig til forskellige målgrupper. Dagbladene binder ikke længere Danmark sammen. Det er derfor, man har public service-virksomheder, som karakteriseres ved, at de skal forsøge at være noget for alle. Vi skal lave dansk drama, for eksempel, som fortæller noget om os og ikke bare købe noget amerikansk. Vi skal lave børne-tv, som gør børn klogere og fortæller noget om deres liv og deres virkelighed, og vi skal lave nyhedsformidling, som tager udgangspunkt i Danmark i stedet for at det ender med at være store udenlandske spillere, som ikke er en pind interesseret i dansk demokrati eller den offentlige debat, som kommer til at dominere virkeligheden. De store amerikanske virksomheder som Google, Facebook og Apple suger rigtig mange annoncekroner fra de danske virksomheder, og det er jo penge, som tidligere er gået til private og statsejede medievirksomheder, og til at finansiere uafhængig journalistik med. Den store krise er ikke en journalistisk krise. Vi befinder os i en finansieringskrise.

RÆSON: Sætter fremtiden nye krav til måden at bedrive journalistik på?
Ulrik Haagerup: Det er jeg ikke i tvivl om, at den gør. Jeg mener, at der er brug for en virkelig kraftig dialog på redaktionerne om, hvad meningen er med det, vi laver, og det, vi bruger vores ressourcer på. Der er brug for kritisk, undersøgende journalistik, der går magthaverne efter i kortene, og så er der brug for det, jeg kalder konstruktiv journalistik, som er med til at facilitere en debat om, hvordan vores samfund skal udvikle sig. Det sidste er vi dårlige til. Tabloide nyhedskriterier er ligesom blevet måden, man bedriver journalistik på, på mange nyhedsredaktioner over hele den vestlige verden. Man vinkler historier på dramaer, skurke og konflikter og problemet med det er, at det verdensbillede, vi kommer til at fremstille i nyhedsmedierne, bliver en verden af død, problemer og ødelæggelse. Historierne, vi fortæller, er ikke forkerte. Problemet bliver bare, at det billede, vi samlet set giver, bliver forkert. Og at den offentlige debat kommer til at handle om noget fortidigt, om hvem har ansvaret, i stedet for at den tager udgangspunkt i nogle problemer, vi reelt har nu, og hvor medierne bidrager med historier, der kan inspirere til løsninger på fællesskabets udfordringer. Det er det, jeg kalder konstruktiv journalistik.
Da jeg gik på Journalisthøjskolen handlede journalistikken om det, der skete i går. Det skrev vi så om i avisen dagen efter. Derefter har journalistikken i godt 15 år i højere grad handlet om ’lige nu’. Vi har snakket meget om breaking news, om reporting live og om at være tilstede i begivenhederne, mens de sker. Jeg er ikke uenig i, at det er en meget væsentlig del af journalistikken, men min pointe er, at hvis journalistikken skal have en fremtid, så skal vi være meget dygtigere til også at lave historier om i morgen. Hvis vi har et problem i folkeskolen med nogle børn, der ikke kan sidde stille og har forskellige diagnoser er spørgsmålet, hvordan vi indretter folkeskolen bedst, så dem, der ikke fejler noget, kan lære noget. Den diskussion er vigtig, og der må medierne facilitere debatten ved at finde konkret eksempler på, hvad man har gjort andre steder, hvad der virker, og hvad der ikke gør.

RÆSON: Du nævnte tidligere troværdighed som noget, de klassiske medier skal markere sig på i konkurrencen om læsere og lytteres opmærksomhed. Der har været en række sager på det seneste, som har givet anledning til debat om mediernes troværdighed. Er den særligt udfordret i de her år?
Ulrik Haagerup: Journalisters troværdighed som faggruppe ligger og roder rundt nede blandt ejendomsmæglere, bilhandlere og spindoktorer, så vi har en kæmpe udfordring. Der har været sager – Se&Hør-sagen som den værste – som vi er rigtig mange, der er bekymrede for, får folk til at tror, at det er den måde, alle journalister arbejder på. At målet altid helliger midlet, og at vi vil gøre hvad som helst for at få en god historie. Sandheden er, at vi ikke vil gøre hvad som helst, og at der er enormt stor forskel på medier, ligesom der er forskel på journalisters moral og etik. Men det er klart, at når sådan noget sker, så smitter det af på hele branchen.

RÆSON: En anden sag var sagen om Lars Løkke Rasmussen, der endte med at blive som formand for Venstre, selvom mange medier havde meldt ud, at han ville gå af. Hvad tænkte du om jeres egen dækning, da det blev klart, at Lars Løkke Rasmussen blev som formand for Venstre?
Ulrik Haagerup: Jeg synes, at debatten efterfølgende har været for hysterisk. Medierne begik klare fejl, men jeg mener især, at der var tale om formuleringsfejl. Man skal aldrig formulere sig sådan, at man begynder at forudskikke, hvad der kommer til at ske. Men man kunnen sige, at ’sådan som det ser ud nu, oplyser kilder, at det er en beslutning, der er truffet’. Sandheden var jo, at Lars Løkke meddelte sine nærmeste, at han havde besluttet sig for at trække sig, og at han i øvrigt ville pege på Søren Gade. Så der var ikke noget forkert i det, som medierne fortalte ud på eftermiddagen. Det var det, der var billedet, men det kunne man have nøjedes med at fortælle i stedet for at sige, at det var det, der ville ske. Det, der rent faktisk skete var, at virkeligheden ændrede sig, og at beslutningen blev lavet om meget sent på aftenen. Men der var jo ikke tale om, at det var en historie, der blev grebet ud af den blå luft, og sådan er det blevet fremstillet efterfølgende. Fejlene var formuleringsfejl. Det skal vi beklage, og det har vi lært af.

RÆSON: Hvordan kommer journaliststanden ud af den troværdighedskrise, som den befinder sig i?
Ulrik Haagerup: Ved for det første at lære at de fejl, man begår. Der bliver truffet rigtig mange valg på redaktioner, og derfor bliver der også begået fejl. Det holder vi ikke op med, men man skal erkende dem, og så skal man have et værdisæt der siger, det er ikke er vigtigst at være først, hvis risikoen er, at man tager fejl. Man skal huske sine forbehold og formulere sig om det, man ved, og ikke begynde at gætte. Hele diskussionen og de sager, der har været i de seneste par år, har været rigtig gode til at få medievirksomhederne til at skærpe fokus på etik, på processor og på kontrol, og det tror jeg er hele fundamentet for, at man kan ændre billedet i offentligheden.

RÆSON: Hvad er de største udfordringer for nyhedsjournalistikken i fremtiden?
Ulrik Haagerup: Jeg snakkede for 14 dage siden med Sveriges mest succesfulde nyhedsmedie, nemlig Aftonbladet. Det er det største onlinemedie i Sverige, og de klarer det på alle måder fantastisk kommercielt. Vi talte om succeskriterierne for deres onlinesats og de fortalte, at det var at give svenskerne noget at snakke om. Så spurgte jeg ’jamen er det ligegyldigt, hvad de snakker om?’, hvortil han svarede ’ja, det er fuldstændig ligegyldigt, bare de snakker om noget. Bare de klikker på vores historier og deler dem på de sociale medier’. Hvis alle nyhedsjournalister har ’mange kliks’ som deres primære succeskriterium, så misser vi, i hvert fald når det gælder DR men også andre publicistiske medier, den opgave vi har for samfundet. Det er jo ikke ligegyldigt, hvad det er, folk snakker om, hvad det er, vi får dem til at klikke på og hvad det er vi giver dem mulighed for at dele med hinanden. Det er ikke nok med et sjovt klip med en kat, der står på skateboard. Hvis ikke vi fokuserer på at give folk noget andet og noget mere, så ender vi med et samfund, hvor folk bliver dummere og dummere. Vores opgave – særligt i DR – er at gøre folk klogere, så de kan træffe bedre valg i deres eget liv. Journalistikken skal være til gavn for samfundet og for den enkelte.

RÆSON: Er du optimistisk omkring den mission?
Ulrik Haagerup: Jeg er grundlæggende et optimistisk menneske, og jeg tror på, at man kan ændre noget ved at ændre sig selv. Jeg tror ikke på, at det nytter noget at klynke. Den bedste måde at spå om fremtiden på, er ved at skabe den selv. Vi bliver nødt til at begynde at ændre os selv og den måde, vi tænker på og opfatter os selv på, hvis vi ikke er tilfredse med de resultater, vi får.

RÆSON: Hvad bliver de mest bemærkelsesværdige forandringer i mediebilledet i de kommende år?
Ulrik Haagerup: Vi skal holde op med at tænke så medieorienteret, kanalorienteret, platformsorienteret. Det vigtigste spørgsmål er, om brugerne kan bruge os til noget, og det kan de kun, hvis de historier, vi fortæller, kan noget andet end alle de andre historier, der er derude. Vores skal være mere relevante, bedre researchet og mere meningsfulde, for hvis de ikke er det, så er der ingen, der gider betale penge for dem. Hverken direkte eller indirekte, som for eksempel via licens.

ILLUSTRATION: Pressefoto [Danmarks Radio]