Ukraine: Stopper Putin virkelig ved Krim?
20.03.2014
.Krim er nu på russiske hænder. Selvom noget kan tyde på, at Putin har ændret planer, er risikoen for en russisk invasion i det østlige og sydlige Ukraine dog fortsat højaktuel.
ANALYSE af Ota Tiefenböck, RÆSONs Østeuroparedaktør
Det er kun tre dage siden folkeafstemningen på Krim, men Krim synes allerede nu at være mere eller mindre helt på russiske hænder. På trods af at hverken Ukraine, EU eller USA anerkender folkeafstemningen og fortsat betragter Krim som ukrainsk territorium, og på trods af de sanktioner både EU og USA har indført mod Rusland.
Putin holdt tirsdag sin sejrstale i St. George Salen i Kreml. Under stort bifald erklærede han Krim for russisk territorium. Krims tilbagevenden til moderlandet, blev samtidig fejret med en storstillet fest på Den Røde Plads.
Putin nævnte samtidig, at Rusland ikke har planer om at fortsætte videre mod øst og annektere andre dele af Ukraine.
Men kan man stole på Putin? Kan man stole på en mand, som blot for ganske få uger siden sagde det samme om Krim. En mand som ikke engang ville indrømme, at det er, og hele tiden var, russiske soldater, der helt fra begyndelsen blev sendt til Krim? Svaret er enkelt: Nej, det kan man ikke. På samme måde, som man heller ikke kan stole på en hvilken som helst anden statsmand, som ønsker et gennemføre noget, der er på kant med den internationale lovgivning eller slet ikke respekterer den.
Risiko fortsat
Der er ganske enkelt fortsat en stor risiko forbundet med russernes videre fremfærd og de overvejelser russerne uden tvivl gør sig omkring videre fremfærd mod det østlige og sydlige Ukraine, hvor der i den seneste tid har været pro-russiske demonstrationer arrangeret af provokatører.
Det er fortsat oplagt, at russerne vil videre og også vil have det østlige og sydlige Ukraine under deres beskyttende vinger og samtidig forbinde udbryderregionen Transdnjestr med resten af Rusland.
Måske nye planer
Risikoen for fortsat aggression fra russisk side er altså fortsat til stede. Når det er sagt, er der alligevel noget, der kunne tyde på, at den russiske præsident har ændret planer.
Putins tale, hans bemærkninger om at russerne “naturligvis” ikke har planer om videre fremfærd i et andet land, virkede pludselig meget overbevisende. Det er nemlig bemærkelsesværdigt, at de pro-russiske provokationer i Kharkiv, Donetsk og Dnetropetrovsk, som tidligere mere eller mindre har været en daglig fornøjelse i disse byer, holdt op nærmest øjeblikkeligt sammen med talen.
Noget tyder altså på, at Putin har ændret planer. Hvad det kan skyldes og hvorvidt, det holder, vil den kommende tid give et svar på.
FOTO: Vladimir Putin via eng.kremlin.ru