02.03.2014

Den ukrainske halvø er i realiteten på russiske hænder. Den næste udfordring bliver de russisktalende dele i Østukraine og efterfølgende resten af landet. Udsigterne for ukrainerne er ikke gode, medmindre Vesten tager sig sammen, dropper sin vævende retorik og i stedet handler.

Analyse af Ota Tiefenböck, RÆSONs Østeuroparedaktør

DEN RUSSISKE præsident Vladimir Putin har allerede opnået det han ville, og det endda uden, at lange koloner russiske militære køretøjer sætter kursen mod den ukrainske halvø, Krim. Magten på Krim er i al ubemærkethed blevet overtaget af prorussiske kræfter, som nu, sammen med de mere end 6.000 russiske soldater kontrollerer Krims byer, lufthavne og ukrainske politi- og militære enheder. Det skete mere eller mindre uden, at de ukrainske myndigheder eller det internationale samfund har bemærket det. Havde Vladimir Putin ikke bedt den russiske Duma og tilladelsen om at indsætte det russiske militær på Krim, ville det formentlig over hovedet gå op for os. Ruslands overtagelse af kontrollen på Krim er dog ingen overraskelse. Russerne har i mange år forsøgt at destabilisere situationen på halvøenm, for at gyde jorden for en mulig invasion. Rusland betragter Krim som et russisk område, og har aldrig helt anerkendt Khrustjovs gestus i 1954, hvor den sovjetiske leder forærede Krim til Ukraine.

EU OG USA har reageret efter forventning i vævende fordømmelser, støtteerklæringer, resolutioner og sanktioner, som naturligvis sender et signal, men ikke kan tages seriøst af en statsmand som Vladimir Putin. Han nyder utvivlsomt sin magt og soler sig i Vestens uduelighed – og han er formentlig allerede i fuld gang med at planlægge de næste skridt. Næste gang handler det med sikkerhed om Østeukraine, hvor der allerede nu bliver dannet basis for russernes videre fremfærd i byerne Donetsk og Kharkiv, som i løbet af de seneste dage har været skueplads for flere russiskvenlige demonstrationer. Det næste skridt efterfølgende vil utvivlsomt være en indsættelse af en russiskvenlig regering i resten af Ukraine, og på længere sigt, et diktatur i samme stil som i nabolandet Hviderusland. Den tidligere georgiske præsident Mikheil Saakasjvili har endda advaret om, at russerne har planer om at danne af en slags Sortehavskorridor som vil kunne forbinde Rusland med udbryderregionen Transdnjestr i Moldova. En korridor, der vil gå fra den georgiske udbryderprovins Abkhasien, og i gennem Krasnodar-regionen, Krim, Odessa og til Transdnjestr.

EU OG USA BLIVER nødt til at tage sig seriøst sammen, hvis man vil standse Putins ekspansionspolitik, og tage de samme midler i brug som russerne. Det er utvivlsomt alt for naivt at tro, at resolutioner og protester duer til noget som helst. Autokrater som Putin forstår kun det samme sprog som de selv benytter, og det er anvendelsen af magt. Vesten og NATO er naturligvis ikke klar til at gå i krig på grund af Ukraine, men må fremover, hvis man vil bevare blot en lille smule respekt hos russerne, benytte langt stærkere udtryksmidler end intetsigende resolutioner.