29.07.2014

Det er ønsketænkning, når man i Vesteuropa tror sanktionerne mod de russiske rigmænd vil inspirere dem til et brud med Putin, skriver Ota Tiefenböck. Tværtimod kan den russiske udenrigsminister Lavrov have ret i at sanktionerne kan ende med at styrke styret i Kreml.


Kommentar af Ota Tiefenböck, RÆSONs Østeuroparedaktør

DER SPIEGEL OG The Daily Telegraph. Flere vestlige medier bringer i disse dage historier om utilfredse oligarker omkring den russiske præsident Vladimir Putin, og om at et opgør i den russiske top kan være undervejs på grund af de europæiske sanktioner. Medierne bruger den tyske efterretningstjeneste som kilde, og citerer den tyske efterretningschef Gerhard Schindler for, at ”der er kommet revner i Vladimir Putins magtblok”.

ER DET ET UDTRYK for (vest)europæisk ønsketænkning? To ting er ganske sikre: At der er ingen beviser for påstanden, og at en tysk efterretningsleder naturligvis er interesseret i at sende denne type meddelelser i omløb. Derudover er det også ganske sikkert, at den russiske præsident Vladimir Putin sidder godt fast på sit taburet: hverken russiske oligarker eller klodset og ukritisk vestligt propaganda kan ændre noget på det.

DE RUSSISKE OLIGARKER har det, i hvert fald målt på deres kontobeholdninger, godt. De europæiske sanktioner er utvivlsomt et stort irritationsmoment for dem. De kan blive nødt til at give afkald på indkøb på Champs-Elysées og forretningsaftaler i Vesteuropa, men de vil fortsat have deres kæmpemæssige kapital. Det sidstnævnte er formentlig det absolut vigtigste for dem. De fleste af dem har utvivlsomt i en frisk erindring, hvordan det eksempelvis gik deres kollega Mikhail Khodorkovskij, som i 2003 blev anklaget for skattesvig og efter en politisk motiveret proces måtte tilbringe 10 år i fængsel, før han sidste år blev benådet af netop Vladimir Putin. De færreste oligarker omkring Putin ønsker formentlig at følge hans skæbne.. Med lidt snilde vil de hurtigt opdage nye markeder, hvor deres kapital fortsat kan vokse. Hvem siger, at eksempelvis den kazakhiske by Almaty en dag ikke kan erstatte Paris eller London? Et oprør mod den mand, som i flere tilfælde er den person, der har hjulpet dem til deres kæmpemæssige værdier, ville i hvert fald være det absolut dummeste, de kunne kaste sig ud i.

MENS OLIGARKERNE IKKE TØR at gøre oprør mod Ruslands leder, ser den gennemsnitlige russer ingen grund til at gøre oprør. Vladimir Putin er i den seneste tid blevet tværtimod meget populær hos den russiske befolkning. Han har genoprettet Ruslands storhed, Rusland som en stormagt, verden er nødt til at lytte til, og det langt opvejer de småirritationer, der kan komme med de europæiske sanktioner, som Putin på en eller anden måde utvivlsomt vil kompensere den almindelige russer for.

ALT TYDER DERFOR PÅ at den tyske udmelding, formentlig blot er et udtryk for ønsketænkning. Det foreløbige faktum er, at krisen i Ukraine har styrket Putin og at de europæiske sanktioner kan ende med at gøre Rusland stærkere, sådan som også den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov sagde mandag. Hans argument: at sanktionerne kan gøre Rusland helt uafhængigt af Vesteuropa. Han har formentlig i tankerne, at bruddet med Vesten kun kan resultere i styrkelsen af Den Euroasiatiske Union samt, at Rusland for alvor vil vende blikket mod andre markeder end EU og USA. ■

Ota Tiefenböck (f. 1957 i Prag, Tjekkiet) er RÆSONs Østeuroparedaktør. Tidligere redaktør ved Sjællandske Medier og nu freelancejournalist med speciale i Balkan, Kaukasus og Øst- og Centraleuropa. Skriver blandt andre for Information, Kristeligt Dagblad samt flere norske aviser. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. ILLUSTRATION: Putin og Merkel under G7-mødet i 2007 [foto: Det tyske G7-formandsskab]