Ukraine: Hvad gør Putin nu?

Ukraine: Hvad gør Putin nu?

17.03.2014

.

ANALYSE af Ota Tiefenböck, RÆSONs Østeuroparedaktør

FOLKEAFSTEMNINGEN på Krim i går endte uden overraskelser. 95,5 procent af Krims befolkning ønsker at blive en del af Den Russiske Føderation, og det er mere eller mindre, som de fleste har forventet. Hvornår Krim bliver russisk rent officielt, er derfor sikkert kun et spørgsmål om tid. Hverken EU eller USA anerkender afstemningens resultat og har begge varslet økonomiske sanktioner mod Rusland. Det har langtfra tvunget Rusland til at give indrømmelser hverken i den nuværende sag eller på længere sigt.

AFSTEMNINGENS resultat kan umiddelbart opfattes som en afslutning på den meget anspændte situation, der har hersket på Krim i den seneste tid og nærmest som en slags lettelse, da hele forløbet indtil videre ikke har kostet nogen menneskeliv. Men det er det langtfra. Alt tyder tværtimod på, at det egentlige drama først begynder at udspille sig i den kommende tid.

KRIMS OPRINDELIGE BEFOLKNING, krimtatarerne, ser ud til at sidde med en nøgleposition i de kommende begivenheder, og det gælder ikke kun for Krim, men også for resten af Ukraine. Deres reaktion på gårsdagens afstemning kan nemlig være afgørende for russernes videre fremfærd i landet. Det er utvivlsomt også derfor, at den russiske præsident, Vladimir Putin, i sidste uge kontaktede krimtatarernes åndelige leder, Mustafa Jemilev, og tilbød ham en række fordele, krimtatarerne ikke har haft under halvøens tilhørsforhold til Ukraine. Det er dog mere eller mindre utopisk at krimtatarerne skulle lade sig købe af den nation, der siden 1783 – hvor Katarina den Store annekterede Krim til Det Russiske Rige – ikke har bestilt andet at undertrykke dem. Mustafa Jemilev har da også klart afvist Putins tilnærmelser med henvisning til, at en forhandling om Krims fremtid ikke er mulig, så længe der er fremmede tropper i gaderne på halvøen. Det er dog tvivlsomt, om krimtatarerne vil sætte sig imod russernes aggression på Krim og eksempelvis føre en guerillakrig mod de russiske besættelsesstyrker. Alt tyder derimod på, at krimtatarerne vil indtage en afventende holdning og på den måde tillade Putins videre fremfærd i Ukraine.

PUTIN ER IKKE interesseret i at tingene trækker i langdrag. Ro på Krim, uanset hvad den skyldes, vil åbne op for, at russerne kan fortsætte videre mod øst. Der har i løbet af de seneste dage været pro-russiske provokationer i de østukrainske byer Donetsk, Kharkiv og Dnetropetrovsk. Deres formål er utvivlsomt at gøde jorden for en russisk invasion efter samme recept, som på Krim: nemlig beskyttelsen af de russiske borgeres menneskerettigheder. En ting er sikker: Putin og Rusland er ikke interesseret i at være i verdens søgelys i lang tid, og vil derfor gøre alt for at fortsætte den russiske militære fremfærd hurtigst muligt. Hvornår russerne invaderer det østlige og sydlige Ukraine er derfor sikkert kun et spørgsmål om tid.

Udgivet 17/3, ny version 18/3 2014. ILLUSTRATION: Vladimir Putin [foto: Shutterstock]