14.10.2014

Efter at have været et noget fodslæbende medlem af koalitionen mod IS, er der nu givet et parlamentarisk mandat til, at både tyrkiske og udenlandske tropper kan angribe mål i Syrien og Irak fra Tyrkiet. Det ser umiddelbart ud til at være til stor hjælp for USA og ’kernekoalitionen’. Men som Tyrkiets passivitet i forhold til den syrisk-kurdiske by Kobane og ny uklarhed om tyrkisk tilladelse til amerikansk brug af luftbase i Tyrkiet har gjort det klart, så er Tyrkiet en genstridig koalitionspartner.

I dag mødes en række af koalitionens forsvarschefer i Washington. Tyrkiet vil helt sikkert komplicere tingene for dem, ikke mindst nu, hvor IS’ landvindinger i Kobane stresser processen.


ANALYSE af Jakob Lindgaard

Torsdag d. 2. oktober gav et flertal i det tyrkiske parlament grønt lys til, at både tyrkiske og udenlandske tropper kan angribe mål i Syrien og Irak fra tyrkisk territorium. Det er en kærkommen nyhed for kernekoalitionen mod IS af flere grunde: 1) Tyrkiet har NATOs næststørste hær på 650.000 mand. 2) Ca. 1200 km af det sydøstlige Tyrkiet grænser op til de nordlige dele af Irak og Syrien, hvor IS står stærkt. 3) Den amerikanske İncirlik-base ligger centralt placeret i det sydøstlige Tyrkiet. 4) Tyrkiet må forventes at have gode efterretninger om IS. 5) Tyrkiet hovedsagligt et sunnimuslimsk land. Det ligner et militærstrategisk og legitimitetsmæssigt win/win-scenarie for koalitionen.

Eller gør det? Som de passive tyrkiske kampvogne på det tyrkiske højdedrag med udsigt over kampene i Kobane har gjort det klart, så flugter Tyrkiets interesser ikke med koalitionens. Tyrkiet vil godt nok bekæmpe IS, men de vil især vælte Bashar al-Assad. De vil inddæmme Kurdiske PKK i Irak og PKK’s søstergrupper PYD/YPG i Syrien. De vil etablere en buffer og no-fly zone inde i Syrien. Og så vil de gøre det på deres egne betingelser som regionale ledere, der ikke lader sig tvinge af pres fra USA. USA og koalitionen derimod, vil isolere deres engagement til kun at bekæmpe IS. Selv FN opfordrer nu Tyrkiet til at tillade kurdiske krigere fri passage ind i Kobane fra Tyrkiet. Det har Tyrkiet også afvist.

Tyrkiet er en egenrådig og genstridig koalitionspartner, der kan gøre en forventningsafstemning svær. Men den tyrkiske udenrigspolitik står også ved en skillevej. Fra at være udråbt som rollemodel for det Arabiske Forår i 2011, står Tyrkiet i dag isoleret tilbage med en flygtningebyrde på op mod 1,5 mio., en udbredt bekymring for landets sikkerhed og en stagnerende økonomi, der ikke får det bedre af et Irak og Syrien i kaos. I den optik har Tyrkiet brug for Vesten, noget der også afspejler sig i nogle af præsident Recep Tayyip Erdoğans og premierminister Ahmet Davutoğlus seneste dispositioner. Det kan det være en hjælp til forventningsafstemningen.

Men som gårdsdagens uklarhed om tyrkisk tilladelse til amerikanernes brug af den nævnte luftbase i Tyrkiet også fint illustrerer, ser det umiddelbart ud til at blive svært for tyrkerne og amerikanerne at nå til enighed.

Assad er stadig ondets rod
Det bliver først og fremmest svært, fordi Erdoğan og Davutoğlu udelukkende ser IS som en gevækst på ondets rod, Bashar al-Assad. Resolutionen fra 2. oktober nævner kun IS én gang, men Assads regime adskillige gange. Ifølge Erdoğan og Davutoğlu må Assad ikke vinde på det magtvakuum, en sønderbombning af IS i Syrien potentielt kan efterlade. Tyrkerne har været klar til at gå ind i Syrien mod Assad flere gange. De stod parat, da Obama pludselig trak i land omkring de kemiske våben i september sidste år. Og i marts i år afslørede en lækage af et møde mellem dengang udenrigsminister Davutoğlu og en række højtstående efterretnings- og militærfolk, at de tilsyneladende diskuterede et iscenesat angreb på Tyrkiet som påskud for at gå i krig mod Assad.

Omvendt, er der meget der tyder på — som den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, også kom for skade at antyde det fornylig — at Tyrkiet mere eller mindre aktivt tidligere har støttet grupperinger, der i dag er at finde i IS. Tyrkiet var da også sene til at skrive IS på sin terrorliste. Det betyder dog ikke, som fx New York Times har antydet, at der er en udbredt ideologisk støtte til IS i Tyrkiet. I en meningsmåling fra Metropoll fra d. 24. september i år, ytrer kun 1,3 pct af de adspurgte sympati for IS. Men på det seneste har der været sammenstød mellem tilhængere og modstandere af IS på nogle af landets universiteter. Mange deler også den sunnimuslimske modstand imod shiamuslimske Assad i Syrien og i mod den vestligt støttede tidligere shiamuslimske leder i Irak, Nuri al-Maliki, som i mange tyrkeres øjne banede vejen for IS. Og så deler både regeringsvenlige kommentatorer i Tyrkiet og store dele af den tyrkiske befolkning IS’ dybe mistro over for de vestlige magters intentioner i forhold til Islam, olie og andet godt i regionen.

Det kan altså blive svært for koalitionen at få Tyrkiets entydige støtte til kampen mod IS uden at forpligte sig på en langt mere kompliceret og måske umulig intention om også at fjerne Assad.

——-
FAKTA
PKK: Den militære gren af den kurdiske bevægelse i Tyrkiet, med baser i Nordirak
HDP: Den politiske gren af den kurdiske bevægelse i Tyrkiet.
YPG: Den militære gren af PKK i Syrien
PYD: Den politiske gren af PKK i Syrien.
——-

Kurdiske PKK i Irak og PYD/YPG i Syrien må ikke vinde på det
Som den sidste uges demonstrationer overalt i Tyrkiet og de tumultariske billeder på den tyrkiske side af grænsen ved Kobane vidner om, spøger Tyrkiets mangeårige konflikt med kurderne også i kulissen. Den kritiske analyse af Cemil Bayık, en ledende figur i kurdiske PKK, er da også klar. Ifølge ham, har Tyrkiet til sinds at lade IS og de kurdiske YPG-krigere udslette hinanden i Kobane for derpå at gå ind under et påskud om ’humanitær assistance’ og udviske områdets kurdiske status. Selv den fængslede tyrkisk-kurdiske leder af PKK, Abdullah Öcalan, har lagt sin ellers mere forsonlige linje på hylden. Hvis Tyrkiet lader Kobane falde, sagde han forleden, så dør den fredsproces, han sammen med Erdoğan satte i søen i Tyrkiet i begyndelsen af 2013. HDP, den politiske gren af den tyrkisk-kurdiske bevægelse, valgte også at stemme nej til resolutionen fra d. 2. oktober. Og så bugner de kurdiske medier med beskyldninger om tyrkisk støtte til IS i Syrien. De fleste kurdere nærer en dyb mistro til de tyrkiske planer med Syrien.

Omvendt gør resolutionen fra d. 2. oktober og flere udtalelser af Erdoğan og Davutoğlu det klart, at Tyrkiet ønsker sig en omfattende strategi, der skaffer alle terrorgrupper af vejen, inklusiv søstergrupperne PKK (i Tyrkiet og Irak) og YPG (i Syrien). Tyrkiets krav til fredsprocessen med PKK i Tyrkiet har været at afvæbne PKK. Det flugter dårligt med at give dem våben, selvom de skal bruges til at bekæmpe IS med. Desuden mistænker Tyrkiet YPG i Syrien for at stå i ledtog med Assad i form af en gensidig ikke-angrebs-aftale og Assads de facto anerkendelse af kurdisk autonomi i Nordsyrien.

Den gensidige mistro er til at tage og føle på. Tyrkiet ser umiddelbart ud til at ville modsætte sig forslag fra koalitionen om, ud over våben til de kurdiske Peshmerga styrker i Nordirak også at ville bevæbne de ligeledes kurdiske, men mere problematiske, PKK og YPG styrker i kampen mod IS. Og så har de, som nævnt, blankt afvist at lade bevæbnede PKK og YPG krigere komme Kobane til undsætning gennem Tyrkiet. Forventningsafstemningen bliver svær også her.

Erdoğan og Davutoğlus udenrigspolitiske selvforståelse komplicerer tingene
Der findes en sidste bagvedliggende grund til, at en forventningsafstemning med Tyrkiet kan blive svær. Det er den udenrigspolitiske selvforståelse, som særligt det Arabiske Forår i 2011 gav Davutoğlus omdiskuterede udenrigspolitiske diktum om ’Strategisk Dybde’. Mellem 2001 og 2009 udkom hans bog af samme navn i 39 oplag i Tyrkiet. Den udgør den identitetspolitiske kerne i tyrkisk udenrigspolitik under Erdoğan siden 2002. I modsætning til Tyrkiets reaktive, isolationistiske og ofte helt fraværende udenrigspolitik i 80’erne og 90’erne, førte Strategisk Dybde en ny aktivisme med sig. Denne aktivisme var baseret på Tyrkiets historiske dybde som imperialt centrum for verdenshistoriske udviklinger og geografiske rolle som bro mellem civilisationerne (og ikke som buffer, som i den kolde krig). I de første år, fra 2002-2007, var tanken, at genetableringen af regionale forbindelser med udgangspunkt i det osmanniske Imperium ville gøre Tyrkiet mere attraktiv i Vesten. Denne periode er også kendetegnet ved Tyrkiets forsøg på at blive medlem af EU.

Efter at AKP langsomt konsoliderede sin magt i Tyrkiet og Sarkozy-Merkel duoen fik lagt Tyrkiets EU-planer på is, vendte Tyrkiet i perioden fra 2007-2011 sig — under overskriften ’nul problemer med naboerne’ — væk fra EU og mod alle former for regimer og sekteriske grupperinger i regionen. I 2008 var Erdoğan fx den første tyrkiske leder, der besøgte Bagdad i 20 år. Også forholdet til Assad var særdeles godt. Sammenholdt med en stadig mere offensiv linje over for Israel, stod Erdoğan derfor stærkt, da det Arabiske Forår blomstrede i 2011. Men med det Arabiske Forår lod Erdoğan ’nul problemer’-strategien ligge og gik ind i de mange efterfølgende konflikter på de sunnimuslimske befolkningers side i mod autokratiske og shiamuslimske regimer i regionen. Malikis shia-sekteriske facon i Bagdad blev lagt for had. Og særligt Assads hårdhændede behandling af Syriens sunnimuslimske flertal blev en rød klud i ansigtet på Erdoğan — også fordi deres tidligere venskab ikke gav Erdoğan nogen indflydelse på Assad.

Tyrkiets nu hensygnende status som rollemodel for det Arabiske Forår passer dog stadig som fod i hose med den måske neo-imperiale selvforståelse, som Strategisk Dybde repræsenterer. Det kan virke luftigt. Men det identitetspolitiske skifte under Erdoğan og Davutoğlu fra Atatürks etnisk nationalistiske tvangs-sekularisering af Tyrkiet tilbage til den osmanniske guldalder, bærer en kolossal vægt, også udenrigspolitisk. I det billede ser Tyrkiet sig som en leder for regionen, ofte i modsætning til en vestlig indblanding. Sammenholdt med Erdoğans politiske rødder i en bevægelse, der har tætte forbindelser til det Muslimske Broderskab, har det siden 2011 betydet en klar støtte til sunnimuslimske grupperinger, også i Irak og Syrien.

Det kan også gøre forventningsafstemningen med USA og koalitionen svær. Hvordan vil USA fx kunne garantere Tyrkiet, at Abadi i Bagdad, Assad i Damaskus, eller Rouhani i Iran, for den sags skyld, ikke vil kunne udnytte situationen til at vinde shiamuslimsk terræn i tomrummet efter IS? Og hvordan får man repræsenteret Tyrkiet som en lederfigur i koalitionen uden at give efter for nogle af de tyrkiske interesser, der rækker ud over bekæmpelsen af IS?

Erdoğan er under pres
Men fra at være udråbt som rollemodel for regionen i 2011, står Tyrkiet i dag isoleret tilbage. Den sunnimuslimske linje har ikke gjort Tyrkiet populær i den shiamuslimske akse fra Teheran over Bagdad til Damaskus. Og støtten til folkebevægelser som Hamas i Gaza og det Muslimske Broderskab i Egypten har ikke gjort Tyrkiet populær hos regimerne i Egypten og Golflandene (med Qatar som undtagelsen). Erdoğans problemer med magtens tredeling, lov og ret, ytringsfrihed og minoritetsrettigheder har desuden isoleret ham fra USA og Europa. Og så har Erdoğans skifte fra at give NATO lov til at placere en radar til det planlagte missilskjold mod Iran i Tyrkiet i 2011 til at gå på indkøb efter et nyt missilsystem i Kina i 2013 lagt ham på is i NATO.

Sikkerhedspolitisk er Erdoğan også kommet under pres ikke alene fra IS i Syd, men også fra Ruslands annektering af Sortehavshalvøen Krim i Nord. German Marshall Funds sidste undersøgelse af Transatlantic Trends fra september placerede tyrkerne på en suveræn førsteplads over dem, der så terrorisme og sikkerhed som den væsentligste politiske prioritet. Det gjaldt 24 pct. af Tyrkerne. Amerikanerne kom ind på andenpladsen med 4 pct. Den sidste uges voldsomme kurdiske demonstrationer med 38 døde og indførelse af undtagelsestilstand flere steder som konsekvens har ikke dulmet de sikkerhedspolitiske bekymringer.

Den økonomiske vækst i Tyrkiet — en hjørnesten i Erdoğans succes — er også kommet under pres på grund af denne isolation.

Det har blandt andet betydet, at Tyrkiet har etableret et sikkerhedspolitisk og geostrategisk samarbejde med Georgien og Aserbajdsjan om transport af olie fra Aserbajdsjan gennem Georgien til Tyrkiet og derfra til Europa, om etableringen af en jernbane gennem de tre lande, der gør transport af varer hele vejen fra Kina til Europa mulig og om etableringen af fælles militære øvelser. Det har betydet, at Tyrkiet har relanceret sit forsøg på at blive medlem af EU med et helt nyt strategisk udspil og to ressortministre, der både er relativt sekulære og pro-europæiske. Og det har betydet, at Erdoğan har måtte lægge låg på sine egne finanspolitiske ønsker og i stedet beholde to ministre, der lægger en politisk linje, som de livsnødvendige udenlandske investorer vil billige.

Det er alt sammen forhold, der kan være en hjælp til til den igangværende forventningsafstemning med Tyrkiet i forhold til koalitionens indsats i Irak og Syrien.

Tyrkiet, en genstridig koalitionspartner
Nogle små indrømmelser til trods, ser Tyrkiet dog stadig ud til at være en genstridig koalitionspartner med en række dagsordner, der ikke flugter med resten af koalitionens. Det ærgrer Erdoğan og Davutoğlu, at IS har skiftet den shiamuslimske akse ud med en sunnimuslimsk gruppe som genstand for alles bekymring. Maliki og Assad har heller aldrig været en sikkerhedspolitisk trussel mod folk i Europa eller USA. Det er IS. Og så har IS, i modsætning til Assad, ikke Iran og Rusland bag sig. Både Iran og Rusland har da også været ude og rasle med sablerne over for Tyrkiets forslag om etableringen af en buffer- og no-fly zone inde i Syrien.


Tyrkiets udenrigspolitiske isolation, sikkerhedspolitiske bekymringer og økonomiske interesser kan måske gøre, at Tyrkiet er mindre egenrådig i de kommende forventningsafstemninger med USA og andre vestlige koalitionspartnere. Men generelt tegner der sig forsat et billede af Tyrkiet som en genstridig koalitionspartner.

Jakob Lindgaard, Ph.D. og kender af tyrkiske og kurdiske forhold. Illustration: Tyrkiets præsident Erdogan sammen med præsident Obama i september 2014. [Foto: US Department of Defense via Flickr.]