15.12.2014

”S har tydeliggjort det for alverden, at alle de socialdemokratiske ønskedrømme for, hvordan man leder et samfund, ikke kunne bruges, da det kom til at få landet ud af krisen. Man valgte de klassiske borgerlige løsninger. Man kan være enig eller uenig, men de skal fortælle vælgerne: Går Socialdemokraterne til valg på at videreføre konkurrencestaten, eller på at genopfinde den socialdemokratiske velfærdsmodel, som vælgerne kender?”

INTERVIEW af Alexander Brun

Hvordan er den politiske situation i dag?
Oppositionen først: Venstre står selvfølgelig stærkt, fordi det ser ud til, at de bliver det største parti. Men magtforholdene har ændret sig voldsomt siden sidste gang, V var i regering. Lars Løkke har skabt sig selv en helt masse problemer, og selvfølgelig går det ud over troværdigheden og hans personlige lederskab – i politik er man kun så stærk, som vælgerne selv gør en til. Der er noget, der tyder på, at Løkkes største styrke hos vælgerne ikke er, at han har været dygtig, men i stedet det, at han ikke er Thorning. Når hans største problem samtidig er, at han er Løkke, så er det ikke en særlig stærk magtbastion for en ny regering. I V ved man, at man frem mod valget ikke kan lave store forandringer, men man kan forsøge at kontrollere skaderne. Så Løkke går ud i alle mulige sammenhænge, prøver at være sig selv – og så troværdighedsopbyggende, som han nu kan være. Man fornemmer hele tiden den underliggende dagsorden: At han godt ved, at han har et image, som han skal arbejde med, og derfor har han også problemer med at få det til at handle om politik.

Samtidig står han over for et Dansk Folkeparti, som godt nok underspiller sine kort gevaldigt i øjeblikket, men som bliver uhyre stærke og derfor kommer til at sætte dagsordenen. Man kan måske sammenligne det lidt med den position, de Radikale efter sidste valg havde i forhold til Socialdemokraterne – den position kommer Kristian Thuesen Dahl formentlig til at have i forhold til Løkke efter et valg. Han ser ud til at blive endnu stærkere, end Margrethe Vestager var. Det er man nødt til at forholde sig til. Man er nødt til at fortælle vælgerne, hvad det vil betyde. DF får indflydelse, punktum. Hvad bliver det for en indflydelse? Det svar vil vælgerne – og V og den øvrige borgerlige opposition – kræve. Det betyder en hel masse for Liberal Alliances position, det betyder også noget for De Konservative.

Hvordan synes du, det går regeringen lige for tiden?
Den er inde i en af sine stærkere perioder. For det er gået så skidt tidligere, at bare dét, at det ikke går endnu mere skidt, i sig selv kan blive tolket som om, at det faktisk går meget godt.
Helle Thorning-Schmidts person har stået i vejen for enormt meget på popularitets- og troværdighedsfronten. Men måske har vælgerne vænnet sig til det og tænkt: ”Nå, men så er det jo sådan, hun er,” eller også har de måske ligefrem taget det til sig? Og enhver lille bitte flig af bedring i økonomien, er en enorm gevinst for Thorning.

For nu at sige det som det er: Man fornemmer i Socialdemokraterne, at hvor folk i partiet for bare et halvt års tid siden positionerede sig i forhold til at undgå at få del i det forventelige nederlag, tænker de nu: ”Hov, det kan jo faktisk godt være, at hun vinder, og så vil det være skidt at være flygtet.” Sandsynligheden taler ikke nødvendigvis for, at hun vinder valget. Men man fornemmer spørgsmålet hos nogle af de centrale Socialdemokrater: ’Hvad gør vi egentlig, hvis nu rent faktisk vinder?’ – hvor man et par år har sagt, at ikke hvis, men når hun taber, så bygger vi noget nyt op omkring Mette Frederiksen.

Sandsynligheden for at Thorning vinder er ikke voldsom stor, men den er dog til stede. I finanslovsforløbet blev det til en rød finanslov, dagpengediskussionen er selvfølgelig stadig ikke løst, men sparket rigtigt effektivt til hjørne ovre i Dagpengekommissionen. Det er som om, at samarbejdet mellem Helle Thorning og Morten Østergaard, måske ikke nødvendigvis har fungeret fuldstændig perfekt, men man har fået magtstrukturerne på plads. Thorning havde faktisk et stort problem i at rigtig mange gik og sagde, at det var Margrethe Vestager som bestemte det hele. Det har Thorning jo løst ved, at Vestager ikke er der længere.

Så du mener at regeringen måske begynder at stå mere samlet her op til valget?
Hun er ikke knækket, Thorning. Nu er vi derhenne, hvor valget er lige om hjørnet, og det er hende, de går til valg med. Det er, som om at den interne ballade er ved at lægge sig. Det kan skyldes, at folk bare er ligeglade, men det kan også skyldes at folk tænker ”nu bliver vi lige nødt til at give den en skalle sammen, alternativet er jo værre”. Det virker bare på mig, som om at der er lidt mere samling, end der har været.

Det virker bare på mig, som om at der er lidt mere samling, end der har været – om Socialdemokraterne
____________________

 

Hvad så med oppositionen? Er den samlet eller står de splittet?
Nærmest fra dagen efter sidste folketingsvalg har enhver måling vist, at der er lagt op til regeringsskifte. På den måde står oppositionen enormt stærkt. Men på yderpunkterne er der rigtigt langt fra Kristian Thulesen Dahl til Anders Samuelsen. Tænk bare på EU-politikken og den grundlæggende velfærdspolitik. Der er ikke svaret på, hvad det er, man får. De borgerliges bedste kort er stadig, at rigtig mange vælgere er så utilfredse med Thorning. Det kan sagtens være, at det holder helt til valgkampen, for det er ret vedholdende, hvor stor utilfredsheden er med Thorning. Men det er i stykke tid ikke blevet værre. Og hvis man vælger en borgerlig regering som et fravalg af Thorning, og ikke et tilvalg af Løkke, så kan det jo risikere at blive det fuldstændig samme billede, bare med modsat fortegn, man ender med bagefter.

Hvordan synes du at dansk politik har forandret sig siden 2011, hvor Helle Thorning vandt?
Det forandrede sig rigtig meget igennem de første år af regeringens levetid, fordi politikerne var begyndt at diskutere nogle andre ting. Et af de få valgløfter, som regeringen mere eller mindre frivilligt har opfyldt, var jo det her med at man ikke ville føre blokpolitik. Men så kom udlændingepolitikken ligesom på banen igen, og så blev vi sendt tilbage til de gamle dage igen.

Hvad vil Socialdemokratiet slå på i valgkampen?
De vil forsøge at vinde på det, man næsten aldrig vinder et valg på – nemlig det, som man har gjort. De vil sige: ”vi fik Danmark ud af krisen”. Fra historien ved vi, at det omtrent aldrig virker – man bliver ikke belønnet ved et valg for det man har gjort, man bliver belønnet for det man vil gøre. Og det er interessant, at vi faktisk endnu ikke ved, hvad regeringen så kommer til at stå for, hvis den bliver genvalgt:
Regeringen har det med at sige meget højt, at de mangler at se Venstres plan, og det er også rigtig nok, men vi mangler også at se, hvad det er, S og R vil sammen.
Hvis de går til valg på at sige, at ’nu har de ryddet op’, hvad kommer der så bagefter? Der er den grundlæggende udfordring for Socialdemokraterne – for at sige det meget firkantet – at de har tydeliggjort det for alverden, at alle de socialdemokratiske ønskedrømme for, hvordan man leder et samfund, ikke kunne bruges, da det kom til at få landet ud af krisen. Man valgte de klassiske borgerlige løsninger på den økonomiske front. Så har man jo et troværdighedsproblem. For når man så er ude på den anden side – hvis man forestiller sig, at de er det – så skylder man svar på, om man så kan bruge de socialdemokratiske tanker nu.

Og hvad vil det i givet fald være for nogen?
Bjarne Corydon har selv meget tydeligt skruet sig ned i en benlås af konkurrencestaten. Han mener – sagt lidt firkantet – at borgeren ikke længere er en demokratisk aktiv deltager i den demokratiske samtale, men i stedet kunde i velfærdsbutikken, som har en berettiget forventning om at have købt en vare for sine skattepenge. Det er et grundlæggende brud på alle de socialdemokratiske traditioner og tankegods. Man kan være enig eller uenig, men de skal fortælle vælgerne: Går Socialdemokraterne til valg på at videreføre konkurrencestaten, eller på at genopfinde den socialdemokratiske velfærdsmodel, som vælgerne kender?

Tror du, de forventer, at de kan vinde?
Enhver politiker bliver nødt til at tro på, at det kan lade sig gøre. Det er simpelthen en forudsætning for overhovedet at gå til valg, at man tror på det. Det er fuldstændig ligesom med fodbold – hvis du ikke tror du kan vinde, så kan du ikke.

Hvad vil Venstre gå til valg på? De kan jo ikke rigtig sige: ”Se hvad vi har præsteret”?
Nej, men de kan til gengæld sige: ”Se, hvor forfærdeligt det har været!” også vil de gå til valg på den vækstdagsorden, som de prøver at mane frem. Flere arbejdspladser i erhvervslivet – og udgiftsstop i det offentlige for at kunne skabe dem. Det vil nok være det, og så vil det selvfølgelig også være på de mere følelsesladede områder, hvor det handler om f.eks. udlændinge, som Venstre jo er enormt glade for er kommet ind på dagsordenen igen. Inger Støjberg er meget tydelig og dygtig, og forsømmer ikke nogen lejlighed til at sige, at hun siger tingene ligeud, som de er. Det gør hun i den grad på udlændingeområdet, men man kan jo spørge hende, hvornår hun begynder at sige tingene ligeud på alle de andre områder? Hun er politisk ordfører for det hele – ikke kun på det udlændingepolitiske område. Men når hun ER så tydelig og klar i mælet på udlændingepolitikken, så synes jeg også at det sender et signal om, at der er lige præcis her, Venstre gerne vil have valgkampen til at blive kæmpet.

Nu når vi er ved udlændingepolitikken, hvad vil Dansk Folkeparti slå på?
Det vil være klassisk Dansk Folkeparti. Spørgsmålet er, om de kan slippe af sted med at blive ved at agere, som om de ikke er så store, som de egentlig er. Og ikke at skulle afgive nogle klare svar på, hvad det er, de vil kræve af Venstre. Skal Dansk Folkeparti selv i regering? Skal de slippe for at forholde sig til det spørgsmål? Det har de kunnet meget effektivt indtil videre, hvilket er en stor præstation. Men kan det fortsætte?

Hvad med de Radikale? Vil de følge Socialdemokratiet?
De Radikale vil gå til valg på at være De Radikale. Det eneste parti, som i en valgkamp gerne vil tale fx om EU. De vil gerne være et parti, der taler om integration, de vil også være det parti, som ikke undgår at tale om lempelser i udlændingepolitikken og 24-års reglen. De har nogle holdninger, som ikke flugter helt med Socialdemokraternes, og det kan de ikke slippe for at skulle tale om.

Så de vil også gå lidt til valg på at skille sig lidt ud fra Socialdemokratiet?
Ja, og sådan er det. Det vil selvfølgelig skabe nogle forviklinger mellem regeringspartierne, men Morten Østergaard er altså også selvstændig. Det er et vigtigt valg for ham – at vise, at han kan holde skindet på næsen, så valget ikke bliver em tilbagegang for de Radikale. Han skal finde den rette balance ved at tage afstand fra Socialdemokraterne, og samtidig være troværdig om, at de kan forsætte i regeringssamarbejdet.

Men tror du de vil gå til valg samlet, De Radikale og Socialdemokraterne? Eller hver for sig?
De vil gå til valg på, at regeringen skal fortsætte, men de har flere standpunkter, der vil være forskellige. Altså de lægger op til, at man skal indgå en ny aftale – og jeg tror også Socialdemokraterne denne gang vil være fornuftige nok til at sige, at mange ting afhænger af, hvad man kan forhandle sig frem til efter et valg. Så de ikke kommer til at begå samme fejl som sidst.

Hvordan tror du Socialdemokratiet vil forholde sig til SF efter valget?
S er meget glad for, hvor man har SF nu – og det vil man gerne forsætte. De skal ikke gøre sig forhåbninger om at indgå i regeringen. Men jeg tror også, at SF og Pia Olsen Dyhr kan gå rimeligt trygt til valg: Når de har været igennem så meget, er der ikke store forventninger til, at de kan levere alt muligt. Selvfølgelig skal man ikke gå alt for meget tilbage – det afgør jo også hvem, der bliver valgt. Det er meget vigtigt, særligt i de små folketingsgrupper, at der er nogle folk, som kan trække læsset, og det er sindssygt vigtigt for SF at få nogle nye kræfter ind.

Hvad med Liberal Alliance? De er vel også ved at være en seriøs spiller på banen efterhånden?
Ja, men hvis ikke de ender med at få de afgørende mandater, så vil det være et problem. Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative skal helst ikke kunne meget uden Liberal Alliance. Det vil være en stort nederlag for partiet, hvis de ikke denne gang bliver de afgørende mandater.

Hvad er deres forventninger, til hvordan de skal stå efter valget?
De har ét succeskriterium, og det er, at de skal have de stemmer, der kan bringe det borgerlige op over 50%, så de kan være afgørende om det kan lade sig gøre med en borgerlig regering. Det er i øvrigt den samme position, som de Konservative håber at få.

Ja, de vil gå til valg på deres grundvision – at samfundet skal gå i en meget liberal retning. De vil forsøge at sige, at de andre er forskellige aftapninger af socialdemokrater – men skal samtidig passe på, at det ikke bliver for nemt for andre at kalde LA ekstreme. Så de skal finde den rette balance mellem at trække tingene i en anden retning, og samtidig være nogen, man troværdigt kan samarbejde med.

Hvad skal der til for at give de Konservative et fornuftigt valg?
Jeg har meget svært ved at se, at det kommer til at blive et særligt godt valg for dem. Man kan håbe, at de kan bevare status quo, og så bygger noget videre op derfra. Helt katastrofalt vil det være, hvis Søren Pape ikke kommer ind, for så skal de skifte formand igen. Så håbet for dem må være, at han kommer ind – det vil i sig selv være en succes for dem, for så får man et mandat et sted, hvor man ikke har et i forvejen, og så kan de tage den derfra.

Så du tror ikke at de vil indgå i en regering, hvis det kom dertil?
De Konservative vil altid være enormt fristede af at komme i regering. Det er der, de føler sig hjemme. Men jeg tror også at Søren Pape er klog nok til at se, at det ikke er den rigtige vej at gå i første omgang.

Hvad går Enhedslisten til valg på?
At være ret kritiske over for regeringen. Men de ved, at hvis regeringen ikke bliver genvalgt, så er Enhedslisten i særklasse et ligegyldigt parti i forhold til parlamentariske arbejde. Hele den styrke Enhedslisten har fået, vil blive sat under voldsomt pres – fordi man med med rette kan spørge: Vi fik de her mange mandater, men hvordan endte det så? Hvis S taber magten, så vil hele den socialdemokratiske maskine gå i gang med at aflevere ansvaret for nederlaget hos Enhedslisten. Inden et valg skal EL derfor finde ud af, hvor skarpe de skal være i kritikken af Thorning. Det er et dilemma. De vil få stemmer på at være kritiske over for Thorning, og omvendt skal de passe på ikke at være så kritiske, at regeringen ikke kan fortsætte.

Hvad vil vælgerne se på til valget?
Det, politikerne nogle gange glemmer, er, at al forskning viser, at vælgerne interesserer sig for det, politikerne taler om. Så når politikerne sætter deres dagsorden, så bliver det også vælgernes dagsorden. Mange politikere tror fejlagtigt, at de skal kigge på, hvad vælgerne synes, og så skal de partout mene noget om det og kun det.

Dansk Folkeparti er det, man kan kalde: nemme at få til at vende på en tallerken – andre vil sige, at de er pragmatiske. Det kommer helt an på, hvad DF får – for de forhandler. Det er måden, Dansk Folkeparti agerer på – og det har været meget effektivt for dem
____________________

 

Har oppositionen flertal for én økonomisk politik? Her tænker jeg især på, om man kan forene Liberal Alliances og Dansk Folkepartis synspunkter.
Jeg tror ikke, det bliver et problem at forene den økonomiske politik. Dansk Folkeparti er det, man kan kalde for nemme at få til at vende på en tallerken – andre vil sige, at de er pragmatiske. Det kommer helt an på, hvad Dansk Folkeparti får i stedet – for de handler. Det er måden, Dansk Folkeparti agerer på; det har været meget effektivt for dem, og sådan tror jeg det bliver igen.

Hvad bliver Dansk Folkepartis rolle efter valget?
Det store spørgsmål bliver om Dansk Folkeparti kommer med i regering.

Tror du det er realistisk?
Ja, det tror jeg.

Hvad er Kristian Thulesen Dahls største ønske med partiet?
Han vil gerne i regering – det vil være kronen på værket, at han kan sætte sig på en tung økonomisk ministerpost. Men han er også meget opmærksom på, at han ikke må sige det til nogen – det må i hvert fald ikke virke vigtigt for ham. Kristian Thulesen Dahl har lagt sine stemmer hos Lars Løkke, og det vil han få sin betaling for. Jeg kan love dig for, at Dansk Folkeparti allerede har et notat liggende i en skuffe, hvor der står hvad det er, man vil have.

Tror du også, at det er Venstres plan, at skulle satse på Dansk Folkeparti?
Ja. De har måttet erkende, at det er en nødvendig vej at gå for at få magten.

Troels Mylenberg er chefredaktør på Fyns Amts Avis. Alexander Brun (f. 1992) har tidligere studeret på Søværnets Officersskole og læser nu journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han er vært på netradioprogrammet Verdensmændene og en del af holdet bag Medie- og Journalisthøjskolens eget tv program “Coming Up”. ILLUSTRATION: Åbningsdebat 2014 [foto: Polfoto/Jens Dresling]ILLUSTRATION: Åbningsdebat 2013 [foto: Jens Dresling/Polfoto]