11.06.2014

Det syriske regime synes stabiliseret. Og med regeringstroppernes erobring af oprørsbastionen Homs har Assad tilsyneladende fundet en effektiv måde at bekæmpe oprørerne på.

BAGGRUND af Martin Husted

Det syriske præsidentvalg 3. juni blev fra første færd afvist af USA og vestlige stormagter som en farce. Den amerikanske udenrigsminister John Kerry anså valget som meningsløst og kaldte det: “et stort fedt nul. Intet har ændret sig før valget eller efter det”. Det syntes også højst usandsynligt, at valget – fra valgkamp til valghandling – skulle imødekomme blot et minimum af vestlige demokratiske standarder. De officielle tal taler for sig selv. Ifølge det syriske indenrigsministerium fik Bashar Al-Assad hele 88,7 pct. af stemmerne. Den syriske forfatningsdomstol satte valgdeltagelsen til 73 pct. – men kun borgere i regimekontrollerede områder kunne stemme. De oprørskontrollerede områder, der udgør ca. 60 pct. af Syrien, deltog slet ikke i præsidentvalget. Dertil kom tydelige eksempler på ren svindel. New York Times kunne gennem pålidelige kilder rapportere hvordan adskillige personer stemte gentagne gange. I Damaskus konstaterede en forbipasserende til avisens kilder, tørt hvordan han var gået fra valgsted til valgsted, og nu havde stemt “fem gange, selv min 12-årige søn stemte”.

På trods af anklagerne blev Assads jordskredssejr støttet af observatører fra mere end 30 lande, herunder Nordkorea, Zimbabwe, Venezuela, Cuba og Rusland, hvis demokratiske standarder som bekendt er i bedste fald anstrengte. Det forhindrede dog ikke en af de russiske observatører, senator Alexey Alexandrov i overfor de syriske statsmedier at fastslå: “valget i Syrien overholdt alle demokratiske principper og international lov”.

En ting er valget. Noget andet er, at store grupperinger i det sekteriske splittede syriske Syrien faktisk satser på Assad i borgerkrigen. En gruppe unge mænd, som New York Times’ kilder så triumfere i Damaskus’ bymidte, udtrykte en reel glæde over Assads sejr. De forklarede, at Assad var “den eneste garanti for at Syrien ville holde sammen, imod ekstremistiske islamister støttet af Israel og Vesten”. Essensen er, at Assad er en samlingsfigur for religiøse mindretal, nationalkonservative samt socioøkonomiske grupper, der alle anser ham som den bedste forsvarer for deres privilegier, land, liv og ejendom. Disse grupper er ofte sammenflydende, idet Assad- klanen traditionelt har favoriseret dem, og hermed integreret dem i regimets magtstruktur. Her udgør specielt alevierne – en religiøs- og socialgruppe – en særlig magtfuld gruppering, som satser stort på Assads sejr i borgerkrigen. Deres involvering i regimets krigsmaskine er massiv, fx udgør alevierne op til 80 pct. af mandskabet i 4. panserdivision, en af Assads eliteenheder, som står i den absolutte frontlinje i borgerkrigen.

For alevierne og andre regimestøtter er Assads valgsejr måske selvskrevet, men også udtryk for en ny selvtillid. Der er flere grunde:

For det første har Assad-regimet gennemgået en krise i 2011 og 2012, hvor det nærmede sig et regulært kollaps. I efteråret 2012 rystedes regimet af flere tilbageslag; bombeangreb i Damaskus tog livet af flere af dets topfolk, massedeserteringer truede med at undergrave hæren og oprørsstyrker tog kampen direkte ind i storbyerne, hvor de udstillede de regimets manglende evne til at bekæmpe oprøret effektivt. Den svaghed synes Assad nu at have overvundet med massiv russisk og iransk militærstøtte. Oprørene er nu blevet skubbet længere væk fra regimets absolutte magtposition i Damaskus, og det har givet Assad initiativet på slagmarken.

For det andet overlevede regimet en massiv international krise i august 2013 efter rygtet om at Assads styrker havde brugt giftgas mod oprørskontrollerede områder. I den efterfølgende krise kunne Assad trøste sig med, at USA blinkede først og forfulgte Ruslands diplomatiske løsningsmodel. USA’s (og Vestens) manglende vilje til at benytte hård magt, samt fortsat støtte fra Rusland og Kina i FN har styrket Assads selvtillid og understreget, at regimet uden større bekymringer kan benytte sig af sit fulde våbenarsenal i nedkæmpelsen af oprøret.

For det tredje baserer regimets nyfundne selvtillid sig på, at borgerkrigen militært i 2013 og foråret 2014 har bevæget sig i deres favør. Forklaringen synes dels at være oprørets interne splittelse samt regimets evne til at omringe udsatte oprørspositioner, og over tid fremtvinge en række sejre på slagmarken. Et eksempel er, hvordan oprørsgrupper i Homs i maj måtte indgå en våbenhvile med Assads styrker. Homs blev derefter evakueret af islamistiske oprørsstyrker, og regimet rykkede ind.
For det samlede oprør var opgivelsen af Homs – der nu ligger i ruiner – måske en militær og humanitær nødvendighed, men det var også en begivenhed, der udstillede oprørets manglende politiske sammenhold og måske vigtigst: et moralsk nederlag. Homs var en af de første oprørske byer, og fik tilnavnet “Revolutionens hovedstad”. I to år holdt oprørsstyrker ud i Homs gamle bydel, midt i en massiv belejring fra nogle af regimets bedste enheder. Tabene på begge sider angives til flere tusind menneskeliv. Kampene ødelagde byen. Men opgøret om Homs har i foråret 2014 begrænset sig til regimets succesfulde strategi på at sulte oprørsstyrken ud. Resultatet er, at Homs’ status som symbol på modstanden mod Assad-styret er fortid. Det psykologiske signal til oprøret er, at Assad militærmaskine over tid kan genetablere kontrol over selv de mest indædte modstandslommer.

Efter Homs’ fald synes regimet nu at have sat sig et nyt mål. De stadige bombninger af storbyen Aleppo vidner om, at Assads styrker forfølger den samme model som i Homs. I stedet for at angribe byen direkte, og her udsætte sig for store tab, fører regimet krigen ind i hjertet af civile områder. Midlet er sult, tørst eller terrorvåben som eksempelvis tøndebomber – primitive og ad hoc- fremstillede våben som rulles ud af regimets helikoptere, og rammer mere eller mindre tilfældigt. Fremgangsmåden synes at have sin egen brutale logik, idet den over tid forsøger at nedbryde civilbefolkningens støtte til oprørets eller nødvendiggør en humanitær løsning.

Assads voksende selvtillid markerer et punkt i borgerkrigen, hvor oprørets (og Vestens) håb om en sejr på slagmarken synes meget langt væk. Det har en kritisk effekt på moralen i dele af den syriske politiske opposition og moderate oprørsgrupperinger. Netop her er behovet for en snarlig politisk løsning størst; her truer oprørets interne splittelse med at blive en ny borgerkrig i borgerkrigen, og dermed fjerne enhver mulighed for et reelt alternativ til Assad. En demoraliseret syrisk oppositionsaktivist med base i Beirut fortalte New York Times efter valget, at “hvis nogen siger noget om modstand og fortsættelse af revolutionen, så vil jeg slå dem i ansigtet […] Assad vandt og vi tabte”.

Balkaniseringen af Syrien?

Spørgsmålet er, hvilken udvikling borgerkrigen på sigt vil bringe? Satellitbilleder samlet af organisationen Human Rights Watch giver måske et vist indblik ind i de planer, Assad har for Syrien, eller i det mindste for de områder, som skal være regimets fortsatte magtbase. Human Rights har stærke beviser for, at regimet siden 2012 systematisk har foretaget en række destruktioner af oppositionsvenlige nabolag i eksempelvis hovedstaden Damaskus og storbyen Hama. Ved sammenligningen af satellitbilleder fremgår det, at ca. 145 hektarer boligområder er blevet bulldozet efter regimet har indtaget det fra oprørsstyrker. Med en sådan strategi ønsker regimet at sende et umiskendeligt signal til oprørerne og deres sympatisører:

For det første straffer regimets sine modstandere kollektivt, uanset om de aktivt har deltaget i kampen eller blot har haft en adresse i bestemt område. For det andet har kritikere af Assad tydeligvis ingen fremtidig rolle eller plads i samfundet, hvor nu selv deres boligområder systematisk ødelægges. Strategien har bekymrende ligheder med lignende fremgangsmåder i borgerkrigen på Balkan, og man kan frygte, at regimets aktivt forsøger at sikre sig et område i den vestlige del af landet, centreret omkring storbyen Damaskus og grænsen til Libanon. Netop dette område repræsenterer dels et af de mest højtudviklede dele af landet i form af infrastruktur, og er samtidig højborg for de religiøse og socioøkonomiske grupper, som støtter Assad. Spekulationen er, om regimet med sin strategi forsøger at skabe en mulig geografisk, politisk og etnisk ramme, hvori en levedygtig stat under fortsat ledelse af Assad kan slå rod. En sådan satsning ville måske være ensbetydende med, at regimet accepterer, at det aldrig vil kunne gennemtvinge en total sejr på slagmarken – hvorefter man ville kunne diktere sine krav til modstanderne – men snarere indser at borgerkrigens løsning på sigt kun kan findes ved forhandlingsbordet, og at Assads bedste mulighed for at være med her er, hvis udgangspunktet er den mulige opsplitning af syrisk territorium.

Bedømmelsen er dog, at en sådan strategi vil medføre en voldsom ustabilitet i Mellemøstens magtspil. Noget, selv Assads tætteste allierede i Moskva og Teheran sandsynligvis ville være direkte imod, da en faktisk dannelse af nye suveræne stater i området blot vil øge magtspillets kompleksitet, og måske endda svække Ruslands og Irans faktiske indflydelse. Som situationen i Syrien er nu, har Assads internationale partnere tilføjet den en vis stabilitet, og allervigtigst forudsigelighed. Med deres fortsat støtte kan de højst sandsynligt se frem til endnu mere militær fremgang for regimet, og derved øge deres fremtidige magtposition i landet. En strategi Teheran og Moskva forfølger ud fra hver deres logik. For russerne er og bliver Syrien dels en geostrategisk udpost samt en satsning i deres magtkamp med Washington. For iranerne er indsatsen i Syrien kritisk. Dels er den ensbetydende med deres fortsatte mulighed for at forsyne og opbygge Hizbollah som en stedfortræder militærstyrke mod arvefjenden Israel. Dertil kommer, at Assad udgør en balanceringsmekanisme i Teherans regionale magtspil med Saudi-Arabien og andre golfstater. Nye statsdannelser midt i Mellemøsten synes således ikke at passe ind i nogle af Assads støtter.

En mere realistisk tolkning af Assads forsøg på at sikre sin magtbase er måske, at Syrien er ved at udvikle sig til “Mellemøstens Somalia”, dvs. en fiaskostat, hvis landområder kontrolleres af forskellige internt stridende krigsherrer, og hvis konflikt destabiliserer nabostaterne men hvor landets suverænitet stadig anerkendes af FN. Netop dette udfald frygter FNs tidligere fredsmægler i konflikten Lakhdar Brahimi allermest. I Brahimis analyse vil Syrien “ikke blive delt som mange forudser. Det bliver en fiaskostat med krigsherrer overalt”. Analysen styrkes af, at Brahimi før har forudset en sådan udvikling. I 1999 var han FNs særlige udsendte til Afghanistan, og understregede for Sikkerhedsrådet at manglende international opmærksomhed og forsøg på forhandling ville føre til en afghansk fiaskostat: “Rådet havde ingen interesse i Afghanistan, et lille fattigt land, langt væk. Jeg sagde; én dag så eksploderer det lige i hovedet på jer. Det gjorde det. Syrien er meget værre”.

Næste træk

Brahimis analyse kan føre til to stærkt pessimistiske scenarier. Det første, at Vesten (eller evt. Syriens nabostater) i en ikke så fjern fremtid igen tvinges til seriøst at overveje en militærintervention, hvis terrororganisationer virkelig finder en sikker base i dele af et lovløst Syrien. En anden – men fra Vestens perspektiv ligeså pessimistisk – risiko er, at stater som Tyrkiet, Jordan og Saudi-Arabien (og Vesten selv) langsomt vænner sig til den ubehagelige tanke, at et Syrien samlet under Assad sandsynligvis ikke vil være en base for terrorister. I det scenario vil Syrien i stedet vende tilbage til status quo før borgerkrigen, og her indtage sin traditionelle rolle som én af Israels militærhovedfjender samt en streng modstander af USA’s indflydelse i regionen MEN uden at flirte med international terrorisme. For Vesten og Syriens nabostater vil den udvikling i det mindste bringe en vis stabilitet til regionen. Men den vil kræve det utænkelige for regimets erklærede modstandere: At lade Assad vinde borgerkrigen.

I øjeblikket er den eneste militære måde at undgå dette scenarie, hvis Vesten og arabiske stater som Qatar og Saudi-Arabien finder en fælles front i bevæbningen og massiv støtte til moderate syriske oprørsgrupper. Præsident Obama har siden sommeren 2013 forsøgt at finde sådanne grupper og intensivere støtten til dem. Samme udvikling ses hos flere europæiske stater, herunder Danmark, hvor udenrigsminister Martin Lidegaard i maj udtalte til Berlingske Tidende, at han var parat til at bevæbne moderate grupper. For Assads internationale modstandere skal beslutningen om at tilføje oprørsgrupper avancerede våben tages snart. Oprørets sammenhængskraft er i frit fald, og ekstreme grupperinger med helt andre dagsordner for fremtidens Syrien bliver mere etablerede. Vesten vil højst sandsynligt påbegynde at udruste grupper styret af the Supreme Military Council – det øverste organ for moderate oprørsgrupper – over sommeren. En mulighed er tilføjelsen af panserværnsvåben. Det vil bringe en ny intensitet til konflikten, og vil muligvis bremse Assads militærfremmarch. Og det vil uden tvivl frembringe en modreaktion fra Assads støtter. Den massive russiske støtte i våben, rådgivning og udrustning vil kunne blive intensiveret, og inkludere nye defensive højteknologiske modtræk – fx elektroniske jamming-systemer som “Shtora”, et anlæg designet til at beskytte kampvogne og panserede køretøjer mod transportable missilsystemer. Hizbollah og Iran kan ikke tilbyde samme niveau af højteknologi, men kan i stedet øge deres støtte af rådgivere og højtuddannede frontsoldater. Det vil øge regimets evne til at fortsætte det offensive pres på oprøret, og sætte endnu et lag mellem Assads udsatte panserenheder og oprørets nye våben. Kort sagt: For Assads støtter vil oprørets nye våbensystemer således blive mødt af defensive og offensive tiltag, designet til at fastholde regimets seneste fremgang på slagmarken.

Martin Ammitsbøll Husted (f.1981) er cand.mag i Filosofi, Historie og Samfundsfag fra Aarhus Universitet. Han er lektor på Århus Akademi, foredragsholder om bl.a. stormagtspolitik og sikkerhedspolitiske emner, og har bidraget med flere artikler til RÆSON om konflikten i Syrien.