05.02.2014

Arbejdsløsheden i Spanien er steget med 113.097 personer i januar 2014, hvilket bringer landet op på 4,8 mio. arbejdsløse – en arbejdsløshed på ca. 26 procent. Det offentliggjorde det spanske beskæftigelsesministerium (Ministerio de Empleo) tirsdag. Især den spanske ungdom er hårdt ramt af arbejdsløsheden. Krisens varighed og Spaniens fortsatte økonomiske nedgang har fået eksperter til at betvivle det spanske velfærdssystems fremtidige eksistens.

REPORTAGE af Alexander Topp

I Barcelonas berømte Raval-kvarter har krisen for alvor sat sine triste spor i det gotiske gadebillede. I en af de adskillige smøger, Calle de Xucià, som ligger tilbagetrukket fra nærområdets caféliv, tigger den 23-årige Nikolai foran et supermarked. Uden for sommerperioden har han ikke kunnet finde arbejde, og derfor har han set sig nødsaget til at tigge for at få råd til sit næste måltid. Det betyder også, at han i dag sover på gaden eller i forladte huse. I de første 6 måneder som arbejdsløs modtog han omkring 400 euro i bistand – ca. 3000 kr. om måneden – men da hans bistandskvote nu er opbrugt, må han klare sig selv.

“Jeg føler mig sat uden for systemet. Den eneste hjælp jeg kan få er gennem private organisationer, som tilbyder måltider på tirsdage og torsdage,” fortæller Nikolai til RÆSON.

Nikolai er født i Belize, men han har boet i Catalonien, siden han ankom til Spanien med sin familie i 1998. Han har læst tysk og engelsk på et af Barcelonas sprog-akademier i håb om at kunne begynde en karriere inden for turistbranchen. Dog har han måttet nøjes med sommerjobs på omkringliggende campingpladser, og han har erkendt, at udsigterne til at udleve sin drøm i den nærmeste fremtid er ganske dårlige. I hvert fald så længe han bliver i Barcelona. Nikolais historie er langt fra et enestående tilfælde. Den spanske ungdom er nemlig den aldersgruppe, som er allerhårdest ramt af den ekstreme arbejdsløshed i landet, hvor næsten fem millioner mennesker står uden et job.

Fra arbejdsløs til hjemløs
Det spanske velfærdssystem tilbyder på nuværende tidspunkt yderst begrænset bistandshjælp, set i forhold til den bistandshjælp som udbydes i Danmark og de øvrige skandinaviske lande. I Spanien er bistandshjælpens størrelse bestemt af den arbejdsløses tidligere indtægt, dog med et loft et og minimumsbeløb. Bidraget er desuden tidsbegrænset mellem fire og 24 måneder afhængigt af, hvor lang tid personen har været i arbejde. I Nikolais tilfælde betød dette, at han blot var berettiget til et halv år med 400 euro om måneden til at finde en ny indtægtskilde, inden han blev tvunget til et liv som hjemløs. Situationen i Spanien vidner om en sprække i forestillingen om et europæisk sikkerhedsnet, eller med andre ord, en det utopiske i idéen om en europæisk velfærdsunion, som altid skulle tage hånd om de europæiske samfunds mest udsatte.

Til forskel fra den danske velfærdsmodel er Spaniens nuværende velfærdssystem bygget op omkring en stærk familietradition. Dette har betydet, at staten har sat sin lid til, at familien skal udgøre den nødvendige økonomiske sikkerhed for de arbejdsløse. Men ifølge Oscar Molina, økonom og professor ved Barcelona Universitet, er denne opfattelse på vej til at ændre sig.

“Den gamle familietradition er på retræte, hvilket blandt andet kan ses ved et stigende antal af enlige forældre. Derudover deler de immigranter, som Spanien har modtaget siden EU-medlemskabet, ikke nødvendigvis den samme familietradition. Dermed tror jeg, at krisen og dertilhørende arbejdsløshed har medført et stigende antal hjemløse,” siger han.

Den spanske ungdom er hårdest ramt
Ifølge Oscar Molina er den spanske ungdom særligt hårdt ramt, fordi de forlader skolebænken tidligt.

“Før krisen var der rigeligt af godtbetalte ufaglærte jobs, hvilket fik mange unge til at afkorte deres uddannelser og indtræde direkte på arbejdsmarkedet. Efter krisen står disse uden dokumenterede kvalifikationer, hvilket besværliggør deres vej tilbage på arbejdsmarkedet,” siger Molina.

Men også de veluddannede i Spanien kæmper en sej kamp for at komme i arbejde. Hvis de finder arbejde, må de ofte tage til takke med lave lønninger, og således udvandes lønningsskællet langsomt mellem top og bund i erhvervslivet. Dette er ifølge Oscar Molina demotiverende for de unge, når de skal vælge en længere uddannelse.

EU-hjælp til Spaniens arbejdsløse ungdom
Udregner man arbejdsløsheden blandt Spaniens unge ud fra NEETs (personer ikke i beskæftigelse eller under uddannelse), indbefatter denne gruppe omkring hver fjerde af Spaniens ungdom. De unge NEETs kan dog ane et spinkelt håb i horisonten. Den 11. november 2013 mødtes EU-rådet og flere af medlemslandenes regeringsoverhoveder i Paris for at diskutere og vedtage EU’s ungdomsarbejdsløshedspakke. Denne pakke sigter efter at garantere EU’s unge lettere adgang til jobs, lærepladser og praktiskpladser inden for EU. Unionen tilbyder i den forbindelse støtte til de lande, som lider af høj ungdomsarbejdsløshed. Ifølge Per Kongshøj Madsen, professor ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet, har Spanien gode muligheder for at få del i støtten:

“Spanien må betragtes som en spidskandidat, sammen med blandt andre Grækenland, når hjælpepakkerne forventes at træde i kraft fra februar 2014,” siger han.

Men selvom hjælpepakken skulle inkludere Spanien, er det langt fra alle, som regner med, at tiltaget vil bære frugt og hjælpe arbejdsmarkedet til at blomstre ud af krisen. Oscar Molina mener, at hjælpepakken er et allerede afprøvet forsøg i nye klæder:

“Jeg tror ikke, at EU’s ungdomsarbejdsløshedspakke vil have nogen mærkbar positiv virkning på arbejdsløsheden i Spanien. For det første er pakken møntet på at mindske arbejdsgivernes omkostninger ved at ansætte unge arbejdsløse. Lignende forsøg har ramt ved siden af i Spanien før, og adskillige undersøgelser vidner om planens ringe effekt i Spanien. For det andet er efterspørgslen efter den spanske produktion lav, og dermed er forudsætningen for flere ansættelser dårlig”.

Spansk velfærd i europæisk perspektiv
Indenfor EU har man i lang tid stræbt efter en ensartet velfærdspolitik for medlemslandene, hvilket blandt andet skulle fungere som sikkerhedsnet for arbejdsløse. Denne utopi om en europæisk velfærdsunion er i realiteten langt fra så idyllisk, som den lyder. For Spanien, Italien, Grækenland, Irland og flere østeuropæiske lande, synes de nord- og centraleuropæiske velfærdsstandarter nemlig at udgøre urealistiske målsætninger. Alligevel findes der i EU, ifølge Per Kongshøj Madsen, et ønske for om skabe konvergens og harmonisere medlemslandenes velfærdssystemer.

“Der findes et pres, som har ulmet under overfladen siden indførelsen af det frie marked og den fri bevægelse mellem medlemslandene. EU’s pres for velfærdskonvergens fungerer som et harmoniserings strygejern hen over Europa,” siger han til RÆSON.

Men dette pres synes imidlertid at have påvirket de europæiske velfærdsstater forskelligt. I realiteten betyder det, at EU ikke nødvendigvis bevæger sig mod ensartede retningslinjer, som afspejler de mest udviklede velfærdssystemer. Ifølge Kongshøj Madsen tyder det meste derimod på, at man sigter efter lavere fælles standarder.

“En fælles europæisk velfærdsunion sigter i realiteten efter en gennemsnitlig velfærdsmodel, eller måske endda én, som opfylder endnu lavere fællesnævnere. For de medlemslande med de mest omfattende velfærdssystemer, har vi for eksempel kunnet se nedjusteringer af den sociale velfærd”.

Ifølge Per Kongshøj Madsen er der altså ikke meget der tyder på at spanierne skal forvente, at EU vil bidrage til at hæve Spaniens offentlige velfærdsniveau.

Den spanske velfærds fremtidsudsigter
Per Kongshøj Madsen og Oscar Molina er enige om, at Spaniens velfærdssystem går en svær fremtid i møde, og sociale nedskæringer lader til at være det eneste realistiske udfald. Ifølge Molina er en komplet reformering af den spanske velfærdsstat nærmest uundgåelig:

“Jeg regner med, at den spanske velfærdsstat gradvist vil miste sin universelle karakter i fremtiden. Det er yderst sandsynligt, at Spanien vil bevæge sig imod en residual velfærdsstat, som er mere lig den amerikanske. Uddannelses- og sundhedssektoren har allerede gennemgået en delvis privatisering,” forklarer Molina.

På trods af at den nye spanske ledighedsopgørelse ikke viser så stor en stigning i ledigheden, som man tidligere har set, rokker det ikke ved, at det spanske velfærdssystems forventes at gå mod mærkbare forandringer og nedjusteringer. Den tiltagende opløsning af kernefamilien som socialt sikkerhedsnet, synes at isolere de mest udsatte spaniere, idet staten heller ikke tilbyder længerevarig hjælp eller stabilitet for disse mennesker. Samtidig er der ikke megen tiltro til, at EU’s planer om hjælp til udsatte lande kan løse de unge arbejdsløse spanieres udfordringer.

Hjemløshed i gadebilledet
Krisen er synlig i Barcelonas Raval-kvarter, hvor hjemløsheden alt mere bidrager til gadebilledets helhedsoplevelse. Raval-kvarterets gamle snørklede gader har gennem årtier været præget af kriminalitet i form af prostitution og handel med narkotika. Desværre for de hjemløse, som har søgt tilflugt i området, opfattes de af lokaladministrationen, som et problem på lige fod med prostitution og narkokriminalitet.

På et informationsmøde for lokaladministrationen i Raval-kvarteret den 20. november 2013, var repræsentanter fra Rådhuset (Ajuntament de Barcelona) og Barcelonas Politiafdeling (Guárdia Urbana) samlet. Her blev det tydeligt, at de hjemløse bliver set som en alvorlig udfordring, der skal ryddes af vejen.

”Vi gør, hvad vi kan for at gøre rent i gaderne og fjerne drugdealers, prostituerede og hjemløse,” siger politiinspektør, Benito Granados, fra Guárdia Urbana.

Det tyder på, at Nikolai og det stigende antal hjemløse går en endnu sværere tid i møde. De får ikke megen hjælp af de spanske sociale myndigheder, og nu lader det også til, at de vil blive jaget væk fra gaderne af Ravals lokale myndigheder.


Jacob Alexander Lynggaard Topp (f. 1987) er uddannet cand.mag. i historie fra Københavns Universitet med studier ved Stockholm Universitet og Aarhus Universitet. Er specialiseret indenfor nyere skandinavisk og europæisk historie med fokus på velfærd og nationalisme. Bosat i Spanien og Barcelona af flere omgange og rapporterer vedr. Spaniens politiske klima. Har tidligere skrevet til Altinget.dk.
FOTO: Barcelona. B. Sigurbjörnsson via Flickr