28.09.2014

BAGGRUND: I oktober udgiver RÆSON bogen „Mellemøsten i krig“ der samler aktuelle analyser og interviews fra magasinet: 179 kr. (abonnentpris: 129) – læs mere om bogen

Interview af RÆSONs chefredaktion

Hvad er efter din vurdering USA’s best case-scenarie for den mission, landet har indledt? Hvordan ville amerikanerne ønske, det kunne gå? At svække IS så meget, at Kurdistan og Irak er uden for fare for at blive overtaget af IS. Jeg tror faktisk godt, at amerikanerne ved, at det er det bedste de kan opnå. At tilintetgøre IS i et område med to meget svage stater, ved de godt ikke kan lade sig gøre.

Er der grund til at tro at IS kan besejres uden at vestlige (amerikanske) landtropper sættes ind? Diskussionen om landtropper er ren spekulation. Det vil aldrig ske. Dels vil iranerne og deres allierede i Irak aldrig tillade det; dels vil det bare styrke jihadisterne. I Syrien ville de bare blive en ny deltager i den borgerkrig, der i forvejen har alt for mange. For slet ikke at tale om, at der ingen politisk opbakning er til det i de vestlige lande; herunder USA.

Hvilke forhåbninger kan vesten knytte til i) kurdiske tropper, ii) de ‚moderate‘ syriske oprørere, iii) lokale tropper?Næsten ingen. Kurdernes Peshmerga har ikke vist sig at være den formidable militærstyrke, man troede. Og selv om de nu vil blive styrket gennem våbenleverancer og rådgivning, vil de (klogeligt) holde sig til at forsvare Kurdistan. At tro at de vil redde kastanjerne ud af ilden for irakerne er endnu et af de mange fata morganaer [illusioner/drømmesyn, red.], konflikten har produceret.

Hvor står Tyrkiet ift. IS? Hvor står Iran? Alle er imod IS, også Tyrkiet. Men Tyrkiet er langt fra overbevist om at amerikanerne har den rigtige strategi. Og i øvrigt er de mod at stormagterne intervenerer i regionen. Men tyrkerne ville yde et væsentligt bidrag, hvis de begyndte at kontrollere deres grænse til Syrien noget bedre for at begrænse tilgangen af udenlandske jihadister til IS og de andre ekstremistiske militser. Iran har ikke meget tilovers for strategien. De tror at den vil gøre ondt værre, så længe man ikke forholder sig til Golf-staternes støtte til de ekstremistiske kræfter, svækkelsen af den syriske stat, at gøre en ende på den israelsk-palæstinensiske konflikt samt at normalisere forholdet mellem Iran og henholdsvis Golflandene og USA.

Hvor forskellige er situationerne i Irak (hvor Danmark deltager efter anmodningen fra den irakiske regering) og i Syrien (hvor vi står udenfor)? Folkeretligt er der nok nogle forskelle. Men substansen er ikke så forskellig. Det underliggende problem er, at begge stater er svage; dvs. de har regeringer med ringe legitimitet og kontrol med deres befolkninger og territorier – samt at de er ikke i stand til at give deres befolkninger håb for fremtiden ved at forbedre deres levevilkår.

Kan man i den aktion, der tegner sig, se hvilke lektier USA har draget af Afghanistan, Irak, Libyen og drone-krigen? Hverken USA eller Danmark har tilsyneladende lært noget af de tre konflikter, hvor vores militære intervention har gjort en dårlig situation værre. Enhver stat er bedre end ingen stat og så længe ingen kan forklare, hvordan vores militære intervention kunne bidrage til andet end at svække den nuværende stat uden at medvirke til at sætte noget bedre i stedet, forværrer vi bare problemerne. Dertil kommer at jihadismen næres af, at vi blander os i de regionale og lokale konflikter. Hvordan kan vi være mere interesseret i at løse Mellemøstens problemer end de regionale aktører selv? Og IS er trods alt indtil nu et regionalt problem; ikke et globalt problem. Men nu med vores intervention er det så godt som sikkert at det bliver et globalt problem. Er der flere eller færre jihadister/ekstremister i Afghanistan/Pakistan i dag? Flere! Er der flere eller færre jihadister/ekstremister i Irak i dag? Flere! Er der flere eller færre jihadister/ekstremister i Syrien i dag? Flere! Er der flere eller færre jihadister/ekstremister i Libyen i dag? Flere! Er der flere eller færre jihadister/ekstremister i Yemen i dag? Flere! Tror man at Hamas i Gaza vil blive erstattet af demokrater eller af IS eller noget der ligner IS, hvis vi fortsat lader Israel holde befolkningen nede i eet stort fængsel? Nok snarere IS!

Den danske regering insisterer på at indsatsen ikke alene er militær. Hvilke andre tiltag mener du verdenssamfundet/vesten/koalitionen bør tage for at nedkæmpe IS? Vil de blive taget?
Det ville være smart, hvis vi startede med at lægge pres på Saudierne, UAE og Kuwait for at få dem til stoppe finansiering af sunni-ekstremister i Irak og Syrien og forhindre deres borgere i at tilslutte sig IS. Vi burde også stoppe den giftige sekteriske propaganda, der udgår fra de selvsamme lande og lade dem forstå at hvis IS skal bekæmpes, skal det ske i samarbejde med Iran. De (og vi) bør derfor lægge Iran-bashing til side og forstå at et samarbejde med Iran er uomgængeligt, hvis udviklingen skal vendes. Samtidig bør vi begynde at tage skeen i den anden hånd overfor Israel og lægge maksimalt pres på dem for at acceptere deres nuværende internationale grænser (dvs. 1967-grænserne) samt acceptere oprettelsen af en palæstinensisk stat på det resterende territorium. Israels seneste krig mod Gaza har resulteret i mange nye rekrutter til den ekstremistiske bevægelser i regionen. Og USA’s og vi andres stiltiende accept af deres fremfærd gør det meget svært for os at spille en konstruktiv rolle i regionen.

Hvad bør være succeskriterierne for hvornår IS er ‚nedkæmpet‘? IS er kun toppen af isbjerget. Isbjerget er det morads, som Mellemøsten er blevet og succeskriteriet bør derfor være at det igen går fremad for regionen: hvad angår konfliktniveauet, hvad angår udvikling af de politiske systemer, så de bedre reflekterer befolkningernes præferencer og at der er en sund økonomisk udvikling. Det er disse ting, der nærer bevægelser som IS.

Hvad er efter din mening de væøentligste ubesvarede spørsgsmål og dilemmaer ved den militæraktion, der tegner sig? Udover hvad jeg har nævnt ovenfor, er det besynderligt at vores allierede er Golf-landene og det nye militærdiktatur i Egypten. De første fremmer sekterisk had og Sissi’s Egypten står nu for knægtelse af demokratiseringen. Begge dele er blandt de underliggende årsager til miseren. ■

Søren Schmidt er lektor på Aalborg Universitet på Institut for Kultur og Globale Studier. Han specialiserer sig i politiske, udviklingsmæssige og sikkerhedsmæssige forhold i Mellemøsten. Søren Schmidt arbejdede for Den Europæiske Kommission i årene 1995 til 2000 i Jerusalem og Damaskus. Sammen med professor Bjørn Møller er han ved at lægge sidste hånd på en antologi om den syriske konflikt, der om et par måneder udkommer på DJØFs Forlag. KØBENHAVN: NATO’s generalsekretær besøger statsminister Thorning-Schmidt [foto: NATO]