24.05.2014

OPINION af Søren Friis m.fl.

DET LYDER BEFRIENDE, når udenrigsminister Martin Lidegaard (R) nu vil støtte, at Syriens moderate oprørere får adgang til våben udefra. Krigens menneskelige omkostninger overskrider langt vores fatteevne og intet tyder på et nederlag til Assad-regeringens styrker. Så hvorfor ikke hjælpe de kræfter i Syrien, som vi stoler mest på?

FØRST MÅ MAN BEMÆRKE, at det næppe er regeringens hensigt på egen hånd at yde nogen særlig indsats for at vende krigens udvikling i Syrien ved at sende danske våben til oprørerne. Indtil nu har Danmark fokuseret på at fragte våben (Assads kemiske af slagsen) ud af Syrien, ikke ind. Sigtet med udenrigsministerens udmelding, som kommer kort tid efter møder med amerikanske, britiske og tyrkiske kolleger, er mere indirekte: Danmark vil slet og ret slutte sig til de lande, som ønsker at ophæve EU’s beslutning om ikke at bevæbne de syriske oprørere. Dermed tilslutter den danske regering sig de førnævnte tre lande og bidrager – måske vigtigst af alt – med et ”pænt ansigt” til våbenstøttens fortalere.

MEN UANSET DE HYPOTETISKE VÅBENS afsendere er mange vigtige spørgsmål stadig ubesvarede. F.eks. moralske og folkeretlige af slagsen. Her skal dog blot nævnes tre spørgsmål af mere strategisk karakter.

SPØRGSMÅL 1: HVEM ER DE TILTÆNKTE MODTAGERE AF VÅBNENE? Martin Lidegaards egen tvivl eller endda skepsis om svaret fremgår tydeligt. I et interview med Berlingske tirsdag undgår han at sætte navn på modtagerne og taler blot om ”de kræfter, vi tror på”. Da der i samme interview spørges til Syriens ”midlertidige regering” – der menes her eksilgruppen Syrian National Council, som udenrigsministeren i sidste uge mødtes med i Tyrkiet – er meldingen fra Lidegaard, at ”der er brug for et mere stabilt bagland og et klarere billede af, hvem [eksil-]regeringen repræsenterer.” Så langt, så uklart.

SPØRGSMÅL 2: HVORDAN VIL MAN SIKRE SIG, AT VÅBNENE HAVNER HOS DE TILSIGTEDE MODTAGERE OG BLIVER DER? Én stærk frygt har indtil videre været, at forsendelser af avancerede våben kunne falde i de forkerte hænder og dermed bruges mod både de vestlige lande og Israel. Denne risiko – som i oprørets tidlige fase forekom noget søgt – er næppe blevet mindre men derimod større: Saudi-Arabien og Qatar vil sandsynligvis forsøge at matche ethvert træk, som også har til hensigt at knække de ”ikke-moderate” oprørere, som de to lande støtter.

SPØRGSMÅL 3: HVAD HÅBER MAN AT OPNÅ VED AT BEVÆBNE DE MODERATE ELLER ”DEMOKRATISKE” OPRØRERE? Ifølge Lidegaard kan en større ligevægt mellem krigens parter være med til at tvinge Assad til forhandlingsbordet. Men denne mulighed kræver en ophøjet rationel forståelse blandt parterne, hvori magt, prestigehensyn og ’path dependence’ pludselig ophører med at være faktorer. Hvis siderne bliver lige stærke, vil resultatet være en hårdknude, hvor de krigende parter i deres rationelle klarsyn vil afslutte kamphandlingerne og indlede politiske forhandlinger. Det kan ikke udelukkes fuldstændigt. Men det virker overvejende usandsynligt i mangel på andre incitamenter.

ET TÆNKELIGT MÅL med at støtte oprørerne med avancerede våben kunne også være at vende krigslykken fuldstændigt. Men dette scenario ser ingen – heller ikke Lidegaard – ud til at anse for sandsynligt.

SYMBOLIK OG SIGNALVÆRDI virker således til at være stærke hensyn i de hypotetiske våbenforsendelser: Oprørerne skal have dem, men (kan) ikke bruge dem offensivt til at vinde krigen. Derfor må man ydmygt spørge sig selv, med alle usikkerhedsmomenterne i baghovedet, om ikke andre muligheder er at foretrække. Flere kritikere af Lidegaards beslutning har betegnet våbenstøtten som ”too little, too late”. Nogle bringer igen ”no-fly zones” og ”humanitære korridorer” i spil som alternativer – begge dækbetegnelser for meget større og mere direkte militære indgreb. Men indtrykket må faktisk være, at idéen om at sende våben på trods af at være amerikansk-britisk ”old news” ikke bare er ”for lidt, for sent” men derimod er et redskab, som er alt for uklart i sit sigte, alt for usikkert i sit design og alt for sent at tage i brug.

HVAD ER SÅ ALTERNATIVET til magtanvendelse? Mange danske kommentatorer påpeger det som en selvfølge, at man ikke kan forhandle med en type som præsident Assad. Der er (før som nu) kun én måde at afprøve denne påstand: At gøre et grundigt og ærligt forsøg med alle dertil hørende redskaber. Det ville kræve, at alle konfliktens tre niveauer – det nationale, det regionale og stormagtsniveauet – blev inddraget i dens løsning. Konkret burde de vestlige regeringer for længst have gjort den størst mulige indsats for at afsøge, hvad der skulle til for at få især Rusland og Iran til at trække deres støtte til Assad-regimet. Et sådant spor havde uden tvivl krævet indrømmelser både til Assads støtter i udlandet og i Syrien. Ubehageligt, men nødvendigt. Konflikter kan ikke løses ved kun at forhandle med ens venner og på ens egne præmisser.

DET DIPLOMATISKE SPOR blev desværre alvorligt svigtet allerede i sommeren 2012. Her blev den daværende FN-udsending Kofi Annans køreplan for syriske fredsforhandlinger i praksis begravet ved et møde i Paris blandt de lande, der kalder sig ’Syriens Venner’. På mødet fastholdt Hillary Clinton – modsat Annans plan – USA’s krav om Assads umiddelbare tilbagetræden. Den amerikanske udenrigsminister forlangte desuden en skarp FN-resolution under kapitel 7 i FN’s charter, som åbner for militær magtanvendelse. Dermed lukkede den amerikanske regering reelt døren for en forhandlingsløsning. Man vidste udmærket, at Assad ikke kunne eller ville acceptere et betingelsesløst krav om at træde tilbage, men man udstedte alligevel præcis dette krav. Man gav med andre ord den syriske diktator et tilbud, som han kun kunne afvise. ”Det var ikke gavnligt. Hvis man vil have folk til bordet for at forhandle en politisk aftale, kan man godt stille krav, men man må sætte sig ved bordet for at fremme sine synspunkter. Hvis man siger igen og igen, at [Assad] må gå af som en forudgående betingelse, så umuliggør man nærmest det første skridt, nemlig at få parterne til bordet,” sagde Kofi Annan, som trådte tilbage få uger efter mødet i Paris.

’RESPONSIBILITY TO PROTECT’ som international norm er af mange blevet påberåbt som argument for en militær intervention i Syrien. Men hvis en regering svigter sig ansvar for at beskytte sin egen befolkning skal det internationale samfund ifølge R2P-princippet først bruge de passende diplomatiske, humanitære og andre fredelige midler for at beskytte befolkningen. Har det internationale samfund på noget tidspunkt grundigt afprøvet og udtømt alle diplomatiske muligheder? Svaret må stadig være et tydeligt og frustrerende nej. Dette er ikke en forældet historisk pointe, som er irrelevant i dag. I samme R2P-princip finder man meget tænkeligt den eneste vej frem: Som et absolut mindstekrav må alle diplomatiske, politiske og humanitære værktøjer i kassen tages i brug, hvis vi vil gøre os noget som helst håb om at afslutte krigen i Syrien – og ikke mindst hvis vi ønsker at hjælpe og afhjælpe dens snart utallige ofre.

DET ER ALT FOR SENT først at gøre et oprigtigt forsøg på diplomati nu. Men stadigt er det bydende nødvendigt. Ikke mindst danske politikere og medier har nu brugt alt for meget tid og alt for mange kræfter på kun alvorligt at overveje ét redskab i værktøjskassen, nemlig det militære. De folkelige organisationer har trukket et enormt læs, især ift. til de syriske flygtninge, men både diplomatisk og humanitært kan de vestlige regeringer og institutioner gøre meget, meget mere. En helhjertet diplomatisk indsats kræver, at de sætter deres bekymringer om at stille sig selv dårligere i forhold til Assads støtter helt til side. Efter mere end tre års krig bør det hverken handle om at redde ansigt eller vise muskler. Den første mulighed er for længst gået fløjten og den sidste rummer de samme skræmmende perspektiver som altid. ⬛

Artikelforslag til RÆSONs Opinionsserie sendes til: redaktionen@raeson.dk

Søren Friis (f. 1982) er cand.mag. i Internationale Studier og ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, hvor han forsker i udviklings- og sikkerhedspolitik. Poul Villaume, Jørn Boye Nielsen og Isabel Bramsen fra Rådet for International Konfliktløsning (RIKO) har bidraget med kommentarer og medunderskrevet indlægget. ILLUSTRATION: USA’s udenrigsminister John Kerry og Martin Lidegaard møder pressen, i Dept. of State, Washington DC 9. maj 2014 [foto: US State Dept.]