30.07.2014

[FRA RÆSON18 MAJ 2014] Ukrainekrisen vil forandre dansk forsvars- og sikkerhedspolitik, fordi den vil forandre de rammebetingelser (Norden, EU, NATO), den føres inden for.

Af Mikkel Vedby Rasmussen

Vi har ikke lyst. Vi er vendt tilbage fra Afghanistan. Vi har foldet fanerne sammen og stukket piben ind. Vi ville i virkeligheden hellere diskutere folkeskolen, ernæring og de andre nære ting, som i virkeligheden optager os.

Skulle vi overhovedet have en udenrigspolitisk dagsorden, så ville den handle om, hvorvidt Danmark skal være en del af EU’s patentdomstol. Dét er udenrigspolitik for revisorer og som sådan præcis, som vi vil have det. Vi får bare ikke lov. For et land bestemmer ikke selv sine udenrigspolitiske udfordringer. Det bestemmer kun, om det vil se dem i øjnene og møde dem.

Selvom vi gerne vil have det kedeligt, så giver Vladimir Putin os ikke lov. Det er vi i virkeligheden ikke overraskede over. Rusland har under Vladimir Putin genrejst sig selv. 63 pct. af russerne udtrykker glæde over igen at være en stormagt. I Georgien og Tjetjenien har dette nye Rusland vist sin vilje og evne til at bruge militær magt.

I reaktionen på Ukrainekrisen har den danske opinion reageret på to forskellige måder, der på hver sin vis demonstrerer den danske modvilje mod at se på konsekvenserne. På den ene side har der været dem, der altid har ment, Rusland var et problem, og nu ser denne holdning bekræftet. De følte, at fokuseringen på fjerne egne som Irak og Afghanistan var en afsporing af dansk sikkerhedspolitik og glæder sig over, at vi kommer tilbage til sporet fra Den Kolde Krig – ikke mindst fordi det betyder en dansk sikkerheds- og forsvarspolitik, som er defensiv og fokuseret på at forsvare Danmark i stedet for at redde verden. Denne gruppe bliver ikke med urette betragtet som gamle koldkrigere af den gruppe, der aldrig har ment, Rusland var en trussel, og derfor heller ikke gør det nu. De udgjorde den anden del af diskussionen under Den Kolde Krig, og suppleret af en ny generation argumenterer de nu for, at vi må forstå Ruslands interesser og verdensopfattelse.

Men både de, der altid har frygtet Rusland, og de, der aldrig vil gøre det, har misforstået, hvad den nye forsvars- og sikkerhedspolitik handler om. Begge parter er i stand til at få al ilt til at gå ud af debatten om vores alternativer, og resultatet bliver, at modviljen slår over i modløshed.

Modvilje er et godt udgangspunkt for en strategi. Hvis blot russerne og deres præsident var mere modvillige, ville meget således være vundet. Modvilje gør, at man kan forholde sig kritisk til mål, midler og ressourcer. Det er – faktisk – det bedste udgangspunkt for en strategi.

Men modvilje er ikke en strategi i sig selv. Og en strategi er der behov for. Den ukrainske revolu-tion afsatte præsidenten og bragte Ukraines geopolitiske position i spil. Putin svarede ved at lade russiske styrker gå ind på Krim. Revolutionen var en af den type begivenheder, hvor historiens fjeder bliver trukket op for – i ét nu – at blive sluppet og sætte en ny kæde af begivenheder i gang.

Andre steder i verden havde 9/11 været begivenheden, som afsluttede efterkoldskrigstiden. For USA definerede terrorangrebene en ny sikkerhedspolitisk dagsorden, som satte en række begiv-enheder i gang i Asien og Mellemøsten. 9/11 blev udgangspunktet for at forklare, hvad der skete, snarere end det sovjetiske imperiums sammenbrud. I Østasien har det været globaliseringen og den heraf følgende økonomiske vækst i Kina, der i to årtier har sat dagsordenen. I Europa er in-gen af de begivenheder gået upåagtet hen, men de har ikke formet europæisk politik; og det er en af forklaringerne på, at europæerne og amerikanerne ikke altid har været enige om, hvad der var de centrale udfordringer, og hvordan de skulle løses. Når Europa har engageret sig i “krigen mod terror”, så har det i vidt omfang netop været, fordi man ikke mente, at der var presserende sikkerhedspolitiske problemer tættere på, og når amerikanere pressede på for et mere globalt europæisk engagement, var det netop også ud fra devisen om, at “Europa var færdigt”, i den forstand at udvidelsen af EU og NATO efter Den Kolde Krig havde givet en stabil sikkerhedsorden på kontinentet.

Ukrainekrisen vil forandre dansk forsvars- og sikkerhedspolitik, fordi den vil forandre de rammebetingelser (Norden, EU, NATO), den føres inden for. Derfor er der behov for en grundlæggende rekalibrering af mål, midler og ressourcer i vores udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik.

Denne rekalibrering må tage udgangspunkt i, at Putins Rusland er en langt mindre militær, økonomisk og politisk trussel, end Sovjetunionen var. I en direkte konventionel konfrontation vil NATO således med al sandsynlighed nedkæmpe russiske styrker. Imidlertid er det Rusland, som indtil videre har brugt denne asymmetri til sin fordel. Rusland har undgået den direkte konfronta-tion med Vesten og i stedet slået til, hvor Vestens interesser og intentioner ikke var klare, og hvor Ruslands intervention ikke berettigede et militært modsvar fra Vesten. Således berøvet sin åben-lyse militære fordel har Vesten haft færre kort på hånden.

Det er således Vestens modvilje mod en konflikt og en konfrontation, som giver Rusland han-dlerum. Strategiens mål må være at reducere dette handlerum. Strategien må tage udgangspunkt i konstateringer:
• Vesten har ikke længere initiativet.
• Rusland har viljen og evnen til at bruge væbnet magt.
• Der foregår en konkurrence mellem forskellige ordner.
• Sikkerhedspolitikken har igen primat.

Vesten har ikke længere initiativet. Siden afslutningen af Den Kolde Krig har det været Vestens initiativer – udvidelse af NATO og EU, intervention på Balkan, forsyning af styrkerne i Afghanistan – som satte dagsordenen for forholdet til Rusland – om ikke andet fordi Vesten dårligt tog Rusland alvorligt, medmindre landet protesterede mod en vestlig politik. Hvad Rusland i øvrigt foretog sig i relation til sit “nære udland”, var ikke på Vestens strategiske radar. Med Ukrainekrisen har Rusland bevist, at landet kan sætte dagsorden, og Vesten har et meget ringe beredskab til at følge med.

Rusland har viljen og evnen til at bruge væbnet magt. Siden afslutningen af Den Kolde Krig har væbnet magt ikke været en del af opskriften på, hvordan forholdet mellem vest og øst skulle reguleres. Tværtimod er Europa blevet afmilitariseret, hvilket det dramatiske fald i forsvarsbudget-terne er et udtryk for. Siden Murens fald er væbnet magt kun blevet brugt ét sted i Europa: på Balkan – en konflikt, som Vesten greb ind i netop med det formål at forhindre, at krig skulle forme grænser. Præmissen for europæisk politik har været, at internationale relationer var baseret på samhandel og samarbejde.

Konkurrence mellem forskellige ordner. For Vesten betød afslutningen af Den Kolde Krig, at vestlige idéer om det åbne samfund og det frie marked var basis ikke bare for organiseringen af de enkelte lande, men også for relationerne imellem dem. Det nuværende russiske regime tilbyder en anden model – både til sine egne borgere og til borgere i andre lande. Dette gør Rusland inden for rammerne af den globale økonomi – og igennem tæt samhandel med Europa.

Sikkerhedspolitikken har igen primat. Netop fordi Rusland er integreret i den globale økonomi på måder, som Sovjetunionen ikke var, er det en endnu større udfordring for de vestlige lande at forstå, hvordan Rusland bruger sine økonomiske ressourcer, særligt inden for energisektoren, som en integreret del af statens magt. For vi har traditionelt set økonomi, kontakt og handel som kilder til fredelig sameksistens og integration.

Efter Ukraine bliver Vestens udfordring at formulere en langsigtet og sammenhængende strategi baseret på følgende principper:
• Værdier er universelle, interesser er ikke.
• Militær magt er forudsætningen for fred i Europa.
• Internationale organisationer og international økonomi er en arena, ikke et samarbejdsforum.
• Vi må identificere og udnytte Ruslands sårbarhed.
• Vesten må holde sammen.

Værdier er universelle, interesser er ikke. Vestens største aktiv er det åbne samfund og det frie marked. Hverken i Europa eller i Nordamerika skal vi forledes af Vladimir Putins statsideologi til at tro, at russere ikke vil have et åbent og frit samfund. Vestens ord må tale til de russere, der ønsker en anden vej, og Vestens handlinger må vise, at Vesten er parat til samarbejde. Men de vestlige befolkninger og regeringer må samtidig nå til den svære erkendelse, at vi simpelthen ikke deler målsætninger med russerne. Vi er ikke enige om, hvad der er basis for statsmagten, vi er ikke enige om nationens rolle i en global verden, og vi er ikke enige, hvordan det internationale samfund skal organiseres.

Militær magt er forudsætningen for fred i Europa. Ruslands villighed og evne til at bruge væbnet magt understreger, at de europæiske landes sikkerhed afhænger af en troværdig afskrækkelse af Rusland. Vesten er massivt overlegent i forhold til Rusland, hvis man sammenligner budgetter og kapaciteter – imidlertid kan Vesten ikke udnytte denne overlegenhed, hvis Rusland kan spille på Vestens manglende vilje til at bruge sine militære kapaciteter og NATO’s manglende evne til at sikre forsvaret af en række af de nye medlemmer, særligt de baltiske lande. Troværdig af-skrækkelse er således nøglen til at sikre, at Putinregeringen ikke eskalerer konflikten med Vesten til et punkt, hvor Vesten må vælge at gribe militært ind.

Internationale organisationer og international økonomi er en arena, ikke et samarbejdsforum. Ek-sistensen af forskellige værdier og modstridende interesser betyder, at vi må erkende, at interna-tionalt samarbejde og de globale markeder ikke blot er neutrale rum, fri for herredømme, men are-naer for en strid om, hvem der får sin vilje.

Vi må identificere og udnytte Ruslands sårbarhed. Rusland har taget initiativet, fordi præsident Putins regering dygtigt har udnyttet vestlig følsomhed over for energileverancer. Dertil kommer, at Vesten ikke har forstået, at Rusland ville udnytte denne følsomhed – men i stedet forventet, at Rusland med tiden ville opføre sig som en vestlig stat, der lod markedet fungere på sine egne præmisser. Hvor følsomme særligt en række europæiske lande end måtte være over for russiske energileverancer på kort og mellemlang sigt, så er de europæiske økonomier langt stærkere end den russiske. Vesten skal investere sig ud af afhængigheden af Rusland (fx ved at udvinde skifergas, åbne atomkraftværker og udvikle vedvarende energi), men Rusland, derimod, vil altid være afhængig af at sælge sine energiprodukter til verdens største økonomiske blok. Vesten må formulere en langsigtet og sammenhængende energipolitik og handelspolitik over for Rusland, som sætter de vestlige lande i stand til at udnytte Ruslands sårbarhed.

Vesten må holde sammen. Præsident Putin har initiativet, fordi Vesten ikke har prioriteret at formulere en sammenhængende politik. Vestlig krisehåndtering har været præget af nationale udspil, som har været dårligt koordineret i organisationerne, med den konsekvens, at Ruslands handlinger ikke har mødt et resolut svar. Dermed har Kreml ikke haft en konkret forventning om sanktioner i tilfælde af en eskalation. Vesten har med andre ord i vidt omfang selv skabt handlerum for Rusland, og det er afgørende, at dette handlerum mindskes i kraft af en koordination af den vestlige politik. Forudsætningen herfor er i sagens natur et kompromis mellem de forskellige holdninger og en erkendelse af, at Europa kun har indflydelse i kraft af tæt samarbejde med USA. Fordi Vesten skal koordinere mange holdninger, er det afgørende at etablere en konsensus, fx i et nyt strategisk koncept for NATO, så man er parat til at reagere på russiske initiativer – præcis som under Den Kolde Krig.

Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er fra 1. august chef for forsvars- og sikkerhedspolitisk sekretariat i Forsvarsministeriet. Han forlader en stilling som professor MSO, Institut for Statskundskab, og leder af Center for Militære Studier, som – da dette nummer af RÆSON udkom – forberedte en rapport om konsekvenserne af Ukrainekrisen for dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Denne artikel bygger på pointer fra denne rapport forfattet i samarbejde med en række af Rasmussens kolleger.