22.09.2014

For første gang i lang, lang tid har skotterne med deres folkeafstemning luftet ideen om folkenes selvbestemmelsesret i det gamle, stabile Europa. Nu lægger catalanerne i det nordøstlige Spanien op til en tilsvarende afstemning den 9. november. Burde Danmark støtte både catalanerne og skotterne i deres løsrivelsesforsøg?

KOMMENTAR af Ole Aabenhus, Ræsons EU-redaktør

Dagen efter afstemningen om Skotlands selvstændighed vedtog Cataloniens parlament i Barcelona en lov, der sender catalanerne til urnerne for at stemme om uafhængighed af Spanien. Det vil ske om bare syv uger, den 9. november – medmindre det lykkes regeringen i Madrid at sætte en stopper for forsøget.

Dermed er et nyt, gammelt tema brændt igennem tapetet i EU: Folkenes selvbestemmelsesret. Det er et tema, vi i Danmark har særlige erfaringer med, og man kan derfor spørge, om ikke vi herhjemme burde overveje at føre en aktivistisk EU-politik på dette felt, mindst svarende til den meget aktivistiske udenrigspolitik, vi fører uden for EU’s grænser.

Men først om Skotland:

”Devo-max”
Skotterne har vist vejen frem: Vel blev det et nej på 55 pct. mod 45, men undervejs har Westminister og Downing Street 10 været nødt til at love Skotland ”Devo-Max” for at få lidt substans i slagordene om ”Better Together” og om at skotsk udtræden af Det forenede Kongedømme ”ville have knust mit hjerte”, som David Cameron fik sagt.

”Devo-max”, eller på dansk ”maksimal decentralisering” (devolution), handler helt konkret om, at det skotske parlament selv skal fastlægge alle skatter og afgifter – og selv bruge pengene igen – minus et beløb, der skal dække kongehuset i Buckingham Palace, forsvaret og udenrigstjenesten.

Man kan kun gætte på, hvor langt Cameron tør gå i denne omgang. Sikkert er det, at andre dele af Det forenede Kongerige vil stille sig i kø efter tilsvarende ”Devo-Max” rettigheder. Wales og Nord-Irland står først i rækken, men UKIP-leder Nigel Farage har nu gjort sig til talsmand for, at gamle England også skal have øgede rettigheder. Han gør sig til talsmand for noget så uhørt som en britisk grundlov og kræver en ”fair deal”: Regeringen i London betaler 15.200 kr. mere om året pr. indbygger til Skotland end til andre dele af kongeriget. ”England kræver at blive hørt”, lyder det.

Sikkert er det, at Storbritannien aldrig bliver det samme igen. Der findes nu en organiseret gruppe omkring Scottish National Party (SNP), som kan kræve ny folkeafstemning, den dag skotterne igen føler sig tilsidesat af London. Og Det forenede Kongedømme, der mistede Irland efter første verdenskrig (i 1922) og siden et helt imperium, risikerer at skrumpe yderligere med godt fem millioner indbyggere til knap 59.

EU
EU har reageret med bævende tavshed på folkeafstemningerne, indtil den indtil-videre-siddende formand for Kommissionen, Jose Manuel Barroso, valgte side med de siddende regeringer i Madrid og London. I et interview med BBC forklarede han, at det ville være ”svært, om ikke umuligt” for Skotland at fortsætte som EU-medlem efter et ja til uafhængighed. Skotland måtte stille sig op i køen af ansøgerlande, som hver især skal godkendes af samtlige 28 medlemslande – og, forklarede han.

Sagen er, at EU ikke har nogen klar politik på spørgsmålet om folkenes selvbestemmelsesret. På trods af, at FN-pagten fremhæver retten til at et folk – en nation – kan organisere sin egen stat, indgår dette krav overhovedet ikke i det grundrettighedscharter, der indgår i EU’s Lissabontraktat. Hvorfor? Måske fordi EU grundlæggende set er et forbund af stater (se interview med Uffe Østergaard i Ræson om ”EU’s logik”). Og set i et statsligt perspektiv er selvbestemmelse noget rod.

Men EU-landene har ikke holdt sig tilbage fra at bruge princippet, når det passede ind: I spørgsmålet om Kosovos løsrivelse fra Serbien var man for, i spørgsmålet om Krim og Østukraine afviste man de forhastede afstemninger, russerne gennemførte – uden at kræve nye og ordentlige. I stedet forholdt man sig udelukkende til de gamle principper fra den westfalske fred i 1648 om staters integritet og grænsekontrollens ukrænkelighed.

Andre på vej
Spørgsmålet er, om ikke der nu er grund til at få nogle klarere regler for, hvad man i dag skal lægge i folkenes selvbestemmelsesret, af to grunde:

Den ene er, at der på Corsica og Sardinien, i Norditalien, i Belgien, i Rumænien og i Baskerlandet sidder selvstændighedsbevægelser, der en dag vil kunne bruge Skotland og Catalonien som forbilleder.

Den anden er, at vi med EU og NATO er kommet ind i en periode, hvor stater for første gang vil kunne deles (og heles) uden krig, fordi europæerne indgår i EU og NATO, der tilsammen – vest for Rusland – danner en slags overnational sikkerhedsparaply.

Det spørgsmål, der skal besvares i første omgang, kunne lyde: Hvad skal der til for at borgerne kan få ret til at sige: Vi er et folk, og vi ønsker vores egen stat.

Der er fortilfælde, man vil kunne skæve til: For godt tyve år siden blev det gamle Tjekkoslovakiet delt ved en ”fløjs-skilsmisse” – stort set uden problemer. Det skete i 1993, altså før de to lande, vi kender i dag, Den tjekkiske republik og Slovakiet, kom ind i EU.

Et andet fortilfælde er Sønderjylland, der blev genforenet med Danmark i 1920 ved en totalt fredelig folkeafstemning efter en bestialsk krig. Men den genforening stod ikke alene, lignende folkeafstemninger fandt sted i Eupen-Marmedy i det nuværende Belgien, Klagenfurt i Østrig, Schlesien i Polen og i Østpreussen – alt sammen tilskyndet af den daværende amerikanske præsident Woodrow Wilson og hans indsats under fredsforhandlingerne efter Første Verdenskrig.

Særlig rolle til Danmark?
Der er altså grund nok og forbilleder nok i EU til at tage spørgsmålet om folkenes selvbestemmelse op. Danmark kunne her spille en særlig rolle, fordi Genforeningen spiller så central en rolle i nyere dansk historie, og fordi Danmark senere selv har brugt princippet til at give både Færøerne og Grønland hjemmestyre inden for den særlige form for forbundsstat, vi kalder rigsfællesskabet med Margrethe II som det samlende overhoved.

Efter det danske EU-formandskab i 2012 var jeg til et møde i Barcelona, hvor den danske ambassadrice i Spanien skulle fortælle om formandskabets resultater. Jeg var overrasket over det store fremmøde af sagførere og intellektuelle, men det viste sig, da vi nåede til spørgsmålene, at de var kommet med ét formål: De mente, at Danmark ville stille sig positivt, hvis Grønland ønskede selvstændighed. Ville Danmark tilsvarende støtte en Catalonien, hvis de søgte EU om optagelse som selvstændigt land?

Ambassadricen arbejdede sig udenom med diplomatisk snak. Men mødet har været med til at overbevise mig om, at der her ligger en mulighed for at give Danmark profil på et område, vi har erfaringer med, et område, der ikke handler om krig, men om fred, og et, hvor vi ikke træder os selv over forbeholdene.

Catalonien
At der er god grund til at få en europæisk diskussion om selvbestemmelsesretten nu, fremgår af situationen i Catalonien efter parlamentets beslutning i fredags.

På den ene side er situationen nu så langt fremskreden, at vi ved, hvad der skal stå på stemmesedlerne 9. november: ”Ønsker du, at Catalonien skal være en stat? Hvis ja, ønsker du, at denne stat skal være selvstændig?”

På den anden side har den spanske regering under Mariano Rajoy erklæret, at folkeafstemningsinitiativet vil blive bragt for retten, så snart Cataloniens ministerpræsident Artur Mas har underskrevet den – om nogle få dage eller et par uger.

Det stiller Artur Mas i en yderst vanskelig situation, for den spanske forfatningsdomstol har tidligere afvist et tilsvarende ønske med en argumentation, der hviler på en knivsæg: Catalonien bliver i den spanske forfatning fra 1978 betegnet som en ”nationalitet”, ligesom Baskerlandet og Galicia, med en via grad af autonomi.

Men i en retssag fra 2010, som det regerende parti, der stadig sidder ved magten i Madrid, havde anlagt, siger den spanske forfatningsdomstol, at Catalonien meget vel kan betragtes som en ”nation” i historisk og kulturel forstand, men at dette ikke har nogen juridisk gyldighed, idet Spanien er den ene ”nation”, der anerkendes i den spanske grundlov.

Flere hundrede tusinde gik på gaden i Barcelona den 11. september, på 300-årsdagen for byens fald for spanske og franske styrker – og få dage før afstemningen i Skotland. Spørgsmålet lige nu er, hvordan Cataloniens 7,5 millioner indbyggere vil reagere den dag de får at vide, at deres ret til selvbestemmelse endnu engang er blevet afvist – mens det dog blev anerkendt i Skotland. For hvor meget politi skal der til, for at man kan standse et folk, der vil sætte kryds ved et nyt EU-land?

Ole Aabenhus er RÆSONs Europa-redaktør. [FOTO: SBA73 via Flickr]