06.04.2014

For præcis 20 år siden begyndte folkemordet i Rwanda, der efterlod landet som verdens fattigste – beboet af en traumatiseret og etnisk splittet befolkning. I dag er Rwanda et af de sikreste lande i Afrika, men Rwandas udviklingsstrategi har haft sine konsekvenser.

ANALYSE af Kristian Skovsted

”Cut down the tall trees.” Sådan lød ordren fra Rwandas regering og magtfulde Hutu-ekstremister den 6. april 1994. Eufemismen dækkede over den machete-nedslagtning, der ventede forude for de ’høje’ Tutsier – og alle, der forsvarede dem.

Folkemordet, der varede 100 dage, efterlod Rwanda i en tilstand af kollektiv psykose. Op mod en million mennesker var blevet hakket ihjel, og to millioner var drevet på flugt, heraf mere end en million til det uroprægede naboland DR Congo (DRC).

Civilsamfundet og andre samfundsstrukturer var ødelagte, og den sociale sammenhængskraft var nærmest ikkeeksisterende. Rwandas folkesjæl var brændt ned til grunden. Tilbage var en traumatiseret, voldtaget og etnisk splittet befolkning. I dag, 20 år efter de første vejspærringer blev sat op i hovedstaden Kigali, er Rwanda et lysende eksempel på, at det er muligt at rejse sig fra asken af et af det 20. århundredes værste folkemord.

Afrikas hurtigste fattigdomsreduktion
Rwandas regering består i dag af de selvsamme Tutsi-oprørere, der bekæmpede og fordrev de ansvarlige for folkemordet. De har på nogle år formået at opbygge et samfund fra bunden.

Rwanda er et af meget få afrikanske lande, der opfylder næsten alle af FN’s globale udviklingsmål for 2015. Når det kommer til målet om fattigdomsbekæmpelse, har regeringen formået at løfte en million mennesker ud af fattigdom i årene fra 2007 til 2012. Det er den hurtigste fattigdomsreduktion i Afrikas historie. Denne signifikante bekæmpelse af fattigdom er uden tvivl også medvirkende til, at Rwanda i dag bliver betegnet som et af de sikreste lande i Afrika, og Kigali som den sikreste hovedstad.

Verdensrekord i kvindelige parlamentarikere
Rwanda har også gjort store fremskridt på ligestillingsområdet. Ved parlamentsvalget i 2013 blev 64 % af pladserne besat af kvinder. Det betød, at Rwanda satte verdensrekord i andelen af kvindelige parlamentarikere.

Rwandas udviklingsstrategi har også vist sig yderst effektiv i at bekæmpe korruption. Landet ligger nummer 49 på Transparency International’s globale korruptionsindeks fra 2013 og rangerer derfor næsthøjest blandt lande på det afrikanske kontinent efter Botswana. Måske endnu mere iøjefaldende er, at Rwanda har formået at rykke sig så betragteligt i forhold til sine nabolande. Tanzania, Uganda, DRC og Burundi ligger alle mellem plads nr. 111 og 157 på listen, der omfatter 175 lande.

Alt har en pris
Men alt har en pris. Rwandas udvikling har i høj grad været baseret på en top-down styret og donor-finansieret model. Dette har både nationalt og internationalt haft negative konsekvenser.

Nationalt har Rwanda i stigende grad udviklet sig til en politistat, hvor opponerende holdninger undertrykkes, og menneskerettigheder ignoreres. Magten er blevet centraliseret om den mere og mere autoritære præsident, Paul Kagame, og andre forhenværende Tutsi-topfolk fra regeringspartiet, Rwandan Patriotic Front. Mange positioner i store dele af regeringen, militæret og centraladministrationen er besat af Tutsier. Enhver ytring om folkemordet, der afviger fra fortællingen om ondskabsfulde Hutu-mordere og uskyldige Tutsi-ofre, bliver angrebet som demagogisk folkemordspropaganda. Denne form for autoritær og ensidig historiefortælling har skabt en udpræget grad af kollektiv Hutu-skyld.

I årene før 1994 propaganderede Hutu-ekstremisterne bag folkemordet, at Tutsierne ville overtage magten i Rwanda og skabe et undertrykkende Tutsi-minoritetsregime. Man kan studse over ironien i, at Hutu-ekstremisterne fik delvist ret i deres folkemordspropaganda. I dagens Rwanda er undertrykkelsen af Hutu’er dog langt mere subtil, end Hutu-ekstremisterne dengang advarede om.

Udnytter skyldfølelsen
Som et andet Israel har Rwanda på strategisk vis formået at vende det forfærdelige folkemord til egen vinding. Siden 1994 har landet modtaget svimlende summer i skyldfølelsesbistand fra det internationale samfund. Samtidig har det internationale samfunds skyldfølelse længe gjort, at donorlande har set gennem fingre med Rwandas militære engagement i nabolandet DRC. Men der er tegn på, at denne direkte krænkelse af DRC’s territorielle suverænitet, ikke længere bliver tolereret.

Rwanda har siden folkemordet haft militære styrker på congolesisk territorium – angiveligt for at beskytte Rwanda mod fordrevne Hutu-folkemordere, hvis erklærede mål har været at angribe Rwanda og gøre ’jobbet’ færdigt. Beviserne på Rwandas ulovlige udnyttelse af DRC’s naturressourcer, og Rwandas aktive rolle i at støtte rebelaktivitet i DRC, er imidlertid blevet for tydelige. Flere centrale vestlige donorer, såsom Tyskland, England, USA og Holland, har de seneste år annulleret samarbejdet med Rwanda. Dette er katastrofalt for en økonomi, hvor 40 pct. af BNP kommer fra udviklingsbistand.

Det er dog ikke utænkeligt, at de manglende donorpenge blot skaber et øget incitament for regeringen til at få del i DRC’s naturressourcer. Den kommende tids mindehøjtideligheder vil i den sammenhæng være en belejlig mulighed for præsident Kagame til endnu engang at minde den rwandiske befolkning om den potentielle katastrofe, der kan opstå, hvis situationen i det østlige DRC ikke ”holdes under kontrol”. Møder Præsident Kagame modstand i disse bestræbelser, vil det netop i disse dage være særligt nemt for ham at udpege sine modstandere som folkemordspropagandister. Og i et land som Rwanda er det noget, der får folk til at tie stille.

Kristian Skovsted (f. 1988) er kandidatstuderende på Global Studies ved Roskilde Universitet. Han er frivillig i dansk-rwandisk NGO og har tidligere været politisk praktikant på den danske ambassade i Etiopien.

FOTO: Rwanda Genocide Memorial af configmanager via Flickr