04.06.2014

“Løkke er ikke fredet, tværtimod. Jeg tror, at Poul Madsen og Ekstra Bladet, vil gøre alt for at få den skalp, der undslap dem tirsdag aften. Men en række mainstream medier vil nok neddrosle dækningen, fordi de er bange for, at lyttere og seere er ved at være trætte af det show.”
– Christopher Arzrouni

Medvirkende:
– Christopher Arzrouni, debatredaktør på Børsen, tidligere rådgiver for Eva Kjer Hansen (V)
– David Troels Garby, redaktør på den socialdemokratiske netavis PioPio
– Paula Larrain, chefredaktør på netmagasinet Dit Perspektiv samt journalist, ordstyrer og foredragsholder. I 2007 folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti
– Amalie Lyhne, ekstern lektor i skriftlig formidling ved Københavns Universitet, tidl. bl.a. seniorrådgiver for Liberal Alliance. Forfatter til bogen “Skriftlig formidling for DJØFere” [tilføjet 5. juni 00.43]
– Jan Maintz, cand.mag. i samfundsfag, filosofi og dansk og forfatter til debatbogen Kan du være mere konkret? [tilføjet 5. juni 10.30]

RUNDBORDET skrives af RÆSONS CHEFREDAKTION. Nye svar tilføjes løbende

1. Vil Lars Løkke Rasmussen og Venstre i de kommende måneder gøre noget anderledes på grund af de sidste dages begivenheder? Hvis ja, hvad?
CHRISTOPHER ARZROUNI: En ting er at vinde slaget på et hovedbestyrelsesmøde. Løkke må lægge stilen noget om. Venstre vil indkalde til færre møder med pressebevågenhed og mulighed for nedslidning og spekulationer i dagevis. Lars Løkke vil tage telefonen og invitere sig på kaffe hos sine kritikere ude i landet (hvis han er klog). Kritikerne i folketingsgruppen vil blive tilgivet.
DAVID TROELS GARBY: Jeg tror, at mange i Venstre er rigtigt glade for, at det snart er sommerferie, og alt det her tumult så vil komme lidt på afstand. Konstitueringerne på sommergruppemødet vil så vise, om der vil være udrensninger af kritikerne, eller om man som en del af aftalen har givet kritikerne frit lejde.
Da denne strid på ingen måde handlede om politik er det nok svært at forestille sig, at der bliver rørt ved politikken.
PAULA LARRAIN: Det er nok meget sandsynligt, at Løkke vil gøre sig umage med ikke at havne i flere sager. Det her kom nok lidt for tæt på for ham, og man skal hele tiden huske, at sagen har rigeligt med substans til, at vælgerne stadig med rette kan være skeptiske. Men man har lov at fejle og man har lov at blive klogere. Det gælder naturligvis også for en partiformand og mon ikke, at det er denne eviggyldige sandhed, han vil benytte sig af over for sine vælgere. En vis ydmyghed vil nok være forventelig. Hvordan han indadtil vil reagere, er nok vanskeligt at bedømme, men hans stil hidtil kan tyde på, at han vil belønne de loyale og muligvis med rette se skævt til dem, der prøvede at trække tæppet væk under ham. Hvilket igen er forventeligt og naturligt. Hvordan Kristian Jensen står efter dette, må tiden vise.
AMALIE LYHNE: Ja, Løkke vil forsøge at samarbejde tættere med Kristian Jensen. De vil også tage på nogle ture rundt i baglandet sammen. Men uanset hvor meget Kristian Jensen nu reelt vil blive inddraget i de store beslutninger, er der ingen tvivl om, at han er kommet styrket ud af det her. Vi fik først alle historierne om hans svage sider, men så kom historierne om hans stærke sider – en modreaktion. Og det er det, som mange sidder tilbage med nu: Måske er han ikke så svag en formandskandidat alligevel. Han får givetvis også mange point hos både vælgere og medlemmer for at have ageret roligt og loyalt under krisen. Det bliver spændende, hvad der bliver sagt op til landsmødet i oktober – både fra kritikerne i baglandet og fra partitoppen på Christiansborg – for her skal Løkke jo genvælges. Venstres politik vil ikke ændre sig, da krisen slet ikke handlede om politik.
JAN MAINTZ: Meget tyder på, at Lars Løkke faktisk har lært noget af kriseforløbet. På sit sene pressemøde efter det lange hovedbestyrelsesmøde sagde han direkte, at han har været forført af magten og uden nok jordforbindelse. Så en bestræbelse på at genvinde partiets og vælgernes tillid vil sandsynligvis dominere Løkke og Venstre den kommende tid. Men det bliver interessant at følge, om Løkkes nye mere jordnære indstilling paradoksalt nok vil bidrage til hans fald. For hans aura af ophøjethed og løssluppen selvberoenhed, der hænger sammen med hans mangel på dydighed og moral, har jo defineret ham som højt respekteret og åbenbart uerstattelig politisk leder. Hvem er Løkke som politisk karakter og leder, hvis vi piller det fandenivoldske og frække ud af ham og erstatter det med dydighed, slankekur og kildevand?

2. “Jeg ‘erfarer’, at kommentariatet er til grin. Godt gået, Venstre”. Rasmus Jarlov (K) i Berlingske dd. Hvad bør medierne lære af tirsdag d. 3. juni 2014?
CHRISTOPHER ARZROUNI: At Lars Løkke fortjente et godt grin. Det kan man virkelig unde ham oven på den omgang, han har været udsat for. – Jeg selv må lære at vente til virkeligheden materialiserer sig, inden jeg begynder at skrive på baggrund af den. Jeg har ledt med lys og lygte efter nogen, der har skrevet en mere spekulativ analyse end jeg selv – med udgangspunkt i Løkkes afgang tirsdag aften. Det er ikke lykkedes mig. Jeg må skamme mig over, at jeg ikke gav plads for verdens uforudsigelighed – selvom jeg havde gode kilder. – Men når det er sagt, er det store problem først og fremmest, at en række journalister og kommentatorer i ugevis har forsøgt at skabe selvopfyldende profetier. De har profeteret Løkkes afgang på et meget løst grundlag og nogle gange decideret fejlagtigt grundlag. Og det har låst dem til at fremme de vinkler i deres medier, der kunne bære i den retning.
DAVID TROELS GARBY: Det er selvfølgelig ikke nogen nem opgave at fylde syv timers live-fjernsyn, hvor man venter på nyheder ude foran en stor bygning, ud, og så går det indimellem lidt i selvsving med journalister, der interviewer journalister eller gentagne opsummeringer af ikke-nyheder for ”nye seere”.
Udover enkelte overskrifter, som var strammet ud over alle grænser, så synes jeg medierne dækkede forløbet ganske sobert. Jeg forstår ikke helt den der trang til at piske sig selv, som mange medier har brugt dagen på. – Og så ville det måske være en meget god idé at finde nogle synonymer for ordet ”erfarer”. Jeg anerkender, at ”har jeg læst en kollega skrive på Twitter” ikke har helt samme tyngde, men det må være muligt at finde på noget andet.
PAULA LARRAIN: Rasmus Jarlov prøver i lighed med andre politikere at håne pressen for Venstres zigzag-meldinger. Jeg vil generelt advare mine journalistkollegaer mod at hoppe med på denne lidt forventelige holdning fra politikerne og automatreaktionen fra nogle udenforstående journalister. Politikens chefredaktør har været ude at beklage sine egne historier og det står ham frit for, men han skal ikke trække alle medier med ned, bare fordi Politiken er angerfulde. Historien om, at Løkke havde tænkt sig at trække sit formandskab, kan sagtens være sand, da den blev rapporteret. Og skal medierne ikke bringe nyheder, når de er der? Naturligvis med forbehold, når man ikke har det fra hestens egen mund. – Medierne bør tage ved lære af sagen og tænke over, hvor de selv står i forhold til politikerne – og det er altså på den anden side. Nogle politikere er utroligt dygtige til at gøre sig gode venner med journalister, der omvendt er alt for afhængige af deres kilder. Det er for let for politikere under dække af anonymitet at plante historier, fordi den selvforskyldte konkurrence er gået amok. Det slider på troværdigheden og nu er det blevet helt mainstream at råbe af journalisterne, når en partiformand først melder gennem kilder, at han går af, for derefter måske midt på det lange hovedbestyrelsesmøde at beslutte sig for at blive for partiets skyld. – Man kan ikke klandre selve dækningen fra det dramatiske døgn, mener jeg, da forbeholdene blev taget undervejs og da det ser ud til, at Løkke rent faktisk havde tænkt sig at trække sig på daværende tidspunkt. Men jeg synes, man skal benytte lejligheden til at sætte nogle skotter op igen, praktisere mere mistillid til politikerne og i det hele taget lade være med at dække politik så intensivt og som et show. Medier og politikere lever i en alt for tæt symbiose. Det er på tide, at medierne trækker sig og går mere kritisk – ikke mindre kritisk – til værks. Politikere kan få lov at sige noget, hvis de står frem ved navn og ikke anonymt. Hvis man bruger anonyme kilder i analyser, så falder det altid tilbage på journalisten selv og det skal man selvfølgelig tænke over. Er tab på troværdigheden prisen værd?
AMALIE LYHNE: Der bliver brugt alt for mange anonyme kilder i den politiske dækning i dag. Journaliststanden har glemt alt om den gamle tommelfingerregel: Anonyme kilder bør reserveres til de historier, som er meget væsentlige for samfundet, og som ikke ville kunne skrives uden. Jeg tror sådan set ikke, at der er nogen, der bevidst har narret medierne – kilderne har givetvis troet, at Løkke ville gå. Han har nok også selv troet det. Og det er fint nok at nævne disse spekulationer i politiske analyser, men det er forkert at lave hård nyhedsjournalistik på baggrund af det. For så begynder medierne at påvirke den politiske proces direkte.
JAN MAINTZ: De store penduler svinger for tiden: Både ideologierne og den mere saglige journalistik synes at være på vej tilbage. Ideologierne kom i løbet af anden halvdel af det 20. århundrede i stigende miskredit, men det radikaliserede politiske cirkus og den megen spin, holdningsløshed og slingrekurs har næret håbet om et klart grundlag hos partierne – vi efterlyser igen kompetent ideologisk tænkning. På samme måde har den eksploderede underlødighed i nogle medier ført til en erkendelse af, at sagligheden nu igen må stå over kommercialismen. Det har DR’s og TV2’s nyhedschefer erklæret. Så tirsdag d. 3. juni 2014 bør være den endelige påmindelse om, at nu er det altså nu, nogle medier skal genfinde lødigheden.

3. “Partiets top indser, at Løkke er Venstres eneste mulige statsministerkandidat p.t.” Christopher Arzrouni 27/5 til RÆSON. Er Løkkes sejr i Odense et udtryk for hans styrke eller rivalernes svaghed?
CHRISTOPHER ARZROUNI: Det er udtryk for Løkkes styrke. Han vendte situationen i kraft af sin fandenivoldskhed og sin karisma. Men dermed ikke sagt, at ”den er hjemme” i forhold til Thorning. Langt fra. Løkkes styrke er – som altid – afhængig af hans humør.
DAVID TROELS GARBY: At Lars Løkke med bilagssager, et valgnederlag og massiv intern kritik kunne overleve det her, siger en hel del om rivalernes svaghed. Det var primært folk fra andet og tredje geled, folk der ikke længere har så meget at miste, der meldte ud til fordel for Kristian Jensen, mens alle de tunge navne i partiet: Søren Pind, Inger Støjberg, Lars Krarup, Carl Holst og KL-formand Martin Damm enten var på Løkkes hold eller holdt sig neutrale.
PAULA LARRAIN: Helt klart det sidste. Men også det første. Man kan ikke tage fra ham, at han er en dygtig strateg. Og den egenskab skal man jo bruge som politiker for at opnå resultater. Jeg kan godt forstå dem, der bliver imponeret over hans comeback. Men politik er i stigende grad et spørgsmål om personlig tillid og ikke kun om håndværk. Er han den rette mand til at forvalte de mange skattekroner, som danskerne lægger i samfundet hvert år? Det bliver spørgsmålet ved næste valg. Og svaret bliver muligvis: Hvad kan I da ellers tilbyde? Og det er ikke godt nok et svar for en statsministerkandidat. Der skal arbejdes for at få denne tillid op igen.
AMALIE LYHNE: I princippet begge dele, men først og fremmest Løkkes styrke. Han er uovertruffen, når han er presset og har tid til at forberede sig på en tale. Han er menneskelig, ægte og likeable på en enormt overbevisende måde, og hans argumenter virker logiske. Man tror på ham. Mange vælgere og partimedlemmer savner menneskelighed i politik, og sådan en menneskelighed repræsenterer Løkke på allerbedste vis.
JAN MAINTZ: Begge dele. Den nyere historie om Løkke er bemærkelsesværdig: Da Løkke i april 2009 overtog statsministerposten efter den store Anders Fogh, opfattede mange Løkke som en politisk undermåler. Han var derfor længe i modvind, og man kritiserede ham for at være en gemen administrator uden et politisk projekt og visioner. Det var derfor, Løkke forsøgte at være visionær, da han holdt sin – i øvrigt temmelig indholdstomme – tale om Den danske drøm. Og da det virkede populært nok, turde han lancere det opgør med efterlønnen, der gav ham lidt karakter. Noget egentligt visionært format har han aldrig udfoldet, men Løkkes retoriske, strategiske og politisk-tekniske evner har henover de sidste fire år positioneret ham som en respekteret politiker i nogle kredse. Men at han i dag opfattes som den suverænt største Venstre-politiker og af nogle endda som den dygtigste politiker i Danmark, siger mest af alt noget om kvaliteten af mange af vore andre politikere.

4. Hvad er mest realistisk: At medierne i imponerethed over Løkkes fighterevner freder ham lidt – eller tværtimod: tripper for hævn? Med andre ord: Er betydningen af gamle og nye “småsager” blevet mindre eller større?
CHRISTOPHER ARZROUNI: Løkke er ikke fredet, tværtimod. Jeg tror, at Poul Madsen og Ekstra Bladet, vil gøre alt for at få den skalp, der undslap dem tirsdag aften. Men en række mainstream medier vil nok neddrosle dækningen, fordi de er bange for, at lyttere og seere er ved at være trætte af det show.
DAVID TROELS GARBY: Jeg ser det som mest sandsynligt, at enkelte borgerlige medier, som i de sidste dage på lederplads har udtrykt manglende tillid til Løkke, vil bruge de næste par måneder på at reparere lidt på forholdet til oppositionens leder. Jeg tvivler dog samtidig på, at Poul Madsen og Ekstra Bladet har lignende intention. Det spændende bliver selvfølgelig hvad der sker, når den næste bilagssag rammer.
PAULA LARRAIN: Større. Dukker en ny sag op, vil og skal pressen være der prompte. Det er ikke hævn, det er pressens job. Det er mængden af sagerne og ikke de enkelte, der har været belastende for ham. Så en sag mere i mængden vil blive dækket intenst. Spørgsmålet er, om der ER flere sager og hvis det er tilfældet, om nogen af kritikerne vil sende dem videre til pressen.
Imens kunne journalisterne begynde at spørge lidt mere ind til det politiske indhold og lægge tykke forbehold på alle meldinger fra alle politikere.
AMALIE LYHNE: Han bliver nok fredet i den næste uges tid, men det er så også det. Medierne gør deres arbejde, og sådan skal det også være. Kommer der en ny sag, vil den få massiv opmærksomhed, netop fordi gårsdagens begivenheder gør selv en lillebitte ny sag umådelig interessant, for hvad vil de netop omvendte kritikere sige til det?
JAN MAINTZ: Medierne er ikke en monolit – vi må skelne mellem typer af medier. Løkkes fighterevner til dels, men særligt en selvransagelse hos medierne kan betyde en lidt anden indstilling hos nogle medier. Men den uhæmmede jagt på drama, skandaler og avissælgende forsider vil nok i nogle medier, fx Ekstra Bladet, betyde et fortsat mere eller mindre underlødigt fokus på Løkke.★

ILLUSTRATION: LLR til vælgermøde [foto: Venstre]