13.02.2014

Den amerikanske professor Robert A. Dahl, som i en menneskealder var tilknyttet Yale University, var det nærmeste man kan komme en politologisk frontfigur inden for demokratiforskning. Han døde den 5. februar, 98 år gammel, men hans værker om magt og demokrati vil fortsat inspirere kommende generationer af samfundsforskere.

AF Svend-Erik Skaaning

En stor del af Dahls arbejde gik ud på at forklare, hvad demokrati er, hvad der understøtter demokratisk udvikling, og hvilke konsekvenser demokratisering har. Der findes i dag ikke en cand.scient.pol. med respekt for sig selv, der kan proklamere, at de ikke er stødt på Dahl i forbindelse med deres studier.

Hans arbejder favnede bredt, og Dahl stillede sig ikke tilfreds med teoretiske diskussioner. Som en af foregangsmændene for den behaviorale revolution, der introducerede statistiske analyser, og systematisk dataindsamling og hypotesetest til statskundskaben i årtierne efter Anden Verdenskrig, var det på mange måder naturligt, at han også bidrog med selvstændige og ofte innovative empiriske analyser af magt, demokrati og offentlig politik.

Grundlaget for den brede anerkendelse blev lagt med værkerne A Preface to Democratic Theory (1956) og Who Governs? (1961). I bøgerne kritiserede Dahl den Rosseau-inspirerede demokratiteori, der ville gøre direkte demokrati til den eneste reelle form for demokrati, og han gik samtidig i kødet på den fremherskende eliteteori, hvis påstand var, at datidens liberale demokrati i realiteten blot blev styret af en snæver magtelite.

I modsætning hertil fremhævede Dahl, at det repræsentative demokrati er teoretisk legitimt, og at det ofte er pluralistisk i praksis, da magten er fordelt på mange hænder i stedet for at være koncentreret hos en økonomisk elite. På den anden side var Dahl dog også opmærksom på den problematik, at markedsøkonomi skaber ressourceulighed med hensyn til velstand, status og evnen til at kommunikere og finde relevant information – og at disse uligheder delvist underminerer den politiske lighed. Ifølge Dahl er der imidlertid ikke noget plausibelt alternativ til markedsøkonomien, så spændingen lader sig ikke umiddelbart løse.

Dette er en af hovedgrundene til, at sandt demokrati ifølge Dahl ikke er muligt. Det ville nemlig kræve fuld politisk lighed. For ikke at udviske sondringen mellem demokrati som ideal og demokrati som praksis, introducerede Dahl derfor begrebet polyarki (styret ved de mange) som en betegnelse for den styreform, der karakteriserer de reelt eksisterende demokratier. I sine senere hovedværker Polyarchy (1971), Democracy and Its Critics (1989) og On Democracy (1998) redigerede gennem årene sine definitioner og argumenter, men grundelementerne i et polyarki var konstant i form af deltagelse og konkurrence, som manifesterer sig i frie og fair valg med almindelig valgret og valgbarhed til de væsentligste politiske embeder samt respekt for ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.

Den styreform, Dahl hermed indkredsede, har i de seneste årtier spredt sig fra de vestlige kerneområder til store dele af resten af verden, og demokratiet står i vore dage langt stærkere end sine alternativer på det ideologiske plan. Netop i denne situation er det værd at erindre en anden af Dahls pointer, nemlig at udviklingen af levedygtige demokratier (polyarkier) ikke er nogen selvfølge. Processen kræver, at der etableres civil kontrol over militær og politi, socioøkonomisk fremgang skal sikres, og en demokratisk politisk kultur uden for store kløfter skal vokse frem. Og selv når disse betingelser er opfyldt, bør vi ikke stille os tilfredse.

Blandt andet var Dahl meget kritisk over for sit hjemlands politiske system, som han blandt andet udstillede i How Democratic Is the American Constitution? (2002) Efter hans mening har de amerikanske domstole for meget magt, penge spiller for stor rolle under valgkampe og i politik i det hele taget, og de politiske institutioner – særligt valgsystemet og den føderale struktur – forvrænger forholdet mellem stemmeandel og repræsentation. På trods af idealets uopnåelighed var det således Dahls devise, at vi konstant skal bestræbe os på at sikre mere politisk lighed ud fra præmisserne om, at enhver persons interesser bør vægtes lige i politiske beslutningsprocesser, og at voksne borgere generelt selv er bedst til at vurdere, hvilke interesser de har.

Med Dahls død mister statskundskaben en af sine grand old men. Som det sig hør og bør med en ægte klassiker, er der dog grund til at tro, at også kommende generationer vil læse og diskutere Dahls arbejder og genkalde hans positive, men ikke blåøjede syn på demokrati og demokratisering.


Svend-Erik Skaaning er professor i Statskundskab på Aarhus Universitet