07.10.2014

[FRA RÆSON19 OKTOBER 2014]

MED HØJST ET ÅR til næste folketingsvalg står regeringen nu uden sin stærke og højt respekterede nummer to. Margrethe Vestager er fløjet til Bruxelles. Men Helle Thorning har stadig Vestagers resultater at gå til valg på, og regeringen planlægger fortsat en valgkamp centreret om den økonomiske ansvarlighed: Vi fik Danmark ud af krisen. Det er da også en udbredt og langt hen ad vejen korrekt opfattelse af nyere politisk historie, at socialdemokratiske regeringer i praksis opfører sig mere økonomisk ansvarligt end borgerlige regeringer, selvom den nedskrevne politik ofte tilsiger det modsatte. Bare tænk på de store arbejdsmarkedsreformer under Nyrup, og tænk på Foghs laden stå til midt i et økonomisk opsving. Det er også korrekt, at den siddende regering på trods af – eller snarere i kraft af – sine mange løftebrud har formået at gennemføre flere ganske fornuftige reformer.

Bevares, der er behov for langt flere og langt kraftigere reformer, men der er trods alt gjort meget mere, end nogen økonomisk ansvarlig vælger havde turdet drømme om. Og langt mere, end Fogh formåede. Dagpengereform, kontanthjælpsreform, skattereform, SU-reform, folkeskolereform. Regeringens støtter fremhæver naturligt nok denne økonomiske ansvarlighed, hver eneste gang de får chancen. Ja ja, der har måske nok været nogle uskønne løftebrud. Ja ja, der har måske nok været lidt rigeligt med ministerrokader. Ja ja, de forskellige initiativer er måske ikke blevet fremlagt på den allermest professionelle måde. Men i sidste ende må det være resultaterne, der gælder – og resultaterne, de er gode! Derfor konkluderes det i mange velorienterede kredse, at Thorning trods klodsethed og løftebrud har været Danmark en dygtig statsminister. Man er i bund og grund enig med hende, når hun beder om at blive dømt på sine resultater – ikke den kunstneriske indsats. Og ret skal være ret: Resultaterne er der skam. Det kan der ikke herske tvivl om. Men er fortjenesten Thornings, som med sikker og stærk hånd har truffet upopulære, men nødvendige beslutninger? Som beundringsværdigt har ignoreret meningsmålinger og afsværget populistiske løsninger i sine heltemodige bestræbelser på at gøre det rigtige for Danmark, også på lang sigt? Skyldes handlekraften en stærk regering? Nej. Handlekraften skyldes paradoksalt nok en svag regering. For når regeringen er svag, tager embedsmændene over. Og vi har heldigvis nogle fornuftige embedsmænd med forkærlighed for økonomisk ansvarlige løsninger. På den korte bane er det selvfølgelig godt for Danmark. Men videre demokratisk er det naturligvis ikke. Vi har i regeringens levetid set mange eksempler på embedsmændenes styrke og ministrenes svaghed. Ikke alle synlige eksempler har været på det økonomiske og reformmæssige område, men tilsammen tegner der sig et billede af en regering, som slet ikke har fat i tøjlerne, og som ikke formår at sætte sin egen politiske retning og handle derefter.


FOLKESKOLEREFORMEN. Landets finansminister – og efter sigende regeringens chefstrateg – Bjarne Corydon, har udtalt, at den vigtigste reform, han har været med til at lave, er folkeskolereformen. Så lad os begynde med den. Reformen blev påbegyndt under VK-regeringen. I 2010 fremlagde den daværende undervisningsminister, Tina Nedergaard, et udspil til en reform af folkeskolen. „Faglighed og frihed“ hed det, og allerede dengang var der tale om længere skoledage, mere afveksling gennem dagen, mere IT og inddragelse af eksterne samarbejdspartnere i skolebestyrelsernes arbejde. I rød blok var man naturligvis rituelt uenige og havde sine helt egne idéer. Men da Undervisningsministeriet så endelig blev indtaget af Christine Antorini, og hun nu kunne lave alt det om, som var så forkert ved de borgerliges skolepolitik – ja så gjorde hun det slet ikke. Ministeriets embedsmænd formåede at overbevise hende om, at de forslag, som allerede lå på bordet, og som de jo selv havde lavet, var det eneste rigtige. Så man udskiftede lidt af glasuren, men i bund og grund er det samme reform. Den reform, som Bjarne Corydon altså er så stolt af.


MORTEN BØDSKOVS EXIT. Endnu tydeligere er ministrenes svaghed og embedsmændenes styrke i sagen om tidligere justitsminister Morten Bødskovs exit fra regeringen. Sagen handlede som bekendt om et aflyst besøg på Christiania og en såkaldt nødløgn. Folketingets Retsudvalg skal besøge Christiania på en bestemt fastsat dato, men Politiets Efterretningstjeneste vurderer, at risikoen ved besøget er for høj, særligt fordi Pia Kjærsgaard skal deltage (hvilket PET kun ved, fordi man snager i Kjærsgaards kalender). Derfor bliver besøget aflyst, men med den begrundelse til Retsudvalget, at Københavns politidirektør, Johan Reimann, er forhindret i at deltage. Og det er en lodret løgn. Eller en „undskyldelig nødløgn“, som en tjenestemandsret senere kalder det – og dermed frifinder de to topembedsmænd, som anbefalede ministeren at lyve. Sagen ender med et meget langt samråd, og umiddelbart derefter meddeler Enhedslisten sin mistillid til Morten Bødskov. Og så har han naturligvis intet andet valg end at trække sig som minister. Det interessante ved sagen er, at Morten Bødskov absolut ingen egeninteresse havde i at lyve. Han løb en kæmpestor politisk risiko uden at have nogen egentlig grund til det – andet end at føje PET og embedsmændene. PET’s interesse i løgnen er derimod åbenlys: Skulle noget gå galt, når Pia Kjærsgaard betrådte Christianias jord, ville det være efterretningstjenestens skyld, og det havde man naturligvis ikke lyst til at risikere. Det ville være meget lettere, hvis hun bare holdt sig inden døre på Christiansborg. Men Morten Bødskov havde ingen interesse i at dække over noget. Han fulgte bare sine embedsmænds råd – og tabte.


GGGI-SAGEN. Endnu en af Thornings ministre har vist sig ude af stand til at styre sine embedsmænd med et for ministeren fatalt resultat. Tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach måtte forlade sin post, fordi hans ministerium havde givet Folketinget urigtige oplysninger om den omstridte klimaorganisation GGGI’s rejseregler. Først oplyste Friis Bach til Folketinget, at han ikke kendte til de rejser på første klasse, som Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, foretog som formand for GGGI. Men senere viste det sig, at han faktisk selv havde været med til at godkende reglerne – noget, som hans embedsmænd havde forsømt at orientere ham om. Embedsmændene endte med at få kritik for deres ageren i sagen, men det ændrer ikke på, at Christian Friis Bach – som ellers var en dygtig minister med stor viden om sit ressortområde – måtte trække sig.


CORYDONS U-VENDING. Der er mange kendte eksempler på svage ministre og stærke embedsmænd i Thornings regeringstid. Men det mest interessante eksempel er måske også det mindst omtalte. Det handler om noget så grundlæggende som den måde, vi her i landet opgør vores økonomiske nøgletal på, hvordan vi laver økonomiske fremskrivninger, og dermed hvordan vi udtænker, planlægger og gennemfører vores økonomiske politik. Før valget blev Socialdemokraternes og SF’s fælles politiske program „Fair Løsning“, hvis hovedarkitekt var nuværende finansminister Bjarne Corydon, kørt igennem Finansministeriets regnemaskine. Her konkluderede embedsmændene, at planen var stærkt underfinansieret. Det protesterede man selvfølgelig højlydt over i den daværende røde opposition og skød skylden på ministeriets regnemetoder. Kritik af denne art er ikke ny, og et par universitetsøkonomer mener ligefrem, at Finansministeriet helt burde ændre praksis. Enhedslisten er enig, og også Folketingets formand og tidligere finansminister Mogens Lykketoft har længe været en stædig kritiker af Finansministeriets regnemetoder, særligt når det gælder arbejdsudbud. Men hvad skete der så, da Bjarne Corydon overtog ansvaret for netop Finansministeriet – inklusive embedsmænd og regnemetoder? Jamen der skete lige præcis ingenting. Embedsmændene har fået lov til at regne på lige præcis den måde, de vil, og derfor måtte Corydon da også som relativt nyudnævnt minister indrømme, at „Fair Løsning“ rent faktisk havde været underfinansieret, og at Finansministeriets regnemetoder er helt igennem i orden. Når regeringen har lavet økonomiske reformer, er det altså sket efter den borgerlige devise om, at lavere skat giver højere arbejdsudbud – præcis den devise, som man kraftigt kritiserede før valget. Det er godt for Danmark, men det er samtidig et tydeligt tegn på en meget svag regering.

Embedsmændene gør bare deres pligt
Det er ganske naturligt og rigtigt, at embedsmænd klarer en lang række opgaver helt uden politisk indblanding. Tekniske opdateringer af love, mindre sager uden politisk betydning og helt almindelig drift behøver en minister ikke at bruge tid på. Men nogle gange får embedsmændene mere magt og indtager en rolle, hvor det reelt er dem, der styrer. Forskellige faktorer spiller ind, og Thorning kan sætte hak ved dem alle. Hun har for det første – indtil videre – gennemført hele syv ministerrokader. Det betyder, at mange ministre kun har nået at sidde på deres område i ganske kort tid, og det øger naturligvis embedsmændenes spillerum. At være minister er langtfra et let job, og det tager tid at skabe sig det nødvendige overblik. I Skatteministeriet har embedsmændene fx sagt goddag til ikke mindre end fem forskellige skatteministre på bare tre år. For det andet har mange af Thorningregeringens ministre ikke haft en særlig stor faglig ballast inden for deres ressortområde. Flere har været meget unge og uden særlig erfaring inden for det eller de fagområder, som deres ministerium dækker. Thorning har for det tredje også en forkærlighed for store superministerier, og det gør alt andet lige ikke den politiske styring lettere. Tænk bare på Manu Sareens gigant af et ministerium for børn, ligestilling, integration og sociale forhold. Danske embedsmænd bliver nogle gange kritiseret for ikke at leve op til det neutrale ideal og i stedet farve deres arbejde enten rødt eller blåt. Men det er ikke en kritik, der synes at være belæg for. Samtidig er embedsmænd som oftest faktisk kede af at få en svag minister og glade for at få en stærk minister, fordi stærke ministre trækker penge og nye ansvarsområder til ministeriet. Men det er klart, at hvis den politiske ledelse er svag, så er embedsmændene nødt til at tage over. For sagerne går ikke væk af den grund, og nogle skal jo styre landet. Jo nærmere vi kommer på et valg, jo mere vil Helle Thorning- Schmidt og hendes ministre prale af deres resultater. Sådan er det politiske spil naturligvis. Men det er vigtigt at holde sig for øje, hvordan resultaterne er fremkommet – og det er vigtigt at overveje, hvilken betydning det har på lang sigt for den politiske og demokratiske udvikling. ■

Amalie Lyhne (f. 1979) er cand. scient.pol., ekstern lektor ved Københavns Universitet og selvstændig skribent tilknyttet bl.a. Berlingske. Hun har tidligere været pressechef og seniorrådgiver for Liberal Alliance og var i sin tid Nyhedsavisens debatredaktør og senere vagthavende indlandsredaktør på samme avis.