09.07.2014

“Det er tydeligvis exceptionelt, at Piketty har fanget offentlighedens og mediernes interesse på den her måde. Men jeg tvivler på, det vil føre til konstruktive ændringer”, lyder det fra den amerikanske økonom James Galbraith. “I stedet for at galoppere af sted mod urealistiske politiske tiltag, såsom formueskatten, gør politikerne klogt i at bygge videre på fundamentet og lære af de erfaringer, der er gjort af de 20. århundredes socialdemokratier i Europa”

INTERVIEW af Sebastian Stryhn Kjeldtoft

Thomas Piketty. Økonomiprofessor James Galbraith vrider sig i stolesædet og stirrer fjernt ud af vinduerne, da samtalen for gud ved hvilken gang falder på den franske stjerneøkonom.

Man fornemmer, at det er som at råbe under vand i disse uger for 62-årige Galbraith, en af verdens førende progressive økonomer, der i årevis har beskæftiget sig med økonomisk ulighed og dets konsekvenser for samfundet. For mens en global politisk offentlighed hylder ‘Pikettyismen’ og bogen ‘Kapitalen i det 21. århundrede’, er den amerikanske professor stærkt kritisk over for Pikettys arbejde.

“Jeg har talt rigtig meget om Piketty, men kun fordi folk spørger mig – jeg har ikke frivilligt meldt mig til det. Jeg frygter, at den politiske dialog nu kommer til at stå mellem den urealistiske og meget dramatiske Piketty-position på den ene side, og så Chicago Universitetet og de neoklassiske skoler på den ene side. Den bog kan ende med at give enorme bagslag,” advarer James Galbraith.

Socialdemokratiske kerneværdier
“Det er tydeligvis et exceptionelt fænomen, at Piketty har fanget offentlighedens og mediernes interesse på den her måde. Men jeg tvivler på, det vil føre til konstruktive ændringer. Pikettys grundlæggende argument er, at kapitalismen er forudbestemt til at skabe en ekstrem koncentration af kapital, og derfor kræves der ekstreme løsninger. Men hans idé om en global årlig formueskat er der jo ingen politiker, der nogensinde kan gennemføre i praksis.”

RÆSON interviewer James Galbraith i forlængelse af professorens foredrag om ‘Ulighedens konsekvenser for arbejdsmarkedet’. Professoren advarer flere gange Danmark mod at føre den slags sparepolitik og monetarisme, der nyder stor opbakning i Eurozonen, anført af Angela Merkel.

Men hvis både Merkel og Piketty tager fejl, hvordan skal Europa så bekæmpe den stigende ulighed?

“I størstedelen af det 20. århundrede var der stabil – eller ligefrem faldende – ulighed i de fleste europæiske lande. Det fremgår også af Pikettys egen data. Tendensen forsætter frem til 1980’erne, hvor uligheden stiger dramatisk i hele verden. Og det fortæller mig, at de institutionelle strukturer, der skaffede vækst og lighed, stadig er i vores fælles hukommelse. I stedet for at galoppere af sted mod urealistiske politiske tiltag, såsom formueskatten, gør politikerne klogt i at bygge videre på fundamentet og lære af de erfaringer, der er gjort af de 20. århundredes socialdemokratier i Europa”, forklarer James Galbraith.

Danmark kan leve af ældrebyrden
I Danmark har valget til Europa-Parlamentet og debatten om den mulige lukning af Danish Crown-slagteriet på Bornholm igen sat strøm til debatten om udflytning af arbejdspladser og Danmarks konkurrenceevne i forhold til Europa og resten af verden.

Men et velfærdssamfund som det danske kan intet vinde ved at skære ind til benet i håb om at blive mere konkurrencedygtige, mener James Galbraith:

“Der er masser af lande, der forsøger at konkurrere på at sænke lønninger og reducere arbejdernes rettigheder, og der er absolut ingen chance for, at Danmark kan opnå succes ved at følge trop. I vil aldrig nå ned til de standarder, der findes i fx Sydasien i dag. – Og private virksomheder vil uanset hvad flytte deres produktion til områder, hvor arbejdskraften er billig. Opgaven for et højlønnet, veluddannet og homogent land som Danmark er at udtænke politiske programmer, der kan sikre fortsat beskæftigelse og holde jer konkurrencedygtige i toppen af verdens værdikæde.”

Idéen om en innovations- eller vidensøkonomi er ikke ny i Danmark, men I disse år ser vi, at lande som Kina og Indien også kan producere vidensarbejdere af samme høje kvalitet som de danske. Opfatter du det som en trussel mod den danske økonomi? “Det er altid en udfordring, når en arbejdsopgave kan udføres billigere i et andet land end sit eget. Men hvis kineserne for eksempel ønsker at sælge forbrugselektronik til vestlige lande uden rigtigt at forvente betaling for det, er der værre ting i verden end at have billige produkter. For Danmark er udfordringen hele tiden at holde sig på forkant med udviklingen. Men når du kan få andre mennesker til at udføre opgaver for dig, frigiver det bare muligheden for at gøre andre, mere interessante eller nødvendige ting. For eksempel får alle vestlige lande flere og flere ældre, som har brug for pleje. Du kan absorbere arbejdere ind i ældreplejen og tilføre folk til sundheds- og uddannelsessektoren. Det kræver bare politisk vilje,” forklarer James Galbraith.

Men den såkaldte ‘ældrebyrde’ italesættes ofte som en kæmpe udfordring for velfærdssystemet i Danmark, fordi det er dyrt? “Menneskets største bedrift i det sidste århundrede er forlængelsen af sin levealder. Det er også den største triumf inden for udbudsøkonomien, selv om folk overser det. Hvis staten betaler mennesker for at leve, så lever de. Giver du dem penge til at købe mad, så spiser de mere, end hvis du ikke gav dem penge. Denne mekanisme har drevet vores økonomi i flere årtier, men folk ser det altid som en belastning. Men hvis de ældre har en tilstrækkelig købekraft, så bliver de den absolut vigtigste stabiliserende efterspørgselskraft i samfundet. Hvis du sikrer dem en tilstrækkelig pension og udmærket sundhedspleje, så holder de tandhjulene i gang – til gavn for hele samfundet!”

“Det her er en afgørende faktor, der klart adskiller post-kriseøkonomierne i USA fra de sydeuropæiske lande, som ulig amerikanerne stadig befinder sig i en dyb, dyb krise. USA fastholdt sine sociale programmer, såsom ‘food stamps’, som 70 millioner mennesker i Staterne modtog. Det er begrædeligt, at de havde behov for den slags hjælp, men det sikrede deres livskvalitet og fastholdt efterspørgslen i samfundet. Sammenlign det med Grækenland, hvor du har skåret i pensioner, lønninger, hævet skatterne og generelt presset folk op mod muren. Der er ingen elstacisitet i samfundet, og deres BNP er nu 30 pct. lavere end før krisen.”

Men den strategi skaber vel også et massivt pres på statens økonomi? “Kun på stater med lav kreditværdighed, hvilket er et problem for nogle lande i Eurozonen, men ikke for lande som USA, Frankrig, Tyskland eller Storbrittanien. De låner stadig til en historisk lav rente. Netop derfor burde den Europæiske Investeringsbank og den Europæiske Investeringsfond gå ind og starte et ambitiøst genopretningsprogram, der kan stabilisere kriselandene i syd og genskabe arbejdspladser. Men man burde fra EU’s side også gå direkte ind og stabilisere folks indtægter med madprogrammer, understøttelse til arbejdsløse og lignende, så du kan genskabe efterspørgslen. Alternativet er at fastholde hele lande i fattigdom, og det udnytter fascistiske elementer i dag til at styrke deres politiske indflydelse i hele Europa,” forklarer Galbraith.

Idéen indgår som en af fire policy-tiltag, som James Galbraith har fremlagt i 2013 sammen med tre andre økonomer under titlen ‘A Modest Proposal for Resolving the Eurozone crisis’.Professoren er dog skeptisk overfor, om EU’s politikere vil ændre kurs: “Den nuværende tendens er desværre, at EU prøver at styrke den politiske opbakning for de spareprogrammer, der er ved at rive Eurozonen midt over i dag”, forklarer James Galbraith. “Hvis Europa fortsætter denne aggressive kurs med voldsom gældsinddrivelse, vil det ødelægge Eurozonen. Italienerne og grækerne vil aldrig acceptere det – og det burde de heller ikke.” ■

Professor James K. Galbraith (f. 1952) er en af USA’s førende progressive økonomer og er til daglig tilknyttet Lyndon B. Johnson School of Public Affairs ved University of Texas. Galbraith har i årevis forsket i global økonomisk ulighed og er en de mest prominente kritikere af den såkaldte Washington-konsensus. Galbraiths forfatterskab tæller fire bøger, heriblandt bestselleren ‘The Predator State’ fra 2008, hvor professoren retter et skarpt angreb mod den økonomiske politik under Præsident George W. Bush. Sebastian Stryhn Kjeldtoft (f. 1989) studerer Journalistik og Global Studies på Roskilde Universitet. Ved siden at studierne har han arbejdet seks år på Ekstra Bladet og et halvt år på Den Danske Ambassade i Tanzania. Han starter i praktik på Information 1. august. ILLUSTRATION: Professor James K. Galbraith [foto: OECD]