26.09.2014

INTERVIEW af RÆSONs chefredaktion

Hvad er efter din vurdering USA’s best case-scenarie for den mission, landet har indledt? Hvordan ville amerikanerne ønske, det kunne gå? At shiaerne og sunnierne forsoner sig, deler (regerings-)magten og smider IS på porten i fællesskab. At sunnierne og shiaerne finder en måde at samarbejde på, så der ikke kan opstå et nyt IS under et andet navn.

Er der grund til at tro at IS kan besejres, uden at vestlige (amerikanske) landtropper sættes ind? På lidt længere sigt kan det godt lade sig gøre i Irak, hvis sunnierne og shiaerne kan finde ud af at samarbejde. Det er et større problem inde i Syrien. Men hvis man er tålmodig nok, kan de moderate oprørere styrkes, så de kan tage kampen op med et svækket IS. Og hvis de får støtte af fx tyrkiske soldater, så kan det godt lade sig gøre – men det vil tage lang tid inde i Syrien.

Hvilke forhåbninger kan vesten knytte til i) kurdiske tropper, ii) de ‚moderate‛ syriske oprørere, iii) lokale tropper? Kurderne vil kun befri deres egne områder – de vil ikke dø for hverken Irak eller Syrien – og det ville da også være snotdumt set med strategiske briller. De moderate syriske oprørere er et udviklingsprojekt med længere horisont men det er stadig at foretrække fremfor at indsætte vestlige soldater. Om de arabiske lande kan lokkes til at sætte soldater ind på jorden er svært at sige. Tyrkerne har en interesse i at sikre deres grænser og forhindre flere flygtninge i at komme ind i deres eget land og de har overvejet at intervenere i flere omgange. Om de vil gøre det nu støttet af amerikansk luftmagt er muligt men jeg kan ikke vurdere sandsynligheden heraf. Det er min indsigt i tyrkisk politik for lille til.

Hvor står Tyrkiet ift. IS? Hvor står Iran? Både Tyrkiet og Iran hader IS – det gør alle stater, og de arbejder for at komme af med IS på forskellig vis.

Hvor forskellige er situationerne i Irak (hvor Danmark deltager efter anmodningen fra den irakiske regering) og i Syrien (hvor vi står udenfor)? I Irak har vi lokale tropper at samarbejde med på jorden, der, hvis den politiske kabale går op i Baghdad, har den militære kapacitet til at besejre IS. Det folkeretlige grundlag er også 100 pct. skudsikkert, fordi vi er der med den irakiske regerings velsignelse. I Syrien mangler vi lokale tropper, der kan nedkæmpe IS med luftstøtte. De skal skabes, og det er der ikke international enighed om. Iran og Rusland holder stadig med Assad-regimet. Hertil kommer, at det folkeretlige grundlag kan diskuteres, fordi Assad er imod bombingerne af IS. Men man kan sagtens argumentere for, at Assad og Syrien har mistet sin suverænitet, fordi det ikke længere har kontrol over eget territorium, og at IS udgør en trussel mod Irak og verden, som den USA-ledede koalition har ret til at nedkæmpe.

Kan man, i den aktion der tegner sig, se, hvilke lektier USA har draget af Afghanistan, Irak, Libyen og drone-krigen? Ja: „no booths on the ground‟. De lokale må slås selv og løse deres politiske problemer selv, og kan de ikke finde ud af det kan de ende som Libyen.

Hvad er efter din opfattelse de væsentligste spørgsmål til den krigskoalition, der tegner sig? Hvilken forskel gør det, at arabiske lande deltager? Ingen arabiske lande = ingen bombninger i Syrien udover likvideringer af ledere og andre vigtige mål – fx bødlerne, der henretter vestlige gidsler. Uden araberne ville det være umuligt at legitimere og for let at stemple som et nyt korstog. Det ligger også i den Obama-doktrin, som har udviklet sig siden Libyenkrigen i 2011.

Hvordan lægger det danske bidrag sig i den tradition for militære aktioner, som Danmark har gennemført de sidste år(-tier)? Lige til højrebenet. Det ville have været et brud på traditionen ikke at bidrage til kampindsatsen i denne type af operation. Operationen er en perfekt illustration af det, jeg har kaldt ”the Danish way of war (Dansk Udenrigspolitisk Årbog 2012). IS udgør en (terror-)trussel mod Danmarks sikkerhed og Danmark har en direkte national interesse i at standse flygtningestrømmen, da vi har politiske og reelle problemer med at integrere flygtninge i vores samfund og arbejdsmarked. Derudover bliver danske/vestlige værdier trådt under fode på en så barbarisk måde, at vi er nødt til at deltage, hvis vi fortsat skal kunne se os selv i øjnene, når vi taler om menneskerettigheder og responsibility to protect. Interesser og værdier går dermed hånd i hånd. Derudover gør vi det i samarbejde med USA og andre NATO-allierede, som vi plejer. Det folkeretlige er i orden i Irak og vi gør det som led i en samtænkt strategi, hvor vi også yder en meget stor humanitær indsats. Den danske udenrigsminister har været på rundrejse i de arabiske lande for at opfordre dem til at støtte den amerikanske koalition. Endelig bliver vores ”rene hænder” princip bliver også overholdt. Vi prøver altid at undgå at komme i konflikt med krigens love og håndteringen af krigsfanger og kriminelle. Det er ikke et problem i denne operationer, fordi vores F-16 piloter ikke kan tage krigsfanger i fem kilometers højde.

Den danske regering insisterer på, at indsatsen ikke alene er militær. Hvilke andre tiltag mener du verdenssamfundet/vesten/koalitionen bør tage for at nedkæmpe IS? Vil de blive taget? Det er helt korrekt og i overensstemmelse med den danske samtænkningstradition. Danmark yder et stort humanitært bidrag og har bidraget til en politisk løsning som medlem af gruppen Syriens Venner og ved at sende udenrigsministeren til regionen for at hjælpe USA med at opbygge koalitionen. Danmark vil også bidrage til Syriens genopbygning med udviklingsbistand, når konflikten skaber mulighed for det. Danmark bidrager også med kapacitetsudvikling ved at træne lokale politistyrker til brug i de oprørskontrollerede områder.

Hvad bør være succeskriterierne for hvornår IS er ‚nedkæmpet‛? Der bør ikke være noget tidsmæssigt kriterie. Man skal være tålmodig og vente på at de politiske forudsætninger for succes bliver tilvejebragt. Sunnier og Shiaer skal kunne enes om at bekæmpe IS i Irak, så sunni-befolkningen i de IS-besatte områder bidrager aktivt til at få IS nedkæmpet. Hvis de ikke kan enes om det, skal Vesten ikke gøre andet end at blive ved med at bombe IS fra luften og sørge for at holde truslen på et acceptabelt niveau. Det samme gør sig gældende inde i Syrien. Her skal man holde truslen fra IS nede og forhindre IS i at ekspandere yderligere ved at angribe fra luften. Men den egentlige nedkæmpelse med landtropper skal moderate syrere og evt. nabolande selv stå for, og så skal der arbejdes for at finde en samlet løsning for Syrien, så Assad kan som minimum kan blive udskiftet med en anden leder. Det vil tage tid at få på plads, og kan det ikke lade sig gøre, skal Vesten holde sig til at angribe IS fra luften og blive ved så længe som nødvendigt. US og UK bombede i Nordirak fra 1991-2003, og samme tidshorisont kan blive nødvendig her.

Hvad er efter din mening de væsentligste ubesvarede spørgsmål og dilemmaer ved den militæraktion, der tegner sig? Hvordan man får skabt den politiske enighed lokalt og regionalt i både Irak og Syrien, som er forudsætningen for at denne militære operation bidrager til at skabe en bedre fred og forhindre, at IS relativt hurtigt bliver afløst af noget andet. IS er i realiteten al-Qaeada 2.0. Vi får hurtigt version 3.0, hvis den militære indsats ikke understøtter en diplomatisk indsats for at løse de underliggende politiske problemer, som var årsagen til at IS opstod.

Peter Viggo Jakobsen er lektor ved Forsvarsakademiet. [ILLUSTRATION: Italiensk F-16 over Afghanistan. FOTO: DVIDSHUB]