28.10.2014

Står det til mig, skal vi stille og fredeligt videreføre den reformlinje i dansk økonomi, som blev indledt i 1980’erne. Alle regeringer siden dengang har ære af udviklingen. Også den siddende Thorning-regering, som direkte i sit grundlag har slået fast, at den følger den tidligere VK-regerings økonomiske politik.

Kommentar af Peter Christensen, finansordfører, Venstre

DET ER IKKE HELT forkert at sige, at vi i Danmark har en rig stat og et fattigt folk.

DET ER – INDRØMMET – lidt skarpt trukket op, men vi står i Danmark med det problem, at vi ikke har så mange penge til rådighed som forbrugere i andre sammenlignelige lande. Vi sakker simpelthen bagud i forhold til vores naboer. Vi må erkende, at det reformarbejde, vi har været igennem, kun lige er begyndt. For selvom danskerne har oplevet en reformperiode uden sidestykke, er sandheden, at vi er i gang med en grundlæggende omstilling af vores samfund til en langt mere konkurrencedygtig og produktiv model, der kan fremtidssikre Danmark.

PÅ DEN ENE SIDE er vi allerede kommet langt. Danmark er et af de lande, som er kommet fornuftigt gennem krisen. Uden social uro. Uden massiv arbejdsløshed. Uden de mange personlige konkurser, som ofte præger kriser. Uden eksploderende fattigdom. Vi fik op gennem 00’erne afviklet en masse offentlig gæld, mens politikerne samtidig valgte at fortsætte reformsporet i dansk økonomi. Og det har ganske givet betydet, at vi har klaret krisen så forholdsvist pænt. VK-regeringen og SR(SF)-regeringen har fulgt samme linje som forgængerne i 80’erne og 90’erne. Vi har i fællesskab søgt at øge arbejdsudbuddet gennem en delvis udfasning af efterlønsordningen, lavere ydelser for unge ledige, kortere dagpengeperiode, stop for automatiske stigninger i de offentlige ydelser og bedre budgetdisciplin i kommunerne. Det har bragt den offentlige økonomi i balance og gjort den holdbar. Men det har ikke som sådan løst problemerne i vores økonomi.

FOR PÅ DEN ANDEN SIDE må jeg konstatere, at Danmark også er et af de lande, der er kommet dårligt ud af krisen. Hvor andre lande har genfundet den økonomiske vækst, er den gået fuldstændig i stå herhjemme. Vi er stadig ikke nået op på det niveau for bruttonationalproduktet (BNP), som vi havde i 2008. Det er ærlig talt lidt chokerende. Den private sektor har mistet tusindvis af arbejdspladser. Og husholdningernes indkomster stagnerer. Det betyder, at vi relativt set er blevet fattigere i forhold til vores naboer.

OG SÅ KOMMER VI TILBAGE til det med den rige stat og det fattige folk. For under krisen er det offentlige forbrugs andel af BNP steget betydeligt. Nogle bagatelliserer det. De henviser til, at det problem vil løse sig, når BNP en dag for alvor begynder at vokse igen. Det vil dog være under forudsætning af, at vi holder det offentlige forbrug i ro. Det store spørgsmål er imidlertid, hvornår BNP igen for alvor begynder at vokse? Og om vi kan tage for givet, at det sker uden yderligere politiske tiltag?

BETRAGTER VI ØKONOMIEN OPPEFRA, forholder det sig sådan, at stagnerende indkomster, stort offentligt forbrug og lavt privat forbrug og nedbringelse af privat gæld alt sammen er med til at lægge en dæmper på vores muligheder for vækst.

JEG SER DET SOM EN POLITISK OPGAVE at hjælpe optimismen på vej. For det første ved at lade danskerne være i fred for nye skattestigninger, som slår deres privatøkonomi ud af kurs. Det må være en politisk opgave at sikre danskerne et relativt større privat råderum i den samlede økonomi. Det betyder, at det kollektive forbrug må holdes i ro. Det sikrer mange udmærkede ting – daginstitutioner, skoler, sygehuse, plejehjem. Problemet er bare, at det ikke som sådan trækker nye indtægter med sig. Opgaven med at finansiere gildet tilkommer de private virksomheder og deres medarbejdere. Det er jo hverken børnehaver, skoler, sygehuse og plejehjem, der drager ud på de store markeder og tjener profit hjem. (Skulle det ske en dag, reviderer jeg gerne min holdning).

NY VÆKST må derfor komme fra den private sektor. Noget af denne vækst kan komme i kraft af et større indtjening og dermed råderum blandt borgere og virksomheder, men det ville også være gavnligt at åbne den offentlige sektor mere for konkurrence og for private virksomheder. Det kan danne grobund for nye private virksomheder. De gode eksempler er virksomheder som ISS, Falck og andre, der gennem årene har leveret privat service til det offentlige.

SOM DET ER I DAG er der alt for mange danskere, der har en alt for lille gevinst ved at arbejde. Næsten 800.000 danskere i den arbejdsdygtige alder forsøges af det offentlige (når vi ikke medregner studerende på SU) – mere end hver femte. Hvor vi i Danmark i runde tal er 3,5 personer i arbejde til at forsørge en person, som er i den arbejdsdygtige alder, men lever af offentlige ydelser, er der i Sverige 5,5 personer til at løfte den tilsvarende opgave.

I MODSÆTNING TIL, hvad mange måske tror, ser jeg det som et selvstændigt mål, at danskerne har verdens højeste lønninger. Vi skulle jo gerne være velstående. Men høje lønninger kræver høj produktivitet. Det er en naturlov. Høj produktivitet kan vi hjælpe på vej gennem mere konkurrence og flere investeringer i kapitalapparatet. Og det forudsætter ikke mindst, at vi bryder monopolerne og nedsætter skatten på kapital.

JEG VIL GØRE MIT TIL, at Venstre følger en konstruktiv linje, uanset om vi er i regering eller i opposition. Det håber jeg, at andre partier også kan finde ud af. Står det til mig, skal vi stille og fredeligt videreføre den reformlinje i dansk økonomi, som blev indledt i 1980’erne. Alle regeringer siden dengang har ære af udviklingen. Også den siddende Thorning-regering, som direkte i sit grundlag har slået fast, at den følger den tidligere VK-regerings økonomiske politik. ■


Peter Christensen er finansordfører for Venstre. ILLUSTRATION: Forhandlinger 2012 [foto: Magnus Holm/POLFOTO]