29.10.2014

Mens Vesten har blikket stift rettet mod Ukraine og er travlt beskæftiget med at implementere sanktioner mod Rusland som reaktion på Putins magtanvendelse, synes de centralasiatiske stater ladt i stikken og står tilbage som de egentlige tabere i det storpolitiske magtspil.

I det seneste år har Rusland opnået stigende indflydelse i de tidligere Sovjetrepublikker længere mod øst, og de europæiske sanktioner risikerer nu at cementere det russiske greb om disse skrøbelige stater og skubbe dem ud i endnu dybere fattigdom, med ustabilitet og udemokratiske konsekvenser til følge.

ANALYSE af Sarah Gandrup

En konsekvens af sanktionerne mod Rusland er, at de russiske modsanktioner vil styrke landets position i Centralasien ved at facilitere et tættere bånd og integration med især de fattigste af de tidligere Sovjetrepublikker. Da præsident Putin den 6. august underskrev dekretet, der lukkede grænserne mod Vesten ved at pålægge et forbud mod import af landbrugs- og fødevareprodukter, banede han samtidigt vejen for en åbning af grænserne mod øst. Kirgisistan og Tadsjikistan var da heller ikke sene til at melde ud, at landene vil være i stand til at erstatte den europæiske eksport af frugt, grøntsager og mælkeprodukter til Rusland og de øvrige medlemmer af Den Euroasiatiske Toldunion. Usbekistan udtalte ligeledes, at landet står klar til at øge eksporten af frugt og grønt med op til 50.000-70.000 ton, en fordobling af den nuværende eksport. På det nyligt afholdte årlige topmøde for the Shanghai Cooperation Organisation i Tadsjikistans hovedstad Dushanbe den 11- 12. september, gjorde Putin det yderligere klart, at Rusland ønsker at styrke det handelmæssige, økonomiske såvel som det sikkerhedspolitiske samarbejde med de centralasiatiske stater indenfor rammerne af organisationen, der foruden Rusland består af Kina, Tadsjikistan, Kazakhstan, Kirgisitan and Usbekistan.

De centralasiatiske økonomier er på nuværende tidpunkt allerede uløseligt forbundet med den russiske, og de nyligt vedtagne sanktioner truer nu med at hive disse økonomier ind i en endnu større afhængighed af Rusland med store konsekvenser til følge. Tadsjikistan og Kirgisistan er blandt de fattigste økonomier i regionen, og det estimeres, at omkring 47 pct. af befolkningen i Tadsjikistan lever under fattigdomsgrænsen. Det samme er tilfældet for 38 pct. af befolkningen i Kirgisistan. De to lande er ligeledes de to mest pengeoverførselsafhængige økonomier i verden. Ifølge Verdensbanken udgjorde private pengeoverførsler til Tadsjikistan mere end fire mia. dollar i 2013, hvilket svarer til mere end halvdelen af landets BNP. I Kirgisistan, der indtager andenpladsen som det næstmest afhængige land i verden af private pengeoverførsler, udgjorde de omkring en tredjedel af det samlede BNP. Disse milliardoverførsler stammer fra de henholdsvis én mio. kirgisiske og halvanden mio. tadsjikiske migrantarbejdere, der estimeres bosat i primært Rusland, men også Kasakhstan, og som hver år sender penge hjem til deres tilbageværende slægtninge. Det er således ikke svært at forudse, hvor nemt Rusland vil kunne destabilisere disse landes økonomier ved at sætte en stopper for immigrationen eller deportere de bosatte migrantarbejdere. Tiltag der da også gentagne gange er blevet benyttet til at lægge pres på de to lande.

Kirgisistans beslutning om at indtræde i Toldunionen kan derfor kun vanskeligt betragtes som et frit valg. I takt med at Rusland og Vestens relationer gradvist forværredes i løbet af foråret som følge af Ukraine krisen, skubbede Rusland kraftigere på for at integrere Kirgisistan i Toldunionen, og den 29. maj opnåede man enighed om en køreplan, rettet mod endelig optagelse i 2015. Til gengæld for integrationen får Kirgisistan en økonomisk kompensation i form af en finansiel bistandspakke på 200 mio. dollar fra Rusland og 177 mio. fra Kasakhstan, der skal hjælpe til at gøre processen mere gnidningsfri. På et møde i Moskva i først august udtalte den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, at Rusland ydermere står klar med en hjælpepakke på 500 mio. dollar, der skal hjælpe landet med dets forberedelser til indtrædelse i unionen.

Trods dette finansielle plaster, forbliver realiteten imidlertid, at Kirgisistans transition forventes at blive mere smertefuld for landets skrøbelige økonomi end som så: Når Kirgisistan indtræder i Toldunionen, vil det nemlig betyde en ende på den nuværende lave importtold på varer fra Kina, da medlemskabet kommer med kravet om, at Kirgisistan hæver landets importafgifter i overensstemmelse med Unionens fælles eksterne toldsatser. Kirgisistan vil hermed miste den import, der hver dag udgør det daglige levebrød for mange kirgisiske familier, når de kinesiske varer reeksporteres til naboregionen og bidrager som en essentiel indtægtskilde. Dette er et stort offer at give for et land, hvor arbejdsløsheden hvert år tvinger millioner af mennesker til at immigrere til Rusland for at finde arbejde. Indlemmelsen i Unionen vil føre til en yderligere afhængighed af den russiske økonomi.

700 mio. dollar synes på den anden side at være en lille pris at betale for Rusland, der med den kirgisiske tilføjelse til Unionen opnår en stor gevinst i form af et medlem med en strategisk geografisk beliggenhed tæt på Kina, Usbekistan og Tadsjikistan. Herudover åbner det kirgisiske medlemskab op for Tadsjikistans, der da også har tilkendegivet, at landet ønsker at slutte sig til Unionen. En udvidelse af Toldunionen til at omfatte Kirgisistan vil dermed sikre Rusland en stærkere position i Centralasien, hvor Kina i løbet af de sidste år ellers har vundet større økonomisk indflydelse. Med Tadsjikistan som fremtidigt medlem, vil det tilmed blive muligt for Rusland at spille en større rolle i beskyttelsen af Centralasiens grænser mod Afghanistan og bekæmpe narkotikahandel og terrorisme, der er årsag til dybe panderynker i Moskva.

Som om de økonomiske fremtidsperspektiver ved indtrædelsen i Toldunionen ikke var bekymrende nok i sig selv, kompliceres de centralasiatiske staters afhængighed nu yderligere af Vestens sanktioner mod Rusland. Selvom sanktionerne ikke er rettet imod disse stater, risikerer de alligevel at være præcis dem, der betaler den højeste pris. Selvom Usbekistan, Tadsjikistan og Kirgisistan i første omgang kan drage fordel af det ”udbudshul” der vil opstå i Rusland, til at øge eksporten, vil omkostningerne på længere sigt, udligne disse umiddelbare gevinster. For det første vil den øgede eksport til Rusland føre til indenlandske prisstigninger, der kan bevirke, at en endnu større del af befolkningerne falder under fattigdomsgrænsen. Prisstigningerne vil ske, da efterspørgslen efter fødevarer vil stige, hurtigere end udbuddet vil vokse. For det andet, kan sanktionerne føre til, at de millionvis af migrantarbejdere der opholder sig i Rusland, kan få problemer med at finde arbejde og må vende tilbage til deres respektive hjemlande. Dette vil have katastrofale konsekvenser for især den tadsjikiske og kirgisiske økonomi, som er fuldstændigt afhængige af de store pengeoverførsler, som migrantarbejderne sender hjem fra Rusland. Herudover vil den massive tilbagevenden af migrantarbejderne, lægge yderligere pres på de skrøbelige stater, der ikke vil være i stand til at sørge for tilstrækkelige offentlige ydelser, hvilket synes som opskriften på en socialt sprængfarlig situation i en region, der har oplevet både revolutioner og borgerkrige indenfor de sidste årti.

Fremmede agenter og homoseksuel propaganda – civil samfundet under pres
De centralasiatiske økonomiers afhængighed af Rusland har også en række demokratiske konsekvenser, der i sær kommer til udtryk i Kirgisistan, det mest liberale og demokratiske af de centralasiatiske lande. Da Kirgisistan den 31. august i år fejrede sin uafhængighed var det til lyden af musik, optog og festklædte mennesker, men også med bevidstheden om, at landets uafhængighed er under et stærkt russisk pres. Selvom det rødgule flag endnu vejrer stolt fra regeringsbygningerne rundt om i hovedstaden, lurer den stigende russiske indflydelse lige under overfladen. Da Kirgisistan for 23 år siden opnåede status som en uafhængig stat, var det ikke, som i de fleste tilfælde, en uafhængighed der var ønsket af befolkningen. Kirgisistan var aldrig nødsagtet til at kæmpe for sin uafhængighed, men fik den ufrivilligt foræret i kølvandet på Sovjetunionens opløsning. Gennem årene har Kirgisistan imidlertid lært, at værdsætte sin selvstændighed og den frihed den medførte. Særligt i de sidste ti år har landet gennemgået en positiv demokratisk udvikling. Denne udvikling er dog i fare for at vende, og særligt civilsamfundets frihed synes under stigende pres, idet en række bekymrende initiativer er i støbeskeen. I 2013 sås flere forsøg på at indskrænke civilsamfundets frihed. Blandt andet med et lovforslag om hvidvaskning af penge, som fastsatte nye krav for, hvilke oplysninger civilsamfundsorganisationer skulle indberette; et lovforslag om uregistrerede civilsamfundsorganisationer, der ville forbyde sådanne, og et lovforslag om forræderi, hvilket ville give mulighed for at udpege personer, der arbejder med udenlanske organisationer som værende forrædere. Det lykkedes civilsamfundet at blokere for disse initiativer, men ét lovforslag forbliver imidlertid stadigvæk i behandling. Regeringen er netop som disse ord skrives, i gang med at behandle et lovforslag om såkaldte ”fremmede agenter”. Såfremt dette lovforslag vedtages, vil det fremover kræves, at indenlandske ikke-statslige organisationer i landet, som modtager støtte fra udlandet og er engageret i såkaldt ”politiske aktiviteter” skal registrere sig som ”fremmede agenter”. En betegnelse der på russisk bærer stærke Kold Krigs associationer. Dette lovforslag ligner til forveksling den russiske lov om ”fremmede agenter” fra 2012, og det er da heller ikke svært at regne ud hvor inspirationen kommer fra. Et andet foruroligende lovtiltag der ligger til behandling, er en lov vedrørende ”homoseksuel propaganda”. Denne lov, der også bærer stærke ligheder med den russiske anti-homoskeuelle lov, vil, såfremt den vedtagets, ulovliggøre al udbredelse af information med en positiv holdning til såkaldt ”ikke-traditionelle seksuelle relationer,” og et brud på loven vil føre til bøder og fængselsstraf på op til seks måneder.

En base lukkes, men to fornyes
Det er imidlertid ikke kun demokratiet, der i det seneste år er sat under pres i Centralasien, idet Vesten også synes udspillet, når det kommer til den sikkerhedspolitiske dimension. Mens NATOs ledere har sat alle sejl til for at inddæmme Rusland i Østeuropa, øger Moskva uden den store opmærksomhedskrævende retorik sin militære indflydelse længere mod øst i de svageste af de centralasiatiske stater. Med lukningen af den amerikanske militære base Manas denne sommer synes balancen for alvor tippet til Ruslands favør. Manas Air Base, der var placeret lidt uden for Kirgisistans hovedstad, Bisjkek, blev etableret i kølvandet på terrorangrebet den 11. september 2001, og basen har siden fungeret som transitknudepunkt for den NATO-ledede ISAF-mission i Afghanistan. Basen har gennem sit 13 år lange engagement udført mere end 33.000 optankningsmissioner, 42.000 fragtrelaterede missioner og stået for koordination af transporten af mere end 5,3 mio. soldater til og fra Afghanistan, svarende til 98 pct. af alle ISAF-missionens styrker. I 2009 meddelte Kirgisistans daværende præsident, Kurmanbek Bakiev, at man havde i sinde at lukke basen. Det lykkedes dog, efter lange forhandlinger USA, at forny lejekontrakten på betingelse af en ”huslejestigning” fra 17,4 mio. til 60 mio. dollar samt en omdøbning af basen til Transit Center Manas. Efter det kirgisiske præsidentvalg i 2011 nærmede enden for luftbasen sig dog umiskendeligt. Den nyvalgte, pro-russiske præsident Almazbek Atambayev havde under sin valgkampagne lovet at lukke luftbasen, og i 2013 kom konsekvensen, da det kirgisiske parlament afslog at forlænge den amerikanske lejekontrakt der stod til at udløbe i juli 2014. Den officielle lukning kom endeligt i juni i år, hvor transitoperationerne blev flyttet til den amerikanske luftbase Mihail Kogalniceanu i Rumænien. Med lukningen af luftbasen mistede Kirgisistans skrøbelige økonomi ikke alene de 60 mio. dollar i årlig lejeindtægt, men samtidig et årligt ekstra beløb på omkring 150 mio. dollar i indtægter forbundet med driften af basen.

I takt med at de sidste amerikanske soldater gjorde sig klar til at forlade kirgisisk jord og sætte kursen mod Rumænien, har Rusland taget en række initiativer til at øge sin militære tilstedeværelse i de centralasiatiske stater under forvisninger om, at man ser sig nødsaget til at stabilisere regionen i takt med, at NATO nedtrapper sin tilstedeværelse i Afghanistan. I 2012 indvilligede Rusland i at eftergive en kirgisisk gæld på 500 mio. dollar, til gengæld for en 15 års forlængelse af lejemålet for den russisske militære luftbase Kant, der opererer som en del af The Collective Security Treaty Organization’s (CSTO) styrker. Basen er placeret små 30 km uden for Bisjkek i det nordlige Kirgisistan. Efterfølgende annoncerede den russiske regering planer om at fordoble antallet af kampfly på luftbasen, hvor Moskva nu har sikret sin tilstedeværelse frem til 2032, med mulig forlængelse på yderligere fem år. I nabolandet Tadsjikistan ses samme mønster. I 2012 indgik Rusland og Tadsjikistan en aftale om en 30-årig forlængelse af lejemålet af den russiske militærbase 201 frem til 2042, ligeledes med mulighed for en femårig efterfølgende forlængelse. Basen blev åbnet i 2004 og udgør Ruslands største militære base uden for landets grænser. I alt 7.000 russiske tropper er stationeret på de tre militære anlæg i Dushanbe, Kulyab og Kurgan-Tyube som kollektivt udgør 201. militærbasen.

Ud over disse aftaler, forpligtigede Rusland sig i 2012 til at donere 1.1 milliarder dollars i form af våben og materiel som del af et bistandsprogram, der skal medvirke til en modernisering af Kirgisistans forældede militær, samt 200 mio. dollars i støtte til de tadsjikiske væbnede styrker. Der synes langt fra Kirgisistan til Sortehavets kyster, og med lukningen af den amerikanske luftbase Manas, flytningen af transitoperationerne til Rumænien og Ruslands sikring af sine militære baser frem til mindst 2042, må Moskva nu for alvor siges at have vundet den sikkerhedspolitiske kamp om Centralasien.

Gas, olie og vand: Gasprom, Rosneft og RusHydro
Ruslands stigende indflydelse i regionen sætter også sit aftryk på det energipolitiske område, hvilket yderligere kan påvirke den sikkerhedspolitiske dynamik. I december sidste år stemte det kirgisiske parlament for et salg af landets statsejede gasselskab Kyrgyzgaz til russiske Gazprom for én enkelt dollar! Med købet af det gældsramte gasselskab opnår Moskva fuldstændig kontrol med den kirgisiske gassektor og får uindskrænket adgang til en række strategiske aktiver heriblandt rørledninger, gasdistributionen samt undergrundsdepoter. Med købet forpligter Gazprom sig til at overtage Kyrgyzgaz’ gæld på omkring 40 mio. dollar samt til en investering på 600 mio. dollar i forbedringer af infrastrukturen.

Også det russiske olieselskab Rosneft har foretaget markante skridt for at øge sin indflydelse i Kirgisistan. I spidsen for selskabet sidder lederen af Kremls Siloviki fraktion og Putins tætte allierede, Igor Sechin. I februar underskrev olieselskabet en rammeaftale med den kirgisiske regering vedrørende Rosneft intentioner om at købe af en aktieandel på mindst 51 pct. i Kirgisistans største lufthavn; Manas International Airport, med løftet om at investere 1 milliard dollar. Såfremt dette købt bliver en realitet, vil kontrollen med lufthavnen tilfalde Rusland. Rosneft erhvervede herudover halvdelen af aktierne i olieselskabet INTEK LLC, der opererer i Kirgisistans næststørste lufthavn i Osh, samt samtlige aktier i olieselskabet Bishkekskaya Nieftianaya Kompaniya/ Bishkek Oil Company, der ejer benzinstationer rundt om i den kirgisiske hovedstad og er en af lederne på det kirgisiske oliemarked. Hermed falder en betydelig del af kontrollen med Kirgisistans oliemarked og infrastruktur i russiske hænder.

Vandkraft er Kirgisistans andenstørste energigenererende ressource og også på dette område fortager Moskva store investeringer. Det statsejede russiske selskab Inter RAO vil stå for konstruktionen af en kæmpe dam kaldet Kambarata-1 ved Naryn floden i den sydvestlige del af landet, mens statsejede RusHydro; Ruslands største vandkraftselskab, har påbegyndt konstruktionen af det første af i alt fire vandkraftværker. Projekterne der i april måned blev godkendt af den russiske Duma, estimeres at komme til at koste langt over 2. milliarder dollar. Adgang til vandressourcer forsætter med at være et højspændt konfliktområde og kilden til store uenigheder mellem Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan, og konstruktionen, som især Usbekistan ser på med hævede øjenbryn, kan blive en yderliere gnist på bålet.

En kold vinter i bjørnens favntag
Vesten har det seneste år – forståeligt nok – koncentreret sin opmærksomhed om Europa og situationen i Ukraine. Alt i mens har Rusland, uden at det har resulteret i nogle nævneværdige kommentarer, stille øget sin politiske, økonomiske og militære indflydelse længere mod øst i de fattigste stater i Central Asien. Kirgisistan står nu til at indtræde i Toldunionen i starten af 2015, lige som den kirgisiske vinter for alvor begynder at sætte ind. Temperaturen når ned til -30 grader, og vinteren i år kan risikere at blive ekstra for indbyggerne i landet. Salget af KyrgyzGaz til Gazpromn har nemlig fået Usbekistan til at stoppe gasleverancer til Kirgisistans sydlige del, og en udsædvanelig tør sommer har drænet vandressourcerne, hvilket betyder mindre vand til at drive vandkræftværkerne, som bidrager med hovedparten af elektriciteten i landet. Kombineret med prisstigninger, øget arbejdsløshed og migranter der kan se sig nødsaget til at vende hjem, går Kirgisistan med andre ord en meget, meget kold vinter i møde. ■

Sarah Gandrup (f.1988) er kandidatstuderende på statskundskab ved Københavns Universitet og er i øjeblikket praktikant ved Folkekirkens Nødhjælps centralasiatiske kontor i Kirgisistan. Hun har tidligere været praktikant ved Danmarks Faste Repræsentation ved NATO, og studerende ved Universidad Complutense de Madrid.
Illustration: Putin ved afsløringen af en Pushkin statue i Seoul [foto: Republic of Korea]