27.05.2014

Det borgerlige Danmark spillede fallit i 00’erne – og vil gøre det igen, hvis ikke de borgerlige partier alle tør bekende borgerlig kulør. Tør fremsætte en visionær vej. Folk må og skal kunne se forskellen mellem de røde (A, B, F, O og Ø) og de borgerlige (V, K og I). Kan det virkelig passe, at Blå Bjarne er mere borgerlig end Røde Lars?

Af Rune Kristensen, folketingskandidat for K

SIDEN DET SENESTE FOLKETINGSVALG har V, K, O og I haft flertal i velsagtens alle målinger. Der var en kort periode omkring GGGI-sagen, hvor rød blok halede ind, og man kan mistænke Helle Thorning-Schmidt for også at gå med valgtanker ovenpå sin hovedmodstanders nye bilagssag som venstreformand. I hvert fald, så viser flere popularitetsmålinger, at hun nu faktisk har større opbakning som statsminister end den borgerlige spydspids.

Den manglende tillid blandt danskerne til Lars Løkke Rasmussen er bestemt også et problem. Et problem, som både Venstre og resten af den blå/grønne blok må forholde sig til. Manden har haft bilagssager fra sin amtsborgmestertid, sin folketingsperiode, sin ministertid, og som sagt også de nævnte sager som formand for henholdsvis GGGI og Venstre, og mange danskere bekymrer sig om hans moral. Hos mange er et oplagt spørgsmål: Er han den rette til at lede landet?

Men det er – trods alvoren – næppe Lars Løkkes største problem. Det giver ham meget vel kvaler internt i Venstre som vi i disse dage ser i lys lue, og han optræder konstant ufrivilligt på forsider og i pressehistorier om diverse bilag. Men sagen her drukner ganske givet igen. Den poppede – næppe tilfældigt – op midt i en tid, hvor der er meget fokus på politik, nemlig under EP-valgkampen. Nøjagtig som GGGI-skandalen dukkede op lige op til kommunalvalget. Historien har dog vist, at Lars Løkke, og Venstre som helhed har kunne lukke betændte sager ned, langt bedre end andre partier. Der var blandt andet lurer-Anders, Brixtofte med rødvinen og Oppfeldt, som alle næsten er glemt, mens folk fortsat har fokus på Jeppe Kofod og Lene Espersens sager. Anders Fogh Rasmussen havde også sagen om kreativ bogføring fra sin skatteministertid under Schlüter, som heller ikke påvirkede ham senere hen i karrieren, mens andre ministre fra denne periode fik stempler, der mærkede dem for livet mere eller mindre uberettiget.

Løkkes største hovedpine er dermed ikke den efterhånden temmelig omtalte ekvipering fra top til tå og fra inderst til yderst. Det er ikke det kæmpe EP-valgnederlag. Det er nærmere det parlamentariske grundlag, som han skal arbejde under efter en eventuel valgsejr til Folketinget. Vi har set Thornings flip-flop, og Løkke kommer til at opleve det samme.

Thorning gik til valg på en masse gyldne løfter, som hun ikke kunne holde, da mandaternes fordeling var en realitet. F-A-RV-EL-flertallet kunne simpelthen ikke arbejde sammen. Thorning måtte hente hjælp over midten gang på gang, hvilket blandt andet min egen partiformand, Lars Barfoed, udnyttede og fik presset skattelettelser igennem. Partierne i den røde regering har lavet det ene løftebrud efter det andet. Man har løjet sig til magten og ikke leveret varen efterfølgende. Kontraktpolitikken er slut og realpolitikken har sejret ad helvede til. Den store sejrherre i denne politiske halvleg er Enhedslisten, der kun hjælper regeringen, når de bliver ordentligt betalt. Slingrekursen på ministertaburetterne er en farce.

Aldrig har politikerleden været større blandt danskerne. Dette skyldes ikke kun bilagssager, men i høj grad også de mange modsatrettede holdninger – eller standpunkter om man vil – som politikerne indtager.

Lars Løkke Rasmussen griner måske af Thorning, og ser sit snit til at påvirke regeringens politik, blandt andet vækstpakken – men hvem mon ler sidst? Når nu Løkke får nøglerne igen, som han med allerstørste sandsynlighed gør, hvem griner så? Og hvem har så knap så meget at grine af efter næste valg? Et flertal omkring Lars Løkke Rasmussen kommer – udover Venstre – til at bestå af Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

Det Konservative Folkeparti er splittet internt – toppen vil gerne tilbage til ministerbilerne, hvor talerne bliver skrevet for en og lønnen er højere, mens baglandet mener, at 00’ernes vattede fremtoning aldrig må gentages. I det hæderkronede gamle borgerlige parti har man endelig fået styr på kommunikationen, man har haft klare sejre – den helt store omkring heldagsskolen, og meningsmålingerne er ved at gå i den rigtige retning stærkt hjulpet af acceptable valg til kommuner, regioner og senest EU. Vi har ubetinget været det borgerlige parti, der historisk set har leveret flest borgerlige resultater – og der er masser af skalpe fra VK-tiden at bryste sig af, men dog vil man næppe kunne overleve en gentagelse af sidstnævnte. Lars Barfoed er nok en dygtig politisk håndværker, der kan sin Burke [konservativ filosof, red.], men han har endnu ikke kunne sælge nok billetter til, at partiet stabilt vil kunne indgå i en regering. Der skal genopbygges tillid, de unge talenter skal skubbes frem og så skal den sunde konservative fortælling pudses skarpt op. Der skal simpelthen være mere kant til Venstre.

Liberal Alliance vil lave samme kant – blot mere kamikaze-agtigt. For Liberal Alliance (tidl. Ny Alliance) har nu eksisteret siden maj 2007 og har endnu ikke leveret ét eneste borgerligt resultat på Christiansborg. Man har haft nærmest historisk ringe indflydelse på beslutningerne. Ofte deltager man simpelthen ikke engang deltaget i forhandlingerne. Og når man deltager, opsætter man utopiske forhandlingsmål, og forstår tilsyneladende ikke, at der skal være flertal i folketingssalen før noget bliver vedtaget. Liberal Alliance vil store skabe problemer i den borgerlige lejr. Man har hidtil brugt flere kræfter på at bekrige de øvrige borgerlige partier end på, at angribe de socialistiske partier, og intet tyder på, at partiet er på vej i en mere moden retning.

Dansk Folkeparti var en klods om benet på den borgerlige regering i 00’erne især i forhold til velfærdsreformer. Man mangler simpelthen et holistisk billede, således at de forslag man fremsætter er sammenhængende. Dansk Folkeparti har ingen politiske rødder. Hvor de fleste andre partier har en tankegang, der bunder i en isme, så er Dansk Folkepartis omdrejningspunkt fokusgrupper og meningsmålinger. Hvad vælgerne mener i dag, mener Dansk Folkeparti i morgen. DF er et siv i vinden, der bukker sig, når en vælgerbrise kommer. Det er en politisk vejrhane, der vender sig, når folkestemningen ændres. Det er en automat, hvori det ledige standpunkt trækkes. Man kan ikke trygt placere sin stemme hos dem, da de sikkert vender om på en tallerken og mener noget nyt i morgen, hvis vælgerne har en ditto adfærd. Man har påbegyndt en rejse mod målet som det største parti via enkeltsager på områder som udlændinge-, rets-, integrations-, dyrevelfærds- og ældrepolitik. Kommunikativt virker det – og man er god til at binde tråde i den usammenhængende politik, men på bundlinjen står ingenting. Man har ingen grundlæggende værdier – alt kan opgives for fremgang og vælgertilslutning.

Af indlysende årsager er det farligt at lade populister lede et land. Derfor må og skal en borgerlig regering være uden Dansk Folkeparti på ministertaburetterne. Det kan godt være, at de er blevet stuerene, men meningerne er fejet godt væk under gulvtæppet. Man lover og lover de ting, som danskerne efterspørger – uden at forklare prisen. Prisen er underskud på de offentlige finanser, samt en højere gæld og skat. Prisen er fremmedhad og mistænkeliggørelse. Og prisen er detailorienterede politikere, der blander sig i sagsgangene hos embedsværket.

Dermed har Løkke på den ene side to frihedsorienterede borgerlige partier, der begge vil puste sig op og holde den henholdsvis konservative og liberale fane højt, og på den anden side har han et populistisk parti, der har lagt sig til venstre for Socialdemokratiet i forhold til den økonomiske politik. Løkke bliver klemt og presset i en grad, der får Thornings nuværende handlemuligheder til at ligne en gåtur i parken – medmindre, at det er Fælledparken.

Løkkes umiddelbare svar på sine komplicerede handlemuligheder er at lægge sig fladt ned. At gå efter magten for magtens skyld. At gøre som Fogh og droppede sine personlige kæpheste. At opgive kampen for at gennemføre borgerlig politik. Der er ellers nok at tage fat på. Vi har et sygt samfundsmodel, hvor det kan betale sig ikke at arbejde. Vi har underskud op de offentlige budgetter og vores statsgæld vokser. Flere og flere nyder, mens færre og færre yder. Og Folketinget ser helt stiltiende til, da der kun sker ganske få ændringer i forbindelse med de årlige finanslove. Dette skyldes, at den velfærdsløfter og rød tankegang er dominerende i dansk politik. Krævementaliteten har inficeret landet, mens drømmene om frihed er forsvundet.

Danmark har været et socialistisk styret land siden nedlæggelsen af tokammersystemet i 1953. Der har under den nuværende grundlov ikke været borgerligt flertal på ét eneste tidspunkt, medmindre at man tæller de politisk korrekte radikale med, som gang på gang er med til at begrænse friheden og nedbryde danske værdier. Uagtet at Danmark har haft en del borgerlige statsministre, så har disse haft et rødt flertal imod sig, når der har skulle træffes ansvarlige beslutninger. Senest var VK afhængig af de røde DF’ere. Det vil også ske med Løkke, der må forsøge at agere med de fremmedfjendske socialdemokrater i DF som støtteparti. Og uenigheden er kun blevet større siden 00’erne. Kristian Thulesen Dahl lader sig næppe imponere af Løkke på samme vis, som Pia gjorde af Fogh. DF vil gå efter en helt ny aggressiv rolle, hvor man konstant vil stille sig på oppositionens side og udstille uenigheden i den såkaldt borgerlige lejr. Løkkes problemer stikker således langt dybere end tøjkvitteringerne fra Zornig.

Derfor har han givet op, blandt andet i forhold til topskatten som han så ultimativt har fredet for nyligt. Det borgerlige Danmark står, hvor de røde stod i 2011; Uden et fælles projekt, uden visioner og uden løsninger på de store udfordringer, der så åbenlyst præger vores tid. Når man til den tid vinder, bliver det et fravalg af alternativet, snarere end et kryds ved en ny vej. For der er ingen ny vej. Det borgerlige Danmark spillede fallit i 00’erne – og vil gøre det igen, hvis ikke de borgerlige partier alle tør bekende borgerlig kulør. Tør fremsætte en visionær vej. Folk må og skal kunne se forskellen mellem de røde (A, B, F, O og Ø) og de borgerlige (V, K og I). Kan det virkelig passe, at Blå Bjarne er mere borgerlig end Røde Lars? ★

Artikelforslag til RÆSONs Opinionsserie sendes til: redaktionen@raeson.dk

Rune Kristensen (f. 1982) er kandidat i statskundskab fra Københavns Universitet, opstillet til Folketinget for Det Konservative Folkeparti i Sjællands Storkreds og tidligere landsformand for Konservativ Ungdom. Han arbejder som kommunikationsrådgiver hos Integral og er fast blogger på Jyllands-Posten. ILLUSTRATION: Pressefoto [foto: Venstre]