29.01.2014

I nat dansk tid holdt præsident Obama sin årlige “State of the Union”-tale. Efter fem år med Barack Obama som præsident er det tydeligt, at skuffelsen er stor på den europæiske side af Atlanten. Men forventningerne til Obama har fra start været urealistiske og bunder primært i en manglende forståelse af USA’s politiske system.

OPINION af Mirco Reimer

I nat dansk tid holdt præsident Obama sin årlige State of the Union-tale. For Obama handlede talen især om at genvinde momentum, eftersom det foregangende år ikke har budt på den store indenrigspolitiske succes. Dette har også kunnet aflæses i meningsmålingerne, hvor Obama nu er næsten lige så upopulær som George W. Bush på samme tidspunkt i sin embedsperiode. Således illustrerer Obamas State of the Union tale også meget godt den evolution, som Obama har gennemgået i de foregangene fem år. Den tidligere politiske rockstjerne Barack Obama er blevet menneskeliggjort og ”change we can believe in” er blevet afløst af “don’t believe the hype”.

Tilbage i 2008 var forhåbningen, at Barack Obama ville være katalysatoren for ”Det nye USA”. Euforien var tydelig i Europa, hvor mange borgere mildest talt var skeptiske over for USA’s intentioner efter otte år med George W. Bush som præsident. Euforien nåede sit visuelle højdepunkt i juli 2008, da Obama talte foran mere end 200.000 begejstrede mennesker i det centrale Berlin. Den karismatiske Obama slog på det budskab, som han cementerede igen og igen i sin første valgkamp: Forandring. Resten er historie. Obama vandt præsidentvalget i 2008, blev amerikansk præsident, og verden så frem til at opleve ”Det nye USA”.

Men forhåbningerne blev som bekendt aldrig til virkelighed, og det skyldes både, at Obama oversolgte sig selv og præsidentembedet markant i 2008, og at verden lod sig rive med og ignorede de åbenlyse forhindringer for Obamas agenda; selv så centrale forhindringer som USA’s politiske system.

Forfatningens begrænsninger
En central intention i de amerikanske forfatningsfædres arbejde var at begrænse præsidentens magt. The Founding Fathers var bange for at blive underlagt en for stærk magthaver, efter man havde frigjort sig fra den britiske trone. Derfor indrettede man et politisk system, hvor de tre magtinstanser – præsidenten, Kongressen, og domstolene (først og fremmest Højesteretten) – alle fik midler til at holde hinanden i skak. Med andre ord har det altid været meningen, at ingen enkelt instans skulle have nemt ved at gennemføre gennemgribende forandringer i det amerikanske samfund. Allerede her burde det have været åbenlyst for iagttagerne, at Obamas store retoriske løfter ville blive yderst svære at gennemføre som præsident.

Selvom det generelle billede i amerikansk politik er, at præsidenten har tilegnet sig stadig større magt på Kongressens bekostning, er enhver præsident nødt til at kunne sammarbejde med Kongressen, hvis han vil gennemføre store forandringer i det amerikanske samfund. Da Obama ikke har haft stor succes med at samarbejde med hverken Kongressen eller store dele af det republikanske parti, og da dele af Obamas eget demokratiske parti heller ikke har været villige til at samarbejde med præsidenten, fremstår Obama i dag som løftebryder. Således er Guantanamo Bay stadigvæk ikke blevet lukket, som Obama lovede han ville gøre det indenfor et år, da han trådte til i januar 2009. Det samme gælder for den såkaldte ”Krig mod Terror”. For selvom begrebet ikke bliver brugt af Obama administrationen længere, så er kampen mod terrorismen langt fra afsluttet.

Den udbredte skuffelse i Europa skyldes således delvist det simple faktum, at den amerikanske præsidents magt generelt er overvurderet i den europæiske befolkning.

De to præsidentembeder
Selvom – eller måske snarere fordi – USA’s politiske system er kompliceret, er der i Europa en tendens til at overvurdere præsidentembedets beføjelser. De fleste danskere vil, forståeligt nok, havde svært ved at forstå det komplekse sammenspil mellem de forskellige magtcentre i amerikansk politik. Men det er disse magtcentre som på samme tid udfordrer hinanden og også holder hinanden i skak. Denne konstruktion betyder, at præsidentens indflydelse faktisk er relativt begrænset indenrigspolitisk. Men i stedet for at bruge tid på at forklare disse dynamikker – hvilket ville besværliggøre USA-dækningen betydeligt – fokuserer medierne primært på præsidentens rolle. Dette resulterer ofte i udpræget skuffelse blandt befolkningen, når præsidenten ikke lever op til de forventinger, som europæere har haft til vedkommende. Dette har også været tilfældet med Barack Obama, siden han trådte til i januar 2009. Det, som ofte bliver glemt i dækningen, er, at en lang række andre faktorer er afgørende for udførelsen af amerikansk politik: Interne magtkampe inden for det demokratiske og det republikanske parti, det generelle politiske klima i USA, opinionen i den amerikanske befolkning og de vigtige spillere i Kongressen. Dem hører vi desværre alt for lidt om, hvilket skaber et forvrænget billede af amerikansk politik.

Det er ikke helt ved siden af at tale om, at der i virkeligheden er to præsidentembeder: Ét for indenrigspolitik og ét for udenrigspolitik. Fordelen ved denne betragtning er, at den gør det lettere at forstå, hvor meget magt den amerikanske præsident egentlig har. Den amerikanske forfatning giver præsidenten meget magt i udenrigspolitikken – især hvis nationens sikkerhed forekommer at være truet. Men når det gælder indenrigspolitiske anliggender, er forfatningen særdeles kortfattet, og præsidenten må prøve sig frem og udvise politisk kløgtighed, hvis han vil gennemføre de ideer, som han har fremlagt under valgkampen. Obama er uden tvivl ”Verdens mægtigste mand” udenrigspolitisk, men indenrigspolitisk har de fleste europæiske regeringsledere større mulighed for at forandre deres samfund, end Obama har.

”Jeg skal nok prøve, men det sker næppe”
Selvfølgelig har præsidentkandidaterne et medansvar for, at forventningerne til USA’s præsident er så tårnhøje. Alle præsidentkandidater taler meget om, hvordan de som præsidenter vil lede USA og resten af verden. Der er altså tale om forventninger, som bliver opbygget på begge sider af Atlanten, både blandt befolkningen og af politikerne selv.

På den anden side er det naivt at tro, at en amerikansk præsidentkandidat ville stille op og indrømme, at præsidentembedet ikke er så magtfuldt, som folk tror, og at vedkommende nok ikke ville kunne gennemføre det, han gerne vil. Man kan næppe forestille sig Barack Obama slå på et budskab, der i stedet for ”forandring, vi kan tro på” lød således: ”Mine muligheder for at forandre USA og verden er begrænsede. Jeg skal nok prøve, men det sker næppe.” Med dette budskab var Obama selvfølgelig aldrig blevet valgt. Derfor oversolgte kandidaten Obama præsidentembedet og gjorde reelt embedets beføjelser større, end de er. I dag betaler præsident Obama prisen for sine store løfter. Men samtidig er der i Europa også behov for at beskæftige sig mere intensivt med dynamikkerne i amerikansk politik, hvis vi ikke skal risikere igen at blive skuffede, når en ny amerikansk præsident skal vælges i 2016.

Mirco Reimer er kandidatstuderende i Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet og USA-analytiker ved netmediet Kongresssen.com

FOTO: The White House/Pete Souza