18.11.2014

I sidste uge indgik Barack Obama og Xi Jinping en klimaaftale, der af medier som The Guardian er blevet beskrevet som ”historisk”. Kina forpligter sig på et loft for landets CO2-udledning i 2030 mens USA vil skære 26-28 pct. i CO2-forbruget frem mod 2025. Men hvor historisk er aftalen egentlig? Og hvorfor blev den underskrevet nu? Vent med historieskrivningen og tak de kinesiske græsrødder, siger professor og tidligere ambassadør, Jørgen Ørstrøm Møller.

INTERVIEW af Troels Boldt Rømer, global redaktør på RÆSON

RÆSON: Hvad er det vigtigste gennembrud i den aftale, som USA og Kina i sidste uge indgik omkring en koordineret klimaindsats?

Ørstrøm Møller: USA har under Obama anlagt en positiv holdning overfor klimaspørgsmålet, men det har været vanskeligt at udmønte det i konkrete, amerikanske tiltag. Kina har været afvisende overfor at indgå en bindende forpligtelse – hvilket denne aftale jo er. Begge lande har altså nu sendt et klart signal: man erkender problemet og man ønsker at samarbejde. Problemet er for begge lande indenrigspolitisk. Vi har allerede hørt fra USA at det Republikanske flertal i Kongressen nærmest afviser aftalen – og fra Kina ved vi af erfaring at der er et stykke vej fra ord til handling. Vi må altså vente at se hvad der sker – men overordnet er det her et overordentligt positivt signal, både udenrigs- og klimapolitisk.

RÆSON: Hvad har ændret sig i USA eller Kina som har gjort, at denne aftale pludselig falder på plads?

Ørstrøm Møller: Der er efter min opfattelse ingen tvivl om, at Obama har følt et behov for at sende et signal om, at han på trods af det ringe midtvejsvalg stadig er præsident og at han ikke skal afskrives – hverken udenrigs- eller indenrigspolitisk. Dertil kommer, at det her jo er traditionel, Demokratisk politik. Fra Kinas side er der et pres nedefra – fra befolkningen. Den kinesiske befolkning signalerer til kommunistpartiet, at de ikke mere er indstillede på at se deres børn dø på grund af dårlig luft. Kinas vækst er fantastisk, men den pris, som befolkningen har været villig til at betale i miljøpolitikken, den er de ikke længere rede til at acceptere.

RÆSON: Kineserne har sat et mål i aftalen med USA om at deres CO2-udledning topper i 2030. Det er det samme år, som deres befolkningstal er sat til at toppe, hvilket vil betyde årstallet i forvejen var et naturligt højdepunkt for CO2-udledning. Så betyder den her aftale reelt et højere, kinesisk ambitionsniveau?

Ørstrøm Møller: Vi overser ofte i Vesten, at der i et land som Kina er græsrodsbevægelser – landet er ikke et autoritært system, for det kommunistiske parti er meget opmærksomt på, hvad der kinesisk folk føler. De ting, der er slået igennem i Kina, er indre, politiske hensyn – og det er dem, som har drevet kineserne til at indgå den her aftale.

RÆSON: Men hvorfor vil kineserne så have USA med om bord? Kunne de ikke bare definere deres egen klimapolitik?

Ørstrøm Møller: Fordi den kinesiske ledelse har behov for at vise der sker noget. Den kinesiske ledelse og den kinesiske befolkning er ligeglade med aftalen med USA. Den kinesiske præsident kunne også have holdt en stor tale til folket om, at ‘partiet nu havde besluttet sig at gøre følgende på klima- og miljøområdet’. Nu har han i stedet gjort det gennem en aftale med USA.

RÆSON: Så efter den her aftale tror du ikke at man vil se et Kina, der er mere samarbejdsvilligt end tidligere?

Ørstrøm Møller: Kina er samarbejdsvilligt, men varetager også sine egne interesser – som alle andre lande. Kina er interesseret i, at verden fungerer – for Kina er det land i verden, der har den største interesse i et fungerende, internationalt samarbejde. Hvis det faldt fra hinanden ville Kinas økonomiske mirakel ikke kunne fastholdes, og det vil have en kolossal pris. Landet er verdens største status quo-vagt. Se bare på forskellen mellem Kina og Rusland: Rusland prøver at sabotere det internationale system, mens Kina prøver at holde sammen på det.

RÆSON: Hvad med Kinas provokationer i det Sydkinesiske hav og den nye frihandelszone, som Kina prøver at stable på benene som en konkurrent til USA’s TPP-aftale [en frihandelsaftale mellem en række stillehavslande som USA prøver at forhandle på plads, red.]?

Ørstrøm Møller: Set fra Beijing er der jo ikke tale om provokationer. Udefra kan det forekomme som provokationer, men i realiteten gør Kina jo ikke andet end hvad andre også gør – Vietnam, Filippinerne og Malaysia gør samme slags krav. Det er bare et led i det politiske spil. USA har heller ikke inkluderet Kina i TPP, så det er jo ikke spor overraskende Kina spiller ud med et alternativt samarbejde. Kina prøver ikke at smide grus i maskinen.

RÆSON: Hvordan vil styrkeforholdet mellem den amerikanske og den kinesiske økonomi blive påvirket af klimaaftalen?

Ørstrøm Møller: Der er ingen tvivl om, at Kina har en langt svagere økonomi end USA og derfor relativt vil betale den højeste pris. Men det har vist sig igennem årene at en meget stor del af den kinesiske vækst skal bruges på at genoprette skaderne på Kinas miljø. Man kan derfor stille spørgsmålet: Vil en større miljøbevidsthed i virkeligheden gøre væksten større – altså den vækst, som er til overs efter man har taget hensyn til miljøet? Det vil den givetvis. Det her kan altså være en økonomisk gevinst for Kina.

RÆSON: Hvor stor en chance er der for, at Obama kan få aftalen gennem kongressen?

Ørstrøm Møller: Det er stensikkert, at han ikke vil kunne få aftalen gennem Kongressen. Men jeg tror, at en stor del af aftalen kan gennemføres administrativt og ikke kræver Kongressens opbakning. Obama kan jo også se sine fordele i at presse Kongressen ud i en stillingtagen om klimaet.

RÆSON: Hvad bliver effekten på den globale økonomi af den her aftale?

Ørstrøm Møller: Den ser vi først i det lange løb. Men det er klart, at der er et signal i aftalen om, at politikerne i verden altså kan tage beslutninger om klimadagsordenen. Vi har i mange år set, hvor handlingslammet den globale ledelse har været og nu kommer der pludseligt et positivt signal, som også kan have en positiv effekt på økonomien – ikke mindst fordi det er sket samtidigt med, at USA og Indien har indgået en aftale, der gør det muligt at gennemføre den nye liberalisering af verdenshandlen som man tidligere blev enig om [WTO’s Bali-pakke, red.].

RÆSON: 20 pct. af Kinas energi skal i fremtiden komme fra vedvarende kilder. Vil teknologien til det komme fra Kina selv eller fra udlandet?

Ørstrøm Møller: Aftalen er et led i Kinas strategi om at gøre sig mere uafhængig af fossile brændstoffer fra andre lande og dermed mere uafhængig af USA. Kina vil altså betale en høj pris for det her. Kina kan udvikle en del selv, men ikke alt – så der vil være et kæmpe marked for eksempelvis danske virksomheder. ■

Jørgen Ørstrøm Møller er Visiting Senior Research Fellow, Institute of Southeast Asian Studies, Singapore og Adjunct Professor, Copenhagen Business School. Han har tidligere været departementschef i Udenrigsminister og dansk ambassadør i bl.a. Singapore. Troels Boldt Rømer (f. 1994) er medlem af RÆSONs chefredaktion. Student fra United World College of South East Asia (Singapore) og stud.med. Har tidligere arbejdet i Undervisningsministeriet og været formand for Danske Skoleelever. ILLUSTRATION: Xi og Obama [foto: The White House]