19.08.2014

I dag, tirsdag den 19. august, er dagen, hvor vi på papiret har opbrugt økosystemets fornybare ressourcer for i år. Og hvad stiller man så op, når overforbruget bare fortsætter? RÆSON kigger nærmere på det globale fodaftryk.

AKTUALITET af Peter Bjerregaard, RÆSONs klimaredaktør


Hvert år udgives en oversigt over forbruget af jordens fornybare ressourcer. Det er Global Footprint Network, der står bag opgørelsen over menneskehedens tæring på kloden, som konkret opregner landbrugsprodukter, skovbrug, fiskeri samt menneskehedens CO2-udledning. Det globale fodaftryk udregnes efter, hvor mange hektar planeten i teorien skulle have for at kunne imødekomme vores forbrug.

Resultatet af den øvelse er, at vi hvert år siden midten af 1970’erne har haft overtræk på planetens økologiske balance. I dag skulle vi have 1,5 planeter til rådighed, for at forbruget af naturressourcerne – som minimum i teorien – ville være bæredygtigt. Eksempler på overforbruget strækker sig fra fiskeri i Middelhavet, hvor godt ni ud af ti fiskebestande er overfisket, til skovhugst i Indonesien, hvor et skovområde større end Danmark er blevet fældet det seneste årti.

”Hver gang, der kommer nye BNP-tal, bliver de dækket minutiøst af medierne og ingen er i tvivl om, hvorvidt BNP falder eller stiger en smule. Det burde være en selvfølgelighed, at vi som minimum fulgte vores forbrug af jordens ressourcer og vores affaldsproduktion med samme nøjagtighed,” siger Inge Røpke, økonomiprofessor ved Aalborg Universitet, som særligt beskæftiger sig med spørgsmålet om bæredygtighed.

“Vi mangler i den grad et termometer, der tager temperaturen på, hvor stor en del af biosfæren vi rent faktisk tager. Her er det økologiske fodaftryk en god, populær indikator,” siger Røpke, der dog foreslår, at man supplerer med analyser af materialestrømme, der viser sammenhængen mellem økonomisk aktivitet og forbruget af forskellige grupper af materialer som metaller, byggematerialer, biomasse og fossile brændsler.

Konflikten mellem økologi og økonomi

I takt med at banker, regeringer og større virksomheder efterspørger større indsigt i økosystemets sundhed, stiger interessen for de såkaldte grønne regnskaber og det økologiske fodaftryk. Mere end 50 lande arbejder allerede i dag tæt sammen med GFN for at implementere deres økologiske fodaftryk i de nationale statistikker. Årsagen til overforbruget af jordens ressourcer skal ikke nødvendigvis findes i manglende viden.

Det mener i hvert fald Ole Thyssen, professor i filosofi på Copenhagen Business School. Ifølge ham handler det i stedet om måden, vi tænker vækst på: ”Samfundet har overgivet sig til markedstænkningen, og markedet har en indbygget tvang hen imod stadig mere vækst. Selvom vi med forstanden kan regne ud, at væksten ikke kan fortsætte i det uendelige, så er begæret større end vores indsigt”.

Han fortsætter: ”Det grundlæggende problem er, at vi adskiller økonomi og økologi i vores politiske debat. Vi diskuterer dem som forskellige universer, men det siger sig selv, at hvis det står skidt til med økosystemet, så påvirker det selvfølgelig også vores samfund og vores økonomi”.

Ifølge Thyssen er en af de centrale udfordringer, vi står overfor i dag, netop konflikten mellem den økonomiske nødvendighed, der kræver mere vækst, og den økologiske, som kræver mindre.

Noget tyder måske alligevel på, at en udvikling er i gang. Sidste år udgav Danmarks Statistik for første gang en rapport om grønne regnskaber og forrige år valgte World Economic Forum, der årligt rangerer landes konkurrencedygtighed, at introducere et fysisk miljøindeks, som bl.a. måler landenes ressourceforbrug og forvaltning af vedvarende ressourcer.

En ting er måleenheder, en anden er, hvad vi så rent praktisk stiller op med problemet. Lytter man til René Christensen, finansordfører for Dansk Folkeparti, er der grænser for, hvad politikerne kan gøre. Ifølge ham må forbrugerne selv gå forrest.

”At vi forbruger mere end hvad jorden kan forsyne os med er jo ikke noget nyt. Dagsordenen er jo rigtig nok, og derfor skal vi også som samfund blive mere effektive. Men det kræver først og fremmest en kulturændring, som skal være drevet af forbrugerne. I stedet for at købe nemt og billigt, så skal vi blive bedre til at købe noget, som holder længere. Det handler om at komme køb-og-smid-væk-kulturen til livs,” siger Christensen. Han er overbevist om, at virksomhederne nok skal finde på smartere og mere ressourceeffektive produkter, når forbrugerne begynder at efterspørge dem.

Ikke alene forbrugerens opgave

Ansvaret kan dog ikke udelukkende placeres hos forbrugerne. Det siger Susanne Krawack, der er chefkonsulent i den grønne tænketank CONCITO:

”Omstillingen kræver en langsigtet politisk planlægning, hvor vi beskatter forurening og sikrer rammevilkår, der sørger for, at ny teknologi bliver udviklet og implementeret. Forbrugerne spiller selvfølgelig en central rolle, men det bør være langt nemmere at agere miljøvenligt, end det er i dag,” siger Krawack.

”Det økologiske fodaftryk er et forsigtigt forsøg på at lave en beregning over, hvor meget af økosystemet vi forbruger. Men der er en lang række centrale områder, som ikke indgår i fodaftrykket. Når FN’s klimapanel til efteråret fremlægger deres næste rapport, så bliver en af konklusionerne, at klimaforandringerne er endnu mere fremadskredne, end vi forventede. Klimaændringerne og en lang række forskellige former for forurening er eksempelvis noget, det økologiske fodaftryk ikke tager med i beregningen,” påpeger Krawack og understreger, at det ville være udtryk for rettidig omhu, hvis det politiske niveau i højere grad noterede sig forskernes resultater.

Dagen, hvor vi har opbrugt planetens årlige budget, er siden midten af 1970’erne faldet tidligere og tidligere. I 1987 gik vi i minus den 19. december, i 1995 var det den 20. oktober og i år falder dagen så den 19. august.

Peter Bjerregaard (f. 1986) er RÆSONs klimaredaktør. Uddannet cand.soc fra CBS og tidligere presseattaché for Udenrigsministeriet, klimaanalytiker ved Mandag Morgen og rådgiver for European Conservatives and Reformists Group. Han er foredragsholder med speciale i ressourceøkonomi og klimapolitik. Foto: Roman Pfeiffer via flickr