02.10.2014

Skatteministerens nye pensionskommission skal rydde op i love og regler, så det at spare op bliver gennemskueligt for borgerne. Men den virkelige gyser kan komme, når eksperterne skal analysere en sektor, der i lange stræk har overlevet sig selv.

Af Sten Thorup Kristensen og Carsten Vitoft

Ét efter ét rejste medlemmerne sig. Allan Astrup Jensen var den, der først fik ordet. Han var uenig i Unipensions strategi omkring investering i ejendomme. Ejendomme er da bedre end risikable investeringer i udlandet, syntes han. Næste levende billede var Søren Wium-Andersen. Han mente, at både bestyrelsesformanden og direktøren havde givet medlemmerne forkerte informationer om pensionskassens overlevelsesmuligheder.

Sådan blev det ved i tre stive timer. Medlem efter medlem kritiserede de alt, lige fra direktørlønninger, pensionsudbetalinger og bonusser til den overordnede strategi. Kommentarerne var svære at sidde overhørige, og bestyrelsen gjorde sit bedste for at forklare sig foran de 328 fremmødte magistre og psykologer, der havde valgt at trodse en ellers solrig dag i slutningen af april, og i stedet gå ind til generalforsamlingen i studie 2 i DR-Byen.

Sådan foregår det en gang om året i alle danske pensionskasser. Den 29. april var turen altså kommet til Unipension – et fællesskab for tre pensionskasser, herunder magistre og psykologer. På denne ene dag får medlemmerne ordet, og det går ikke stille for sig. Derfor var rammerne i det store tv-studie velvalgte. Det er omgivelser, der før har været genstand for store dramaer.
Unipension er i fare, lød advarslen fra bestyrelsen. Der skal flere penge til, hvis ikke man skal blive overtaget af en anden og større pensionskasse. Unipension har ellers en medlemsskare, der lige er rundet hundrede tusinde sjæle og en formue på 100 mia. kr. Hvorfor en pensionskasse af den størrelse ikke kan overleve alene, var også svært at forstå den dag i april.
Det er da heller ikke sådan, at Unipension har problemer, man ikke kender i alle de andre medlemsejede pensionskasser. Mundhuggerierne på generalforsamlingen var således mere et sindsbillede på sektoren end specifikt på Unipension.


Kulegravning
Midt i maj måned nedsatte skatteministeren en pensionskommission, der har fået en rutineret formand i Torben M. Andersen. Han er tidligere overvismand og formand for blandt andet Velfærdskommissionen. Og han får også brug for al sin rutine. Udgangspunktet for kommissionen var ellers ligefremt nok: Den samlede komplekse skatte- og pensionsrelaterede lovgivning betyder, at det for mange mennesker slet ikke kan betale sig at spare op til deres alderdom. Det er naturligvis stærkt uhensigtsmæssigt for samfundet, og kombineret med, at det også er meget svært at gennemskue, om man selv står i denne situation, kommer det for den enkelte til at virke både urimeligt og frustrerende.

Men når man skal rydde op i det, kommer man næppe uden om at kigge på pensionssektoren godt efter i sømmene. Og dermed risikerer man at åbne for en Pandoras æske af problemer:

Pensionssektoren består af flere undersektorer. Dels af nogle kommercielle selskaber, der typisk er vokset ud af urgamle livsforsikringsselskaber. Dels er der en lang række pensionskasser, der er vokset ud af fagbevægelsen, og som især fik et boost med Schlüters reformer i 80’erne. Så er der statens nuværende og historiske opsparingsordninger i ATP og LD. Endelig, som en mindre del i helheden, er der de pensionskasser, som nogle firmaer – for eksempel TDC, SAS og IBM – af historiske grunde har for deres ansatte. Sektoren har det som en del af sin selvforståelse, at den er fantastisk. En gang om året kan man læse i medierne, at Danmark har verdens bedste pensionssystem. Analysen kommer fra Australien, hvor man laver en årlig sammenligning af sundheden i landenes pensioner. Pensionsbranchen er ikke sen til at markedsføre rapporten. Når Danmark scorer meget højt, skyldes det flere faktorer. Dels at vores pensionssystem er byggeklodser, hvor offentlige pensioner som ATP og folkepensioner sikrer alle, men at der også er bygget arbejdsmarkedspensioner ovenpå. Og at vi satte systemet i gang lang tid før mange andre lande. Så vores opsparing er relativt høj. I udlandet er problemerne ofte langt mere uoverskuelige. Det danske system er, at vi løbende indbetaler til pension, og ved pensionsalderen får udbetalt denne opsparing. I mange andre lande sparer man intet op undervejs, men er lovet en pension, der svarer til en procentsats af slutlønnen af den virksomhed, hvor man har arbejdet – i størrelsesordenen 60 pct. Men virksomhederne har tidligere ikke lagt penge til side undervejs. Det har skabt nogle enorme huller i næsten alle andre vestlige lande.

Men det er et system, der blev skabt af politikere, arbejdsgivere og fagbevægelsen. Ikke af pensionsbranchen. Og spørgsmålet er, om branchen også vil være i verdensklasse om 10, 20 eller 30 år. Graver man et spadestik ned under de knubbede ord på pensionskassernes generalforsamlinger, ser man flere klare tegn på metaltræthed.

Hvem gør det bedst?
De største pensionskasser som PFA, Danica samt Nordea Liv og Pension har været genstand for flere grimme sager på det seneste, hvor Finanstilsynet har måttet gribe ind. Sager, hvor kundernes pensionsgarantier har været på spil. Og hvor nogle kunder måske har fået flere hundrede tusinde kroner for lidt for at opgive deres garantier. PFA er blevet taget i at fjerne kundernes garantier, hvis de ønskede at gå tidligere på pension. Og selskabet er også blevet beskyldt for at bruge gamle kunders penge på at skaffe nye kunder. Det vidner om en pensionssektor, der ofte bliver taget med bukserne nede. Men Finanstilsynet er i den grad begyndt at kigge bestyrelserne i kortene: Der skal leveres afkast til lave omkostninger. Og kunderne skal behandles ordentligt.
Der har været langt flere taber- end vindersager. Ofte med de helt store pensionskasser i rollen som synderne, der snyder danskerne for deres pensionskroner.

Meget kan måske forklares ved at pengene kommer automatisk i pensionsbranchen – og har gjort det meget længe. Vi er tvunget til at spare 12-15 procent af lønnen op til pension i Danmark. Vi kan ikke selv bestemme, hvilken pensionskasse vi vil være i. Og vi er ikke så interessante som kunder, når vi ikke kan tage vores penge og gå. Da det er ved at ændre sig, får branchen mere og mere travlt med at se godt ud, målt på omkostninger og afkast.

Hvad afgør om en pensionskasse har et bedre afkast end sine konkurrenter? Er det på grund af dygtighed, eller har de bare taget større risiko – eller været mere heldige – end de andre?
Økonomerne vil pege på en af de to sidste muligheder: Al forskning tilsiger, at af alle kapitalforvaltere er det højest 20 procent, der gør det marginalt bedre end den, der bare slavisk matcher de tilgængelige investeringsmuligheder (altså følger en såkaldt passiv porteføljestrategi). Man kan ikke slå markedet, selv om stort set hele pensionsbranchen hævder det. Men der er selvfølgelig heller ikke så mange penge i at investere medlemmernes penge passivt. Og selv hvis man følger en sådan passiv strategi, vil der være uenighed om, hvad der skal ligge i den passive portefølje. Altså hvor stor en del, der skal være f.eks. obligationer eller aktier, hvor stor en del der skal være danske, amerikanske og kinesiske værdipapirer, osv.

Resultatet er, at pensionskasserne altid vil have forskellige afkast. Og dem, som i det enkelte år har de højeste afkast, kan så bryste sig af at være særligt dygtige. Dem, som omvendt klarer sig dårligt, vil holde lav profil, og hænge deres håb op på nye strategier eller nye kapitalforvaltere.

Man må forestille sig stressniveauet internt i pensionskasserne: Selv hvis bestyrelserne virkeligt tror på, at de på langt sigt kan slå markedet, forudsætter det som et minimum, at de er i stand til at modstå et pres både ovenfra og nedenfra.

Og der bliver trukket i dem fra alle sider. Mange medlemmer vil gerne have, at deres pensionskasse ejer ejendomme, hvor de kan bo til en lav husleje. Andre medlemmer vil – bakket op af skarptslebne NGO’er – lægge stærke, idealistiske bånd på investeringsmulighederne. Og så er der det egentlige politiske pres; som under DONG-sagen, hvor flere fagforeningsformænd var ved at love medlemmernes pensionsopsparing væk.

Læg dertil alle de bestyrelser og direktioner, der i dagligdagen passer på de snart tre tusinde milliarder, den danske pensionsformue består af. Der er mange fede ben at fordele. Der er store millionlønninger til direktørerne, og et par hundrede tusinde kroner til bestyrelsesmedlemmerne for nogle møder hvert år. Pensionsbranchen er en af de bedst lønnende i Danmark.
Hele dette pres kan blive løftet fra bestyrelsernes skuldre, hvis de går sammen med andre. Hvilket samtidig kan gøre i forskel i forhold til et område, hvor sektoren virkelig kan gøre noget, og hvor den ene helt reelt kan være bedre end den anden: Omkostningerne.

Driftsomkostningerne i fokus
Der er – af gode grunde – kommet et stort fokus på, hvad det koster at spare op til pension. Afkastets størrelse er usikkert, men vi betaler med stensikkerhed omkostninger hvert eneste år. Og når det tal kan være nær 12.000 kroner det ene sted, mens det kan gøres til en tredjedel det andet sted, påvirker det ikke bare den endelige pension en smule. Det er endog meget store forskellige i den endelige udbetaling, der er på spil.

Derfor er kampen om kundernes blevet stadig mere beskidt. Særligt der hvor konkurrencen er hårdest. Der bruges særdeles kreative metoder til at præsentere kundernes afkast og omkostninger for at se bedst ud i skønhedskonkurrencen. Afkastene strækkes til perioder, der er fordelagtige for selskabet selv. ”Hvis ikke vi er bedst på tre års sigt, så er ser det nok bedre ud på fem års sigt”. Omkostninger vises alt efter hvilken type, det enkelte selskab er billigst på. Eksempelvis viste Unipension omkostninger for administration på generalforsamlingen, hvor de er billige i sammenligning, men de er ganske dyre på den tunge del (investeringsomkostningerne).

Det går ud over medlemmernes mulighed for at forstå deres pensioner, når alle på en gang hævder at være bedst og billigst. Og politikerne har i flere omgange hævet pegefingeren for at få branchen til selv at skabe åbenhed og gennemskuelighed for kunderne.

Hvad gennemskueligheden angår er branchen nået langt. Pensionsselskaber og –kasser oplyser på deres hjemmesider nøgletal for omkostninger, sammen med andre dele af den finansielle sektor og Personalestyrelsen har man introduceret portalen Pensionsinfo.dk, hvor borgerne kan sammenligne nøgletal. Men meget strander stadig i indbyrdes skænderier mellem de enkelte selskaber.
I den kommercielle del af sektoren er de tre store PFA, Nordea Liv og Pension samt Danica. De vil gerne have status quo, da de sidder på størstedelen af markedet – mod de små der gerne vil vokse: Skandia, SEB Pension, Topdanmark og AP Pension. Dertil kommer hele arbejdsmarkedets pensionskasser, hvor de små har kniven for struben med relativt høje omkostninger, men de store hellere end gerne vil have gang i en hårdere konkurrence. Dagsordenerne er utallige.

Sat på spidsen betyder det, at når bestyrelserne har svært ved at forklare fornuften og sammenhængen i det, der foregår, er det måske fordi fornuften og sammenhængen slet ikke er der. Et forhold, der bliver pinagtigt tydeligt i en tid, hvor renten er ekstremt lav. For det gør det svært at hente langsigtede afkast hjem. Tidligere blev dårligdommene måske i nogen grad maskeret ved, at folk blev duperede over, hvor meget de indbetalte pensionskroner var blevet til ved udbetalingen. Dén hjælp får sektoren i stadigt mindre grad. Og omkostninger på 1-2 procent årligt fylder noget mere af et afkast på 3-4 procent end et afkast på 15-20 procent.

Således fylder omkostningerne mere og mere. Det er blevet enormt svært at holde omkostningerne nede på et konkurrencedygtigt niveau – særligt for de små pensionskasser – og samtidig skabe et afkast til pensionskassernes ejere på det kommercielle marked. Derfor står det mere og mere klart, at der er for mange pensionskasser i Danmark. Strukturen med de mange forskellige pensionskasser er simpelthen irrationel. Nogle af dem må forsvinde. En række af de pensionskasser har allerede smidt håndklædet i ringen.

Fusionskamp
Det er f.eks. sket for Finanssektorens Pensionskasse (FsP), der blev smeltet ind i AP Pension, hvor Ingeniørernes Pensionskasse (ISP) netop også kommet med i fællesskabet. PFA har overtaget Funktionær Pension. Apotekere og farmaceuter er de næste, der er på vej, og Bankpension, Ingeniørerne i DIP og Lægernes Pensionskasser kan blive de næste, der bliver spist. For ikke at tale om erhvervslivets firmapensioner, som der for ti år siden var over 40 af. I dag er der lige over 20.
Der hersker ingen tvivl om, at det er den vej det vil gå for mange pensionsselskaber. Det er kun et spørgsmål om, hvem der sluger hvem. Indtil videre er PFA og AP Pension løbet med de kasser, der har smidt håndklædet i ringen. Men Nordea Liv og Pension har og vil også gerne sluge resten.
Her handler det som altid om penge: Hvor gode tilbud vil de store pensionsselskaber give til de små, hvis de lader sig spise? Det er en kæmpe opgave for bestyrelserne i de små pensionskasser at sikre de bedste betingelser til medlemmerne i den proces. Hvis de som Unipension ikke har opgivet tanken om selv at sidde med ved roret i fusionskampen.

Opgaven med at finde partnere, og at få medlemmerne med på idéen, er fx gået galt for Unipension. Et forsøg var at komme ind i det lidt større pensionsfællesskab Forca. Efter at have annonceret målet, brød forhandlingerne dog sammen: Forca og Unipension kunne ikke blive enige om betingelserne. Nu leder man så efter andre partnere. Som en plan B forsøger man sideløbende at få nye og andre penge ind, så omkostningerne af den vej kan sænkes til et konkurrencedygtigt niveau i fremtiden. Medlemmerne har svært ved at forstå behovet, når det nuværende Unipension angiveligt er så meget dygtigere end alle andre til at investere.

Fusionsjagten kan være svær at formidle til medlemmer, der er tæt på pensionsalderen. Det er ikke sjovt med usikkerhed og uro, lige før man skal til at leve af sin pension. At blive spist af en kæmpe pensionskasse, som i øvrigt er indblandet i grimme historier i medierne, rejser nogle spørgsmål: Hvad betyder det for min pension? Hvad betyder det for, hvad min egen pensionskasse har lovet mig i løbet af et helt livs opsparing? Hvilke ændringer vil det medføre for størrelsen af udbetalingerne?

Udviklingen er nødvendig, hvis danskerne skal have tidssvarende pensioner. Men der ligger en kæmpemæssig kommunikationsopgave for pensionskassernes ledelser og bestyrelser, hvis de skal have medlemmernes ja til den slags monumentale ændringer. Kommunikation har imidlertid aldrig været pensionssektorens stærke side. Hvornår har de sidst sendt et forståeligt brev til deres medlemmer – skrevet på et dansk, alle kan forstå? ■

Carsten Vitoft (f.1971) cand. merc. i finansiering og regnskabsvæsen fra CBS i 2000. Har arbejdet som journalist på Mandag Morgen 1999-2001 og siden da på Økonomisk Ugebrev – aktuelt som fagredaktør med ansvaret for dækningen af pensionssektoren. Sten Thorup Kristensen (f.1964) Cand. polit. 1993. Økonom i Sisimut Kommune 1995-1996. Siden 1997 tilknyttet Økonomisk Ugebrev; fra 2002 til 2008 som medejer og redaktør. Har siden 2009 desuden skrevet freelance, primært for Berlingske Business Ejendom. Indehaver af Jyske Blog, der handler om borgernes retssikkerhed. ILLUSTRATION: Arkivfoto [Shutterstock]