12.08.2014

USA’s bombninger af ISIS-mål i Irak er et lille skridt i den rigtige retning. Men det er for lidt – og alt for sent. Obama er kort og godt en udenrigspolitisk katastrofe. Først undervurderede han ISIS – og så tøvede han. Tilbage står en mere usikker verden.

KOMMENTAR af Naser Khader

JEG FORSTÅR SÅDAN SET GODT, at Obama har ønsket at undgå at skulle forholde sig til ISIS, som om terrororganisationen med tiden ville gå i sig selv. Men det har været en naivitet af frygtelige proportioner. Militært og økonomisk fik ISIS uforstyrret lov til at bygge sig selv op i Syrien, der fungerede som deres safe haven [ly/sikker zone, red.] og organisationen er blevet langt mere magtfuld, rig og dødsensfarlig end al-Qaeda. Dét er måske dét, der – alt for langsomt – er ved at gå op for Obama. Han har tydeligvis undervurderet truslen. Som kommentatoren Ezra Klein forleden mindede om, sagde præsidenten i januar – med en sammenligning til basketball: „If a jayvee team puts on Lakers uniforms that doesn’t make them Kobe Bryant […] I think there is a distinction between the capacity and reach of a bin Laden and a network that is actively planning major terrorist plots against the homeland versus jihadists who are engaged in various local power struggles and disputes”.

DET ER EGENTLIG UBEGRIBELIGT, at præssidenten ikke tog truslen mere alvorligt, for ISIS stod allerede dengang stærkt. Lederen, Abu Bakr al-Baghdadi, pralede med at have flere hundrede jihadister klar til at sprænge sig selv i luften – over hele verden. Og det er lige præcis det, der ikke helt er gået op for Obama og hans udenrigspolitiske stab: ISIS er en kæmpe sikkerhedsrisiko for Vesten, og i særdeleshed USA.

KUNNE USA, med Obamas udenrigspolitik som middel, have forhindret ISIS‛ fremgang og offensiv? Ja. Ganske enkelt. Der var relativt simple ting, der skulle være sket for år tilbage, som Obama burde have trumfet igennem. Nu er problemet og konflikten i stedet blevet tusind gange mere kompleks, fordi ISIS er blevet en umådelig stor, og uhyggelig effektiv, faktor.

SANDHEDEN ER, at siden Obama blev præsident i januar 2009 er verden – og især Mellemøsten – blevet mere usikker. Efter amerikanernes tilbagetrækning fra Irak er situationen i landet kun blevet værre – og dét har Obama bestemt et ansvar for. Alt er blevet lagt i hænderne på regeringen med Nouri al-Maliki i spidsen – og selv om intentionerne var god, har Maliki ikke kunnet løfte opgaven. Tværtimod.

ISIS ER VOKSET DAG FOR DAG, og det afspejler arrogance og bedrevidenhed fra Obama, at han har ignoreret det så længe. Det er fint, at han angriber nu – i 11. time – men jeg kan ikke understrege nok, at disse angreb på ingen måde vil stoppe ISIS. Dét vil kræve landtropper til – og det vil kræve, at man forfølger gruppen over hele Mellemøsten.

HILLARY CLINTON ER FORLEDEN gået ud med en massiv kritik af præsidenten. Til magasinet The Atlantic udtaler hun, at Obamas mangel på intervention i den syriske borgerkrig har resulteret i udbredelsen af islamistisk ekstremisme. Hun har fuldstændig ret. Jeg vil tilføje, at verdenssamfundet – herunder bestemt også Obama – har svigtet en hjælpeløs syrisk civilbefolkning, der har været og fortsat er udsat for overgreb. Clinton påpeger, at de oprindelige syriske frihedskæmpere skulle have modtaget langt større støtte på alle tænkelige måder, så man havde kunnet rejse et slagkraftigt oprør mod Assad. Men Obama gik aldrig ind i konflikten, hvad der resulterede i, at Assad med sin militære overlegenhed bogstaveligt talt kørte oprøret over. I det efterladte tomrum opstod meget af den fremgang, ISIS har haft. Det kunne Obama have forhindret. Det havde heller ikke været let, men snebolden kunne have været fanget inden den havde rullet sig så stor som nu.

HVILKE DRIVKRÆFTER har der været i Obamas udenrigspolitik indtil videre? Han har desværre været alt for optaget af sit eftermæle. Han vil ikke huskes som præsidenten, der igen gik ind i nye krige, specielt ikke efter at have trukket tropperne ud af Irak. Sådan et ræsonnement i underbevidstheden duer altså bare ikke, når man er præsident for verdens største militære og politiske supermagt. Der må man tage ansvar – også når det er de svære valg, der skal træffes. Jeg tror ikke på, at noget velfunderet menneske ønsker krig, men i en konfrontation mod en gruppe, en tanke, en ideologi som ISIS‛, er der nok desværre ingen anden udvej end at begynde en krig mod gruppen, for at komme en langt større krig, der uundgåeligt vil begynde, i forkøbet.

JEG ER OVERBEVIST OM, at eftertiden vil dømme Obama hårdt. Mange amerikanere betegner ham allerede som den dårligste præsident i nyere tid.

MEN EN STOR DEL AF amerikanerne udtrykker også, at det ikke er USA’s ansvar at opretholde roen i Irak. Har de ret? Nej. Der er tale om en misfortolkning – den samme, der gælder Obama For ISIS-bevægelsen er ikke kun en trussel for Irak-Syrien og generelt Mellemøsten, men bestemt også for Vesten, herunder særligt USA. Får ISIS mere tid og plads til at vokse sig større, vil der ikke gå lang tid, før gruppen på globalt plan vil indfri nogle af sine planer. Jihadisterne kommer fra hele kloden, også USA – og Danmark for den sags skyld. Man må forstå, at spørgsmålet ikke er, hvorvidt man igen skal intervenere Irak i håbet om at sprede demokrati og statsopbygning – nej, spørgsmålet, vi står overfor nu, gælder terrorbekæmpelse på globalt plan. Ønsket om terror er ikke bare ISIS‛ eksistensgrundlag, men gruppens rekrutteringsmagnet.

JAKOB NIELSEN SKREV for nogle måneder siden i Politiken, at Irak paradoksalt nok kunne blive ‚den nødvendige krig‛ for Obama. Paradoksalt, fordi Obama støttede krigen i Afghanistan, som han mente var ‚nødvendig efter 11. september‛, og var imod krigen i Irak, som han fandt ‚unødvendig‛. Det har Jakob Nielsen en yderst god pointe i. For USA – eller resten af verden for den sags skyld – kan simpelthen ikke leve med, at ISIS bibeholder deres styrke, eller i værste fald bliver ved at vokse.

HVOR ER DET AT OBAMA har set til fra sidelinjen? Det bedste eksempel er det markante boost, som ISIS fik, da adskillige fanger flygtede fra Abu Ghraib og sluttede sig til gruppen – de er i dag fremtrædende figurer og jihadister i bevægelsen. Assad var også med til indirekte at kickstarte ISIS ved at lade mange fanger slippe ud i februar 2012. Det har Assad formentlig haft sine grunde til – for det har jo vist sig, at ISIS ikke decideret bekæmper Assad, men derimod gør alt for at udslette de moderate kræfter i Syrien, blandt andet Den Frie Syriske Hær.

DET ER I DAG IKKE et fuldstændigt urealistisk scenarie, at Bagdad kan ryge i hænderne på ISIS. Dét scenarie må alt andet lige vise hvor uhyggeligt vigtigt det er, at ISIS som netværk og ideologi ikke bliver undervurderet, som Obama hidtil har gjort.

OBAMA ER IKKE ALENE. Der er generelt tavshed i den arabiske verden – og det er et massivt problem. Men også tavsheden i mange andre lande – herunder Danmark – er i øjeblikket larmende. Det er jo lidt grotesk, at noget, som vi modtager så meget information om i medierne, bliver mødt med sådan stilhed.

HVORFOR ER VI SÅ TAVSE? Det må bunde i, at vi – ligesom Obama – undervurderer, hvilken sikkerhedsrisiko ISIS efter sin fremfærd i Irak og Syrien nu udgør for andre dele af verden. ■

Naser Khader (f.1963 i Damascus, Syrien) er Senior Fellow ved Hudson Institute i Washington, kommentator, forfatter (til bl.a. bogen „Khader.dk‟) og foredragsholder. Fhv. medlem af Folketinget for de Radikale og Liberal (Ny) Alliance, som han var medgrundlægger af og formand for. Vært på det prisvindede P1-program ”Arabiske Stemmer”. ILLUSTRATION: Præsident Obama [foto: The White House]