22.04.2014

Med Præsident Obama ved roret er de bevæbnede droner blevet et vigtigt redskab i USA’s krig mod internationale terrororganisationer. Brugen af de bevæbnede droner er omgærdet af mystik og hemmelighedskræmmeri. RÆSON undersøger fire myter om USA’s dronestrategi.

Af Daniel Møller Ølgaard

Det kan være svært at få et overblik over, hvad der er sandt og falsk i debatten om dronerne. Ude såvel som herhjemme raser der en intens debat om de juridiske, etiske og strategiske aspekter ved brugen af de fjernstyrede fly. Imens er billeder af de førerløse fly under dramatiske overskrifter som ”dræber-dronerne kommer!” med til at sløre debatten.

For hvad er egentlig op og ned i diskussionen om droneangreb? Er brugen af de ubevæbnede fly ulovlig, som flere har påstået? Hvad er USA’s mål med strategien? Er brugen af droner med til at ændre måden, vi fører krig på?

Myte 1: USA’s droneangreb i lande som Pakistan, Yemen og Somalia er ulovlige
Dette er nok den mest omstridte og omdiskuterede myte om USA’s dronestrategi. Senest har organisationer som Amnesty International og Human Rights Watch konkluderet, at angrebene er brud på de internationale menneskerettigheder, og de er derfor ulovlige.

Men faktum er, at USA indtil videre har været i stand til at argumentere for droneangrebenes legitimitet i henhold til både amerikansk- og international lov. Ved at erklære en såkaldt Non International Armed Conflictz (NIAC) mod al-Qaeda og deres allierede har USA skabt en juridisk ramme for globale likvideringsmissioner. Med Præsident Bush’s Authorization for Use of Military Force (AUMF) ved magt har Obama beføjelse til at forfølge og dræbe individer eller medlemmer af organisationer med tilknytning til terrorangrebene den 11. september.

Dermed ikke sagt at det modsatte er tilfældet. Ekspert fra DIIS, Lars Erslev Andersen, udtaler til RÆSON: ”Mange vil med vægt argumentere for, at droneangreb er i strid med International Folkeret, at man ikke bare kan erklære NIAC samt at AUMF ikke (længere) legaliserer droneangreb. Dertil kommer, at de er i strid med USA’s forfatning, specielt når ofrene er amerikanske statsborgere, som det var tilfældet med Anwar al-Awlaki (amerikansk-yemenitisk islamisk militant, der ifl. USA var et centralt medlem af al-Qaeda, red).”

Det er altså vanskeligt at konkludere entydigt, hvorvidt USA’s brug af bevæbnede droner i fjerne egne af verden er lovlig eller ulovlig.

Myte 2: Droneangreb er målrettede likvideringer af identificerede Taleban- og al-Qaeda-medlemmer
Selvom det er rigtigt, at en del af USA’s dronemissioner sker i henhold til den såkaldte ”kill list” – en liste, godkendt af præsidenten, over identificerede Taleban- og al-Qaeda-ledere – er der også angreb, der autoriseres ud fra helt andre kriterier. Disse såkaldte ”signature strikes” er angreb på uidentificerede personer, der udviser ”mistænkelig” adfærd. Denne adfærd kan være alt fra færden i områder, hvor der er kendskab til Taleban-aktivitet til direkte kontakt med medlemmer af terrororganisationerne. Dronernes avancerede overvågningssystemer muliggør disse angreb.

Her er det vigtigt at bemærke, at mange af de amerikanske droneangreb udføres på personer, hvor der ikke forelægger efterretningsmateriale, der direkte identificerer dem som medlemmer af terrororganisationer. I rapporten ’Living under Drones’ udarbejdet af Stanford og New York University i 2012 er der flere beretninger om civile, der er endt som ofre for dronernes bomber som følge af såkaldt ”mistænkelig” adfærd.

En anden, mere kontroversiel del af USA’s dronestrategi er ligeledes for nyligt dukket op til overfladen; de såkaldte ”double-taps”. Flere øjenvidner beretter i Stanfords rapport således om civile, der kommer ofrene for et droneangreb til undsætning, og efterfølgende selv ender som ofre for endnu et bombeangreb blot få minutter efter det første.

Obama-administrationen benægter fortsat det høje antal civile tab som flere undersøgelser fra organisationer som Bureau of Investigative Journalism peger på. Men antallet af beretninger om såkaldte ”signature strikes” og ”double taps” sætter et alvorligt spørgsmålstegn ved angrebenes påståede målrettethed og ”kirurgiske præcision”.

Myte 3: Dronestrategien har svækket al-Qaeda og Taleban
Det er utroligt svært at vurdere, hvorvidt Taleban og al-Qaeda i dag er svagere end før droneangrebene begyndte. Med likvideringen af flere højtstående terrorister har USA uden tvivl sat organisationerne under pres. Dronernes konstante tilstedeværelse udfordrer uden tvivl organisationernes manøvrerum for at planlægge og udføre missioner.

Samtidig har flere indflydelsesrige stemmer højrøstet kritiseret droneangrebene. Eksempelvis har David Kilcullen, øverste rådgiver for General Petraeus under Irak-krigen, udtrykt bekymring for angrebenes kontraproduktive effekt. I et indlæg bragt i New York Times i 2009, peger han bl.a. på, at dronernes tilstedeværelse og den vold de spreder, har skabt et had mod USA i de berørte regioner.

I 2012 skrev New York Times ligeledes, at droneangreb havde erstattet Guantánamo som det foretrukne rekrutteringsredskab for terrororganisationer. Det bakkes op af Robert Grenier, tidligere chef for CIA’s anti-terrorenhed, der har udtalt, at droneangreb i f.eks. Yemen truer med at gøre militante til ”dedikerede fjender af Vesten”. Der er en fare for, at droneangrebene bliver en guldkalv for dem, der ønsker at fremstille USA som en amoralsk tyran.

Da pakistaneren Faisal Shahzad i 2010 placerede en bombe på Times Square, forklarede han således til sin høring, at det var hævn for USA’s droneangreb i Shahzads hjemland. Spørgsmålet er, om effekten af et begrænset antal højtstående militante islamisters død overskygges af de reaktioner, som droneangrebene fremprovokerer på jorden.

Her er det imidlertid også svært at drage entydige konklusioner. Lars Erslev Andersen forklarer til RÆSON: ”Den udbredte påstand er, at dronerne har svækket al-Qaedas centrale lederskab; det vil sige de gamle ledere fra Afghanistan-krigen og frem, som var i kredsen omkring Osama bin Laden, er blevet slået ihjel én for én. Men det gælder ikke Taleban, hvor jeg tror, at Kilcullens argumentet er holdbart.”

Myte 4: USA’s brug af bevæbnede droner reducerer krig til et computerspil
Science fiction-film beretter ofte om en fremtid, hvor krige udkæmpes af robotter med mennesker som tilskuere. På samme måde er den fjerde og sidste myte om droneangrebene, at brugen af de bevæbnede maskiner er med til at fremmedgøre krig og distancere både soldater og civile fra volden. Faren er, at det bliver ”nemmere” at gå i krig i takt med, at det er maskiner i stedet for soldater, der udfører det beskidte arbejde.

Men så simpelt er det ikke. For det første er droner fortsat styret af piloter. Faktisk er der i det amerikanske forsvar en enorm modvilje mod våbentyper, der kan dræbe uden mennesker indblandet. Derudover sætter nye undersøgelser spørgsmålstegn ved, om de bevæbnede droner er med at reducere krig til et computerspil. Her er konklusionen, at det har den modsatte effekt; at brugen af droner rykker krigen tættere på, og gør den mere virkelig.

Forsker og professor i geografi, Derek Gregory, har indsamlet og analyseret samtaler med dronepiloter. Gregorys forskning viser, at den intense overvågning af de potentielle mål op til angrebet og kravet om en såkaldt ”kill confirmation” – hvor dronepiloten zoomer ind på ofrene for droneangrebene – skaber en større grad af nærhed end konventionelle land- og luftangreb.

Men dronerne gør det vel alt andet end lige stadig nemmere for politikere og beslutningstagere at gå i krig? Brugen af droner betyder ganske vist, at politikere ikke risikerer at blive kritiseret for tabet af soldaterliv. Men samtidig udgør enhver med direkte tilknytning til NIAC-droneoperationer legitime militære mål, uanset om de udfører missionerne på et andet kontinent. Som mange har påpeget, heriblandt formanden for ICRC, så betyder det, at ethvert land, der benytter sig af de fjernstyrede fly, må forholde sig til, at de samtidig åbner muligheden for legitime angreb i deres egen baghave. Al-Qaeda kan således retfærdiggøre angreb rettet mod dronepiloterne indenfor USA’s grænser ud fra rationalet om, at piloterne er aktive deltagere i krigshandlinger på lige fod med konventionelle soldater. Der er altså en fare for, at brugen af droner kan være med til at rykke krigen helt tæt på.

Daniel Møller Ølgaard (f. 1989) er pt. kandidatstuderende hos Department of War Studies ved King’s College London. Han er tidligere praktikant ved daværende udenrigsordfører Jeppe Kofod (S), har arbejdet for Dansk Afghanistan Komité og været redaktionsmedlem på tidsskriftet IPmonopolet.

FOTO: Official U.S. Navy page via Flickr