29.01.2014

“Det mærkelige ved universiteterne er, at der skal være fuld gennemsigtighed med forskerens metode, men det modsatte gælder for forskernes undervisning. Her er der en fuldstændig lukket kultur. Ingen forholder sig til, hvad der foregår fra klasselokale til klasselokale”

Morten Østergaard (R) vil gøre universiteterne stærkere og bedre. De studerende skal hurtigere igennem uddannelserne, og så skal der gøres op med ideen om, at man bliver en dygtigere studerende af at være forsinket. RÆSON har talt med ministeren for videregående uddannelser og spurgt, hvad det er, der skal ændres.

INTERVIEW af Natascha Vogel og Erik Carter

RÆSON: Hvorfor er det nødvendigt med et rekordhøjt antal optagelser på de danske universiteter, hvis det betyder faldende kvalitet?
ØSTERGAARD: Det danske uddannelsessystem skal ikke bare uddanne flere; det skal også uddanne bedre. Jeg anerkender ikke præmissen om, at kvalitetsløft er en naturlig følge af øget finansiering og optag. Som det vestlige land, der giver mest i årlig uddannelsesstøtte, skulle vi gerne kunne forbedre kvaliteten.

RÆSON: Regeringen har nedsat et udvalg, der bl.a. skal undersøge oversete potentialer i universitetssystemet. En af ministerens begrundelser er, at kvaliteten på de danske universiteter generelt er for lav. Hvad er det for en kvalitet, der ikke er god nok?
ØSTERGAARD: Vi tror, at svaret på krisen er et løft af befolkningens kompetenceniveau. Vi kan ikke grave vores rigdomme op af jorden, men må selv skabe dem med vores hænder og hoveder. Vi er nødt til at omstille os fra et industrisamfund til et innovationssamfund, og vi konstaterer, at den type arbejde, der er brug for i Danmark, stadigt kræver højere kvalifikationer. Vi skal være mere innovative, entreprenante og i stand til at skabe arbejdspladserne selv. Det er den måde, vi skal forstå kvalitet på. Problemet er dem, der hævder, at det ikke længere kræver en dyb faglighed, at være antropolog, psykolog eller ingeniør. Det gør det i den grad!

RÆSON: Er synet på kvalitet ikke for unuanceret? Hvad med sociale kompetencer, livs- og erhvervserfaring, der ikke nødvendigvis kan måles ved eksamensbordet?
ØSTERGAARD: Det er et spørgsmål om, hvordan vi får en klarere kvalitetsvurdering.
Vi har på nuværende tidspunkt ikke ordentlig gennemsigtighed. Der er mange kvaliteter, som vi ikke kan måle, men vi skal have et fælles kvalitetsbegreb og diskutere hvilke parametre, der gør sig gældende. Mange siger, at timetal ikke bestemmer kvalitet, men der er en vis sammenhæng mellem, hvor meget undervisning og hvor høj en intensitet der er, og hvor dygtig man bliver. Omvendt handler det i høj grad om undervisningens indhold. Det mærkelige ved universiteterne er, at der skal være fuld gennemsigtighed med forskerens metode, men det modsatte gælder for forskernes undervisning. Her er der en fuldstændig lukket kultur. Ingen forholder sig til, hvad der foregår fra klasselokale til klasselokale. Der er brug for det samme høje ambitionsniveau på vores uddannelsesindsats, som vi har i vores forskningsindsats.

RÆSON: Hvilke midler skal vi så tage i brug? Har regeringen opgivet at investere yderligere i de videregående uddannelser?
ØSTERGAARD: Det er for nemt at sende flere penge. En række universiteter har formået at opbygge så stort overskud og egenkapital, at selv rigsrevisionen er begyndt at rynke på brynene.

RÆSON: Formanden for tænketanken DEA påpeger, at der en direkte modsætning imellem taxametersystemet og kvaliteten på uddannelserne. Altså at taxameterordningen er direkte skadelig for fagligheden/kvaliteten på de videregående uddannelser!? Er du enig i det?
ØSTERGAARD: Ja, men det mest konkrete Jørgen Søndegaard har sagt om uddannelsesarbejdet er, at han vil prioritere et eftersyn af taxametersystemet. Det er regeringen parat til at kigge på. Der er utroligt store forskelle på, hvordan universiteterne bruger pengene fra finansministeriet, og det skal kommissionen gøre mere klart.

”Vi kunne ikke drømme om at uddanne en læge, der ikke havde set skyggen af en patient”

RÆSON: Uddannelsesforløbene kritiseres ofte for at være ekstremt teoretiske. Hvordan skal de studerende opbygge hands-on kundskaber som praktik, erhvervsarbejde, undervisning på åbne universiteter, højskoleophold med Fremdriftsreformen?
ØSTERGAARD: Både praktik og udlandsophold er en rigtig god ting. Vi kunne aldrig drømme om at uddanne en læge, der ikke havde set skyggen af en patient. Vi har nogle vinduer inden for alle uddannelser, der gør det muligt, men det er en udfordring, at man nogle steder ikke anerkender dette. Eksempelvis på psykologistudiet. Praktik må integreres i uddannelsen. Derfor er eksempelvis udlandsophold en fuldgyldig del af en uddannelse. En læge er jo teoretisk uddannet, men vi ville jo ikke være trygge ved en læge, der aldrig har set et hospital indefra.

RÆSON: Er idégrundlagene for ekspertudvalget og fremdriftsreformen ikke kolliderende? Man kan vel ikke kombinere kvalitetsløft, praktik og udlandsophold med ”Hurtigere-ud-politikken?”
ØSTERGAARD: Universiteterne skal blive meget bedre til at give merit for både udlandsophold og praktik. Vi stiller derfor fremtidigt krav til, at man skal være fuldtidsstuderende. Der er ved at opstå en stemning af, at man ikke bliver dygtig af at studere, men ved at lave en masse andre ting. Der er virkelig noget galt med kvaliteten, hvis det ikke er selve uddannelsen, der primært dygtiggør de studerende. Medicinerne har forskningsår og lægevikariater, men alligevel er de kun et halvt år forsinkede. Vi vil også i fremtiden se, at folk får dispensation grundet dumpede eksamener, eller fordi de stifter familie. Jeg tror, at de nye studerende, der starter efter sommerferien, vil finde forventningerne naturlige, fordi de aldrig har prøvet andet.

RÆSON: I et interview med Politiken d. 21. november citeres du for at have sagt, at mere intense studieforløb giver dygtigere studerende. Hvordan hænger det sammen med at bl.a. forskere og akademikere fra ”Det Unge Akademi” henviser til, at de alle har overskredet den normerede tid?
ØSTERGAARD: Jeg tror man bliver dygtigere og får en højere faglig proportion af at følge vejen, som den er tænkt. Det er mærligt, at det bliver gjort til en kvalitet at være forsinket. Det er ikke folk på de mest forsinkede uddannelser, der er dygtigst. Der er jo ikke nogen, der skal sige til mig, at det er fordi, de kun er halvt så forsinkede i Odense eller Aarhus, så bliver de kun nogle halvstuderede røvere. Det er et meget kulturelt fænomen, og det handler om, hvilke forventninger vi stiller til de studerende.

RÆSON: Fik du ikke selv vigtig erfaring med, da du overskred den normerede tid?
ØSTERGAARD: Folk peger gerne på, at jeg var et godt stykke tid forsinket. Det er hævet over enhver tvivl, at jeg var blevet dygtigere, hvis ikke jeg havde brugt over to år på at skrive mit speciale i weekenderne, mens jeg havde arbejde i hverdagene. Det var blevet en bedre opgave, og jeg var blevet en dygtigere studerende, hvis den var blevet lavet på et halvt år.

RÆSON: Hvad mener du med, at beslutningerne skal kunne diskuteres lokalt? Fremdriftsreformen tager jo netop ikke højde for lokale forskelle som, at der er mange flere studenterstillinger i København?
ØSTERGAARD: Når man kigger på gennemsnitstimerne for en uddannelse i dag er der jo rigeligt tid til at have et job. Selvom man bruger 37 timer på studiet, kan man jo godt have et job ved siden af. Men der er det interessante paradoks, at de studerendes højeste ønske er, at få flere timer, og så undrer det mig, at man ikke har tid til at tage de fag, der er planlagt.

RÆSON: Ligger ansvaret for den ringe kvalitet hos universiteterne eller de studerende?
ØSTERGAARD: Mange finder det meget udfordrende at være fultidsstuderende med 30 ECTS om året. I Danmark er vi ikke vant til, at folk følger studierne på fuld tid. Vi bør kigge ud i verden, hvor man naturligvis følger fulde skemaer.
Jeg tror ikke, at vi finder andre uddannelsessystemer hvor man først forærer de studerende et undervisningsforløb, og dernæst spørger, om de har lyst til at gå til eksamen.

”Vi har bildt os selv ind, at vi er verdensmestre”

RÆSON: Hvorfor placeres danske universiteter generelt så lavt på de internationale ranglister?
ØSTERGAARD: Jeg har et ambivalent forhold til rankings. Velstående universiteter har andre ressourcemæssige vilkår. Vores uddannelser kan, i det lange træk, sagtens måle sig med de universiteter. Men vi hviler på laurbærrene. Vi har bildt os selv ind, at vi var verdensmestre, men ingenting står stille.

RÆSON: Ligger problemet i vores optagelsessystem, som er diametralt anerledes end andres?
ØSTERGAARD: Det er en udfordring, at vi har så endimensionelt en optagelsesskala. På verdens førende universiteter kan man ikke komme ind på sit snit. Derudover har jeg opfordret universiteterne til at arbejde med optagelsesproceduren, så vi måske kan finde bedre metoder. For eksempel har vi jo indført samtaler for dem, der søger ind på læreruddannelsen.

RÆSON: Hvordan vil man forhindre et drastisk frafald som reaktion på tidsbegrænsningerne? Man må vel forvente, at mange ikke længere føler, at de kan følge med?
ØSTERGAARD: Mange frygter det, jeg er ikke nervøs. ECTS er i virkeligheden tiltænkt som tidsmarkør, altså er 30 ECTS lig med et halvt års undervisning. Vi beder ikke alle om at sprinte, men om at man går i det tempo, som modellen er lagt an på. De mest frustrerede studerende er dem, der har mindst undervisning og er mest overladt til sig selv. Derfor vil mere intensive og planlagt studieforløb være nemmere at gå til for dem, der ikke kommer fra akademiske hjem.

RÆSON: Hvordan adskiller regeringens uddannelsespolitik sig fra oppositionens? Er det ikke bare en legitim måde at føre oppositionens uddannelsespolitik på?
ØSTERGAARD: Det er mange år siden, der har været så meget fokus på de videregående uddannelser. I 00’erne var det jo forskning til faktura. Nu optager vi flere end nogensinde før, og vi finansierer nogle ting, vores forgængere ikke gjorde. Først nu sætter vi nogen til at give et bud på hvordan, kvaliteten løftes på tværs af institutioner. Jeg er meget stolt af at stå i spidsen for en regering, der ikke bukker under for ”send-flere-penge-mentaliteten”, men tager tyren ved hornene. Også i dén del af den offentlige sektor skal vi gøre det bedre. Vi skal stille krav til institutionerne og de studerende. Vi har kigget på kontanthjælp og førtidspension, og selvfølgelig skal vi også kigge på uddannelsesområdet. Det er trods alt hér, vi investerer flest af skatteydernes penge.


Natascha Vogel (f. 1993) studerer statskundskab ved Københavns Universitet og er tidligere medredaktør på studentermagasinet INK. Har læst freds- og konfliktstudier samt mellemøstens historie i Wales.

Erik Carter (f. 1993) studerer statskundskab ved Københavns Universitet og beskæftiger sig primært med europæisk ungdomspolitik.

FOTO: Uddannelsesministeriet/Kim Vadskær