23.11.2014

“Den danske universitetsverden har forladt jorden og svæver op mod himmellegemerne som en luftballon.”

KOMMENTAR af Merete Riisager (LA)

”DEN, DER BETALER GILDET, BESTEMMER MUSIKKEN”, siger et ordsprog. Og det er ikke helt forkert. Derfor er det også tænderskærende at høre studerende kræve humaniora-uddannelser til alle, der måtte have lyst, uanset om der venter job i den anden ende eller ej.

JEG ER SELV HUMANIST – uddannet Cand. mag. i Pædagogik. Jeg er glad for mit fag, men hvad var der egentlig sket, hvis der ikke havde været en plads på Humaniora til mig? Ja, så var jeg formentlig søgt ind på CBS eller måske endda på et naturfagligt studie, og så havde jeg skabt mig en fremtid der. Som borgere må vi have friheden til at vælge et studie, vi interesserer os for, OG som vi har kvalifikationerne til, blandt de studiepladser, der stilles til rådighed. Hvad, vi IKKE har krav på, er, at der stilles studiepladser til rådighed, som ingen har brug for, og som der ikke er nogen efterspørgsel på.

I DANMARK HAR VI INDRETTET OS PÅ DEN MÅDE, at skatteborgerne betaler for uddannelse til unge mennesker. Det er et princip, der sikrer, at alle unge – uanset hvilke kår, de kommer fra – kan tage en uddannelse. Men det har også nogle omkostninger. For i stedet for at lægge et ansvar på den enkelte, der betyder, at han eller hun tænker sig godt om, før studiet vælges – der er jo tale om en investering – så ansporer det danske system til en noget mere tilbagelænet tilgang, hvor uddannelse er noget man har ret til, uanset om der er håb om beskæftigelse og egenforsørgelse i den anden ende eller ej. Det betyder, at der over tid kan opstå en pukkel af færdige kandidater, der ikke har en jordisk chance for at finde beskæftigelse indenfor deres fag.

NÅR ALT FOR MANGE UNGE kommer ud af universiteterne med uddannelser, der ikke kan afsættes, er det selvfølgelig et problem. Ikke kun for den enkelte, der har læst i årevis for herefter at finde arbejde på et uddannelsesniveau langt under det, han eller hun har uddannet sig til, eksempelvis som ”guld-HK´er”. Men også for samfundet og de skatteborgere, der betaler gildet. Det er med andre ord ikke rimeligt at bede andre om at betale for en uddannelse, der fungerer som beskæftigelsesterapi og hobby i en årrække, men som aldrig skal bruges til noget.

UDDANNELSESMINISTEREN ER KOMMET UD I ET LANGVARIGT UVEJR på grund af de bebudede nedskæringer på Humaniora – den såkaldte dimensionering. Universiteter, studerende og andre partier kappes om at forklare, hvor tåbeligt det er at skære ned på Humaniora. Men hele den velmenende elite overser, at de danske universiteter fungerer efter principper, der ikke fremmer sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel. Den danske universitetsverden har forladt jorden og svæver op mod himmellegemerne som en luftballon. Det er der ingen, der bliver hverken dygtigere eller mere rustede til arbejdsmarkedet af.

NÅR MAN FREMHÆVER, at der selvfølgelig må være rimelighed i tingene, og at skatteborgerne ikke skal finansiere studiepladser, der ikke fører til beskæftigelse, så bliver der straks råbt op om, at universiteterne også tjener andre formål end beskæftigelse. Jo-vist, men det betyder ikke, at man behøver indrettet universiteterne på en måde, hvor der ikke er nogen sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel overhovedet. Og mens al denne råben og skrigen pågår, er det værd at stille sig selv det spørgsmål, om ikke vi har fået indrettet universitetsverdenen på en måde, hvor der generelt er for meget centralistisk styring og for lidt ansvar overladt til den enkelte?

I DET NUVÆRENDE SYSTEM bliver styringen af både universiteter og studerende stadigt strammere. Derfor vil det også give mening at bevæge sig i den modsatte retning og lade mere være op til de enkelte universiteter – og samtidig se på de incitamenter, der omgiver dem. Hvis der bør være en sammenhæng mellem kvalitet, afsætning og udbuddet af studier, skal dette også afspejles i de taxametre, der gives. Det vil give et langt større råderum til universiteterne, i stedet for at situationen fortsætter som nu, hvor fremdriftsreformer og dimensionering udløser en krig på tal og excel-ark. Og hvis de studerende skal tage mere ansvar for deres egne studier, må vi gøre op med retskravet om, at man fortsætter på kandidatstudiet, uanset hvilket niveau, man har mønstret på sin bachelor. Med andre ord må det være sådan, at hvis man vil have friheden til at gøre præcis, som man vil, må ansvaret også følge med. Man har altså ikke ret til hverken humaniora-uddannelse eller et fedt køkken, hvis ikke man tager noget af ansvaret, risikoen og arbejdet på sig selv.

Merete Riisager er medlem af Folketinget for Liberal Alliance. Hun er uddannet Cand. mag. i Pædagogik fra Københavns Universitet og fungerer som ordfører for Ligestilling, Familie, Undervisning og Uddannelse. Hun har i en årrække arbejdet i private virksomheder og rådgivet virksomheder som TDC, Statoil og LEGO om læring i arbejdslivet.ILLUSTRATION: Mette Riisager, FOTO: Liberal Alliance