01.10.2014

BAGGRUND: I oktober udgiver RÆSON bogen “Mellemøsten i krig”, der samler aktuelle analyser og interviews fra magasinet: 179 kr. (abonnentpris: 129) – bestil den nu


Det er forkert, når kritikerne af IS-krigen påstår at Obama ikke har en strategi overfor Islamisk Stat – og forkert, når de siger at USA intet skulle have lært af Irak og Afghanistan. Uanset hvad er Obama’s strategi lysår fra 00’ernes hovedløse Mellemøst-politik. Og aktionen er stadig det mest realistiske svar på truslen fra Islamisk Stat.

Af Søren K. Villemoes, journalist og kommentator

MANDAG BLEV ph.d.studerende Leila Stockmarr af RÆSON spurgt, om man i den nuværende aktion kunne se, at USA havde lært noget af tidligere konflikter. „Nej, ikke umiddelbart,‟ svarede hun. Der var ikke nogen „‚lessons learned‛ i forhold de politiske udviklingsscenarier, vi har set i Irak siden 2003‟. Det samme synspunkt udtrykte ekstern lektor Søren Schmidt i et andet RÆSON-interview. Stockmarr mente desuden at vide, at USA slet ikke har en strategi over for IS, og at IS havde stået svagere, hvis amerikanerne havde sendt „assistance‟ til såkaldte „moderate oprørere‟ på et tidligere tidspunkt. Både Schmidt og Stockmarr vurderede i øvrigt, at et angreb på IS vil skabe mere terror.

PROBLEMET med disse analyser er, at de enten er ekstremt hypotetiske, højst spekulative eller direkte forkerte.

FØRST DE LÆRTE LEKTIER: Den nuværende aktion bærer i den grad præg af, at Obama er varsom for ikke at gå i sin forgængers, Bush Jrs., fodspor. Hvis der er ét træk, der gennemsyrer aktionen, er det netop, at Obama sidder og forsøger at lære så mange lektier som muligt fra USAs udenrigspolitik post-2001. Mellem d. 25. august og 22. september holdt Obama flere møder med sikkerhedsrådgivere bag lukkede døre. IS var på dagsordenen. Washington Post interviewede efterfølgende anonyme kilder, der deltog i disse møder. De kunne fortælle, at præsidentens krav for at gå i krig mod IS var, at der skulle ligge en gennemarbejdet, bred strategi klar inden. At insistere på at have en samlet strategi, inden krigen indledes, må siges at være en ret åbenlys lektie fra tidligere erfaringer. Det er efterhånden en konsensus-holdning, at den frygtelige fiasko i Irak-krigen kan spores tilbage til den manglende strategiske planlægning inden invasionen. I Afghanistan så vi også, hvordan uklare strategiske mål gjorde det meget svært at vide, hvad det egentlig var, man ville. Var formålet at skabe et vestligt demokrati og befri undertrykte kvinder? Eller var man der egentlig bare for at dræbe terrorister og eliminere træningslejre? Ingen vidste det.

En af de store fejltagelser i Irak-krigen var, at man lod Pentagon køre showet med minimal politisk styring. Det blev en kæmpe hammer og en masse søm. Det amerikanske State Department lyttede man ikke til, og Colin Powell blev kørt ud på en sidelinje. Den fejl bliver ikke gentaget i denne omgang. Det er kredsen omkring udenrigsminister John Kerry, der har lagt grundarbejdet i den nuværende strategi. Endnu en lært lektie. Lige nu er det kun dele af strategien mod IS, der er offentligt kendt. At den ikke skulle eksistere, som Stockmarr hævder, passer ikke. Og at den ikke indeholder lærte lektier fra erfaringerne i Irak, er åbenlyst forkert.

Strategien over for IS i Irak bygger netop videre på lektierne, der blev lært under „the surge‟ i 2007, hvor man tilbagekæmpede al-Qaeda-militser i Irak ved at vende lokale stammer mod dem. Og den overordnede strategi for at genetablere stabilitet i Irak med øget inddragelse af sunnierne i den politiske magt, er også en lektie, der er lært post-2003.

En anden klar lektie fra kampene i Irak efter 2003 er at holde sig fra indsættelse af amerikanske tropper. Her lærte man, at oprørsgrupper ikke er interesserede i militære sejre, men i at påføre fjenden tab, opretholde kaos og slide fjenden ned på lang sigt. Som mange lærte i Vietnam: Du kan vinde alle slag og alligevel tabe krigen. Derfor er luftkrig klart at foretrække, selvom det i sig selv ikke kan føre til sejr. Det bygger videre på en lektie fra Libyen i 2011. Her lærte Obama, at det sagtens kan lade sig gøre at nedkæmpe en fjendtlig hær i et fladt ørkenlandskab med støtte fra luften, selv med grundlæggende uduelige allierede på jorden. Oprørsbevægelsen i Libyen var ved gud ikke nogen, der vil gå over i militærhistorien. Men de vandt alligevel over Gadaffi med hjælp fra luften.

Obama har dog gjort det klart, at Libyen også havde en negativ lektie, som han har noteret sig. Under et interview i august med journalist Thomas L. Friedman, beskrev han det som sin måske største udenrigspolitiske fejl, at han efterlod Libyen uden at skabe stabile politiske institutioner. Det er en fejl, han ikke har tænkt sig at gentage i Irak/Syrien. Endnu en af mange lektier, som Stockmarr underligt nok ikke kan få øje på. Har hun overhovedet set efter?

Hvis der er ét træk, der gennemsyrer aktionen, er det netop, at Obama sidder og forsøger at lære så mange lektier som muligt fra USAs udenrigspolitik post-2001
____________________

 

DET SKAL DOG medgives, at hele strategien ikke er klar. Den store ubekendte i den nuværende strategi er præsident Assad i Syrien. Hvad skal der blive af ham, når IS en dag er elimineret? Uklarheden skyldes formentligt, at planen over for Assad er højst politisk ubelejlig i den givne situation og formentlig vil blive en skuffelse for mange. Indtil videre beskriver USA Assads regime som illegitimt. Men hvordan det eventuelt skal bringes til fald – , eller om det overhovedet er planen at fælde Assad militært – er ikke lagt klart frem. At støtte og træne syriske oprørsgrupper lægger umiddelbart op til en militær konfrontation med regimet i Damaskus på lang sigt. Men hvordan det skal ske, er uklart.

Én ting er dog sikkert: Uanset hvilken løsning, man vælger over for Assad, vil det gøre en masse folk sure, og det er nok ikke lige det, man har brug for her og nu.

Om USAs strategi vil lykkes, er ikke til at sige. Man kan hurtig blive fattig, hvis man satser penge på at forudse udviklingen i Mellemøsten. Strategien er mest af alt et fravalg af langt værre muligheder. Uanset hvad er det lysår fra nullernes hovedløse mellemøst-politik. At der ikke skulle eksistere en strategi overfor IS, og at USA ikke skulle have lært af tidligere erfaringer, er åbenlyst forkerte udtalelser.

DET ER EN UDBREDT ANALYSE, at Obama skulle have en særdeles dårlig timing i denne konflikt og have handlet alt for sent. Den analyse abonnerer Leila Stockmarr på. Men tænk lige over det: Havde nogen for bare et år siden foreslået, at USA sammen med en arabisk koalition ville kunne bombe Syrien og Irak med Bagdads billigelse og helt uden at gøre hverken Damaskus, Iran eller Rusland sure, var de blevet til grin. Men det er rent faktisk situationen nu. Hvordan kan man kalde det dårlig politisk timing?

Det må skyldes den spekulative, alternative historiske teori, der antager, at man kunne have svækket IS ved at have støttet de såkaldte „moderate‟ oprørere oven på Assads kemiske angreb sidste år.

Men det er meget usikkert. En flyveforbudszone over Syrien og en bevæbning af såkaldte „moderate oprørere‟ i landet kunne lige så vel have gavnet IS og gjort situationen i dag vanskeligere. Assad har mistet de fleste af sine kemiske våben. Dem fik Obama ham til at droppe helt uden at løsne et skud. Fandens til timing!

Det er også sikkert som amen i kirken, at det havde mødt heftig modstand fra både Rusland og Iran, hvis USA var blevet engageret militært i Syrien sidste år. Det er da også sjovt at bemærke, at Leila Stockmarr ikke selv foreslog indførelsen af en flyveforbudszone i 2013. Dengang var hun mest kritisk over, at Israel var glad for ideen.

IS ER EN STOR TRUSSEL. De er en terrororganisation, der målretter angreb mod vestlige mål, og slagter sårbare minoriteter og sagesløse civile i Syrien og Irak. Men man skal passe på ikke at overvurdere deres militære styrke. Jo, de har været taktisk dygtige, og de har bredt sig hurtigt. Men det skyldes primært, at de kæmper i et område, præget af elendige hære, der ikke kan finde ud af at slås, at de har allieret sig med sunni-stammerne i Irak, og at ingen andre seriøse militærmagter har været interesserede i at forsvare de områder, de har indtaget. De er en gigant blandt dværge. Det er jo ret let at indtage en by som Mosul, når ingen gider forsvare den. Og at slagte civile yazidier vil næppe blive husket som en stor militærbedrift. Lige nu omringer IS den kurdiske by Kobane. Det har taget dem to år at nosse sig sammen til det efter en række ynkelige forsøg på at stoppe vandforsyningen til byen og andre håbløse taktikker. De har ellers haft nabobyen, Jarabulus, siden 2012, der kun ligger små 25 kilometer derfra. Og Kobane er kun forsvaret med ynkeligt ringe bevæbnede kurdiske militsfolk. Der er intet militært imponerende ved, at IS nu rykker tættere på byen. Det mest imponerende er, at det har taget dem så lang tid.

IS har endnu ikke været oppe imod en seriøs modstander. Og de har haft utroligt lette vilkår
____________________

 

Medierne har været gode til at fremstille Islamisk Stat som en nærmest genial, strategisk militærmagt. Det er en vinkling, de formentlig har været rigtig glade for nede i kalifatet. Men IS har endnu ikke været oppe imod en seriøs modstander. Og de har haft utroligt lette vilkår. IS‛ militære sejre bør mest ses som tegn på den afgrundsdybe uduelighed, der præger de arabiske hære i regionen, og at kurderne trods heroisme og patriotisme, kønslighed i Peshmerga og andre skønne ting, heller ikke bør regnes som dygtige militærfolk. At følge IS i regionen er som at se et hold vinde en række lette sejre i tredje division. At hele verdens øjne lige nu er rettet mod en dødelig amatørsport i Mellemøsten, gør ikke IS til militære genier. Men det viser, hvor sårbar og ustabil regionen er, og hvor lidt der skal til for at skabe kaos og vinde territorium dernede.

DET ER AFGØRENDE at bekæmpe IS. Ikke fordi de er mægtige krigere, der på sigt kommer til at inddæmme den Iberiske Halvø i fremtidens storslåede kalifat, men fordi de har en magnetisk kraft på mange svage, muslimske sjæle i Vesten, der drømmer om heroisk død og at genrejse gamle, tabte tusindårsriger. Disse højreekstreme, islamistiske feberfantasier er urealistiske og verdensfjerne. Men de er farlige – både for dem, der tror på vrøvlet, og for folk omkring dem. De er især farlige for os i Europa, der har eksporteret flere tusinde jihadister til den blodige amatørkrig i Mellemøsten. Og de er farlige, da IS kæmper om at overtage den sorte førertrøje i global jihad fra al-Qaeda, hvilket kan resultere i et våbenkapløb mellem de to organisationer om at udøve den mest spektakulære og skrækindjagende terror mod forsvarsløse civile. Terrorister er trods alt bedst til at dræbe non-kombattanter. Derfor tager Søren Schmidt fra Aalborg Universitet fejl, når han i RÆSON insisterer på, at IS kun er et regionalt problem, der ikke vedkommer os i Vesten. Det er forkert. IS vedrører i den grad vestlig sikkerhed. Selvom de er overvurderede soldater, gør det dem ikke til overvurderede terrorister. Tværtimod har man undervurderet den tiltrækningskraft, de har på mange unge, europæiske muslimer. Og konsekvenserne af at lade Islamisk Stat blive, hvor de er, i et område, ingen har været interesseret i at tage fra dem, er direkte hasarderet for vestlig sikkerhed.

Derfor tager Søren Schmidt fejl, når han i RÆSON insisterer på, at IS kun er et regionalt problem, der ikke vedkommer os i Vesten. Det er forkert. IS vedrører i den grad vestlig sikkerhed.
____________________

 

NÅR BÅDE SØREN SCHMIDT OG LEILA STOCKMARR hævder, at det vil øge terrortruslen mod Vesten at bombe IS, baserer det sig på en fejlanalyse af, hvad IS er for en trussel. Militært er IS i lilleputligaen. Men inden for terrorismen befinder de sig i superligaen. Samtlige efterretningstjenester i den vestlige verden var allerede inden krigens start enige om, at IS udgør den største terrortrussel mod Vesten siden 11. september. IS‛ ambitioner er ikke blot, som Søren Schmidt hævder, regionale. IS er ikke som Hamas og Hizbollah, der kun er interesserede i deres nærområder. De er en global bevægelse, der allerede får terrorceller og islamistiske militser verden over til at melde sig under deres faner.

Hvis Vesten ikke angriber IS, vil IS angribe Vesten, enten for at vise styrke og ditto vestlig svaghed, eller for at fremprovokere en modreaktion, der vil kunne bruges som benzin på jihadismens propaganda-bål.

IS er ikke store militærgenier. Men de er vildt gode til at lave snuff-film, og deres Sværd og Trolddom-æstetik appellerer til mange unge, naive og rodløse sjæle i vesten. Så længe de kan erklære, at deres kalifat er en fantastisk succes, militært og politisk, vil jihadister verden over lade sig forføre af drømmen om islams genrejsning. Og det er farligt.

Det er en lose/lose-situation for Vesten. Hvis vi angriber dem, angriber de os, hvis vi ikke angriber dem, så angriber de os alligevel. At tro man kan gøre radikale jihadister glade, der befinder sig til højre for al-Qaeda , er en illusion. De mener, at der er en krig mellem Vesten og islam, og den krig vil de føre uanset hvad. Uden den krig giver deres projekt ingen mening. Man kan ikke bare se IS som en rationel aktør ligesom en stat. De er et andet politisk dyr, en ekstrem, totalitær og voldelig kræftsvulst skabt af globaliseringen.

NÅR LEILA STOCKMARR FORKLARER, at “IS er dybt indlejret i regionens magtstruktur, der knytter sig til bredere udviklingstendenser – herunder USAs mellemøstpolitik siden 9/11″, taler hun flydende sort. Selvfølgelig er IS indlejret i alle mulige magtstrukturer og udviklingstendenser. Hvem i Mellemøsten er ikke det? Det er meningsløst. Det er bare en anden måde at sige, at man ikke har nogen idé om, hvad Islamisk Stat egentlig er for en størrelse. Og hvis man ikke forstår sin fjende, er man dømt til at tabe.

Failed states, hvor jihadister får lov til at passe sig selv, er den største garant for international eksporteret terrorisme. Det har vi tidligere set i blandt andet Afghanistan, vest-Pakistan og Yemen. Og hvis Islamisk Stat får lov at passe sig selv, vil vi også se det her.
____________________

 

VI VED HISTORISK, at failed states, hvor jihadister får lov til at passe sig selv, er den største garant for international eksporteret terrorisme. Det har vi tidligere set i blandt andet Afghanistan, vest-Pakistan og Yemen. Og hvis Islamisk Stat får lov at passe sig selv, vil vi også se det her. Hvis det skal undgås, er der ingen vej uden om, at IS skal bekæmpes militært. Og her er den mest realistiske løsning netop at give luftstøtte til grupper, der selv kan klare resten nede på landjorden.

Strategien mod Islamisk Stat har åbenlyse svagheder – især i Syrien. Men man skal ikke tro, at Islamisk Stats strategi er meget bedre. De har på rekordtid skabt en fem-frontskrig i to forskellige lande. Det er svært at se den store, geniale masterplan i at skabe sig dødsfjender, hvor end man vender sig.

Søren Villemoes (f.1981) er journalist ved Weekendavisen og uddannet cand.scient.pol. Han beskæftiger sig mest med religion, politik og kulturkampe. [foto: Det Hvide Hus/Pete Souza]