08.07.2014

Krigen i Syrien raser på fjerde år. Ekstremistiske oprørere har bragt Irak på randen af kaos. Midt mellem de to krigshærgede lande forsøger kongedømmet Jordan at bevare stabiliteten, og USA gruer for at miste en afgørende allieret i Mellemøstens tiltagende inferno.

Af Jon Bøge Gehlert, journalist i Jordan

Ørkenlandet Jordan har hverken olie, gas, teknologi eller militær power til at gøre sig bemærket på den internationale politiske scene. Men landet har noget så sjældent som et relativt fredeligt og velfungerende demokrati i kernen af en region, hvor meget i øjeblikket står i brand.
En kort opsummering af situationen i Jordans omkringliggende lande er én lang opremsning af krig, konflikt og usikkerhed. For Jordan grænser op til Syrien, Irak, Saudi-Arabien og Israel, mens Libanons og Egyptens grænser er lige om hjørnet.
• Syrien er på fjerde år plaget af krig mellem præsident Bashar al-Assads hær og oprørsgrupper. Flere end 160.000 syrere er døde, og knap tre millioner er flygtet ud af landet.
• Iraks USA-støttede regering er under massivt pres fra den brutale sunni-gruppe Den Islamiske Stat (tidligere ISIL, Den Islamiske Stat i Irak og Levanten), som har besat store dele af landet med massehenrettelser til følge. Siden 2003, hvor en USA-ledet styrke invaderede Irak, har irakerne levet med selvmordsbomber og borgerkrig, og fra 2003-2011 mistede op mod en halv million irakere livet som følge af krigshandlinger.
• Saudi-Arabien praktiserer en streng konservativ fortolkning af islam, tillader ingen interne kritiske røster og støtter, hvad Vesten betegner som ekstreme og hard line-oprørere i Syrienkrigen.
• Israel er i konstant beredskab over for og i konflikt med palæstinenserne. Seneste antænding af konflikten er drabet på tre israelske studerende, formentlig udført af den palæstinensiske organisation Hamas. Israel er i øvrigt formelt fortsat i krig med Syrien efter at have annekteret Golan-højderne mellem de to lande i 1981.
• Libanon er præget af tiltagende spændinger mellem landets religiøse grupperinger, og bomber – særligt i hovedstaden Beiruts shiamuslimske kvarter – har længe været, om ikke hverdag, så ganske ”almindeligt”. Landet er desuden presset til det yderste af de flere end en million syrere, som er flygtet ind i landet.
• Egypten har været igennem det såkaldte Arabiske Forår med massedemonstrationer, vold, en væltet diktator (Hosni Mubarak), en afsat præsident (Mohamed Morsi), et militærkup og senest en række sager om massevoldtægter begået mod kvinder i offentligheden.

I smørhullet mellem disse lande ligger kongedømmet Jordan, som – i hvert fald indtil videre – har styret mere eller mindre uden om krig og kaos. Det er der en række forklaringer på, men i øjeblikket frygter både jordanerne og USA, Jordans nære allierede, at oprør og usikkerhed vil rulle ind over landets grænser. Særligt på grund af den eskalerende situation i nabolandet Irak, hvor hardcore-islamisterne fra Den Islamiske Stat (ISIS) har besat vigtige byer som Mosul og Tikrit samt store områder af landet, deriblandt et område tæt ved den irakiske side af den vigtigste grænseovergang til Jordan, Turaibil-overgangen. Den Islamiske Stats erklærede mål er at oprette et kalifat – en islamisk stat – i et enormt område, der svarer til Irak, Syrien, Jordan, Libanon, Israel, Gazastriben og Vestbredden. Den 29. juni proklamerede organisationen, at et kalifat allerede er etableret i området fra Iraks Diyala-provins til Syriens største by, Aleppo.
Jordan er også under pres fra Syrienkrigen. Jihadister fra Jordan har været ualmindeligt flittige til at krydse over grænsen for at kæmpe side om side med blandt andet den af Vesten fordømte oprørsgruppe Jabhat al-Nusra. Blandt udenlandske krigere i Syrien er jordanere den størst repræsenterede befolkningsgruppe. De jordanske myndigheder – og igen, amerikanerne – frygter med rette, at oprørerne vil returnere til Jordan med alt andet end demokratiske og regeringsvenlige hensigter.

Jordans ekstremist-lomme
Jordan er et kontrastfyldt land, og hovedstaden Amman illustrerer tydeligt forskellene i kongedømmet. I den østlige del af hovedstaden lever folk klumpet sammen i gamle, slidte etagebyggerier, og gaderne myldrer med handlende, børn og osende varevogne. Det er mellemøstlig basarstemning, som det ser ud på film. Her er kvinderne dækket til, æresbegreber efterleves konsekvent, og som hovedregel mikses kønnene kun, når der er tale om mand og hustru.
Den vestlige del af hovedstaden er platret til med ambassader, konsulater, mastodontiske villaer og dyre hotelkæder som Le Royal, Crowne Plaza, St Regis, Mariott, Sheraton og Four Seasons. De nyeste bilmodeller pryder gaderne, og nummerpladerne vidner om ferierende, stenrige saudere. Eksempelvis i funklende gule Lamborghinier. Her har mange kvinder slået håret ud, skjorterne er stramme, og unge mænd og kvinder slentrer sammen rundt i bydelens umådeligt populære shoppingcentre.
95 procent af landets cirka syv millioner indbyggere er sunnimuslimer, hvilket udlægges som en væsentlig årsag til jordanernes fredelige sameksistens. Men også kongedømmets kristne befolkning, omtrent fire procent, kan frit praktisere deres religion, og i Amman er flere kirker og moskéer placeret side om side.
Uden for Amman ser man, at den vestlige del af hovedstaden langt fra er repræsentativ for hele landet. Endeløse ørkenlandskaber flimrer langs hovedvejene med støvede småbyer. Herude er arbejdsløsheden mange steder skyhøj, og i modsætning til naboen Irak gemmer ørkenjorden her ikke på store oliedepoter. Her lever folk som hyrder og beduiner, langt hen ad vejen som de har gjort i århundreder. Og det er herude, langt fra Ammans til tider glittede liv, at utilfredsheden ulmer. Det er her, et eventuelt islamistisk inspireret oprør frygtes at kunne udspringe. Særligt fra den sydlige by Maan, mellem Amman og bade- og industribyen Aqaba. I Maan er flere end hver fjerde arbejdsløs, og i slutningen af juni blafrede Den Islamiske Stats sorte flag over byen fra moskéens tag og i lyskryds. Omkring 100 personer marcherede gennem gaderne med bannere påmålet slogans for Den Islamiske Stat, mens de råbte på Kong Abdullah II’s (Jordans siddende konge) afgang. Udstyret med benzinbomber blev de mødt af jordansk uropoliti i pansrede køretøjer. Indtil da havde kongedømmet aldrig før oplevet en synlig, offentlig støtteerklæring til ISIS.
Spørgsmålet er, om støtten er dybfølt og rodfæstet. Analytikere har anført, at demonstrationen var lige så meget udtryk for, at Maans frustrerede indbyggere føler sig glemt, som for sympati med Den Islamiske Stats igangværende mission i Irak. Eksempelvis sagde Mohammad Farghal, en pensioneret general fra Jordans hær og nuværende leder af Center for Strategic Studies ved King Abdullah II Defense Academy, til avisen Washington Post: ”Jeg er bekymret, men jeg er ikke bange for, at ISIL’s nylige succes i Irak vil flyde ind i Jordan. Vi kan føle os sikre, når det handler om at sikre grænsen, men det er bekymrende, at fattigdom og utilfredshed skaber grobund for ekstremistiske organisationer i Jordan. Det er vores største sikkerhedsudfordring.”
Trods de umiddelbart ISIS-sympatiserende demonstrationer i Maan vil selv ikke byens al-Qaeda-relaterede grupper vedkende sig at støtte organisationen. Mohammed Shalabi, en leder i Jordans salafist-bevægelse med delvist ideologisk fællesskab med al-Qaeda, pointerede over for Washington Post: ”Vi har advaret dem, som har forbindelse med IS, om ikke at demonstrere eller gå i aktion i Jordan, for det ligger uden for deres religiøst sanktionerede mission og vil give de jordanske myndigheder mulighed for at afbillede os som terrorister. Uheldigvis er det her unge, som ved meget lidt om deres egen religion, om jihad, og som ikke er indstillede på at lytte til nogen som helst.”

Truslen fra Irak
Oprigtig støtte til Den Islamiske Stat eller ej, de jordanske sikkerhedsmyndigheder tager truslen fra ISIS særdeles alvorligt. I takt med at historier om Den Islamiske Stats massedrab på irakiske regeringssoldater fandt vej til medierne i løbet af juni, udstationerede Jordan tusindvis af ekstra soldater langs landets 180 kilometer lange grænse til Irak. Siden har man sendt kampvogne og missilforsvar, og officielle meldinger fra den jordanske regering lyder, at der er fuld kontrol over grænsen.
Teorier går på, at Jordan overspiller truslen fra Den Islamiske Stat for at modtage endnu mere støtte fra sin nære allierede, USA. Det er ikke det indtryk, man som bosiddende i landet får. Der hersker på ingen måde hysteri, og daglige artikler i den regeringstro (og delvist censurerede) avis The Jordan Times nedtoner ligefrem truslen fra Irak med utvetydige artikler om, hvor beredt det jordanske militær er, og hvor mange soldater og militært isenkræm, der er postet langs grænsen. Der er nærmere tale om at underspille situationen. Ingen kan dog være i tvivl om Jordans behov for støtte fra USA.
Med den nuværende, forholdsvis solide stabilitet i landet ville ISIS få svært ved at kopiere succesfremrykningerne fra Irak i Jordan. I analysen ”Jordan Could Be the Islamic State in Iraq and the Levant’s Next Target” den 17. juni konkluderede den velrennomerede amerikanske efterretnings- og analysevirksomhed Stratfor Global Intelligence, at Den Islamiske Stat har dårlige forudsætninger for at kæmpe sig ind i Jordan. ”Gruppen har midlerne til at iværksætte terrorangreb i landet, men betydelige begrænsninger vil forhindre den i at operere på et niveau som i Irak og Syrien,” lød det i analysen.
Den Islamiske Stats muligheder i Jordan begrænses blandt andet af Jordans allierede. Igen kommer USA ind i billedet. Stratfor vurderer: ”Det jordanske regime er langt mere stabilt end i Syrien og Irak, og dets sikkerhedsstyrker har vist sig at være ganske effektive. Desuden har Jordan kraftig opbakning fra USA og Saudi-Arabien, særligt siden kongedømmet blev et kritisk tilholdssted for støtter af syriske rebeller. Washington og Riyadh kan øge deres finansielle, efterretningsmæssige og militære assistance til Amman.”
Men andre aspekter taler for, at ISIS kan have held med at kæmpe sig over grænsen til Jordan. Kongedømmet anslås at have op imod 10.000 indbyggere med islam-ekstremistiske sympatier. Dertil kommer, at flere tusinde jordanere er rejst til Syrien for at deltage i kampene mod Bashar al-Assads hær, og de jordanske myndigheder har kun i begrænset omfang formået at bremse jihadisternes krydsen ind i nabolandet. Dog har kontrollen den anden vej været stærk, og de seneste måneder har jordansk militær flere gange bombet oprørskøretøjer på vej ind i Jordan.
Analysen fra Stratfor Global Intelligence fastslår, at modstanden mod ISIS internt i Jordan er for stor til, at gruppen kan finde fodfæste i landet. Blandt andet har to af landets bedst kendte jihadist-ideologer, Abu Muhammad al-Maqdisi og Abu Qatada, kritiseret ISIS. Med perspektiv til situationen i Irak konkluderer analysen: ”Sunni-stammer i Irak vil foretække, at ISIS fokuserer på Irak og afholder sig fra nogen som helst aktivitet i Jordan, som kan fremprovokere stærke reaktioner fra Amman. Det er uklart, hvordan ISIS vil fortsætte. Vigtigst at holde sig for øje er, at mens IS kan udføre terrorangreb i Jordan, er der for mange forhindringer for gruppen til at agere i Jordan, som den har gjort i Syrien og Irak.”

Kongens vellykkede strategi
Hvorfor er situationen i Jordan så fredelig sammenlignet med landets naboer og genboer?
Jordan beskrives ofte som en oase af fred midt i kaos, men både længe før, under og efter Det Arabiske Forår i 2011-2012 er kongedømmet Jordan blevet dømt færdigt. Landet har i årtier været ude af stand til at finansiere sig selv og har dermed været afhængig af massiv amerikansk økonomisk støtte samt gigantiske lån hos blandt andet Den Internationale Valutafond, IMF. I 1967 tabte Jordan i Seksdageskrigen Vestbredden til Israel, og landet gennemlevede en voldsom borgerkrig i begyndelsen af 1970’erne, hvor den daværende Kong Husseins militær til slut nedkæmpede og fortrængte Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO, med leder Yasser Arafat i spidsen. Senest har landet oplevet et voldsomt pres på sit ellers effektive sundhedssystem, sine sparsomme vandressourcer og sit begrænsede jobmarked som følge af massive flygtningestrømme fra først Irak og siden Syrien.
Jordans styre – med den 52-årige Kong Abdullah II i spidsen – formåede at navigere gennem Det Arabiske Forår uden at blive væltet. Jordan er særligt derved, at Kongehuset deler magten med et demokratisk valgt parlament. Kongen er monarkiets eneste regent – i modsætning til eksempelvis monarkiet i Saudi-Arabien, hvor magten er fordelt ud på kongefamilien. I analysen ”Kings for all seasons” fra det uafhængige Brookings Doha Center i Qatar fra september sidste år lyder argumentet, at de to ting hænger sammen – for ”individuelle monarker kan, i hvert fald i teorien, afstå mere magt til valgte parlamenter uden at udsætte deres egen trone for fare”.
Det var netop, hvad Kong Abdullah gjorde under Det Arabiske Forår. Han lancerede flere store politiske reformer, hvilket gjorde en afgørende forskel midt i en krisetid.
”Jordan tilbød begrænsede politiske reformer (samtidig med at kongen beholdt den ultimative magt i egne hænder). Jordan afholdt parlamentsvalg. Jordan udskiftede regeringen. Kongen fyrede fire premierministre og ledede dannelsen af seks regeringer. Disse politiske manøvrer absorberede nok af befolkningens energi til at afværge, hvad der end måtte have været af mere seriøse udfordringer for regimet,” lyder det i analysen.
Herudover har Jordans stammebefolkninger traditionelt støttet den siddende konge, og det gjorde de også under Det Arabiske Forår. Samtidig undlod størstedelen af landets palæstinensiske befolkning at gøre oprør, fordi Jordan langt hen ad vejen har givet palæstinenserne fornuftige levevilkår, og på den måde nåede de folkelige opstande aldrig samme styrke som andre steder i regionen. Endelig afholdt landets politi og efterretningstjeneste Mukhabarat – sammen med Israels Mossad Mellemøstens dygtigste – sig fra at gribe hårdhændet ind over for demonstranter. Det betød, at ingen blev gjort til martyrer, som det eksempelvis skete i Syrien, hvor regimet tilbageholdt og torturerede en gruppe teenagere, som havde malet anti-Assad-grafitti på en skolemur. En hændelse, som førte til endnu større oprør mod Assad, og som sidenhen er udlagt som afgørende for, at krigen i Syrien brød ud..

Alliancernes magt
Efterretningstjenesten Mukhabarat spiller en afgørende rolle overfor udfordringerne fra Syrien og Irak. Tjenesten – der samarbejder tæt med USA – er kendt for sin evne til at infiltrere al-Qaeda og andre islamistiske grupper. Det har givet resultater, men Mukhabarats forhørsmetoder har også sikret tjenesten det lidet flatterende tilnavn ”the fingernail factory”. CIA-samarbejdet og alliancen med USA er uvurderlig for Jordan i den nuværende trusselssituation, og Jordan lader til at kunne regne med USA’s støtte.
I slutningen af juni lød det fra anonyme amerikanske embedsfolk, at hvis Den Islamiske Stat iværksætter et storstilet angreb på Jordan, vil landet muligvis ikke have tilstrækkelig styrke til at slå islamisterne tilbage. Men i så fald vil både USA og Israel rykke ind i Jordan – med så megen militær støtte, som landet har brug for, skrev det amerikanske netmedie The Daily Beast.. Israelske diplomater skulle efter sigende have sagt til deres amerikanske kolleger, at Israel er decideret parat til at redde Jordan fra et islamistisk oprør.
Det faktum udtrykker flere paradokser. Jordanske politikere forsømmer sjældent en lejlighed til at rette verbalt skyts mod Israel i forhold til Israel-Palæstina-konflikten. Jordans befolkning udgøres i dag af flere end 60 procent palæstinensere og deres efterkommere, og den officielle jordanske holdning er, at palæstinenserne har ret til og krav på det land, som Israel okkuperede i 1948. Premierminister Abdullah Ensour har sågar givet Israel skylden for, at Jordan ikke vil modtage palæstinensere, som forsøger at flygte fra krigen i Syrien. Hvis bare Israel ville give palæstinenserne deres land tilbage, ville Jordan ikke være nødt til at afvise krigsflygtningene, lød hans argument.
Men hvor Israel og Jordan er uenige i palæstinenserspørgsmålet, ser de to lande til gengæld ens på kampen mod islamister. Begge lande er nært allierede med USA og bevæbnes og finansieres begge i stor stil fra Washington. Ligeledes ønsker begge lande at bevare stabilitet og demokrati, hvilket vil sige at overvåge, infiltrere og nedkæmpe islamistiske og al-Qaeda-relaterede grupperinger. Israel ønsker at holde sig allieret med Jordan af den indlysende årsag, at kongedømmet er en fortrinlig stødpude mod oprørerne i Syrien og Irak, ligesom Israel for alt i verden vil undgå flere fjender i regionen.
Det militære samarbejde mellem Jordan og USA kom senest til udtryk, da Jordan med hjælp fra CIA installerede et komplet missilforsvar mod giftgasangreb – blot 10 dage efter gasangrebet i Damaskus-forstaden Ghouta i august sidste år. Missilforsvaret skulle beskytte de omkring 100.000 syrere i Za’atari-flygtningelejren i det nordlige Jordan: man frygtede, at lejren skulle blive et mål for Bashar al-Assad, fordi syriske oprørere formodes at skjule sig i den.
Under radaren arbejder de jordanske og amerikanske efterretningstjenester dog langt tættere sammen end om ”blot” et missilforsvar. I slutningen af juni fremsatte Obamas regering forslag om at støtte den syriske opposition – herunder Den Frie Syriske Hær – med 500 millioner dollars. Et langt større beløb end forventet, og penge som meget vel kan vise sig at havne på jordansk jord. På militærbaser i den jordanske ørken har USA oprettet hemmelige, CIA-ledede træningslejre, hvor angiveligt flere end 1000 syriske krigere har modtaget basal kamptræning, hvorefter de er blevet fragtet tilbage til Syrien. Ifølge amerikanske kilder vil programmet blive intensiveret i den kommende tid, fordi både Assad-hæren og ekstremistgrupperne vinder frem. Washington frygter ganske enkelt, at ekstremistgrupperne vil vokse sig stærke nok til at true amerikanske allierede – herunder Jordan – og til at blive i stand til at udføre angreb på amerikansk territorium.

Truer ISIS Jordan?
Det afgørende spørgsmål i Mellemøsten – det, som optager vestlige regeringer og medier – er, hvordan situationen udvikler sig i Irak.
Hvis flere jordanske krigere tilslutter sig Den Islamiske Stat, vil det kunne få følger i Jordan, forklarer Jens Haarløv, chef for Udenrigsministeriets Det Arabiske Initiativ i Jordan og bosat i Amman: ”ISIS er ved at sikre sig en pointsejr på rekrutterings- og propagandafronten i forhold til de mange ubefæstede sjæle i regionen og i verden. Truslen mod Jordan består ikke i et konventionelt angreb med tusinder af pickup-trucks og udstyr røvet fra Irak, for det ville den jordanske hær med mulig støtte fra USA kunne modgå. Nej, den reelle fare på den korte bane er, at tilbagevendende krigere fra Irak og Syrien vil kunne udføre terroraktioner i landet, muligvis med støtte fra tidligere foreign fighters, som kommer til Jordan fra Europa på et turistvisum”.
Der er flere årsager til, at Den Islamiske Stat vil kunne finde på at angribe Jordan: ”For det første kan det virke provokerende på Abu Bakr al-Baghdadi [Den Islamiske Stats nyudråbte kalif, red.], hvis Jordan føler sig for sikre og immune over for ISIS’ fremmarch. For det andet kan ISIS udføre aktioner for at styrke sin rekruttering og propaganda. Og for det tredje kan ISIS finde på at angribe Jordan i en straffeaktion, hvis jordanske tropper har forsøgt at ’skubbe’ ISIS væk fra grænsen til Jordan”, siger Jens Haarløv og tilføjer:.
”Men meningsmålinger viser, at jordanerne mener, at hovedproblemet i deres land er økonomien. Der er en betydelig arbejdsløshed, høje leveomkostninger, en fortsat befolkningstilvækst og et jobmarked, som ikke kan holde trit. Selvom Jordans økonomi vokser tre procent om året, kræver det mere end seks procents vækst at nedbringe arbejdsløsheden. Unge arbejdsløse med håbløse livsudsigter kan blive tiltrukket af ISIS og lignende bevægelser, og terrorhandlinger i Jordan vil gøre det endnu sværere at få økonomien op i gear.”
Både Det Muslimske Broderskab i Jordan og et moderat islamisk parti i parlamentet har taget skarp afstand fra ISIS. Sikkerhedstjenesten Mukhabarat vil gøre alt for at bremse den ekstremistiske bevægelse. Endelig har Jordan en yderst magtfuld backup i amerikanernes støtte.
Til gengeæld kan Amman have grund til at frygte, at islamister fra Syrien vil krydse grænsen og anrette angreb på kongedømmet. I november 2005 eksploderede tre bomber i Amman på hotellerne Hyatt, SAS Radisson og Days Inn. 60 blev dræbt og flere end 100 såret i selvmordsangreb udført af irakisk al-Qaeda med begrundelsen, at hotellerne var blevet favoritter for ”amerikanske og israelske efterretningskilder og andre vestlige regeringer”.
Lignende angreb kan udføres af tilbagevendende jihadister fra Syrien-krigen, vurderer jordanske sikkerhedskilder. Estimater går på, at 2000 jordanere kæmper på islamistisk side i Syrien og Irak. Ved den jordansk-syriske grænse tydeliggøres problematikken. Eksempelvis opsnappede jordansk militær i maj syv jordanere, som ulovligt var på vej over grænsen til Syrien. Mændene var medlemmer af Jordans salafistbevægelse og skulle efter planen kæmpe side om side med Jabhat al-Nusra-fronten i Syrien. I marts kom jordanske styrker i ildkamp med fire jordanere, som forsøgte at komme tilbage ind i Jordan efter at have kæmpet i Syrien. De fire blev sårede og arresterede, mens tre andre overgav sig frivilligt.
Set fra jordansk side er der dog et andet perspektiv på Syrien-krigen. Syriens præsident Assad har faktisk været til gavn for Jordan på det seneste. Eller rettere, hans hær har. I slutningen af juni bombede syriske kampfly flere gange fremrykkende tropper fra Den Islamiske Stat i Irak – vel at mærke i det vestligste Irak grænsende op til Jordan. ISIS har erobret kontrol over den irakiske by Ratba, som er placeret strategisk vigtigt på hovedvejen fra Irak ind i Jordan, men de syriske bombetogter formåede at bremse en yderligere fremrykning mod Jordan. Det giver Jordan ro i den forstand, at krigere fra Den Islamiske Stat ikke – i hvert fald endnu – står lige på den anden side af grænsen. Hvis det kommer til at ske, vil risikoen stige for, at islamister krydser ind i Jordan med mulige terroraktioner til følge. Assad-hærens bombetogter skal naturligvis ses i lyset af, at Assad ønsker at forhindre Den Islamiske Stat i at erobre endnu mere territorium i og omkring Syrien.
I den jordanske befolkning er det dog ikke kun islamister fra Irak og Syrien, man bekymrer sig om. I hverdagen er flygtningene fra krigene et akut problem. Kongedømmet har modtaget flere end 600.000 syrere, har FN’s Flygtningehøjkommissariat opgjort, men ifølge den jordanske regering er antallet højere end en million. I et land, hvor arbejdsløshed i forvejen er udbredt, og hvor ungdomsarbejdsløsheden ligger så højt som 30 procent, er billig (og desperat) syrisk arbejdskraft sjældent velkommen. De 100.000 syrere i Za’atari-flygtningelejren får hver dag litervis af gratis vand, mens jordanerne selv er underlagt rationering, og vand er en luksus for de fattigste. Flere gange om måneden finder og lukker de jordanske myndigheder uatoriserede, selvgravede brønde, som tørkeramte jordanere har etableret.
Presset på arbejdsmarkedet og på vandressourcerne – og på sundhedssystemet for den sags skyld – fremstår ikke umiddelbart lige så sprængfarligt og drabeligt som en islamistisk invasion fra Irak eller jihadister fra Syrien, men netop hverdagspresset for jordanerne kan være den gnist, der antænder et folkeligt oprør. For at imødekomme jordanernes utilfredshed med disse problemer, appellerer både Kong Abdullah II og den jordanske regering løbende om mere international støtte til landet. Jordans rationale er, at man har åbnet sine grænser for flygtningene, men at hjælpen til flygtningene må være en fælles, global opgave – ikke blot en lokal jordansk opgave.
Det budskab bakker FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, op om. I begyndelsen af juli lød det fra UNHCR, at organisationen kun har penge til at opretholde den nuværende hjælp til de syriske flygtninge i Jordan til og med august. Årsag: At verdenssamfundet blot har doneret 400 millioner US dollars ud af den ene milliard dollars, som UNHCR har appelleret for. ■


Jon Bøge Gehlert (f. 1984) er journalist bosiddende i Amman, Jordan, siden februar 2014. Han har blandt andet dækket konflikterne i Syrien og Irak for Information og Kristeligt Dagblad. Uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2010 og efterfølgende ansat ved Kristeligt Dagblad. ILLUSTRATION: Amman [foto: Shutterstock]