15.09.2014

Krigen mod terror har rejst sig fra graven, vi er nu – igen – militært engageret i Mellemøsten, og politikerne slås om, hvem der kan tage mest afstand fra alt, der minder om radikal islamisme. Men både bombardementet af IS og presset på bevægelsens potentielle rekrutter risikerer at styrke rekrutteringsgrundlaget.

KOMMENTAR af Mathias Terp

I fem år har intet kunne trække Obama ind i Mellemøsten. Men det kan Islamisk Stat. Der kan ikke være nogen tvivl om, at Obama helst undgik at involvere sig i det morads, vi kalder Syrien og Irak, men selv de stærkeste pacifister vil have svært ved at ignorere folkemord, fordrivelse, og halshugninger.

Målet er klart: IS skal udryddes. Afgørende for amerikanernes intervention er tre forhold:
1:Der er bred opbakning til militær intervention mod IS. Selvfølgelig i Europa men – vigtigst af alt – i landene ved den Persiske Golf.
2: IS er en konkret trussel mod amerikanske interesser i regionen.
3: Befolkningsopinionen er nu pro-intervention – selv i USA.

Hvis der er noget, der har kendetegnet Obamas udenrigspolitik, har det været en ekstrem modvilje imod interventioner i Mellemøsten – et resultat af den krigstræthed som efterfulgte de årelange krige, og som medvirkede til at Obama blev valgt. Man skal imidlertid ikke undervurdere den effekt, halshugninger af amerikanere for åben skærm har for den offentlige opinion. 200.000 døde syrere kan få verdenssamfundet til at mødes i Geneve, 2 døde amerikanske journalister kan starte en intervention i Mellemøsten.

På baggrund af Irak og Afghanistan-krigene in mente er det stadig problematisk at starte en reel krig, især for Obama. Retorikken er derfor klar; interventionen er kontraterroristisk arbejde – ikke en krig. Derfor skal interventionen virke forebyggende mod eventuelle terrorangreb mod USA og Vesten. Det har også været den primære begrundelse blandt europæiske, herunder danske, fortalere for intervention. Argumentet lyder: IS udgør en indirekte terrortrussel mod Vesten, da man frygter, at hjemvendte Syrien-krigere vil begå terrorangreb. Dertil kommer, at IS – hvis organisationen får mulighed for at konsolidere sig – i sig selv udgøre en direkte terrortrussel mod Vesten på sigt. Derfor bliver vesten nødt til at eliminere IS.

13 år efter angrebene på World Trade Center kan man dog spørge sig selv, om det overhovedet er muligt at tilintetgøre en terrororganisation. Bin Laden er død, og Al-Qaeda er presset, men tilintetgjort er de ikke. Hvorfor skulle IS være lettere at optrævle?

Hvis interventionen er kontraterroristisk arbejde, hvorfor så stoppe ved IS? Ifølge David Rothkopf begår Obama en fejl netop ved entydigt at fokusere på IS – der er adskillige andre ekstremistiske organisationer, der har fodfæste i regionen, som vi ikke bekæmper på samme måde. Tværtimod bliver nogle af dem støttet af de eventuelle Mellemøstlige koalitionspartnere (Rothkopf nævner Tyrkiet og Qatar) – ” More problematically, some possible members of this coalition (see: Qatar, Turkey) actively support some of these other groups.”

Det er desuden svært at se, hvordan en militær intervention i sig selv kan være kontraterroristisk. Under Irak- og Afghanistankrigene påpegede flere eksperter, at krigene styrkede rekrutteringsgrundlaget for militære ekstremister. Det kan også vise sig at være gældende for den nuværende intervention. Den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp har til RÆSON sagt ”It’s like sticking your hand into a beehive. The bees are going to come swarming after you – both in the region and in the West.” Styrker det IS’ rekruttering? Ranstorp er ikke I tvivl: ”Without a question. The problem is that you have let the genie out of the bottle, there’s no way of winning this thing”

Obama vil ikke kun bruge militære midler.. I sin tale proklamerer han: ”we will redouble our efforts to cut off its funding; improve our intelligence; strengthen our defenses; counter its warped ideology; and stem the flow of foreign fighters into and out of the Middle East”. En udtalelse, der udmærker sig ved både at være utrolig flot og fantastisk ukonkret.

Efterretningstjenesten er selvsagt allerede i højt beredskab overfor IS, og det kan videre være svært at forestille sig, Obama give dem bedre vilkår af to grunde:
1: Efterretningstjenesterne har efterhånden fået så vide beføjelser som overhovedet muligt.
2: I kølvandet på Snowden-afsløringerne er der en manglende politisk og folkelig opbakning til yderligere beføjelser.

Hvad angår de udenlandske krigere, der rejser til Mellemøsten for at kæmpe under IS eller andre ekstreme organisationers faner, er Obama ligeledes tavs. Hvordan skal det foregå? Øget strafferamme? Forsøg på afradikalisering? Obama-administrationens påfaldende tavshed tyder på, at de ikke selv ved det.

I Danmark har debatten i høj grad drejet sig om de statsborgere, der har valgt at slutte sig til IS. Fornuftigt i og med at ” Vi ved fra tidligere sager, at militant islamistisk retorik kombineret med kapacitet fra et konfliktområde har været centrale elementer for de personer, der har planlagt eller gennemført terrorhandlinger i Danmark eller i udlandet” som PET-chef Jens Madsen beskriver det, samt at Danmark har næstflest Syrien-krigere målt i forhold til indbyggertal. Målet må derfor være at afradikalisere unge, der overvejer at tage til Syrien/Irak for at kæmpe for IS, og dermed udgør en risiko for sig selv og danske borgere. I modsætning til Obama har danske medier og politikere svaret – Aarhus-modellen. En model der adskiller sig ved at inddrage den radikaliserede – og vedkommendes familie – i dialog med myndighederne.

Men det er ikke så entydigt. Magnus Ranstorp pointerer, at Aarhus-modellen har været en succes, men at den ikke nødvendigvis kan hjælpe alle ”Aarhus have been remarkably good at locking in the lightweight ones (lettere ekstremistiske, red.) but what we’re lacking in order to actively pursue this (de “hårdere” ekstremister) is people who have defected – people who have been there, done that.”

Aarhus-modellen virker altså primært på de ”mindst ekstreme” ekstremister. Hvad er fremgangsplanen over for de hardcore-ekstremister så? Fratagelse af pas, fængselsstraf, og udrejseforbud har alle været på tapetet. Først og fremmest er det en balancegang mellem national sikkerhed og frihedsrettigheder. Derudover er det tvivlsomt, om det har en afskrækkende effekt for potentielle Syrien-krigere. Forsker i ekstremisme og radikalisering hos DIIS, Tobias Gemmerli, forklarer til RÆSON: ”Umiddelbart tror jeg ikke, det kan have den helt store effekt. Der er meget, der taler for, at det ligeså godt kan have den modsatte effekt. Det kan bidrage til en optrapning af konfliktniveauet. Det kan betyde, at foreign fighters går under jorden.” Han uddyber senere i sammenligning med Storbritannien: ”Det er konkret noget, man har spekuleret over i Storbritannien, hvor man har den her hårde kurs, og har foreign fighters der gerne vil hjem, men ikke tør, og derfor lidt ufrivilligt kæmper videre for IS.”

Men hvorfor de hårde forslag, hvis der er ligeså stor chance for, at de forværrer situationen?
Af samme grund som Obama nu går ind i Irak. Horrible humanitære situationer koblet med tilsvarende skræmmende udsigter for terroraktioner får medier og borgere til at kalde på handling, og giver dermed politikerne chancen for at vise handlekraft. Symbolværdien i intervention mod IS, fratagelse af pas, og udrejseforbud er klar, men den reelle værdi er tvivlsom.

Mathias Terp (f.1993) studerer statskundskab på Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Amerikansk kampfly over Irak i 2010, som en del af operation “New Dawn” [foto: US Air Force]