25.08.2014

Der var næppe nogen, der forventede, at våbenhvilen og forhandlingerne i Kairo ville bringe fred til Mellemøsten. Men var der nogensinde et potentiale for et kompromis, så blev det kvalt af Egypten, der har ført sin politiske kamp imod det Muslimske Broderskab ind over grænsen til Gaza.

KOMMENTAR af Sarah Borger, RÆSONs Mellemøstredaktør

Det må have været en absurd og frustrerende oplevelse for Hamas at træde ind i forhandlingerne med Israel for at erkende det ubestridelige faktum, at alle de involverede parter håber på deres undergang – både modstander og mægler. Ikke desto mindre er det den virkelighed, der mødte Hamas, og som sandsynligvis medvirkede til forhandlingernes sammenbrud og bruddet på våbenhvilen tirsdag eftermiddag i sidste uge.

Israel var ikke udpræget generøs i forhandlingerne, men meget pegede på, at Hamas var villige til at acceptere små indrømmelser fra israelsk side, og man sporede en forsigtig optimisme hos de politiske analytikere. Gennem forhandlingerne blev det dog tydeligt, at mægleren, Egypten, og præsident al-Sisi havde sin egen agenda.

Arvefjenden Hamas
Hamas er en gren af det Muslimske Broderskab. Broderskabet har været den største og bedst organiserede opposition til det egyptiske militærstyre i flere generationer. I 2012 vandt de præsidentposten i landets første demokratiske valg siden januar-revolutionen. Successen var tvivlsom og kortvarig, og sidste sommer blev Broderskabets frontfigur, Mohamed Morsi, revet af præsidentposten i et militærkup med al-Sisi i spidsen. Siden er Broderskabet mildest talt blevet forfulgt og bekæmpet i Egypten – de er midlertidigt slået ud, men næppe sat ud af spillet på den lange bane.

Det Muslimske Broderskab er kort sagt al-Sisis ærkefjende, og Hamas er Broderskabets bevæbnede lillesøster. Det er derfor Sisis soleklare målsætning, at Hamas på sigt kvæles. Grænsen mellem egyptisk inden- og udenrigspolitik er mildest talt udflydende, når det kommer til Gaza. Regimet frygter, at samarbejdet mellem Hamas og de islamistiske grupper på Sinai kan true stabiliteten i resten af landet. Blokaden af Gaza, som har forhindret import af nødvendige forsyninger til området siden 2006, bliver derfor til dels faciliteret af Egypten, som under Sisis regeringstid har bekæmpet det illegitime tunnelsystem med større kræfter end nogensinde før. Og siden en ophævelse af blokaden er et af Hamas’ primære krav, er det mere end svært at betragte Egypten som en upartisk mægler.

USA’s rolle reduceres
Egypten har historisk set gjort det til sin mærkesag at mægle mellem israelere og palæstinensere. Både Israel og Gaza grænser som nævnt op til den egyptiske Sinai-halvø, og Egypten har derfor haft stor interesse i at bevare en eller anden form for stabilitet i den konfliktfyldte region. Det er desuden det relativt gode forhold til Israel og villigheden til at huse forhandlingerne, der har været en af grundstenene i landets betydningsfulde forhold til USA.

Præsident al-Sisi har insisteret på at bevare rollen som forhandler, men USA’s interesser synes dog ikke at være specielt højt prioriterede i Sisis plan. Da John Kerry besøgte Cairo for at tale om forhandlingerne, insisterede Sisi på, at Kerry skulle igennem et længere sikkerhedstjek – noget, der kun kan betragtes som et signal til Kerry om, at Sisi har bukserne, krigsmedaljerne og præsidentkasketten på, og at han derfor ikke har tænkt sig at falde på knæ for den amerikanske udenrigsminister. Der kom meget lidt ud af samtalen. Senere gik Sisi bag om ryggen på amerikanerne og de involverede parter, da han fremlagde et forslag, som ikke imødekom nogle af Hamas’ krav. Hamas afslog selvsagt, og kampene fortsatte. Og nu var det muligt, at fremstille Hamas som usamarbejdsvillige.

Kerry forsøgte herefter at inddrage Tyrkiet og Qatar i forhandlingerne, hvilket blankt blev afvist af både Israel og Egypten, som ikke ønskede at involvere parter, der tilnærmelsesvist er venligt indstillede over for Hamas. Og da dette ikke lykkedes trak amerikanerne sig mere eller mindre ud af miseren og efterlod Hamas i hænderne på Israel, Egypten og til dels sine interne konkurrenter Fatah og PA (det palæstinenske selvstyre). Det palæstinensiske selvstyre under partiet Fatah rådede over Vestbredden og Gaza indtil 2007, hvor Hamas vandt valget i Gaza og smed Fatah ud af området. Indtil i år har konflikten mellem de to partier delt den palæstinensiske befolkning både politisk og geografisk. Men i april indgik parterne en aftale om en fælles palæstinensisk regering under Mahmoud Abbas, dog med det forehold at Hamas bevarede kontrollen over deres militær, al-Qassam Brigades. Det er dog ingen hemmelighed, at Hamas kun modvilligt indgik i aftalen, som betyder, at Palæstinenserne officielt set repræsenteres af Abbas ikke mindst i forhandlinger som disse.

Da endnu en våbenhvile blev brudt
Befolkningen i Gaza var så småt begyndt at kravle ud af ruinerne efter måneders omkostningsfulde kampe med den israelske overmagt. De store menneskelige og økonomiske omkostninger havde slidt på Hamas, som kun opnåede at skræmme israelerne en anelse, men ellers ikke havde meget at vise frem. Før den sidste våbenhvile blev brudt tirsdag eftermiddag, var der derfor grund til at tro, at Hamas ville tage til takke med beskedne indrømmelser fra israelernes side.

Selvom Israel er deres primære fjende, har Hamas med stor sikkerhed haft fokus på indenrigspolitiske spørgsmål under forhandlingerne. Grundkonflikten mellem Hamas, konkurrenten Fatah og PA handler om, hvorvidt man skal gå på kompromis med fjenden Israel eller slå tilbage imod den militære overmagt med de mildest talt begrænsede våben, man har til rådighed.

Hamas skulle helst komme ud af forhandlingerne med nok politisk ammunition til at overbevise den palæstinensiske befolkning om, at den væbnede strategi – trods de utallige menneskeliv, den koster – er mere frugtbar end Fatahs fredeligere, men langsommelige approach. Deres primære mål under forhandlingerne var kort sagt at vende tilbage med bevis på, at Hamas kan presse israelerne til indrømmelser, som Fatah ikke kan levere.

Umulige krav, mulige kompromiser
Hamas ønsker blokaden af Gaza ophævet. Israel vil demilitarisere Hamas. Ingen af delene var nogensinde inden for rækkevidde.
Hvis man tog våbnene fra Hamas, ville der ikke være frygteligt meget tilbage af gruppen, som vi kender den. Den væbnede kamp er ikke blot et grundlæggende element i deres ideologi, men også den ting, der adskiller dem fra Fatah. Og siden ingen vil gå fysisk ind og tvinge våbnene ud af hænderne på Hamas, så kommer det ikke til at ske i den nærmeste fremtid.

Israel vil under ingen omstændigheder løfte blokaden fuldstændigt, ikke mindst af frygt for at Hamas opruster. Kompromisset kunne bl.a. have været en overvåget åbning ind til Gaza. Der var både tale om en havn og en lufthavn, men et af de mere realistiske bud, var genåbningen af Rafah-overgangen til Egypten. Her kunne basale forsyninger til genopbygningen af Gaza komme ind i området. Og så længe dette var under skarp overvågning og blev administreret af PA, kunne dette have været en acceptabel mulighed for Israel.

Egyptens agenda
Men var der en gnist af et potentiale for en relativt langtidsholdbar aftale imellem de stridende parter, så blev den paradoksalt nok kvalt af mægleren. Egypten vil ikke åbne Rafah, dels af frygt for Hamas’ indflydelse og samarbejde med broderskabet og islamistiske grupper på Sinai. Dels på grund af det gamle fjendskab med Broderskabet. Jo længere krisen trækker ud, og jo større omkostningerne bliver, desto mere svækkes Hamas, der ikke kan eller vil afslutte konflikten tomhændet. Sidst, men ikke mindst ønsker Sisi ikke at overtage ansvaret for den humanitære krise i Gaza.

Egypten er tværtimod interesseret i at bevare den gode relation til Israel. I øjeblikket deler Sisi ikke bare sikkerhedspolitiske interesser med israelerne. De indgår også i forhandlinger om import af israelsk olie, som kunne afhjælpe den energikrise, der er et stort indenrigspolitisk problem for Sisi.

Indtil videre er det lykkedes den egyptiske præsident at indgå det stiltiende samarbejde med Israel uden at skabe for meget furore i den israelfjendtlige befolkning eller de øvrige arabiske lande.

Resultatet er, at Hamas i allerhøjeste grad er blevet kørt ud på et sidespor i forhandlingerne. Israel og Egypten forhandler først og fremmest med Fatah, PA og PIJ (Palæstinensisk Islamisk Jihad), der også på sigt ønsker at sætte Hamas ud af spillet. Krisen forlænges, de menneskelige omkostninger vokser, og den folkelige opbakning til Hamas svinder ind til fordel for PA. Imens kampene fortsætter, står det stadig mere klart, at den største vinder af denne omgang af forhandlinger er præsident Sisi. De største tabere er befolkningen, der forsøger at leve videre i Gazas ruiner.


Sarah Borger (f. 1981) er Ræsons mellemøstredaktør. Hun har en kandidatgrad i Arabisk, kommunikation og kultur- og sprogmødestudier, og hun har boet og arbejdet flere steder i Mellemøsten, sidst i Kairo, hvor hun blandt andet dækkede præsidentvalget i 2012 for RÆSON. Foto: John Kerry møder Egyptens præsident, Abdul Fatah al-sisi, State Department photo via flickr.