21.03.2014

“Tiden er allerede overskredet i forhold til at holde temperaturstigningerne på under 2 grader. Vi skal lave den opbremsning i udledningerne, der ad åre kan få begrænset de skader, vi påfører planeten.”

I løbet af få tumultariske dage i februar forlod et splittet SF regeringsprojektet og overlod 6 ministertaburetter til S og R. Mens nu tidligere klima- og energiminister Martin Lidegaard cykler til Udenrigsministeriet i pakhuset på Asiatisk Plads, har en ny radikal rorgænger relativt ubemærket indtaget klima- og energiministeriet. RÆSON udspørger Rasmus Helveg Petersen om hans forventninger til tiden som landets klima-, energi og bygningsminister.

Interview af Magnus Hornø Gottlieb

Med skiftet fra udviklingsministeriet til klimaministeriet har han bestemt ikke påtaget sig en loppetjans. Ministeriet spiller en vigtig rolle i koordinationen af regeringens langsigtede planer for dansk produktion, vækst, ressource- og miljøhåndtering. Solcellesagen indbragte hans forgænger en næse og støtte til vedvarende energi vedbliver at være omdiskuteret: Med Dansk Folkepartis og Venstres krav om genåbning af energiforliget trækker mørke skyer sig sammen om ministeriet i Stormgade.

RÆSON: Du er netop blevet landets nye klima- og energiminister. Var det en forfremmelse?
”Det er bestemt en forfremmelse. Det er et tungere ministerium. Der er mere politik og flere politiske kampe. Det vil sige at der er flere muligheder for at vise, hvad man kan. Jeg var også et forholdsvist naturligt valg som efterfølger til Martin Lidegaard.”

RÆSON: Vil du fortsætte Martin Lidegaards linje?
”Jeg kommer jo fra samme parti og tilhører samme regering. Så det er i første omgang et skift af person og ikke politik. Når det så er sagt, så er der jo røster i Dansk Folkeparti og til dels Venstre. De taler om at opsige energiforliget, som er hjørnestenen i vores klima- og energipolitik. For to år siden bakkede de fuldt op om målsætningen. Det må jeg sige er noget helt nyt, som kan komme til at markere en ny retning.”

Rasmus Helveg kom allerede efter få dage på jobbet, 6. februar, parterne i møde og meldte sig klar til at drøfte justeringer til det nuværende energiforlig. Forliget, der blev indgået i foråret 2012, skulle indfri hovedparten – 34 procentpoint – af Danmarks målsætning om 40 % CO2-reduktion i 2020 og er dermed den siddende regeringens absolut største bedrift på klimaområdet. Især Dansk Folkeparti argumenterer for at skrotte energiforliget, som man mener koster for meget og gavner for lidt. Netop prisen for et bæredygtigt energisystem er en tilbagevendende hovedpine for den til enhver tid siddende klimaminister. Således måtte Helveg Petersen for nylig forsikre, at der kun opføres flere havvindmølleparker, hvis de kommer ned i pris.

”Vi skal ikke have flere havvindmølleparker i den prisklasse, Anholt var i. Men vi kommer til at se dem billigere. Der ligger 1000 MW-udbygning i energiforliget, som vi er gået i gang med. Det er storskalaprojekter, der vil betyde yderligere prisnedsættelser og yderligere vindmølleparker på længere sigt. Vi kommer til et punkt, hvor vindstrøm er billigere end konventionel strøm – også uden afgifter og støtte”.

Teknologien kommer ikke af sig selv. Den skal fremmes.
RÆSON: Hvilken rolle spiller det offentlige i den innovationsproces?
”Vi når kun vores klimamål, hvis vi får teknologien til at spille med os. Klimapolitikken er ikke et primært erhvervsstøttende instrument. Vi har øjnene på bolden; vi ønsker at gøre noget ved klimaet. Derfor har vi som en nødvendighed drevet en teknologiudvikling – og så får vi som en behagelighed en masse arbejdspladser. Det er i den rækkefølge.”

Hermed markerer ministeren sit standpunkt overfor den frimarkedsteoretiske skole, anført af for eksempel Bjørn Lomborg og hans Copenhagen Consensus Center eller Liberal Alliances Villum Christensen. De taler for, at markedet selv skal prissætte den eksterne omkostning ved CO2 og at der med efterspørgsel for grøn teknologi vil komme et udbud af løsninger. I stedet skriver Helveg Petersen sig ind i rækken som den fjerde af i alt fire ministre i Stormgade, der taler for, at grøn vækst er en rigtig kombination af fremsynet offentlig regulering og investering, samt kompetente danske virksomheder, der kan levere løsningerne:

”Med en ambitiøs klimapolitik er håbet om grønne arbejdspladser gået fra at være ‘noget, der kan ske i fremtiden’ til noget, der sker! Der arbejder 10.000 mand i Esbjerg havn, blandt andet med at udskibe havvindmøller. Aalborgs største arbejdsplads er Siemens vindmøllevingefabrik, der beskæftiger 1.500. Vi kan takke vores grønne politik for at vi har så mange arbejdspladser.”

”Den danske fjernvarmecluster med Danfoss, Grundfos, rørfabrikanterne og hele underskoven af små og mellemstore virksomheder, er opstået som følge af offentlig regulering på området. Og fordi vi har reguleret, så har vi – udover en masse arbejdspladser – også fået en billig og renere energi. Eksemplet med vindmøller er helt parallelt. Vi kommer først med den stærkeste og mest ambitiøse regulering. Så får vi teknologiudviklingen og efterfølgende har vi kunnet eksportere løsningerne.”

Løbet er kørt for 2 graders-målsætningen
At løse klodens problemer forudsætter en international aftale, der gensidigt forpligter OECD-landene, med USA og EU i spidsen til at gå forrest med CO2-reduktioner og teknologiudveksling med andre verdensdele. Samtidig må Kina, Brasilien, Indien, Sydafrika, Rusland m.fl. påbegynde omstillingen inden de låser sig fast med investeringer i et fossilt energi- og produktionssystem. Det var denne delikate diplomatiske kabale, der ikke gik op under COP15 i København. Nu forsøger parterne at køre en aftale i stilling til COP21 i Paris næste år.

RÆSON: Hvis du kigger ud i verden, indgyder klimaforhandlingerne dig så håb?
”Den mørkeste time er timen før daggry. Og den tid vil komme, hvor vi får en international aftale. Tiden er allerede overskredet i forhold til at holde temperaturstigningerne på under 2 grader. Men det er ikke det samme som at man ikke skal gøre det. Vi skal lave den opbremsning i udledningerne, der ad åre kan få begrænset de skader, vi påfører planeten.”

RÆSON: Kommer aftalen i hus i Paris?
”Jeg kæmper for det og jeg tror på det. Vi har en god chance for at få EU med på forholdsvist forpligtende mål – 40% reduktion i 2030 i forhold til 1990. Det er vi en større gruppe lande, der er enige om og vi lægger et hårdt pres på ministerrådet. Så hvis vi på et kommende EU-topmøde kan vedtage 40%, kan vi gå videre til FN-sporet og måske skabe en positiv bølge. Jeg siger ikke, det kommer til at ske, men der er masser at arbejde med og ingen grund til at give op. For så har vi først for alvor tabt.”

RÆSON: Er din forpligtelse overfor en ris-bonde i Bangladesh den samme som overfor en dansker?
”Jeg regner ikke med at gøre det her for min egen skyld. Uanset, hvor dygtige vi er nu, vil klimaforandringerne først for alvor træde i karakter, når jeg er en meget gammel mand. Vi har et ansvar overfor fremtidige generationer og for kloden. Men den omfatter både folk i Bangladeshs børnebørn og mine egne. Jeg tror ikke, jeg skelner så nøje.”

Vil også kunne spise kød om 30 år
Et centralt spørgsmål i klimadebatten er, hvorvidt vores nuværende grad af materiel velstand – ting vi køber og mad vi spiser – kan kombineres med en bæredygtig økonomi. Således påpeger den grønne tænketank CONCITO eksempelvis, at en væsentlig andel af en danskers bruttoudledning af drivhusgasser bliver udledt udenfor vores grænser i kraft af importerede varer.

RÆSON: Har du generelt tiltro til, at teknologien kan tillade os at nå klimamålene og stadig opretholde den levestandard, vi har i dag?
”Ja, det gør vi da. Dansk BNP er næsten fordoblet siden 1980. I samme periode er vores energiforbrug konstant og vores CO2-udledning er faktisk faldet.”

RÆSON: Men er det ikke bare fordi at vi har flyttet vores CO2-udledning ud fra landet?
”Jeg har ikke tallene på rede hånd, men jeg mener, at selv når du indregner importen, så ligger vi meget tilfredsstillende. Også fordi vi har gennemført så mange effektiviseringer herhjemme.”

RÆSON: Vil vi have et lige så højt forbrug af lys og varme og kød og elektronik i 2050? Eller vil vi skulle opgive noget af den velstand for at kunne nå vores mål?
”Vi kan se, at verden skal understøtte tre mia. mennesker flere i fremtiden, der allesammen vil have en bid af den samme ko. Det vil drive prisen opad. Jeg tror, at vi står i slutningen af tiden med billige råvarer; korn, kød og alt muligt andet. Det vil markedet hjælpe os til. Så du vil opleve, at dit forbrugsmønster ændrer sig på grund af prissignalet. Det bliver ikke nødvendigt fra politisk hånd at styre borgernes diæt.”

Dansk olie og skifergas skal op – hvis kullet bliver i jorden
Som energiminister er Helveg Petersen også minister for en olie- og gasindustri, der er stadig mere optaget af hvordan man driver de marginale oliefelter i Nordsøen. Den aldrende infrastruktur til hovedfelterne nærmer sig pensionsalderen og 30-års nyinvesteringer er ikke rentable, hvilket definitivt vil sætte en prop i borebrønden for det danske offshore-eventyr. Samtidig har internationale gas-giganter såsom franske Total set sig varme på skifferforekomsterne i Nordjylland, som kan rumme gas.

RÆSON: Er det ikke et paradoks som grøn klimaminister at øge indvindingsgraden i Nordsøen og dermed vores CO2-udledning?
”Det, som er paradokset, det er, at vi overhovedet stadigvæk brænder benzin og olie af. Det er ikke om vi køber det fra Rusland, selv pumperne det op eller skaffer det på anden vis.”

RÆSON: Vil vi ikke om 20-30 år spørge os selv om hvorfor vi dog ikke undlod at brænde den ekstra tønde olie af?
”Jo. Men her spiller det ingen rolle, om det er en ekstra tønde saudisk olie eller en tønde dansk olie. Overhovedet ingen. Omstillingen skal komme fra forbrugssiden. Vi skal sætte os mål for vores CO2-udledning, og deraf vil komme en omstilling i udbudssiden også.”

RÆSON: Så hvis Total ringer i morgen og siger, at de har fundet skifergas i Vendsyssel, som de gerne vil hive op, giver du dem så lov?
”Det er ikke en aktuel problemstilling. Men ja, hvis der er gas nok, og det kan gøres på en måde, så det ikke skader miljøet og det samtidig kan substituere kul, som vi gerne vil udfase først. Hvis de tre forudsætninger er til stede, så vil det betyde et lavere CO2-udslip fra Danmark frem til 2035, hvor kullene skal udfases.”

Magnus Hornø Gottlieb (f. 1989) er kandidatstuderende ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet med særlig interesse i europæisk energi- og klimapolitik. Har tidligere været praktikant for Dansk Energi i Bruxelles og arbejder nu som student i Dansk Elbil Alliance. ILLUSTRATION: Ministeren [foto: Klima- og Energiministeriet]

Læs Bjørn Lomborgs svar på denne artikel her.