07.10.2014

Af Asger Røjle, Tokyo

Meget indflydelsesrige kredse i Tokyo tror ikke længere på, at USA for alvor vil komme Japan til hjælp, hvis Kina en dag beslutter sig for et militært angreb på de klippeøer, som de to lande strides om. Derfor støtter disse kredse premierminister Shinzo Abes aktuelle bestræbelser på at styrke Japans selvstændige manøvrerum inden for østasiatisk sikkerhedspolitik. Tankegangen: Hvis amerikanerne ikke vil forsvare Japan, som de ellers er traktatmæssigt forpligtede til, må Japan jo være i stand til at gøre det selv.

Efter Anden Verdenskrig fik Japan en forfatning med snævre begrænsninger på landets forsvarspolitik. I de vestlige medier har vi nok haft en tendens til at fokusere på krigshistorien som baggrund for den aktuelle udvikling. For disse meningsdannere handler det mere om en nøgtern analyse af nutidens magtrelationer i regionen, end det er udtryk for et såkaldt ”revanchistisk” ønske om at ændre dommen over Japans aggression og krigsførelse under Anden Verdenskrig Det mener i hvert fald Hironobu Ishikawa, som er generalsekretær for Japans såkaldte ”Institut for Nationale Fundamentale Grundstene”, en central gruppering på den konservative og nationalistiske fløj i landet:

Hvad premierminister Abe gør i øjeblikket er derfor kun en refleksion af USA’s faldende engagement i Asien og Stillehavsområdet under præsident Obama, forklarer han i et interview med RÆSON. Jo, USA er bundet af de to landes sikkerhedsaftale til at komme Japan til hjælp. Og jo, både landets præsident og forsvarsminister har inden for det seneste år højtideligt bekræftet denne forpligtelse.” Men det er jo bare en traktat. Nogen skal fortolke den, og den vil altid kunne fortolkes på en ny måde”, lyder det skeptisk fra Hironobu Ishikawa.

Han er en venlig og lavmælt ældre mand. Bestemt ikke nogen krigerskikkelse. Han er i dag pensionist, men han har gennem et langt liv arbejdet som journalist og redaktør for den konservative avis Yomiuri Shimbun, der er både Japans og verdens største avis. Han sluttede sin karriere på avisen som chefredaktør for avisens samlede USA-redaktion i New York, og han kender USA gevaldigt godt efter at have dækket landet i mange år af sit liv. Og Ishikawa og hans meningsfæller er bestemt ikke trygge ved Obama som amerikansk præsident. Obama er alt for ”ubeslutsom”, siger Ishikawa. Men han er på den anden side godt klar over, at det i virkeligheden handler om en langsigtet udvikling i den amerikanske befolknings holdning og ikke kun om en enkelt præsidents personlighed og holdninger:

”De amerikanske vælgere er trætte af krig”, konstaterer Ishikawa. ”Der er en faldende tendens i USA, både hvad angår antallet af soldater, bevillinger til militæret samt viljen til at bruge militæret uden for landets grænser. Der er faldende opbakning til at risikere unge amerikanske soldaters liv for at forsvare andre lande. Dette har store konsekvenser for Japan. Selvfølgelig kan Japan regne med USA, hvis det værste skulle ske, og Nordkorea i en skærpet krise angreb landet med atomvåben. Men kan man virkelig forestille sig, at amerikanske vælgere ville synes, at det ville være spor rimeligt, at unge amerikanere skulle sættes ind for at forsvare nogle golde klippeøer som Senkaku-øerne i Det Østkinesiske Hav for Japan, hvis en kinesisk styrke gik i land der?
Det mest sandsynlige scenarie vil være, at bevæbnede kinesiske soldater går i land på Senkaku forklædt som fiskere – det har de gjort før – og at en militær brigade kommer bagefter fra Kina for at redde deres landsmænd. Japanske soldater prøver at fjerne dem, og det udvikler sig til et militært sammenstød i mindre målestok. Bagefter vil Kina have etableret sig på øerne,” spår Ishikawa. ”I den situation må Japan selv kunne forsvare øerne. Amerikanerne kan ikke hjælpe os, hvis vi ikke har gjort en indsats selv først. Selvhjælp må komme først. Det er faktisk nemt at forstå den amerikanske indstilling til det”.

Han fortsætter: Konflikten vil være meget begrænset i areal. Begrænset i, hvilke våben der benyttes. Begrænset i antal mennesker, der er indblandet. Kan vi virkelig forvente af USA, at de skal blande sig i så begrænset en konflikt?” spørger Ishikawa med et galgenhumoristisk smil. ”Vi håber blot, at amerikanerne vil betragte udviklingen fra et skib i nærheden, men de vil ikke behøve gå i aktion. Det må og skal Japan kunne klare selv”.

Hvem skal udfylde det hul, som opstår efter amerikanerne i Asien og Stillehavet?, spørger Ishikawa. Nu hvor Kina med hans ord rykker frem i regionen med en ”selvbevidsthed, som er bakket op af militær styrke”. For ham er der ingen andre muligheder end, at Japan gør det selv: ”Vi må bidrage mere inden for konventionelle våben, end vi gør i dag. Vi er simpelt hen nødt til det”, siger Ishikawa.

Hvor langt kan forfatningen bøjes?
Ifølge Ishikawa står Shinzo Abe-regeringen med en historisk chance: ”Vi har en god premierminister. Da der var brug for ham, dukkede Abe op på scenen. Det var god timing. Der var brug for den slags politiker lige på det tidspunkt. Jeg tror, at Abe vil fortsætte som premierminister et godt stykke tid endnu. Det giver mig håb”.

Men ikke alt, hvad Abe har gjort i sin regeringstid, er lige meget efter Ishikawas hoved. I foråret besluttede premierministeren at sikre Japans øgede militære profil og muligheden af at Japan kan assistere amerikansk militær gennem ”kollektive selvforsvar” ved endnu en omfortolkning af den eksisterede forfatning. Det var efter Ishikawas mening alt for defensivt. Den pacifistiske fredsforfatning, som Japan fik efter krigen, og som bogstaveligt talt forbyder landet at løse internationale konflikter med våbenmagt, bør ændres. Det nytter ikke noget at blive ved med at gøre mere og mere åbenlys vold på dens ordlyd, mener han.

”Det er udtryk for den kulturelle korruption i Japan, at vi hver eneste dag overtræder vores egen forfatning. Egentlig [ifølge forfatningens ordlyd, red.] burde vi jo slet ikke have noget militær overhovedet.”

På det punkt er han imidlertid ikke særligt optimistisk. Det vil tage lang tid, før forfatningen bliver ændret. Så meget forventer han ikke, at den politiske debat og de politiske brudlinjer i Japan vil forskyde sig. ”Det er svært at forestille sig, at Japans politiske landskab skal forandre sig så meget på så kort tid”.

Medmindre der kommer hjælp fra en uventet kant – nemlig fra Kina. ”Kina bliver hele tiden stærkere og endnu mere selvhævdende. Hvis jeg skal være meget sarkastisk, vil vi byde mere dårlig opførsel fra Kina velkommen. Det vil styrke vores sag over for den japanske befolkning”.

VÅBENBRØDRE: USA’s forsvarsminister Chuck Hagel under møde med sin japanske kollega, Itsunori Onodera i april 2013 [foto: US Dept. of Defense]