17.11.2014

Når Europas udenrigspolitiske førstedame, Federica Mogherini, lægger turen forbi Israel, er det for at understrege EU’s diplomatiske relevans. Men hun bliver næppe den, der løser den israelsk/palæstinensiske nøglekonflikt. For EU-landene bliver ikke enige i nærmeste fremtid, og Israel ser kun i retning af USA.

KOMMENTAR af Lasse Holm Grønning

FAKTA OG TAL reflekterer ikke Israels betydning for EU’s udenrigspolitik. Landet har et befolkningstal på 8,5 mio. og er på størrelse med Jylland. Samhandelen mellem EU og Israel runder 29 mia. euro om året, mens der til sammenligning mellem EU og Kina handles for cirka en milliard om dagen. Ikke desto mindre var det Israel, pilen pegede på, da EU’s nye udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini, skulle sendes på sin første store udenrigspolitiske mission for at markere sig som den diplomatiske verdens nye ”førstedame”.

GANSKE VIST ER ISRAEL involveret i en af den nyere histories længst varende og kontroversielle geopolitiske konflikter. Men uanset om man abonnerer på ”pro-Israel”-synspunkter eller positionerer sig i ”pro-Palæstina”-lejren, er det lidt kunstigt at argumentere for, at den israelsk-palæstinensiske konflikt hører til blandt EU’s udenrigspolitiske kerneinteresser. Særligt når konflikterne i Syrien og Irak raser, Ruslands adfærd bliver mere og mere bekymrende, og Tyrkiet distancerer sig fra Bruxelles og resten af vesten. Alligevel blev Israel førsteprioritet. Hvorfor?

MOGHERINI BLEV SAT PÅ FLYET TIL ISRAEL, fordi en tydelig europæisk rolle i fredsforhandlinger mellem Israel og palæstinenserne vil erodere enhver tvivl om EU’s globale relevans. Israel kan sætte EU på det diplomatiske verdenskort. Udenrigschefen udtrykte sig under besøget i Israel ganske direkte: ”We are convinced that European Union can have a major role in supporting a solution”. Selvtilliden er på plads. At prioritere Israel er dog langt fra risikofrit for Bruxelles’ udenrigspolitiske lederskab.

DEN ISRAELSK-PALÆSTINENSISKE KONFLIKT viser store forskelle imellem EU-landenes politiske linjer overfor Jerusalem og udstiller derved EU’s svaghed; kvababbelse, når det kommer til evnen til at finde fælles fodslag i internationale spørgsmål. Hvad angår indstillingen til Israel kan EU-landene inddeles i tre kategorier: De klippefaste støtter, svingerne og de stålfaste kritikere. Blandt Israels støtter finder man Tyskland, Nederlandene og ikke mindst en række central– og østeuropæiske lande som Tjekkiet, Polen og Litauen. Svingerne, der skifter mellem kritiske og forsonende positioner over for Israel, tæller eksempelvis Storbritannien, Italien og Danmark. Blandt de stålfaste kritikere møder man Belgien, Irland, Finland og Sverige. Senest har Sverige i kraft af landets unilaterale anerkendelse af palæstinensisk selvstændighed tydeliggjort, at EU ikke har en fælles politik på dette punkt. Og det er ikke første gang, svenskerne handler egenrådigt i forhold til Israel/Palæstina-politikken. Helt galt gik det under FN-afstemningerne om Palæstinas ”Non-Member Observer State Status” og Palæstinas medlemskab af UNESCO, hvor EU-landene stemte, ”som vinden blæste”. Med så markante politikforskelle er det selvsagt nærmest umuligt for Bruxelles at etablere det fælles fodslag, der kan bidrage til en løsning på konflikten og give EU det store, meget ønskede, diplomatiske gennembrud.

ISRAEL ER BEVIDST OM SPLITTELSEN mellem EU-landene og kurtiserer løbende regeringerne, især i de central- og østeuropæiske hovedstader, for at undgå, at israelske interesser i Europa skades – ikke mindst inden for handelsområdet. EU udgør trods alt Israels største marked. Når det er sagt, virker det også som om, at lederne i Jerusalem er trætte af Bruxelles’ forsøg på at blande sig. De er irriterede over det, man i Israel ser som Europas uforstående indstilling til og bagatellisering af landets trusselsbillede. Israels udenrigsminister, Liberman, sagde for nyligt under et pressemøde med den danske udenrigsminister: “Your [Europa’s] approach to Israel is exactly like the approach of Europe to Czechoslovakia in 1938”. Frit oversat: I forstår ikke Mellemøstens sikkerhedspolitiske miljø. Hold jer væk!

INDTIL DET LYKKEDES MOGHERINI at sammenflette de mange tråde i de europæiske landes Israel-politik, kan Israel føle sig relativt sikker på, at relationerne til EU ikke kommer til at lide reel skade. Derfor er Mogherini-besøget blot endnu et af de utallige officielle besøg af europæiske ledere, der står i kø for at mødes med israelerne. Hvad angår orienteringen i Israels udenrigspolitiske linje, er der dog ingen ændringer. Israels præsident Rivlin opsummerede for nylig Israels udenrigsdoktrin således: “The State of Israel has three binding principles. The first is the relationship with the United States. The second is the relationship with the United States. And the third thing, which is last but not least, is the relationship with the United States.” Ikke et ord om Europa. ■

Lasse Holm Grønning (f. 1977) er historiker med speciale i Israel. Han har arbejdet i Videnskabsministeriet, Danmarks Faste Repræsentation til EU og har senest ledet handelsafdelingen ved den danske ambassade i Israel. I dag er han lobbyist i Bruxelles. ILLUSTRATION: Mogherini i Tyskland [foto: EU]