22.08.2014

Der hersker en misforstået opfattelse af, at enhver kritik af Israel er lig med antisemitisme eller antizionisme. Dette er bestemt ikke tilfældet; der er mange af landets venner, der ønsker Israel det bedste og netop derfor mener, at den nuværende politik er skadelig. Israel bør lytte til sine allierede og til de jødiske røster, der opfordrer til tilbageholdenhed og vilje til forhandling samt en ende på unødvendige voldshandlinger mod palæstinensiske civile.

Kommentar af Andreas Sugar


I MIN BARN- OG UNGDOM i 1970’erne og 80’erne var det overvejende kun den yderste venstrefløj i Danmark, der støttede PLO eller den palæstinensiske sag. Israel nød gennemgående sympati blandt politikere og befolkning, og der blev sjældent stillet spørgsmålstegn ved Israels ret til at eksistere eller ved landets handlinger i forbindelse med de ofte tilbagevendende sammenstød med dets arabiske naboer eller palæstinenserne.

Men i løbet af de seneste 10-20 år er kritikken af Israel blevet mere mainstream. Særligt har retorikken og ordvalget i debatten ændret sig, og i sommeren 2014 – under den igangværende konflikt i Gaza – finder man i danske og vestlige medier flere og flere lidet flatterende referencer til „massakrer‟, „apartheid‟ og endog „fascisme‟ i forhold til Israels politik i de besatte områder.

Retfærdigheden af disse betegnelser og sammenligninger kan selvfølgelig diskuteres; fx mener jeg, at prædikater som „folkemord‟ er aldeles forkerte og misforståede. Men disse referencer er ikke opstået uden grund. De kan ikke bare fejes af vejen som udtryk for en pludseligt opstået antisemitisme eller antizionisme. Blandt kritikerne findes mange, der er pro-Israel, herunder jødisk-amerikanske kommentatorer som Roger Cohen, Ezra Klein og den israelske ngo B’Tselem, der advokerer for respekt for menneskerettigheder i de besatte områder.

Jeg må da indrømme, at jeg også selv har flyttet mig i forhold til mit syn på den uløselige konflikt i Mellemøsten. Grundet min baggrund (størstedelen af min fars familie blev udryddet i holocaust) er jeg af natur hverken antisemit eller antizionist. Tværtimod. Om end præmissen er disputabel og problemfyldt støtter jeg som sådan jødernes ret til en stat og Israels fortsatte eksistens. Men den berettigelse retfærdiggør ikke enhver handling. Israels politiske holdning (også over for sine allierede) er i de senere år blevet mere stejl og kompromisløs, og strategien over for palæstinenserne mere uforsonlig og ude af proportioner. Israel har svært ved at fastholde forestillingen om, at man virkelig ønsker og søger en fredelig løsning.

ÉN TING ER DE særdeles aggressive militæroperationer, som vi har været vidne til under denne og tidligere konflikter i Gaza og på Vestbredden, og som allerede debatteres vidt og bredt i øjeblikket. Men noget andet – og mindst lige så anfægteligt – er Israels generelle politik over for palæstinenserne, herunder landets adfærd som besættelsesmagt. Ud over bosættelsespolitikken og angrebene på civile mål, som begge er i strid med Geneve-konventionen, så er Israels behandling af palæstinenserne både skammelig og kontra-produktiv. Det er en trist ironi, at forholdene i Gaza i årevis har mindet om dem, jøderne var underlagt i Europas ghettoer eller Sydafrikas sorte oplevede i Soweto. Der er utallige beviser på, at Israel ved sin blokade har tvunget Gaza ud på randen af sultepunktet og økonomisk kollaps. Ifølge et internt notat til det amerikanske udenrigsministerium har israelske embedsmænd bekræftet, at man bevidst har holdt Gazas økonomi på et absolut minimum, lige akkurat så man undgik en humanitær katastrofe.

Når man læser eller hører om en sådan ageren, bliver man skeptisk over for Israels foregivne offerrolle, eller det narrativ som Netanyahu og andre israelske ledere fremsætter gang på gang: at Israel udelukkende handler i selvforsvar i kampen mod terrorister og andre, der vil landet til livs. Israels politik i de besatte områder udstiller landet som den overmagt, det er.

Man kan så spørge, hvorfor Israel skal leve op til højere standarder end dets naboer? Blandt andet fordi Israel bryster sig af at være det eneste velfungerende demokrati i en region fuld af ekstremister og diktaturer. En demokratisk stat ønsker ikke alene at sikre rettighederne for dets egne borgere, men i lige så høj grad at opføre sig ansvarligt udadtil og overholde internationale principper og normer.

Derudover er Israels politik særligt paradoksal, trist og problematisk, når man tager jødernes historie i betragtning. Hele Israels grundlag bygger på fortællingen om, at jødernes lidelser berettigede dem til deres eget land. Hvordan kan netop Israel så bevidst tryne en befolkning? Er den eneste lektie fra århundreders pogrommer og holocaust, at man kan tillade sig hvad som helst i sikkerhedens navn? Har man ikke lært, at ingen form for undertrykkelse kan forsvares fra et moralsk perspektiv, eller at armod og ydmygelser isolerer de moderate palæstinensere og i stedet gøder had og desperation og fremelsker terrorister? Det behøver man virkelig ikke være ekspert for at se, og man kan derfor spørge sig selv, hvorfor Israels ledere ikke ser det? Folk, der ikke bare føler uret, men oven i købet også lever på sultepunktet under uhumske forhold, bliver bitre og i sidste ende villige til at ty til voldelige midler. Terrorhandlinger eller Hamas’ raketangreb hverken kan eller skal forsvares, men deres oprindelse kan forklares.

Den nuværende situation og den trend, vi bevidner i øjeblikket i forhold til synet på Israel, er ikke i den jødiske stats interesse. Hvor står vi om 10-20 år i forhold til modstand mod Israel eller endda antisemitisme, hvis Israel fortsætter sin nuværende kurs ufortrødent? Ekstremismen og modstanden blandt palæstinensere vil fortsætte eller stige, og ligeså vil den anti-israelske stemning i Europa og andetsteds. For mine børns generation, der er endnu længere fra holocaust, bliver det måske helt almindeligt og acceptabelt at anse Israel som en paria-stat, sådan som vi opfattede Sydafrika op igennem min barn- og ungdom indtil enden af apartheid.

DESVÆRRE LADER DET TIL, at mange israelere lever i en boble og ikke ænser eller lader sig gå på af den stigende kritik. Der er helt klart sket et skred i det politiske landskab i Israel i løbet af de seneste 15-20 år, måske startende med en fanatisk jødes drab af premierminister Rabin i 1995. Arbejderpartiet Labor, der i årtier dominerede israelsk politik og var primus motor i forhold til fredsforhandlinger med palæstinenserne, er reduceret til et mindre oppositionsparti, mens den hårde indstilling på højrefløjen har fået lov til at dominere debatten i en sådan grad, at dens meninger er blevet mere eller mindre mainstream. En nylig meningsmåling viste, at 87 pct. af alle israelere fuldt ud støtter militæraktionen i Gaza. Hvem kan overbevise Israels befolkning om, at den jødiske stat ikke længere opfattes som offer men som aggressor? At store dele af omverdenen ikke længere køber argumenterne om Israels ret til selvforsvar for enhver pris?

Der hersker en misforstået opfattelse af, at enhver kritik af Israel er lig med antisemitisme eller antizionisme. Dette er bestemt ikke tilfældet; der er mange af landets venner, inklusiv undertegnede, der ønsker Israel det bedste og netop derfor mener, at den nuværende politik er destruktiv. Israel bør lytte til sine allierede og til de jødiske røster, der opfordrer til tilbageholdenhed og vilje til forhandling samt en ende på unødvendige voldshandlinger mod palæstinensiske civile. For de røster findes; blandt israelske akademikere, presse og civilsamfund – eller for eksempel den amerikansk-jødiske lobbyorganisation J Street, der mener, at øjeblikkelig forhandling om en tostatsløsning er den eneste bæredygtige vej til at sikre landets fremtidige eksistens. Desværre overdøves de moderate og fornuftige af høgene og den uforsonlige linje på Israels højrefløj. Den største tjeneste, man kan gøre Israel, er derfor at støtte de moderate kræfter.

Israelerne kan simpelthen ikke tillade sig at glemme fortiden, ikke mindst jødernes pinsler og undertrykkelse gennem historien. Glemmer de den selv, kan de ikke forvente, at omverdenen med tiden ikke også begynder at glemme. ■


Andreas Sugar (f. 1970) er BA i italiensk fra University College London og har en Master i internationale forhold fra London School of Economics. ILLUSTRATION: Israels styrker under Gaza-operationen [foto: Israel Defense Forces]