Islamisk Stat: De nye propagandister

Islamisk Stat: De nye propagandister

18.11.2014

.

I en aktuel rapport fra FN anslås det, at op imod 15.000 personer fra 80 forskellige lande er rejst til Syrien og Irak for at slutte sig til Islamisk Stat. Spørgsmålet er, hvorfor Islamisk Stats internationale tilslutning er så stor. Svaret skal måske findes i IS’ velsmurte propagandamaskine, der på sofistikeret vis fabrikerer og sælger drømmen om den hellige krigers kamp for kalifatet til et globalt publikum.

AKTUALITET af Daniel Møller Ølgaard

Fra fødslen af internettet til spredningen af smartphones og fremkomsten af de sociale medier har den internationale ”sendeflade” undergået en form for demokratisering, hvor enhver kan optage, redigere og eksponere deres budskab til et globalt publikum. Selv staten kan ikke længere styre, hvad dens borgere ser og lytter til. Vi var vidner til dette under det Arabiske forår, hvor de mellemøstlige regimers forsøg på fastholde kontrollen viste sig nyttesløs i kampen mod demonstranternes brug af Twitter, Facebook og YouTube. Men vi er også vidner til det nu, hvor Islamisk Stat (IS) fylder den globale mediestrøm med propaganda. Og noget tyder på det virker. På trods af internationale fordømmelser, amerikanske bombardementer og en voksende kurdisk modstandsbevægelse har op imod 15.000 muslimer fra 80 forskellige lande valgt at slutte sig til IS’ kamp for kalifatet på grænsen mellem Irak og Syrien.

Rambo-krigere & Hollywood-jihad
Islamisk Stats ideologi er en ultrakonservativ, ekstremistisk fortolkning af Koranen. Overalt, hvor de hejser deres sorte flag, er det samtidig et farvel til religionsfrihed, kvinder i det offentlige rum og grundlæggende menneskerettigheder.Vi har hørt budskabet før – men indpakningen er ny.
Gennem velorkestrerede, filmiske fortællinger maler IS et billede af en krig, der til forveksling minder om en scene fra Black Hawk Down. Videoerne, der både indeholder biljagter, helikopterture og intense kampscener adskiller sig markant fra de timelange, grynede videooptagelser af Osama Bin Ladens taler, som er blevet karakteristisk for Al-Qaeda. Væk er de kedelige politiske monologer, og tilbage står billederne af en kamp fyldt med hellige Rambo-krigere, der flyver i helikoptere, halshugger de vantro og stormer mod fjenden bevæbnet med forgyldte geværer, diamantøreringe og et umådeligt, heroisk mod.

Med tanke på, at IS har erklæret krig mod vesten, kan det virke selvmodsigende, at IS’ propagandavideoer samtidig imiterer vestlig kultur. Men det, at IS omfavner vestlige kulturreferencer, demonstrerer organisationens forståelse for et vigtigt mantra i politisk propaganda: Gentagelse skaber genkendelighed.
Mens mange mener, at globalisering skaber pluralisme, så har ”McDonalds-effekten” samtidig skabt en kulturel ensretning. En større og større del af klodens befolkning vokser op i globaliserede, kapitalistiske samfund, hvor det offentlige rum er domineret af en vestlig orienteret mainstreamkultur. Vores opvækst i skyggen af disse globale kulturelle ikoner har sat sig spor i vores bevidsthed, og har påvirket vores drømme og fantasier fra en ung alder.

En af de seneste videoer fra terrororganisationen bruger eksempelvis Grand Theft Auto – et ultra-voldeligt computerspil, der bliver spillet af unge verden over – som grafisk platform. Ved at forme deres kamp som en letgenkendelig realisering af det fiktive univers spillet foregår i forener IS’ propagandamateriale virkelighed og fantasi. Og budskabet er klart: IS kan få dine drømme til at gå i opfyldelse. IS’ succes skyldes ikke kun deres evner på slagmarken; den skyldes i lige så høj grad organisationens evne til at fabrikere propagandamateriale, som med simple, men sofistikerede, virkemidler trækker på den globale mainstreamkultur, som tusindvis af unge mennesker over hele kloden hver dag forbruger.

Kalifatet 2.0
Udover actionfilm er Islamisk Stat også organisationen bag DABIQ: Et magasin fyldt med professionelle fotos og avanceret, grafisk layout, og som promoverer kampen mod de vantro med udgivelser som ”The Flood” og ”The Return of Khilafah”. Bladene er fyldt med religiøse og kulturelle referencer og fortsætter i vid udstrækning stilen fra propagandavideoerne. DABIQ er derfor endnu et godt eksempel på IS’ forståelse af den vigtige rolle, deres visuelle profil spiller for deres fysiske kamp.

Men IS er samtidig aktiv på sociale medier som Snapchat, Instagram og YouTube, som de bruger til at distribuere de visuelle fortællinger fra krigen mod de vantro. Og gennem aktiv tilstedeværelse på online forums som Reddit og Ask.com går flere medlemmer fra Islamisk Stat i direkte dialog med brugerne på disse online mødesteder. Flere observatører har karakteriseret IS’ brug af de sociale medier som et virtuelt våben i deres fysiske krig. Gennem deres massive online tilstedeværelse skaber IS et rum, hvor der kan udveksles idéer, tanker og drømme relateret til krigen mod vesten, og som danner rammen for yderligere mobilisering og radikalisering.

Her er ingen bomberegn, ingen droner, der summer, og ingen forsyningslinjer, der skal opretholdes. Kalifatet 2.0, som man fristes til at kalde det, er et online frirum, der eksisterer uafhængigt af virkeligheden i Syrien og Irak. Det er et frirum der ikke kan erobres og neutraliseres med traditionelle midler, men som eksisterer i det udefinerbare cyberspace. IS er i fuld gang med at skabe et globalt netværk af tanker, idéer og fantasier, hvis omfang er svært at definere, og hvis tilintetgørelse vil kræve en helt anden strategi end den nuværende indsats mod terrorbevægelsen. For selvom det internationale samfund skulle få succes med at slå IS på slagmarken, så lever idéerne, drømmene og fantasien, som organisationens propaganda fabrikerer ,videre i den globale bevidsthed.

Støvsugere & Hellig Krig
Det er ligegyldigt, om du vil sælge støvsugere eller hellig krig; de grundlæggende principper er de samme. Som Anders Breivik udtrykte det i hans berygtede manifest, så må oprørskrigere i dag forstå principperne bag marketing for at sælge de politiske drømme og fantasier, de kæmper for. Og det er præcis dette, som IS – hvis propagandamateriale taler et sprog som dens målgruppe forstår og taler – er så gode til.
Og noget tyder på, at deres modstandere tager notater. I September offentliggjorde den Amerikanske regering en videokampagne målrettet de sociale medier. Med titlen ”Welcome to ISIL-Land” forsøger de globalt distribuerede videoer at bruge Islamisk Stats egne metoder imod dem. Og for nyligt kom det frem, at USA’s forsvarsministerium finansierer et videnskabeligt studie af, hvordan følelser og vrede spredes gennem sociale medier.

Begge er eksempler, der viser, at kampen mod den voldelige organisation allerede så småt er ved bevæge sig væk fra de traditionelle slagmarker. Men selvom IS’ ”marketingskampagne” har hævet mere end et øjenbryn hos organisationens modstandere, truer den også med at stikke en kæp i hjulet.
Gruppens halshugningsvideoer har vækket den sovende kæmpe, USA, trukket flere kurdiske militser ind i kampen og fremkaldt vrede overalt i den muslimske verden. Det internationale samfund er derfor lige nu vidne til et IS i defensiven. Men er fremskridtene holdbare?

Det Hvide Hus har erkendt, at på trods af bombeangrebene og den kurdiske offensiv, så er det internationale samfund ved at tabe informationskrigen. For nyligt afholdtes en konference om kampen imod IS i Kuwait. Her sagde den amerikanske repræsentant, gen. John Allen: “It is only when we contest Da’esh’s [IS, red.] presence online and deny the legitimacy of its message — the message that it sends to vulnerable young people — and as we expose Da’esh for the un-Islamic, criminal cult of violence that it really is — it is only then that Da’esh will be truly defeated.”

Kampen mod Islamisk handler ikke om krudt og kugler. Den handler om fortællingerne, drømmene og fantasierne som organisationen fabrikerer gennem deres sofistikerede brug af simple virkemidler. Uden den erkendelse vil enhver bombe falde forgæves. ■

Daniel Møller Ølgaard er MA I International Conflict Studies fra King’s College London
Illustration: Youtubeclip af en IS-bootcamp [Billede: Karl-Ludwig Poggemann]