18.01.2014

I sidste weekend fandt en af de største demonstrationer i Baskerlandet nogensinde sted i Bilbao. Hvorfor det? Hvorfor nu? Og vil Spanien splitte op? Journalisten Magnus Boding Hansen var i sidste uge i Bilbao for at følge situationen. Han svarer her på RÆSONs spørgsmål om konflikt og fremtid i Baskerlandet.

RÆSON: Kan du kort ridse konteksten op. Hvor står konflikten i Baskerlandet?
To tendenser er centrale: Der er fred – og der er opbrud. Fred: På mandag er det tre år siden, at tre ETA-medlemmer iført hvide bomuldsansigtsmasker og sorte alpehuer meddelte, at terrororganisation ikke længere ville bruge vold. Det afsluttede 43 års væbnet konflikt – “Europas sidste” tweetede en højstemt Tony Blair. Freden har ikke været i fare siden. ETA løb fra våbenhviler indgået i 1989, 1996, 1998 og 2006, men selv hvis den gør det igen, er organisationens betydning reelt væk. Opbakningen til væbnet kamp er 1-2 %, og der er under 100 medlemmer på fri fod. Der var ikke spor ballade i Bilbao lørdag. Der var småbørn på fædres skuldre og lunt og rart. Hvis Baskerlandet var et land, var det ifølge statistikkerne et af EU’s mindst voldelige og i øvrigt også et af dem med mest økonomisk lighed. Opbrud: 110.000-130.000 mennesker deltog i demonstrationen i sidste weekend. Det er mange: En tredjedel af byens indbyggere. Flere lokale aviser udlagde det som et signal til Madrid om at blande sig mindre. “Vi er dødtrætte af konflikt – men næsten lige så trætte af Madrid,” sagde en blond pige med røde kinder fra universitetet Universidad del País Vasco i Bilbao, hvor meget undervisning er på baskisk.

RÆSON: Hvem havde arrangeret demonstrationen, og hvorfor var så mange mødt op til netop denne demonstration?
“Jeg er her kun, fordi Madrid forbød demonstrationen,” sagde en ældre herre med rød charmeklud midt i menneskehavet til mig. Først var demonstrationen arrangeret af venstreorienterede separatister for at få ETA-fanger flyttet til fængsler i Baskerlandet. Det gør de hvert år i januar. Det tiltrækker autonome typer og super-separatister – og få ældre herrer med røde charmeklude. Sådan så det ud til at blive igen i år. Men det ændrerede en af de mest dramatiske dage i baskisk politik i årevis på sidste fredag. – Først blev demonstrationen forbudt af en dommer i Madrid, selvom en anden havde godkendt den. Det skete efter pres fra den konservative præsident Mariano Rajoy og pårørende til nogle af ETA’s over 800 ofre fra ‘Foreningen for Terrorofre’. Begrundelsen var, at nogle blandt arrangørerne skulle have forbindelse til ETA. For mange baskere var det en uforståelig og urimelig provokation. Jeg tilbragte fredagen hos den “separatistiske, socialistiske, feministiske” ungdomsorganisation ERNAI. Vi fulgte udviklingen på lokal-tv i et baglokale til en bar med bøger om Palæstina og politivold og Che Guevara i reolen. ERNAI’s talsperson Izaskun Goienetxea – en ung pige med mosgrøn nederdel uden på cowboybukser, tunge bryster og et uharmonisk ansigt – forudså voldsomme sammenstød med politiet. Det samme gjorde tv-kommentatorerne. Det glædede Izaskun sig til. Politiet tilkaldte forstærkning fra nabobyerne. – Men så aflyste arrangørerne demonstrationen. Og indkaldte kort efter til en ny sammen med det mere moderate nationalistiske baskiske parti, PNV. Det var PNV’s første fællesdemonstration med venstrefløjsseperatister siden 1999. Dem har PNV aktivt forsøgt at distancere sig fra. TV-speakeren kaldte det derfor historisk. Hver fjerde basker stemmer på venstrefløjsseperatister, hver tredje på PNV. Fagforeningerne var også med, så pludselig havde demonstrationen meget stor vægt. Formelt var den nu for “menneskerettigheder, en løsning, fred”. Reelt var den også mod Madrid.

RÆSON: Har den økonomiske krise gavnet eller stækket separatisterne? Og hvem står tilbage som vindere og tabere efter sidste weekends begivenheder?
Flere iagttagere mener, at krisen har gavnet separatisterne, fordi Baskerlandet, ligesom Katalonien, er rigere end resten af Spanien. Den økonomiske egeninteresse gør det selvsagt nemmere at mobilisere befolkningen. Der er i forvejen en stærk nationalisme, som normalvis mest giver sig udtryk i stolthed over sproget, et af Europas ældste, og over fodboldholdet Atlethic Bilbalo, der ligger i toppen af spansk fodbold og kun bruger baskiske spillere. – Den udløsende faktor i sidste weekend var Rajoy. Selv den konservative, anti-separatiske avis El País kaldte hans ageren “dum” og “klodset”. Luis R. Aízpeolea skrev, at Rajoy risikerer at bringe fredsprocessen i fare ved at bruge voldsomme metoder, “som man ikke engang brugte, dengang terrorismen var i live, og som han alene bruger af partipolitiske årsager”. – Rajoy ligner den store taber af weekendens begivenheder. Han har pustet nyt liv i en baskisk selvstændighedskamp, som ellers har tabt momentum de senere år. Vinderne er de venstreorienterede seperatister, som fik politisk legitimitet af at stå skulder ved skulder med mere moderate kræfter.

RÆSON: Bliver Spanien splittet op?
Oddsene er små, men mindst to aktuelle begivenheder indikerer, at de er større end for få år siden: Kong Juan Carlos fandt det nødvendigt at bruge sin årlige julehilsen til spanierne på at advare mod seperatisme. – I går vedtog et klart flertal i Kataloniens regionalstyre en appel til Madrid om at få lov til selv at stemme om en mulig løsrivelse fra Spanien. Sådan én skal Skotland have til september i år. Det er en nærliggende tanke, at et ja her kan give katalanerne blod på tanden. I Baskerlandet er der til gengæld meget få, der rigtig tror på selvstændighed, i hvert fald på kort sigt, også efter sidste weekends store demonstration. Madrid siger no, no, no til begge dele.

Magnus Boding Hansen (f. 1986) er journalist på DR2 Deadline. Han var RÆSONs ansv. chefredaktør fra april 2011 til februar 2013 og før da redaktør for krig og fred. Cand.mag. i retorik, har studeret journalistik på Universidad de Costa Rica og krig på King’s College London samt rapporteret fra Honduras, Haiti, Colombia, Nordirland og Sydsudan for bl.a. Information, DR2 Deadline og Weekendavisen. FOTO: Flickr: Sortu