05.03.2014

I RÆSON17, som er på gaden i næste uge, bringes et uddrag af dette interview med The Guardian-journalist Martin Chulov om situationen i Irak. Dette er den fulde version af interviewet.

INTERVIEW af Johan Moe Fejerskov

RÆSON: Alene i januar 2014 blev over 1.000 mennesker slået ihjel i Irak. Det lader til, at konflikten vedvarende er eskaleret siden amerikanernes tilbagetrækning i 2011. Hvordan vil du beskrive udviklingen de seneste tre måneder?
Martin Chulov: Amerikanernes afgang markerede afslutningen på shia-militsernes oprør, men der var kun tale om en taktisk pause for sunnierne, der var blevet ramt særligt hårdt fra 2007 til begyndelsen af 2010. De sidste tre måneder har vi oplevet en betydelig stigning i forsøg fra sunni-militser, ledet af Iraks Islamiske Stat og Levanten (ISIL), på at gendanne deres tidligere strategiske tab. ISIL benytter sig i høj grad af krigen i Syrien og har indtaget vigtige områder i både nord og øst. Grænsen til Anbar-provinsen er irrelevant for ISIL, som ser opløsningen af den syriske stat som en platform for egne regionale ambitioner. I midten af 2009, hvor det amerikanske militær stort set havde trukket sig tilbage til sine baser og ikke længere førte an i kamphandlingerne i Irak, var der styr på sagerne. Man havde etableret grænsepatruljer i Anbar-provinse, udførte teknisk overvågning, og man samarbejdede med stammerne, der var blottet for al-Qaeda-relaterede ledere. Alt dette arbejde er dog kollapset nu. Og med tilførslen af mere end 500 voldsparate fanger, der er brudt ud af fængsler, udgør ISIL en stadig større strategisk trussel mod den irakiske regering, som ikke vil kunne modstå truslen alene.

RÆSON: I en artikel i Aljazeera America i januar spurgte radiovært John Batchelor, om Irak og Syrien stadig eksisterer som selvstændige lande. Det på sin vis retoriske spørgsmål peger på det forhold, at den irakisk-syriske grænse er ved at falde fra hinanden, og at konflikterne i de to lande nu er dybt integrerede. Hvordan ser du på den udvikling?
Martin Chulov: Det er et relevant spørgsmål. For hver måned, der går, bliver det mere og mere en realitet. Militante sunnimuslimer i Irak har angrebet den shiamuslimske regering, militæret og civile mål i Irak de seneste fem år, uden at shiamuslimerne har slået tilbage. De har holdt sig tilbage i Irak, fordi de ikke ønsker at blive draget ind i en sekterisk krig, der ville kunne sætte de resultater, de har opnået siden Saddam Husseins fald, over styr. Men Iraks shiamuslimer har ikke nogen betænkeligheder ved at føre krig over „grænsen‟ i Syrien, hvor de regionale dagsordener, der tager meget lidt hensyn til statens suverænitet, bliver udkæmpet.

RÆSON: Omkring nytår lykkedes det millitante sunnier, der er ledet af al-Qaeda, at plante deres flag på toppen af regeringsbygningerne i Fallujah. Hvad fortæller denne konkrete sag om al-Qaedas styrke i Irak?
Martin Chulov: At de er tilbage. Og at de vinder fodfæste rundt omkring. Opmuntret af situationen i Syrien, de tilbagevendte ledere, der brød ud af fængslerne, og en irakisk regering, som kun i meget begrænset omfang har delt magten med landets underprivilegerede sunnier, har ISIL været i stand til igen at sætte sig på områder, hvor de ellers blev besejret for næsten syv år siden. Al-Qaeda og organisationens partnere er bedre organiseret nu, end de har været i mange år, og de bliver igen fodret af udenlandske jihadister, der relativt let kan komme og gå fra det østlige og nordlige Syrien.

RÆSON: Mange eksperter har beskrevet det politiske klima i Baghdad som kronisk paralyseret. Er der overhovedet nogen tegn på, at al-Maliki har evnerne til at stabilisere den politiske situation?
Martin Chulov: Maliki har på nu værende tidspunkt ikke opbakning hos sunnimuslimerne, og det er tvivlsomt, om han kan vende den situation. Med stor sandsynlighed vil han ikke få støtte fra „Shia Sadrist-blokken‟, der fører en hård linje, ved valget i næste måned, og hans egen Shia-valgkreds er ikke så robust, som den var i 2010. Han har vist, at han ønsker at blive på magten, og den regionale beskytter i Iran har endnu ikke vist tegn på, at de vil trække deres støtte til hans embede. Han har dog vedvarende fremstået som en polariserende figur i Irak. Når det er sagt, er det vanskeligt at se, hvor personen, der kan forene Irak, skal komme fra i landets filtrede politiske system.

RÆSON: Kort før hans besøg i Washington i november talte al-Maliki for et dybere og bredere samarbejde mellem USA og Irak. Vi ved nu med sikkerhed, at Obama støtter al-Malikis kamp mod oprøret med militær hjælp. Hvorfor tror du, at den amerikanske regering er villig til at gøre det og derved risikere en eskalering af konflikten?
Martin Chulov: USA tilbyder taktisk støtte, og det gør de delvist for at beskytte deres egen arv. Omkring en tredjedel af det amerikanske kamptab fandt sted i Anbar, og det vil derfor være et bittert slag for militæret og andre grene af regeringen, hvis krigsherrer og jihadister igen overtager styringen i provinsen. Maliki har bedt om al den assistance, som USA kan finde i sit arsenal – hvilket står i kontrast til hans holdning i slutningen af 2011, hvor han ikke var interesseret i at udvide den aftale, der havde understøttet den amerikanske tilstedeværelse i de sidste tre år af besættelsen. Obama har ikke leveret droner, jetfly eller helikoptere. Det vil være et meget symbolsk øjeblik for hans regerings, der har satset sig selv på at komme ud af krigene i Mellemøsten, hvis man beslutter sig for at tilbyde sådanne våben. Indtil videre vil den amerikanske geninvolvering kun være taktisk. Men denne udvikling bør følges nøje, især i sammenhæng med konflikten i Syrien.


Martin Chulov er mellemøstkorrespondent for den britiske avis The Guardian. Johan Moe Fejerskov er tidligere chefredaktør på RÆSON. FOTO: Præsident Obama. The White House/Pete Souza