02.10.2014

BAGGRUND: I oktober udgiver RÆSON bogen “Mellemøsten i krig”, der samler aktuelle analyser og interviews fra magasinet: 179 kr. (abonnentpris: 129) – bestil den nu


”Man må prøve inddrage Iran og forsikre dem om, at de også bliver en del af fremtidens Syrien. Mellem linjerne må man sige til dem: Ja, ja, I skal nok fortsat få lov til at sende våben til Hezbollah. Og det samme med Saudi-Arabien: J,a ja, I bliver også en del af Syrien. Og så håbe på, at man kan få lavet en overgangssamlingsregering, som repræsenterer alle sider.”

Interview af RÆSONs chefredaktion

Hvordan står IS efter angrebene i tirsdags? Er de slået tilbage?
IS er slet ikke slået tilbage endnu. Og det skyldes blandt andet, at man kan ikke bekæmpe terrorister fra luften. Man bliver nødt til at have folk på jorden. Det er det næste led. Jeg tror, amerikanerne håber på, at nogle af de oprørsgrupper, de selv er i gang med at træne i Jordan, kan stå for den del. Det er jeg skeptisk overfor, for det vil tage flere måneder at træne folk. Det har blandt andet Saudi-Arabien forsøgt sig med tidligere – for et halvt års tid siden prøvede Saudi-Arabien at opbygge en ny hær under navnet Islamisk Front. Det var Islamisk Front, som nu skulle være den store front og aftager efter Fri Syriske Hær. Det var dem, der ifølge Saudi-Arabien skulle smide IS ud. Islamisk Front talte angiveligt helt op til 50.000, og alligevel lykkedes det ikke. For USA og resten af koalitionen bliver det centralt at få lokal befolkningen og lokale stammer med. Men om de så vil og tør rejse sig mod IS er i første omgang uvist. Så længe de ikke ved, hvilken vej vinden blæser, så tør de nok ikke, for så er de bange for IS‛ hævnaktioner. De lokale spørger desuden sig selv: ’Okay, vi smider IS ud, men hvem er det så, der rykker ind? Det er sikkert Assads styrker, og så er vi lige vidt’. Der er faktisk nogen, som foretrækker IS frem for regimet, og det siger jo ikke så lidt om Assad.

USA har desuden angrebet en gruppe, de kalder al-Khorasan, som er en del af al-Nusra og dermed af al-Qaeda. Al-Nusra har været en af de vigtigste oppositionsgrupper. Er amerikanerne i gang med at udføre Assads beskidte arbejde? Jabhat al-Nusra er på den amerikanske terrorgruppeliste. Og det har mange syrere fra starten været utilfredse med. De har set, at al-Nusra var relativt gode til at kæmpe mod Assads styrker, og de har også kæmpet mod IS. I modsætning til IS er al-Nusra mere lokalt forankret. De var altså syrere selv, snarere end en masse udenlandske jihadister. Så det rystes der på hovedet af i befolkningen.
Der er i det hele taget en stor skepsis overfor bombningerne hos mange af de syrere, som er på oprørernes eller oppositionens side. De ser det som en mærkelig form for dobbeltmoral – for et år siden ville USA og Vesten ikke bombe i Syrien efter de kemiske angreb og efter mange hundredetusinder døde. Men når et par af ens egne journalister får skåret halsen over, så er man pludselig villig til at angribe. Og der er mange, der siger: Var det ikke Assad, der skulle have bomber i hovedet først, så kan man tage IS bagefter? At rækkefølgen er forkert. Det er jeg ikke nødvendigvis er enig i, men det er sådan, det bliver læst: USA og koalitionen gør tingene i en forkert rækkefølge og kommer indirekte til at støtte Assad.
Mange i den syriske opposition er bange for, hvad sker der efterfølgende. Og det er forståeligt, at syrerne er bekymrede. Strategien er ikke blevet lagt frem, så de ved blot, at der bliver bombet, og at Obama har sagt, at det vil tage lang tid. Men hvad er det egentlig, der skal ske på jorden? Hvad er det for en politisk løsning, Obama- administration tænker sig? I hvor høj grad skal Iran være involveret? Og i hvor høj grad vil det betyde, at Assad bliver siddende? Det bekymrer de sig om.

Så du vurderer ikke, at der er folkelig opbakning i Syrien til angrebene? Både og. Der er stadig syrere, der støtter Assad-regimet, og de er i hvert fald ikke kritiske i forhold til rækkefølgen. Og de, der er bekymrede eller skeptiske overfor angrebene, støtter jo ikke op om IS eller synes IS er specielt fantastiske. De er bare så utroligt desillusionerede over, at amerikanerne først gør noget nu, hvor de i så lang tid har skreget på hjælp og våben. Og de frygter at Assad går styrket ud.

Hvad er de arabiske allieredes rolle? Bidrager de alene til angrebenes legitimitet eller har de en praktisk funktion? Legitimiteten er supervigtig. Det er jo Obamas claim to fame – hans måde at adskille sig fra Irak-interventionen i 2003. Og både Obama og andre vestlige ledere har virkelig brugt lang tid på at opbygge støtte. Det er fornuftigt. Det er virkelig godt diplomatisk arbejde, at man har fået fx Saudi-Arabien med. Og det gør det langt sværere for IS at køre sin ‚vesten mod islam‛-propaganda.
Men når det er sagt, er det jo også klart, at de her regimer ikke nødvendigvis er legitime i deres egne befolkningers øjne. De er langt fra lysende eksempler på, hvordan man skal regere. Så derfor kan samarbejdet hurtigt blive vendt til, at det endnu engang er de diktatoriske regimer og Vesten, der samarbejder i antiterrorismens navn, som man også gjorde efter 9/11. Det er ikke sikkert, at befolkningerne synes, at der er særlig meget legitimitet i det samarbejde.
Desværre er det sådan, at den diskurs, der har bredt sig efter Det Arabiske Forår, er en ekstrem sikkerhedsliggørelse eller sikkerhedslogik, næsten alle steder nu – Egypten, Algeriet, Jordan og Saudi-Arabien, hvor det hele handler om at bekæmpe oppositionen – og hvor oppositionen bliver omtalt og behandlet som terrorister. De bliver slået i hartkorn – som om det Muslimske Broderskab, salafisterne og IS er det samme. De fremstilles som fjenden i den samme kamp, så der bliver slået hårdt ned på al form for opposition. Og så kan regimerne endnu styrke deres berygtede sikkerhedstjenester – al legitim opposition bliver drevet under jorden, mens kun mere ekstremistiske grupper kan overleve. Det risikerer vi at bidrage til, fordi vi også er interesserede i det såkaldte anti-terrorsamarbejde og i efterretningsmæssigt samarbejde. Og fordi vi virkelig har lagt os i selen for at få dem med i koalitionen.
Alle de smukke idealer fra Det Arabiske Forår, som vi gerne ville støtte, har rigtigt trange kår – blandt andet af denne grund. Og vi skal passe enormt på med den anti-terror-retorik, der nu er mobiliseret igen. Det kunne være fint, hvis der var nogen, der kunne tage tre skridt tilbage fra dét.

Hvis IS bliver slået tilbage, er vi så tilbage til status quo med Syrien i krise under Assad, Irak i krise under Abadi, og Kurdistan uden selvstændighed? Eller kunne man forestille sig, at fx den Fri Syriske Hær kunne få lov til at rykke ind de områder, hvor IS forsvinder fra? Den Frie Syriske Hær er nærmest ikke-eksisterende. Man er ved at træne 6.000-8.000 mand, det er jo ingenting. Og alle er i øvrigt krigstrætte. Når man har kæmpet krig i tre år, så er man slidt. Worst case: hvis USA og koalitionen ikke får fulgt angrebene op med en politisk forhandlet løsning, så vil vi fortsat have en borgerkrig i Syrien på lavt blus. Og i det kaos, der følger med, vil der bare opstå nye militante grupper. Vi vil stadig se en situation med borgerkrig, ekstremisme og de konsekvenser, det har for nabostaterne, hvis man ikke får det bundet ind i et ny politisk forhandlet ramme. Best case: hvis USA kan og vil få Iran med om bord i en politisk løsning – garantere dem, at de fortsat vil have indflydelse i Syrien. Det betyder ikke at hele Assad-regimet skal gå af og gå i opløsning, men at dele af det eksisterende regime bliver en del af en ny overgangsregering. Iran kunne pænt sige til Assad – ligesom de gjorde med al Maliki – Du bør gå af, for du har mistet legitimiteten. Det er drømmescenariet. Men det hviler selvfølgelig på det præmis at Iran vil ændre politik, hvis de først kan se at de bliver inddraget, og at det ikke er Revolutionsgarden som definerer Syrienpolitikken. For i den iranske Revolutionsgardes optik så har de og Assad allerede vundet krigen i Syrien. Og så behøver Iran selvfølgelig ikke gå med på en sådan en magtdeling.

Hvad kræves der, hvis vi skal undgå at sætte luftvåbenet ind en gang hvert femte år? Kan vi skabe en langvarig stabilitet?
Truslen om magtanvendelse skulle være brugt for længe siden til at tvinge Assadregimet til forhandlingsbordet. Men Obama-administrationen var meget optaget af at trække sig ud af Mellemøsten; at sidde på bagsædet. Det har vist sig at være en fejlslagen politik.
Der er masser af dilemmaer i det her. Der er jo mange steder rundt omkring i verden, hvor der er kaos. Og USA og Vesten kan ikke rykke ud hver gang.
I den nuværende situation må vi forsøge at inddrage Iran og forsikre dem om, at de også bliver en del af fremtidens Syrien. Mellem linjerne må vi sige til dem: Ja ja, I skal nok fortsat få lov til at sende våben til Hezbollah og bevare indflydelse i Levanten. Og det samme med Saudi-Arabien: Ja ja, I bliver også en del af Syrien. Og så håbe på, at de regionale stormagter vil være med til at lægge pres på deres lokale støtter og få lavet en overgangssamlingsregering, som repræsenterer alle sider. Det håber og tror jeg på, kan lade sig gøre. ■

FN, 25. SEPTEMBER 2015: Irans præsident Hassan Rouhani taler til generalforsamlingen [foto: FN]