06.06.2014

KRÆVER ABONNEMENT. Denne artikel er fra det seneste trykte nummer, RÆSON18 (maj 2014). Udgivet online 6. juni 2014

Af Lars Erslev Andersen

I maj er det præcis 20 år siden, at Declaration of Principles (Oslo Accords) fra 13. september 1993 udmøntede sig i det første resultat, Gaza-Jeriko-aftalen. Vejen var banet for palæstinensisk selvstyre, der – selvom det endnu var tabu i Israel – skulle lede frem til etableringen af en palæstinensisk stat. Trods terror, vold og udbredt modstand var optimismen stor.

20 år efter er en palæstinensisk stat fjernere end nogensinde. Og for hver dag, der går, bliver den endnu mere urealistisk. De 20 år har vist, at fredsprocessen og det palæstinensiske selvstyre (PA) intet andet er end instrumenter, der gør det muligt for Israel ikke blot at opretholde sin besættelse af Vestbredden, men konstant udvide den. Samtidig med at USA gør alle mulige krumspring for at holde Israel og PA ved forhandlingsbordet, og stater, heriblandt Danmark, står i kø for at støtte PA med bistandsmidler – hvoraf en betragtelig del er havnet i den palæstinensiske elites private lommer – mister de palæstinensiske bønder støt og uophørligt stadig mere jord, vand og ressourcer. Det stadig ekspanderende Israel har i dag indskrumpet den palæstinensiske Vestbred til et areal på størrelse med Fyn og indespærret 1,7 mio. palæstinensere i det område på størrelse med Langeland, der hedder Gaza.

Og i takt med at PA’s ledere sidder og snakker med israelerne, skærer Israel luns efter luns af Vestbredden – til boliger, veje, sikkerhedsbarriere, militære baser og kontrolposter. Denne udvikling dokumenteres omhyggeligt af bl.a. FN’s humanitære organisation OCHA (www.ochaopt.org). Den israelske besættelse – herunder den ulovlige opførelse af boliger – foregår fuldstændig åbenlyst for næsen af de internationale donorer og USA. Israel er så selvsikker i sin ulovlige praksis, at landet frejdigt annoncerer opførelse af nye boliger på Vestbredden, herunder Østjerusalem, samtidig med at de modstræbende sætter sig ved forhandlingsbordet, som hverken de, PA eller den palæstinensiske befolkning tror fører til nogen som helst reelle forbedringer.

Hvorfor sidder de overhovedet ved forhandlingsbordet? For Israel, USA og donorerne er det en måde at håndtere en konflikt på, der uløseligt er gået i hårdknude uden udsigt til etablering af en palæstinensisk stat. Her kan forhandlingsprocessen lægge en legitimerende og fortrængende fortælling hen over denne ubærlige kendsgerning, at palæstinensernes situation kun går fra slem mod værre. De palæstinensiske forhandlere omkring præsident (præsident af hvad?) Mahmoud Abbas sidder ved bordet, fordi de er betalt for det: Så længe de spiller med i teatret, kan de proppe millioner af korruptionsdollars i deres bankkonti og opføre kæmpevillaer og etablere lukrative virksomheder. Sådan ser det i hvert fald ud, når man kører rundt i den nyrige by Ramallah.

Denne proces har vist sig ikke at være andet end en mekanisme, hvor Israel kan udvide sin besættelse og annektering af palæstinensisk territorium, hvor de internationale donorer har nogle institutioner, de som en slags aflad kan hælde deres penge i, hvor den palæstinensiske elite kan blive stadig rigere, og hvormed USA – med trussel om brug af vetoret – kan blokere det palæstinensiske ønske om anerkendelse af en stat i FN’s Sikkerhedsråd. For USA henviser til, at en sådan stat kun kan være resultat af en bilateral forhandling mellem Israel og PA.

I 1994 rejste jeg i området. Man havde indgået den såkaldte Principerklæring om forhandlinger mellem Israel og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO. Det var to måneder, efter at en højreekstremistisk jøde i februar 1994 trængte ind i Ibrahimmoskéen i Hebron og med en maskinpistol forsøgte at skyde Osloaftalen i smadder ved at myrde 29 muslimer, der var samlet til bøn. Trods denne massakre kunne man en måned efter nå frem til Gaza-Jeriko-aftalen.

På dette tidspunkt kunne alle frit færdes på Vestbredden. Ville man til Gaza, tog man sin udlejningsbil og kørte til checkpointet i Eretz, der er grænseovergangen mellem Israel og Gaza, stillede bilen på parkeringspladsen, gik over grænsen og kørte herefter rundt i palæstinensisk taxa. Såre enkelt. På det tidspunkt var der stadig mange palæstinensere, der hver morgen og aften krydsede grænsen fra Gaza for at tage på arbejde i Israel. Dengang en vigtig indtægtskilde for mange palæstinensiske familier – i dag er den trafik stoppet. Ingen palæstinensere kommer ud, og det er stort set umuligt for udlændinge at rejse ind fra Israel til Gaza – af ’sikkerhedsgrunde’, som er det hokuspokus-ord, israelerne konstant hiver op af posen til begrundelse for alle hånde restriktioner, forbud, tilbageholdelser, lukning af veje og forbud mod fotografering.

Man kunne uhindret bevæge sig rundt i Østjerusalem og på Vestbredden frem til 2001 – overalt, uden konstant at blive stoppet, tjekket eller forhindret adgang. Allerede dengang fyldte de israelske bosættelser meget i debatten – men der var blot 1/3 af dem, der er i dag. I takt med fredsprocessen har Israel presset palæstinenserne bort fra deres land, jord og huse – alene i Østjerusalem er 11.000 presset væk. Det er de palæstinensiske institutioner også, der engang udgjorde samlingssteder for palæstinensere og var steder, hvor besøgende kunne tale med palæstinensiske ledere. Orient House i hjertet af Østjerusalem blev renoveret i forbindelse med Osloaftalen i 1993 og tjente som en diplomatisk repræsentation for palæstinenserne, indtil huset blev lukket af israelerne i 2001. I dag er der ingen officielle palæstinensiske kontorer i Østjerusalem. Dengang kunne man møde palæstinensiske ledere i parlamentet i Gaza, og her var let adgang til deres ministerier. I dag er adgangen til Gaza stort set ikkeeksisterende.

I 2002 gennemførte Israel en storstilet militær operation på Vestbredden, der bl.a. resulterede i en voldsom massakre i byen Jenin. Begrundelsen for operationen, der endte med, at israelerne omringede Yassir Arafats kontor i Ramallah, som de holdt belejret til hans død i 2004, var at opspore, opløse og dokumentere ”terrorismens infrastruktur”. Under aktionen indsamlede israelerne en række dokumenter, der efterfølgende blev publiceret i tre rapporter fra det israelske militær (IDF) og bl.a. overdraget til USA. Hovedbudskabet var, at PA med lederen Arafat som edderkop var dybt involveret i systematisk organisering af terrorisme mod Israel. Herefter opgav USA, hvor den daværende udenrigsminister, Colin Powell, ellers havde haft et godt forhold til Arafat, helt den gamle og sygdomssvækkede PLO-leder. Israel fik overbevist USA om, at landets kamp mod palæstinensernes terrorisme, herunder også Hamas og Islamisk Jihad, ikke blot var analog til USA’s krig mod al-Qaeda, men reelt var en del af den samme krig. Dét legitimerede målrettede drab på palæstinensiske ledere, etablering af checkpoints og opførelse af den monstrøse sikkerhedsbarriere, der uskønt skærer sig gennem palæstinensisk land. Da Arafat døde, gav Israel hans efterfølger, Mahmoud Abbas, et dødskys – ved at fremstille ham som en ren engel ved siden af den inkarnerede ondskab i skikkelse af Arafat. Men ingen af de mange udvidede sikkerhedsforanstaltninger blev ændret, og opførelsen af muren fortsatte ufortrødent. Trods den vildt hypede såkaldte Køreplan for fred, som den daværende danske udenrigsminister, Per Stig Møller, gerne ville have æren af, fortsatte israelerne deres praksis med målrettede drab i de palæstinensiske selvstyreområder. Levetiden for køreplanen var ca. to måneder. Så var idéen om en palæstinensisk stat endnu en gang skudt i sænk.

Men de israelske bosættelser fortsatte ufortrødent – samtidig med at det palæstinensiske territorium skrumpede, og sikkerhedskontrollen voksede. Før Osloprocessen startede, var Gaza og Vestbredden besat – fx var der midt i Gaza by en israelsk militærbase, hvorover det israelske flag blafrede. Men det var intet problem for en dansk forsker at tage fra Tel Aviv om morgenen og køre til Eretz, krydse grænsen og opholde sig i Gaza for om aftenen at tage hjem til hotellet i Tel Aviv. Besættelsen var synlig, men forhindrede ikke palæstinensere og andre i at bevæge sig rundt. Det kunne for nogle være besværligt at bevæge sig fra Gaza til familie på Vestbredden, men det kunne som regel godt lade sig gøre. I dag er besættelsen ikke bare synlig – den er omfattende og griber ind i dagliglivet på alle måder: Bevægelsesfriheden er væk, kontrollen omfattende og allestedsnærværende, territoriet skrumper, og takket være ’Oslo 2’-aftalen fra 1995 har palæstinenserne formelt overdraget Israel kontrollen med infrastruktur, ressourcer, grænser og det overdrevent store såkaldte C-område, ca. 50 pct. af Vestbredden, som israelsk militær kontrollerer af ’sikkerhedsgrunde’. ’Oslo 2’ stadfæster endog, at det er Israel, der skal godkende, hvilket mobiltelefonnetværk palæstinenserne kan benytte sig af. Og tilsyneladende har de ikke behov for 3G.

Da Israel i 1994 omgrupperede sit militær i Gaza og rømmede basen, var glæden blandt palæstinenserne stor. Der var modstandere: Hamas og Islamisk Jihad og deres selvmordsterrorister – samt palæstinensere i flygtningelejrene i Libanon og Syrien, som følte sig forrådt af Osloaftalen. Men flertallet i de besatte områder vejrede morgenluft og glædede sig over, at Arafat symbolsk kunne slå sig ned i Jeriko og Gaza. I 1995 fik ’Oslo 2’-aftalen dog flere til bekymret at rynke brynene – især over opdelingen af Vestbredden i områderne A, B og C, hvor A skulle være under palæstinensisk selvstyre, mens B skulle deles med Israel og C helt under israelsk kontrol. Mange advarede om, at denne aftale ville føre til apartheidlignende fragmentering af de palæstinensiske områder. Man var også bekymret for den fortsatte og intensiverede israelske bosættelsespolitik. I 2005 opstod der tumult om en bosættelse i Jerusalem, og overdragelsen af byen Hebron til PA blev aldrig til noget: 400 israelske bosættere midt inde i byen blev (og bliver stadig) konstant bevogtet af 1.500-2.000 israelske soldater.

Optimisme blandt flertallet af palæstinenserne ved Osloprocessens start er afløst af pessimisme. Mange unge har intet håb om, at de nogensinde vil se en palæstinensisk stat. For dem har fredsprocessen blot været et instrument, Israel har kunnet bruge til at fragmentere deres land og hegne dem ind i åbne friluftsfængsler. I april kunne de vågne op til nyheden om, at Fatah, der har den politiske ledelse på Vestbredden, og Hamas, der kontrollerer Gaza, havde forhandlet sig frem til en forsoningsaftale. Men hvilken forskel gør det? Israel har i dag sat sig så meget på Vestbredden, at det ikke længere er muligt at etablere en bæredygtig palæstinensisk stat – for ingen forventer, at Israel vil opgive deres besiddelser. Om det er Fatah alene eller Fatah og Hamas (som Israel og det internationale samfund i øvrigt ikke vil i dialog med), der forhandler elendigheden, gør ingen forskel. Den palæstinensiske stat er i de unge palæstinenseres øjne en død sild. Den væbnede modstand har heller ingen gang på jord – her vil palæstinenserne altid tabe mere, end de kan skade israelerne.

Tilbage er kun at indstille sig på at leve i en stat, der kontrolleres af Israel. Det bedste, palæstinenserne kan håbe på, er så at opnå lige rettigheder med de jødiske statsborgere. Det argumenterer de så for: en stat, to folk, lige rettigheder. Hvis dette helt legitime og ganske ydmyge krav skal have nogen som helst chance for at blive realiseret en dag, må det massivt bakkes op internationalt, herunder af USA. Men USA og det internationale samfund insisterer fortsat på ’fredsprocessen’, vedbliver med at hælde bistandspenge i et korrupt selvstyre og ser passivt til, at palæstinenserne støt og sikkert presses ud af Vestbredden og stuves sammen i stadig mindre enklaver eller fængsler som det, der hedder Gaza.

Lars Erslev Andersen er seniorforsker ved DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier) og forfatter til en lang række bøger og artikler. ILLUSTRATION: Sikkerhedsbarrieren ved Jerusalem [foto: Oleg Zaslavsky/Shutterstock]